Tirsdag d. 16. december byder KBK på lidt gløgg, gavelege og julesalmer.
Så tilmeld dig gavelegen og medbring et pænt indpakket spil, så vi kan få de værste materialistiske og konkurrerende følelser frem i folk.
Tilmeld dig her:
Min Essen-tur er ovre – jeg fløj hjem lørdag morgen. Det var en fed tur, men kun at være der torsdag og fredag var måske nok lige i underkanten (men det var hvad det kunne blive til). Ikke desto mindre havde Steen og jeg en fin og underholdende tur, og der kom masser af (forhåbentligt gode!) spil med hjem.
Vi fløj fra København tidligt torsdag morgen, og tog en taxi fra Düsseldorf lufthavn til hotellet i Essen. Note to self: Når Jon Power på Boardgamegeek skriver at taxichaufførerne kører som sindsyge, overdriver han ikke. Vores tog de mørke solbriller på og trykkede speederen i bund i sin Mercedes, og vi nåede at toppe 190 km/t, hvilket selvfølgelig medførte at vi var i Essen på rekordtid! At finde Hotel Arosa var til gengæld sværere, for chaufføren kendte det ikke, og vi havde ikke skrevet adressen ud noget sted. Jeg havde dog en svag erindring om hvad gaden muligvis hed, så til sidst lykkedes det at finde derhen.
Vores jordhøjde-flyvetur gjorde at vi kunne stå ved messen kl. 11, så det var kun den første time vi missede. Min førsteprioritet var at kigge ned til Lookout Games’ stand, for at få nogle af de mange specielle Agricola-ting de havde med, inden de blev udsolgt. Jeg var dog ikke den eneste der havde fået den idé – da vi kom ned til hal 9, kunne vi se to køer – begge startende ved Lookout-standen – med adskillige dusin mennesker i hver. Se, det var lidt af en dårlig start på messen, men jeg tænkte at jeg hellere måtte få det overstået. Steen gad ikke køen, og gik i stedet efter nogle andre spil han havde pre-ordered.
Efter det første kvarters tid, hvor jeg måske havde rykket mig et par meter, begyndte jeg at fortryde, men nu var terningerne ligesom kastet, og det gjaldt bare at klare sig igennem. Som sagt så gjort – en time og et kvarter tog det før jeg var fremme ved standen, men heldigvis havde jeg da stået i køen sammen med et par andre Agricola-fanatikere jeg kunne snakke lidt med. Jeg fik også spottet Reiner Knizia et par stande væk, så det i sig selv var jo næsten hele turen værd. 🙂
Da jeg endelig kunne blive betjent, viste det sig at en af specialtingene – de såkaldte vegimeeples – allerede var udsolgt, omend de flinke Lookout-fyre kunne trøste med at de ville få flere senere. I stedet købte jeg så et par ekstra sæt animeeples, et X-deck, en Agri-Cola (!) og mit forudbestilte eksemplar af Le Havre, og fik derudover et par forskellige L-deck kort, samt et par eksemplarer af postkort-udvidelsen. Jeg fik også mødt og snakket med Melissa fra Australien, som havde travlt på Lookout Games’ stand.
Resten af torsdagen vandrede Steen og jeg rundt og prøvede at finde pladser ved de interessante stande, så vi kunne prøve nogle spil. Det var dog ikke nemt, og messen virkede i år generelt ret crowded. Vi stod i halve timer ved Rio Grandes stand uden at se en eneste åbning noget sted, og andre steder var det næsten lige så slemt. Men et par spil blev det dog til om torsdagen:
Habitat er et lille kortspil fra Valley Games. Lidt a la Ark har man dyr i forskellig størrelse (her tal fra 1 til 8), som desuden er kategoriseret efter plante-/alt-/kødæder, hvilken type terræn de holder til i, flyvende eller ikke, etc. Desuden er der nogle ressource/plantekort, samt nogle events. Ideen er at spille fødekøder (serier) af kort, hvor hvert kort kan spise det kort der ligger under, og får en spiller lavet kæder som tilsammen indeholder alle størrelser dyr fra 1 til 8, har han vundet. Nogle ekstraregler for at hugge serier fra de andre giver lidt interaktion spillerne imellem. Steen og jeg fik forklaring og prøvede et spil, og mens det ikke var vanvittigt interessant, virkede spillet dog som om det kunne have potentiale. Til 10 euro endte jeg da også med at tage et eksemplar med hjem.
