Aftenens “mens vi venter på de andre” spil, blev et 5 personers Pizarro & co. Det er et spil jeg har spillet en del på det sidste, og næsten altid er frisk på at spille, evt. som en filler imellem lidt længere spil. Det er et auktions spil, og selv om det måske ikke er så hardcore og rent som f.eks Medici – så er det til gengæld sjovt…
Michael var den eneste af deltagerne som ikke havde prøvet spillet før, og som nybegynder ved ethvert(?) auktionsspil er det logisk nok ikke helt nemt at vide hvad tingene er værd, og hvor meget man bør byde. Han slap dog godt fra det, og sluttede på en delt 1. plads sammen med Rasmus. Reglerne siger dog ikke noget om tiebreakers, så ifølge min overbevisning må det betyde at 2 personer på en 1. plads annulerer hinanden, og sejeren må derfor gå til 3. pladsen, som spøjst nok var mig..

Imellemtiden var flere dukket op, og det var derfor tid til at dele os op i flere grupper. Rasmus, Jens, Ken og Michael kastede sig over Tinners’ Trail.
Søren, Ulrik, Taus og Alex havde lyst til at nørde med plastikfigurer i Starcraft, og jeg fik lokket Teis, Maja, og Tobias med på et spil In the year of the dragon.
Jeg fik æren af at forklare regler, og jeg kan med det samme sige at det ikke var min bedste performance. Spillet er sådan set rimelig simpelt, men der er
alligevel en pokkers masse ting der skal forklares. Og problemet er lige hvilken rækkefølge man skal forklare tingene i, for at det bare giver lidt mening.
Da det samtidig er et spil som kan være rimelig utilgiveligt hvis man kludrer alt for meget i det i sine ture, så er det ikke et spil man bare kaster sig ud i, og forklarer regler som situationerne opstår. Men jeg fik kæmpet mig igennem reglerne, og vi var ready to go.
Maja lagde stærkt ud med at købe en privilege tile i sin første tur, og var derfor sikret 24 point (2 point pr tur, igennem 12 ture). Hun fik tilgengæld kludret lidt i sine efterfølgende ture, og havde problemer med at få plads til sine personer i paladserne, og at holde dem i live. Teis var den der spillede mest stabilt, så selv om han det meste af spillet igennem havde færrest point, så løb han med sejeren efter den sidst scoring.

Teis og Tobias valgte at vende næsen hjemad, og da både Starcraft og Tinners Trail bordet stadigvæk var igang, kastede Maja og jeg os over nogle af spillene i GIPF serien.
Vi lagde ud med Tzaar som vi begge kun havde prøvet 1 gang før, og vi gik igang uden rigtig at tjekke op på reglerne. Det betød at vi de første par spil missede nogle detaljer, og derfor er det selvfølgelig helt uden betydning at jeg tabte de spil.
Tzaar er endnu ikke i min egen samling, men efter at have prøvet det flere gange kan det kun gå for langsomt, for jeg synes absolut det er et værdigt spil i serien.

Næste GIPF spil på bordet blev DVONN, og selv om jeg normalt taber i det spil – havde jeg en lille fordel ved at Maja ikke havde prøvet det før. Dog vil jeg mene at DVONN er det spil i serien hvor en nybegynder har bedst chancer mod en garvet spiller, men alt var under kontrol – og point til mig i spilstatistikken.

På trods af advarsler om at hun ikke ville få et ben til jorden, insisterede Maja derefter på at prøve Zertz. Det er uden tvivl det spil i serien jeg har prøvet flest gange, og også det spil hvor en nybegynder kan have meget svært ved at gennemskue hvilke træk der er snedige. Så kan man måske mene at det ville være fair hvis jeg ikke spillede optimalt, og måske ligefrem lavede nogle bevidste fejl så Maja kunne komme lidt ind i kampen, og få et indtryk af hvorfor Zertz er et genialt spil.
Hvis du virkelig tror på at jeg ville gøre sådan noget, så kender du mig ikke.