Jeg vandrede senere lidt rundt selv, og fandt ned til Gen X Games’ stand i hal 6. Her havde Daniel Val hele dagen været i gang med at forklare folk om sit spil, 2 De Mayo, og også jeg og en hollænder der hed Henk blev introduceret til det. 2 De Mayo er et lillebitte spil om oprøret i Madrid mod de franske besættelsestropper i 1808. Enhederne er trækuber (spaniernes styrke er i alt 8 røde kuber, franskmændene en del flere blå kuber) og franskmændende har 10 ture til at eliminere alle 8 spaniere, uden selv at tage for mange tab. Ordrer skrives og afsløres simultant (men er ikke bøvlet), kamp er uden heldfaktorer. En række eventkort hjælper med til at forstærke temaet. Og så kan det spilles på 15 – 20 minutter, når man kender det. I vores spil var jeg spanier, og da jeg kogede rundt i uhørt grad, må det have været en af de mindst overbevisende spanske præstationer designeren nogensinde har set. Sjovt var det dog, og både Daniel og Henk var godt selskab.
Om aftenen spiste Steen og jeg på hotellets restaurant, og begav os derefter over på Hotel Jung for at møde de andre danskere. Det passede dog lige med at de fleste af disse skulle ud til en sen middag med Martin Wallace, men Asger blev hjemme, og da Morten også var der (han boede også på et andet hotel), var vi lige fire der kunne forsøge os med et spil Days of Steam, et lille togspil fra StrataMax, som lå fremme på et af bordene. Spillet er en slags Age of Steam-ultralight meets Carcassonne: Spillerne placerer tiles for at udvide spilleområdet, og når man har opbygget damp, kan man rykke sit lokomotiv som så kan aflevere varer til byer i matchende farve. Hvad kan jeg sige, tja, bum bum. Jeg tror jeg foretrækker mine togspil lidt tungere og mindre abstrakte (og mindre “hjemmelavede”!).
Fredag stod vi klar ved indgangen før 10, men selvom vi begav os næsten-løbende ned til Lookouts stand, var der allerede kødannelse dernede da vi kom. Suk. Jeg stillede mig dog tålmodigt op endnu en gang, for vegimeeples skulle jeg jo have… Denne gang var det dog ikke slemt: Uwe Rosenberg (i egen høje person 😉 ) kom ud til køen og spurgte om nogle blot skulle have et par ting, for så ville han gerne hente dem til en. Jeg bad om et par poser vegimeeples, og kunne derfor forlade køen igen hurtigt.
Steen og jeg fik købt en del, men da vi stadig ikke kunne finde borde ved Rio Grande, endte vi på min opfordring med på den britiske stand 5-55 at bede designeren til The World Cup Game (et spil jeg har haft kig på tidligere) om en introduktion. Vi har med et fodboldspil at gøre, omend det sandt at sige er mere et fodboldturnerings-spil end et fodboldspil. De enkelte kampe repræsenteres nemlig meget abstrakt, mens fokus er på at få avanceret sine egne hold i turneringen. Man skiftes til at spille et kort fra sin hånd, og disse kan bruges til at tilføje “1 mål”, “2 mål” eller sågar “3 mål” brikker til et hold i en kamp. Andre kort er mere destruktive; frispark- og offside-kort giver f.eks. mulighed for at vende en spillet mål-brik om. Når alle kort er brugt, tæller man effekten af de lagte brikker sammen for at finde resultatet af hver kamp. Man finder ud af hvilke deltagerne der er til slutspillet/finalen osv. og gentager derefter spille kort-processen, indtil vinderen af finalen (og dermed vinderen af spillet) er fundet.
Med 4 udvidelser er designeren Shaun Derrick snart igennem alle verdensmesterskaber der nogensinde er spillet, så efter eget udsagn er det snart slut med udvidelserne. Vi spillede 1974 verdensmesterskabet, og det endte med at mine argentinere besejrede Shauns vesttyskere 5-4 i finalen. Hurra! Sjovt spil, som både før messen, og stadig nu er på min ønskeseddel, når jeg en gang skal bestille spil fra England igen.
Men som sagt fik vi købt en del om fredagen, og kl. 14 bestemte vi os for at gå tilbage til hotellet og læsse (og slappe!) af. Senere på eftermiddagen var vi så tilbage på messen, og denne gang lykkedes det endelig at finde plads ved Rio Grande, ved et bord hvor to andre skulle til at forsøge sig med Dominion. Da både Steen og jeg allerede kendte spillet, var det derfor en smal sag at introducere de to andre til det, og vi havde et hyggeligt spil som jeg på magisk vis vandt stort. Og undervejs kom Derk Solko fra Boardgamegeek endda forbi og interviewede os! Oooh…! 🙂
Fredag aften gik vi med Annemette og de andre Consim-danskere, samt tyskerne fra Spielbar ud at spise. Hyggeligt var det, men det trak ud og da vi endelig var færdige var det ved at være sengetid for mig…
For jeg skulle jo tidligt – meget tidligt! – op næste morgen for at nå mit fly. Da det viste sig at Erik også skulle tilbage til Danmark med samme fly, fulgtes vi selvfølgelig og kunne derfor dele udgiften til taxien. Det blev til et par croissanter og en kop kaffe i Düsseldorf inden vi skulle med flyet, og ved 9-tiden var jeg tilbage i København, og kun en lille metro-tur fra at være hjemme.
Jeg fik alt i alt slæbt de følgende spil med hjem:
Og her er et par løse kommentarer til de andre nye spil:
Så endnu en Essen-messe er vel overstået, og sjovt var det som altid. Nu skal jeg bare til at have spillet alle de spil jeg har købt… 🙂
Viking Con er overstået og det blev til en herlig masse brætspil. Således kom Race for the Galaxy, Acquire og Stone Age på bordet, samt et smukt gensyn med E&T. Men weekendens hovedbegivenhed var uden tvivl Origins: How we became Human.
2 fra KBK, en af mine venner og jeg kastede os således ud i 40 minutters regel forklaring efterfulgt af 2 timers spil, før vi blev enige om, at starte forfra. 
5 timer senere havde vi fundet en vinder. Hobbitterne fra Ny Guinea havde væltet Neandertaler manden, Peking manden og andre håbefulde arter af pinden og etableret en ny dominant art. Origins er uden tvivl det bedste Civ spil jeg har prøvet men det har taget lang tid før jeg kom så langt. Det er et spil som skal læres. Hvor man ikke bare kan gennemskue spillets mekanismer og derpå optimere spillet for flest Victory Points. Mange gange i spillet må man kaste sig ud i beslutninger, som ved første øjekast virker direkte modstridende men som er nødvendige for at styrke ens population. Sygdomme kan f.eks være en katastrofe men på lang sigt være med til at styrke populationens immunforsvar. Andre gange vil man gerne ekspandere og opnå dominans i verden, hvilket er en rigtig dårlig ide da det vil udhule hele ens infrastruktur og slynge én ud i kaos. Det er et levende spil, hvor man næsten fornemmer historien udfolde sig for øjnene af én. Hvor man kæmper for at tage de rigtige beslutninger, så man kan føre sin art videre. Pludselig bliver det at vinde ikke så vigtigt, som bare at være med og skrive sig ind i den evolutionære historie. Ærgerligt at det kræver så stor en investering, før spillet viser sin rette ånd og begynder at skinne, da mange nok kaster håndklædet i ringen for aldrig at prøve det igen. Jeg glæder mig i hver fald til selv at prøve det igen, og denne gang skal Neandertalerne nok vise deres værd!