For mit vedkommende blev det aftenens sidste spil.
Tinners’ Trail bordet var ved at afslutte et spil Stone Age – et spil jeg synes var ganske underholdende de første par gange jeg prøvede det (på brettspielwelt.de), men efterfølgende ikke har haft trang til at spille igen.
Jeg har dog ladet mig fortælle, at det er nomineret til Spiel des Jahres, og jeg kan sagtens se det som vinder.

Session rapport fra klubaften d. 18/3, hvor vi var en flok personer som atter prøvede livet som teenager, og opdagede at sjove venner ikke altid er helt så sjove..

Da jeg ankom i KBK var Jorid igang med at klargøre spillet “Funny Friends”.
Jeg sluttede mig til bordet, og inden længe var vi 6 personer som var klar til at prøve spillet.
Desværre var der ingen som havde prøvet spillet før, eller for den sags skyld læst reglerne. Derfor foregik regelforklaringen ved at Rasmus læste højt.
Spillet er lavet af Friedemann Friese, og strukturen af reglerne er af samme standard som hans øvrige spil. D.v.s ufattelig bøvlede og forvirrende.
Vi sad da også alle med et fraværende blik i øjnene og håbede på at der bare var nogen af de andre deltagere som havde forstået reglerne, nu når man selv var på helt bar bund.

Da vi kom igang med spillet blev de første mange runder dog alligevel brugt på at tjekke regler, før tingene så småt begyndte at give mening.
…Men hvad er det så lige spillet går ud på?

Hver spiller er en teenager som kæmper om først at opfylde 5 Life Goals (som er 5 kort man trækker fra spillets start). Et Life Goal kan f.eks være at blive “professional athlete”.

For at spille disse Life Goals er der visse kriterier der skal være opfyldt.
For at blive professional athlete kræver det at man ikke er syg, ikke er fed, men at man har penge.
Disse kriterier opnår man ved at “købe” sig til kort som én selv eller andre spillere udbyder i en auktionsrunde. Vinder man f.eks kortet “Sell my own body” i en auktion, så får man sex og penge. De kriterier man opfylder ved at købe nogen kort, går dog hurtig hen og bliver en ulempe når man skal spille andre af sine Life Goal kort.

Jeg må indrømme at jeg ikke var særlig begejstret for spillet. En stor grund til det er måske de dårlige regler, og den tid der blev brugt på at slå regler op. I hvert fald gik der ikke mange runder før jeg tænkte, at spillet da egentlig gerne snart måtte slutte. Og ved et af de nærmeste borde sad Ken og Niels Peter Q og spillede et af mine yndlings 2-personers spil – “Lord of the Rings: The Confrontation”, og for mig var det mere interessant at holde øje med deres spil for at se hvem der ville vinde i de godes kamp (Niels Peter Q) mod det o­nde (Ken).

Heldigvis kom både Rasmus og Maja ind i en god stime, og havde et lille race om hvem der ville vinde. Rasmus vandt, og selv om jeg kom på en delt sidsteplads var det en sejr i sig selv, at få lov til at spille noget andet.

Men for at sige noget godt om spillet, så synes jeg rigtig godt om spillets humor og artwork. Og det er da også dette, samt min overbevisning om at næste spil vil forløbe mere flydende, som gør at jeg nok godt kan lokkes til at lege teenager i Funny Friends igen en anden dag.

Aftenens sidste spil blev for mit vedkommende “Mexica”, og som en rigtig gentleman “valgte” jeg naturligvis at slutte spillet på en flot sidsteplads, nu da jeg jo var den eneste af os 4 (Brit, Thomas, Vivien og mig) der havde prøvet spillet før.
Brit vandt spillet med et enkelt point mere end Vivien.