Husk, at der er Viking-Con denne kommende weekend.
Københavns Brætspil Klub vil være repræsenteret med eget lokale, hvor vi vil spille sammen med andre medlemmer og ikke-medlemmer.
Vi vil have en bred række af spil til rådighed, så alle kan være med.
Lokalet vil blive åbnet ved 18-tiden om fredagen og det meste af lørdag og søndag.
Så kom og vær med, hvad enten du er kendt i KBK eller bare vil hilse på og spille.
Adressen er:
Tårnby Gymnasium
Tejn Allé 5
2770 Kastrup
Da jeg ankom til KBK’s ydmyg lokaler var regelforklaringen gået i gang til Goldland ved det ene bord, og Don lå ud pakket på det andet.
Således havde Taus, Kasper, Ulrik og Alex spændt rygsækken på ryggen for, at lede efter El Dorado i Goldland af Wolfgang Kramer mens Rasmus, Anders og Michael fumlede på Don ved det andet bord.
Det blev hurtigt lagt væk da jeg havde Risk – Express med til Rasmus.
Jeg tror aldrig, at jeg har set Risk blive spillet i KBK men dette lille hurtige spil var ikke dårligt og et glimrende ”mens-vi-venter-på-andre” –spil eller et spil til ens ikke-spillene venner og en halv snes knaster.
Med en ”heldig” sejr til undertegnet gik vi videre til, at lede efter det næste spil, som skulle på bordet.
Rasmus Paulsen var dukket op og efter lidt forslag frem og tilbage blev vi enige om Attila, som Rasmus anbefalede.
Det var som sådan et glimrende spil, men med et par ”seriøse” spillere (hvilket vi heldigvis ikke var) kunne spillet nemt komme til, at trække meget ud på grund af en gang analysis paralysis, hvilket spillet ikke ville kunne bære.
Desværre var spillet også gjort unødigt forvirrende på grund af nogle farve/symbol issues, som godt kunne være gjort bedre.
Efter endnu en sejr var selvtilliden helt i top, hvilket Rasmus som sædvanligt prøvede at ødelægge med en gang newbie/held/kaos konspirationsteori.
Til sidst kom Don endeligt på bordet (Ingen spille aften uden et auktionspil).
Et spil, som jeg bedst kan betegne som stressende og kaotisk. Her skal man hele tiden passe på ikke, at byde visse tal, der i så fald, ville give andre penge.
Anders løb med sejren og jeg fik bund lave point.
Med aftens nederlag var det på tide, at kravle hjem med lidt af selvrespekten i behold mens de andre medlemmer muntrede sig med Ursuppe, Stoneage og Oregon.
Aftenens “mens vi venter på de andre” spil, blev et 5 personers Pizarro & co. Det er et spil jeg har spillet en del på det sidste, og næsten altid er frisk på at spille, evt. som en filler imellem lidt længere spil. Det er et auktions spil, og selv om det måske ikke er så hardcore og rent som f.eks Medici – så er det til gengæld sjovt…
Michael var den eneste af deltagerne som ikke havde prøvet spillet før, og som nybegynder ved ethvert(?) auktionsspil er det logisk nok ikke helt nemt at vide hvad tingene er værd, og hvor meget man bør byde. Han slap dog godt fra det, og sluttede på en delt 1. plads sammen med Rasmus. Reglerne siger dog ikke noget om tiebreakers, så ifølge min overbevisning må det betyde at 2 personer på en 1. plads annulerer hinanden, og sejeren må derfor gå til 3. pladsen, som spøjst nok var mig..
Imellemtiden var flere dukket op, og det var derfor tid til at dele os op i flere grupper. Rasmus, Jens, Ken og Michael kastede sig over Tinners’ Trail.
Søren, Ulrik, Taus og Alex havde lyst til at nørde med plastikfigurer i Starcraft, og jeg fik lokket Teis, Maja, og Tobias med på et spil In the year of the dragon.
Jeg fik æren af at forklare regler, og jeg kan med det samme sige at det ikke var min bedste performance. Spillet er sådan set rimelig simpelt, men der er
alligevel en pokkers masse ting der skal forklares. Og problemet er lige hvilken rækkefølge man skal forklare tingene i, for at det bare giver lidt mening.
Da det samtidig er et spil som kan være rimelig utilgiveligt hvis man kludrer alt for meget i det i sine ture, så er det ikke et spil man bare kaster sig ud i, og forklarer regler som situationerne opstår. Men jeg fik kæmpet mig igennem reglerne, og vi var ready to go.
Maja lagde stærkt ud med at købe en privilege tile i sin første tur, og var derfor sikret 24 point (2 point pr tur, igennem 12 ture). Hun fik tilgengæld kludret lidt i sine efterfølgende ture, og havde problemer med at få plads til sine personer i paladserne, og at holde dem i live. Teis var den der spillede mest stabilt, så selv om han det meste af spillet igennem havde færrest point, så løb han med sejeren efter den sidst scoring.
Teis og Tobias valgte at vende næsen hjemad, og da både Starcraft og Tinners Trail bordet stadigvæk var igang, kastede Maja og jeg os over nogle af spillene i GIPF serien.
Vi lagde ud med Tzaar som vi begge kun havde prøvet 1 gang før, og vi gik igang uden rigtig at tjekke op på reglerne. Det betød at vi de første par spil missede nogle detaljer, og derfor er det selvfølgelig helt uden betydning at jeg tabte de spil.
Tzaar er endnu ikke i min egen samling, men efter at have prøvet det flere gange kan det kun gå for langsomt, for jeg synes absolut det er et værdigt spil i serien.
Næste GIPF spil på bordet blev DVONN, og selv om jeg normalt taber i det spil – havde jeg en lille fordel ved at Maja ikke havde prøvet det før. Dog vil jeg mene at DVONN er det spil i serien hvor en nybegynder har bedst chancer mod en garvet spiller, men alt var under kontrol – og point til mig i spilstatistikken.
På trods af advarsler om at hun ikke ville få et ben til jorden, insisterede Maja derefter på at prøve Zertz. Det er uden tvivl det spil i serien jeg har prøvet flest gange, og også det spil hvor en nybegynder kan have meget svært ved at gennemskue hvilke træk der er snedige. Så kan man måske mene at det ville være fair hvis jeg ikke spillede optimalt, og måske ligefrem lavede nogle bevidste fejl så Maja kunne komme lidt ind i kampen, og få et indtryk af hvorfor Zertz er et genialt spil.
Hvis du virkelig tror på at jeg ville gøre sådan noget, så kender du mig ikke.
For mit vedkommende blev det aftenens sidste spil.
Tinners’ Trail bordet var ved at afslutte et spil Stone Age – et spil jeg synes var ganske underholdende de første par gange jeg prøvede det (på brettspielwelt.de), men efterfølgende ikke har haft trang til at spille igen.
Jeg har dog ladet mig fortælle, at det er nomineret til Spiel des Jahres, og jeg kan sagtens se det som vinder.
Denne Tirsdag medbragte jeg Hermagor, som jeg netop havde erhvervet mig til en billig penge i Fantask. Ikke just et nyt spil men et, fra 2006, som jeg var faldet over ved en tilfældighed.
Da jeg Ankom sad Rasmus og skumlede over reglerne til sin spilleaftale, som indebar El capitain og da der ikke var andre (end de invasive arter ASL’er) skyndte jeg, at pakke mit spil ud, studere reglerne og begynde min hverve kampagne.
Kenneth, Vivien, Alex og jeg satte os om bordet og da en (måske) kommende ny KBK’er, lystrende navnet Michael, kom på besøg, kom han også med.