Jeg trådte ind af klubbens lokaler lidt over 18.00, og en gruppe mennesker var ved at afslutte et hurtigt spil “For Sale”. Der var et enkelt nyt ansigt (Thomas), og de er som altid mere end velkomne.
7 Mennesker skulle nu fordeles på 2 spil, og da jeg forslog Tempus fik jeg hurtig Teis og Jorid med på idéen. Rasmus, Ken, Poul og Thomas valgte istedet at spille Amun Re.
Amun-Re har jeg kun prøvet en enkelt gang, og da det dengang involverede en rimelig dårlog regelforklaring – var jeg ganske blank hele spillet igennem. Det gjorde heller ikke situationen bedre, at jeg spillede imod nogle af klubbens mest garvede Amun-Re spillere, så jeg har ikke haft den store interesse i at prøve spillet sidenhen.
Men jeg håber at Thomas havde en bedre oplevelse med spillet end jeg havde, og at han ikke er blevet skræmt væk af hajerne.

Tempus prøvede jeg for første gang forrige Tirsdag, og det var tilgengæld et spil som fangede med det samme. Det er egentlig et rimelig simpelt spil, og havde samtidig en ret høj “fun-factor”, så glædede mig til at prøve det igen.
Vi havde alle prøvet det før, så det krævede kun nogle enkelte kig i regelhæftet for at få afklaret nogle få ting – før vi var klar til at kaste os ud i det.

Og det gik stærkt. Vi holdt et ganske højt spil-tempo det meste af spillet igennem, og det så ud til at gå forrygende godt for mit vedkommende. Jeg var den som havde flest byer, jeg havde umiddelbart mest plads at gøre godt med på spillepladen, og jeg var hele tiden den som kom først frem på “Tech track”.
Mod slutningen af spillet skulle det dog vise sig, at både Jorid og Teis var kommet godt med, og det var Jorid som kom hen på Tech-trackens sidste felt, som giver spilleren 3 ekstra victory points.
Efter en point optælling skulle det så vise sig at det slet ikke så så godt ud, som først antaget. Jorid vandt, og jeg tror såmænd at jeg fik sidstepladsen.. Hvor gik detgalt..?

Jeg havde ikke helt samme fornøjelse med at spille Tempus 3-player, som da jeg prøvede det med 4 personer. Det er i forvejen et spil, hvor man kan gemme sig lidt for meget, og spille meget passivt – og det virkede umiddelbart som om det er endnu nemmere når man kun er 3 personer. Men det er stadigvæk et spil jeg er ganske begejstret for, og det bør komme i min spil-samling inden længe.

Amun-Re bordet kunne ikke følge med i vores tempo, så de var endnu ikke færdig med deres spil. Peter var dukket op imellemtiden, men ville ikke kaste sig ud i noget længerevarende spil, da han havde planer om at spille Perikles med nogle af personerne fra Amun-Re bordet.
Vi tog så fat i nogle af de hurtige spil, mere præcis Blokus, og Set.

Amun-Re bordet blev færdig, og som så ofte før, kunne man høre Ken beklage sig over hvor dårligt og ulogisk alle andre spillede, og at det var skyld i at han ikke vandt.

Rasmus, Peter, Poul og Teis samlede sig om Perikles – hvilket resulterede i at Peter resten af aftenen citerede 90% af manuskriptet fra filmen “300” – nemlig ved at råbe “Spaaaaarta”.

Det mere fredelige bord bestod af Jorid, Ken og jeg – og jeg lokkede dem til at spille Mykerinos. Ken havde ikke prøvet det før, så der skulle en hurtig regelforklaring til.
Igen kom jeg godt fra start, og der blev ikke givet ved dørene, selv om Ken var på bar bund. Så allerede efter første runde kunne man høre Ken mumle noget om hvor meget vi spillede imod ham, og hvor meget vi udnyttede at det var hans første spil. Hvis der er nogen som læser dette og tænker “Ej, det var da synd for Ken” – så er det ganske enkelt fordi i ikke kender ham. Han ville have gjort præcis det samme 🙂

Da spillet sluttede, kunne jeg glæde mig over en overbevisende sejr – hvorimod Ken kunne fortælle lange historier om hvor skod spil han synes det var.