Hermagor er et forretningsspil, hvor man indkøber vare i hovedbyen Hermagor og derefter rejser rundt i landet, for at sælge i provinsbyerne.Spillet spilles i 4 ture, hvor hver tur er delt op i faser.Således starter man med, at sende sine købere på markedet, hvor de konkurrerer mod de andre deltager om, at tilegne sig de udbudte vare ved at placere ens købere taktisk rundt om boderne. Varen går til dem, som er stærkest repræsenteret rundt om hver vare.Herefter får man indkomst afhængigt af, hvordan ens købere står i henhold til hinanden (Der er ingen, der har sagt at tyske spil, skal være logiske ).Nu er det tid til, at sende sin sælger rundt i landet og sælge. Desværre skal alle betale vejskat og bompenge, så man skal begrænse sin færden mest muligt.Spillerne har kun et givent antal aktionsture, til at udrette deres gøren og det er derfor også om, at optimere hver tur.Hvor man sælger sine vare kan man ikke vende tilbage til (ved ikke, hvad det er de sælger?) så igen skal man planlægge for, at finde den rigtige pris.Når spillet er slut, efter 1-2 timer, gives bonus point ud fra en række kriterier, så som længste handelsvej, mest dominans i en region osv.
Jeg var meget positiv over spillet, som virkede utroligt balanceret (hvad man end gjorde havde det en effekt på noget andet), havde nogle mekanismer, som jeg ikke havde set før og med en tilpas længde.Spillet blev vel modtaget af mine medspillere (måske med undtagelse af Kenneth, som troede, at det galt om, at komme af med sine penge
) og det er helt sikkert, at det skal prøves igen.Samtidigt var El Capitain bordet, som husede Rasmus, Simon (ny), Jens og Peter, stadig i gang og vi valgte at kaste os over et hurtigt spil Pizarro.Aftens sejr herre blev Vivien, som vandt 2 point over mig i Hermagor (stadig ikke helt sikker på, at jeg vil acceptere det) og tørrede os andre godt og grundigt af i Pizarro.
6. maj:
Mik var dukket op denne gang, med poserne fulde af nye spil. 🙂 (og det er jo dejligt at det ikke altid er Rasmus eller mig der har den rolle). Først fik jeg mulighed for at prøve det nyeste skud i Entdecker-spilserien, Im Reich der Wüstensöhne. Denne gang skal man opdage oaser i ørkenen, og gør man en oase “færdig”, har man mulighed for at få varer der giver points, eller vand der giver mulighed for dobbeltture og andet godt. Reglerne er rimeligt simple – vi er med andre ord i solidt familiespil-territorium – og held-elementet er ikke uvæsentligt. Endelig var spillet sådan lige langt og repetitivt nok til min smag, i forhold til spillets dybde og interesse generelt. Så, er “OK” spil (så har jeg vist ikke sagt for meget).
Dernæst blev det til et gensyn med Tribune, som jeg før har spillet på en af GermanGames-spildagene i Valby. Første gang var jeg vild med spillet, og spillet denne tirsdag ændrede ikke på det. Worker placement mekanismen bliver godt nok brugt til døde i øjeblikket, men i Tribune er den en del af et vældigt interessant og dybt, tænksomt spil. Absolut et spil jeg skal have selv en dag.
Til sidst introducerede Mik os så for Jamaica, et i øjeblikket meget omtalt spil på Boardgamegeek. Vi har at gøre med et pirat-væddeløbsspil (hvem kan sejle hurtigst rundt om Jamaica!), og mens spillet selv højst er middelmådigt til “ret godt”, er det nu også mest blevet berømt på sin grafik, som er fantastisk flot. Alle komponenter i spillet, både brættet, brikkerne, kortene (i særdeleshed), og sågar reglerne og æsken, er urimeligt flot designet. Hvis bare alle spil var så smukke som Jamaica… 🙂
Hvad angår selve spillet skal man forestille sig en slags “avanceret Ave Caesar”. Man har tre kort på hånden, og spiller hver tur et af disse (og trækker op til tre kort igen i slutningen af turen). I Jamaica kombineres ens kort dog med nogle terningslag, der viser hvor effektiv aktionerne på kortet er. I Jamaica er der også indført ressourcer (guld, mad og krudt), som man dels (for guld og mads vedkommende) skal bruge som “betaling” for at ende i de fleste felter, og (for krudts vedkommende) kan bruge når man slås med de andre spillere. Yes, den lette sørøver-stemning har det fint i Jamaica: “Arrr, jeg overfalder dit skib og stjæler dit guld!”.
I mine øjne var spillet sjovt nok – sådan da. Hvis det bare kunne være hurtigere, ville jeg sikkert bedre kunne acceptere det lette gameplay og den manglende dybde. 😉
20. maj:
Denne tirsdag stod den på nogle interessante spil: Først blev det til et gensyn med Princes of Florence, som jeg ikke havde spillet i flere år. Jep, det er et sjovt spil, og jeg er stadig en haj. 😉 Det skal dog siges at Kasper ville have vundet overbevisende hvis han ikke liiige havde regnet lidt forkert: Det ene af de to works han ville spille sidste tur viste sig kun at have værdi 16 (17 er minimum), så der røg 8 points (og jeg vandt med en 4-5 points eller deromkring).
Som filler blev det til et hurtigt Ave Caesar (ny udgave). Hvad kan jeg sige, det er en filler, og vi kørte tre gange rundt på banen. 🙂
Dernæst fik Rasmus og jeg mulighed for at få en af mine nyanskaffelser, Beowulf: The Legend (aka Knizia merges Taj Mahal and LOTR) på bordet, og meget modstræbende lykkedes det at få Tobias med til spillet (“Jamen, ellers er vi ikke nok…!” <store hundehvalpeøjne/>). Jeg syntes det var sjovt, men både Rasmus og Tobias var vist lidt mere tvivlende. Personligt tror jeg at vi har at gøre med et spil som er bedre med flere spillere, for mens det i mange tyske spil bare betyder mere kaos og nedetid i spillet, tror jeg at det her vil gøre de enkelte major episodes mere spændende og dynamiske.
Og så er der selvfølgelig den kontroversielle risk-mekanisme, som jeg er lidt ambivalent over for. Jo, den gør spillet til et risikostyrings-spil og det er i princippet OK, men mand hvor den introducerer meget held. Jeg vandt vores spil uden de store problemer, og en stærkt medvirkende årsag til dette var nogle helt urimeligt heldige risk-træk. Tja, bom… Jeg tror Beowulf skal prøves igen et par gange, men jeg tror også at risk-mekanismen er en man ikke kan være neutral over for på lang sigt: Enten vil man synes den er god og spændende, eller også vil man hade de tilfældigheder den introducerer. I hvilken lejr jeg ender, har jeg ingen anelse om…
Aftenen var, om ikke ung, så heller ikke helt oldgammel endnu, så Rasmus, Kenneth og jeg tog et slag Mykerinos. Jeg foreslog (eller var det “insisterede”?) på at vi skulle spille med The Nile-udvidelsen, som vi ikke havde prøvet endnu. Den viste sig at fungere udmærket, men som med så mange af den slags små udvidelser gør den ikke spillet bedre som så – bare anderledes. Endelig må jeg konkludere at jeg er en padde til Mykerinos, selv om jeg synes det er sjovt. 🙂
Viking-Con 27 afholdes den 10.-12. oktober 2008. I den forbindelse er der brug for turneringsledere til de mange brætspilsturneringer, det kunne være dig!Udbuddet af brætspilsturneringer på Viking-Con baserer sig på hvilke spil turneringslederne ønsker at holde turneringer i. Det kræver ikke særlig meget at holde en turnering, blot viljen og naturligvis kendskabet til reglerne i det spil man ønsker at afholde turnering i.Som turneringsleder får man muligheden for at promovere et spil man selv synes godt om, man får tiltrukket nye potentielle medspillere (modspillere) og man får en særlig første prioritet i lodtrækningen omkring turneringspladserne på Viking-Con.Hvis du kunne have lyst til at arrangere en turnering, eller bare gerne vil høre hvad det kræver, så skriv til os på strategi@viking-con.dk.Hvis du gerne vil vide mere om Viking-Con er du også velkommen til at skrive eller kigge på www.viking-con.dk.Mvh Uffe Gram Christensen, Strategispilsudvalget for Viking-Con 27
Session rapport fra klubaften d. 18/3, hvor vi var en flok personer som atter prøvede livet som teenager, og opdagede at sjove venner ikke altid er helt så sjove..