Jeg sluttede af med 2 spil “Aton” mod Jorid.
Aton er et 2-personers area-control spil, som jeg synes fungerer rigtig godt. Spillet har 4 forskellige win-conditions, og man er derfor ofte nødt til at vurdere, om man skal optimere sin egen position, eller ødelægge den win-condition modstanderen ser ud til at arbejde sig hen imod.
Jorid vandt det første spil, men jeg fik revanche i spil 2.

Klokken var blevet mange, og jeg besluttede mig for at finde en bus som kunne køre mig hjem. Perikles bordet var endnu ikke færdige da jeg forlod klubben.

Klubben var forholdsvis godt fyldt da jeg trådte ind af døren. I hvert fald hvis man sammenligner med de forrige 3-4 tirsdage jeg var der, hvor vi kun var 6 personer. Blandt aftenens fremmødte kunne jeg spotte 2 nye ansigter. De var placeret ved et bord hvor Poul ihærdigt forsøgte at lære dem reglerne til Amun-Re.
Jeg havde været på spil-shopping i Germangames – Hellerup, og havde som aftalt købt nogle ting med til Søren og Rasmus. 2 x 6nimmt til Søren, og 1 x Set til Rasmus. Efter at Rasmus og Jorid blev færdig med deres Gipf-spil, var tiden så inde for at prøve det frygtelige SET-spil. På trods af at spillet (hvis man kan kalde det et spil) er ganske simpelt, så er jeg nok ikke den rette til at give et hurtigt resume af reglerne, for jeg forstod dem tydeligvis ikke. For efter de 15 minutter det ca. tog at spille havde jeg ikke fået et eneste point – og det er IKKE en god ting.
Men ok, reglerne er noget med hurtigst muligt at finde 3 kort som er ens, men er forskellige, medmindre de alle er ens – men alligevel ikke..

Nå, men SET spillet sluttede heldigvis, og så skulle vi jo finde på noget sjovt at spille.

Valget faldt på Princes of Florence, og min hjerne som var brændt helt sammen efter SET kæmpede for at huske reglerne til spillet. Heldigvis var udfaldet af lodtrækningen, at Rasmus skulle være startspiller – hvilket betød at jeg var den sidste til at have tur.. Det skulle jo nok give rigelig med tid til at komme i tanke om reglerne. Det gik da også nogenlunde, indtil jeg opdagede at jeg havde lavet en alvorlig fejl i en af mine ture. For dem der kender spillet, kan jeg afsløre, at jeg havde købt en Skov-tile istedet for en Park-tile – og at ingen af de Works jeg havde skulle bruge skov, hvorimod 2 skulle bruge park. Flot!

Nå, men jeg kæmpede så godt jeg kunne – på trods af at jeg havde fået lidt af et setback. I spillets sidste tur havde jeg så omsider overskud til at købe den forbandende park, for der skulle vel næppe være andre der kunne være interesseret i at købe én så sent i spillet? Altså, lige på nær Ken – som også havde alvorlig brug for en park. Og ja, han fik den da også – for “sølle” 1200 floriner – ikke noget han var tilfreds med.
Princes of Florence sluttede med Søren som vinder.

Så var det tid til lidt omrokering ved bordene. Amun-Re bordet byttede “de 2 nye” ud med Rasmus og Ken og Jorid/Søren følte sig tiltrukket af Polarity. Dette efterlod Ole, Hanne (de 2 nye) samt undertegnede. Efter lidt snakken frem og tilbage fik jeg dem overtalt til at spille Attika. De havde ikke prøvet det før – så der skulle en regelforklaring til før vi kunne komme i gang.
Ole lagde hårdt ud, og fik bygget mange af sine bygninger – og jeg måtte blokere med
mine egne bygninger så han ikke kunne løbe med en hurtig sejr. Hanne blev spærret lidt inde, og løb derfor hurtig tør for plads og ressourcer, men kom dog rimelig godt igen senere i spillet.