Da jeg ankom i KBK var Jorid igang med at klargøre spillet “Funny Friends”.
Jeg sluttede mig til bordet, og inden længe var vi 6 personer som var klar til at prøve spillet.
Desværre var der ingen som havde prøvet spillet før, eller for den sags skyld læst reglerne. Derfor foregik regelforklaringen ved at Rasmus læste højt.
Spillet er lavet af Friedemann Friese, og strukturen af reglerne er af samme standard som hans øvrige spil. D.v.s ufattelig bøvlede og forvirrende.
Vi sad da også alle med et fraværende blik i øjnene og håbede på at der bare var nogen af de andre deltagere som havde forstået reglerne, nu når man selv var på helt bar bund.
Da vi kom igang med spillet blev de første mange runder dog alligevel brugt på at tjekke regler, før tingene så småt begyndte at give mening.
…Men hvad er det så lige spillet går ud på?
Hver spiller er en teenager som kæmper om først at opfylde 5 Life Goals (som er 5 kort man trækker fra spillets start). Et Life Goal kan f.eks være at blive “professional athlete”.
For at spille disse Life Goals er der visse kriterier der skal være opfyldt.
For at blive professional athlete kræver det at man ikke er syg, ikke er fed, men at man har penge.
Disse kriterier opnår man ved at “købe” sig til kort som én selv eller andre spillere udbyder i en auktionsrunde. Vinder man f.eks kortet “Sell my own body” i en auktion, så får man sex og penge. De kriterier man opfylder ved at købe nogen kort, går dog hurtig hen og bliver en ulempe når man skal spille andre af sine Life Goal kort.
Jeg må indrømme at jeg ikke var særlig begejstret for spillet. En stor grund til det er måske de dårlige regler, og den tid der blev brugt på at slå regler op. I hvert fald gik der ikke mange runder før jeg tænkte, at spillet da egentlig gerne snart måtte slutte. Og ved et af de nærmeste borde sad Ken og Niels Peter Q og spillede et af mine yndlings 2-personers spil – “Lord of the Rings: The Confrontation”, og for mig var det mere interessant at holde øje med deres spil for at se hvem der ville vinde i de godes kamp (Niels Peter Q) mod det onde (Ken).
Heldigvis kom både Rasmus og Maja ind i en god stime, og havde et lille race om hvem der ville vinde. Rasmus vandt, og selv om jeg kom på en delt sidsteplads var det en sejr i sig selv, at få lov til at spille noget andet.
Men for at sige noget godt om spillet, så synes jeg rigtig godt om spillets humor og artwork. Og det er da også dette, samt min overbevisning om at næste spil vil forløbe mere flydende, som gør at jeg nok godt kan lokkes til at lege teenager i Funny Friends igen en anden dag.
Aftenens sidste spil blev for mit vedkommende “Mexica”, og som en rigtig gentleman “valgte” jeg naturligvis at slutte spillet på en flot sidsteplads, nu da jeg jo var den eneste af os 4 (Brit, Thomas, Vivien og mig) der havde prøvet spillet før.
Brit vandt spillet med et enkelt point mere end Vivien.