Udfaldet blev dog at jeg løb med sejren – hvilket var lidt af en lettelse efter at have keglet så meget rundt i mine 2 forrige spil.

Nu kunne jeg så snige mig hjem med lidt af æren i behold. Ken tilbød dog et lift, så jeg
ventede pænt på at Rasmus, Ken, Hanne og Ole skulle kæmpe sig igennem Star Wars – Epic Duels. Undervejs kom Hanne til at sige følgende: “Det her er jo mere legetøj end det er et spil”. At komme med sådan en udtalelse kan være næsten ligeså farligt som at lave satire-tegninger til aviser.

Ken var den første der blev elimineret fra spillet, hvilket jo var ganske praktisk – da han så kunne køre mig hjem.

Tak for turen 🙂

Denne tirsdag havde et sløvt fremmøde på kun 6 personer. Men alt var ved det gamle. Jeg mødte,- som altid, til tiden – Rasmus foreslog at vi skulle spille Acquire, jeg fik nævnt Powergrid, og Jorid måtte atter engang høre de samme slidte Rasmus/Ken-jokes om Norge. Somsagt, intet nyt under solen.
Ken og Rasmus lagde ud med et par hurtige spil Zertz, og Ken's hoverende latter afslørede hvem der havde kontrollen over de spil.

Derefter fordelte vi os på 2 borde – hvor Rasmus, Jesper og Poul gik i krig med Caylus, og Ken, Jorid samt undertegnede, kastede os over Princes of Florence.
Forrige tirsdag prøvede jeg Princes og Florence, både som 5-personers og 4-personers spil, og jeg må konstantere at spillet er mere interresant med flere end 3 spillere.
Spillet var forholdsvis hurtigt overstået – og det blev Ken som trak det længste strå.

Caylus bordet var langt fra færdig – så efter en mindre diskussion valgte vi at spille “El Grande”. Jorid havde ikke prøvet det før, så jeg gik igang med regelforklaringen. Nu var det selv meget lang tid siden jeg sidst havde spillet det, men efterhånden som jeg fik vrøvlet mig igennem tingene, syntes jeg selv det sagde gav mening. Det er ellers sjældent jeg oplever det 🙂

El Grande er et Area-control spil, og Jorid lagde ud med at indtage nogle af de
områder/regioner på brættet hvor mine blå brikker var placeret. Ken gjorde hende kunsten efter, og spillets tema synes at være “slå på blå”. Efter første scoringsrunde lå vi dog alle rimelig lige, men det skulle snart ændre sig. Ken fik spillet en aktion, som gav ham voldsomt mange point, og bragte ham klart i spidsen. De efterfølgende runder fik Jorid dog minimeret afstanden, og efter sidste scoringsrunde var det hende der havde flest point.

På trods af sejeren benyttede hun sig ikke af retten til at hovere. Om det skyldes norsk høflighed, eller om hun bare ikke synes spillet havde været videre interessant, skal jeg ikke kunne udtale mig om. Havde Ken løbet med sejren, havde historien ihvertfald været en hel anden..

Men det var sjovt at få prøvet El Grande igen, og det er stadigvæk et af mine favoritspil. Reglerne er rimelig simple – og i det hele taget virker spillet godt afbalanceret. Som så mange andre spil er det dog lidt bedre med 4 eller 5 spillere, da der så er mere kamp om de forskellige aktionskort, og positioner på brættet.

Jorid besluttede sig for at det var blevet fyraften, og stemplede ud allerede ved 9 tiden. Caylus bordet var godt nok blevet færdig med deres spil, men var så gået igang med et andet længervarende spil, nemlig Goa. Ken og jeg var derfor efterladt til selv at stå for underholdningen – og vi lagde ud med Blokus Duo. Det var første gang jeg fik prøvet den udgave – men det må siges at fungere ganske glimrende.

Derefter fik jeg mulighed for at prøve Battleline, hvor Ken's erfaring med spillet, dog hurtig skulle vise sig at besejre det eventuelle begynder held jeg kunne diske op med.

Vi sluttede af med et hurtigt spil Zertz, hvor jeg efter at have været godt presset det meste af spillet, hev et par tricks ud af ærmet, og hev sejeren i land. Goa spillerne var imellemtiden også blevet færdig, og folk begyndte at liste hjemad..
Fodboldkongen lukkede og slukkede.

Topløse piger, gratis luksus buffet, og fri bar, var bare nogle af de goder de fremmødte kunne nyde godt af i klubben tirsdag d. 17 maj. Uheldigvis var vi kun 5 der havde valgt at dukke op, og de billeder der blev taget blev lidt for personlige til at de kan blive vist her på siden. Jeg er derfor ikke i stand til at dokumentere at det jeg siger er sandt. Og hvis der er nogen som allerede nu tvivler på mine ord, ja så bliver det nok ikke bedre af at jeg bilder jer ind, at vi også fik brugt aftenen på at spille brætspil. Men jo, den er skam god nok. Og for at det ikke skal være løgn, så havde vi også besøg af en ny person ved navn “Martin”.

Rasmus og Søren lagde ud med et spil Zertz som er et abstrakt spil med ganske simple regler. At reglerne er nemme at sætte sig ind i, betyder dog ikke at et spil mellem en erfaren og en mindre erfaren zertz spiller er ligeværdig, og det var da også Rasmus der løb med sejeren.

Derefter begyndte debatten om hvad vi skulle spille.. 5 personer er ellers ikke et dårligt antal, bortset fra det kan være svært at finde et spil alle har lyst til at spille. Efter adskillige forslag blev vi enige om at prøve Trias. Spillepladen består af 6 kantede tiles som fra start bliver lagt op på bedste settlers manér. Sådan forbliver den dog ikke særlig længe, da en af spillet vigtigste mekanismer er at “drifte” en tile, hvilket betyder at man flytter rundt på dele af spillepladen. Tilsæt et point system baseret på area-control, samt et dinosaur tema med små træklodser til at repræsentere de forskellige spillers dinosauere – og du har et spil du kan kalde “Trias”.

Det var anden gang jeg prøvede Trias i klubben, og jeg har et lidt underligt forhold til det spil. Jeg synes drift-mekanismen er sjov, men i det store hele synes jeg ikke det er et så fantastisk spil som jeg havde håbet. På den ande side kunne jeg godt tænke mig at prøve det flere gange, for jeg føler at der er et-eller-andet helt genialt ved spillet som jeg endnu ikke har opdaget.

Søren og Ken kastede sig over Blue Moon, og vi andre valgte at dræne ørkenen for vandhuller med hjælp fra en hær af pastel-farvede kameler. Det var forholdsvis hurtigt overstået, og vi blev enige om en omgang Goa. Martin havde ikke prøvet det før, så Rasmus fik æren i at forklare reglerne. Rasmus fejlede et tidligt forsøg på at etablere en koloni, hvilket giver lidt af et set-back. I det hele taget kørte det slet ikke for Rasmus, og han måtte da også erkende at det var det dårligste spil Goa han hidtil havde spillet. Han kan dog trøste sig med at han fik forklaret reglerne ganske godt, da det blev Martin som vandt spillet med 1 overbevisende point mere end mig.
Vi fik snakket lidt om hvorvidt Goa er et godt 3 personers spil, og jeg kan kun tilslutte mig holdningen om at det i hvert fald er bedre med 4 spillere.

Aftenen i KBK var ved at være slut, men natten var stadigvæk ung. Jeg sluttede af med en sidste drink fra baren, og fulgte så ellers de topløse piger hjem i seng.

🙂

Denne tirsdag lykkedes det mig endelig at komme “til tiden”, og derved blive fri for at skulle vente alt for længe på at kunne deltage i et spil. De tidligt fremmødte havde gang i et spil Pizarro & Co., og alt imens det blev afsluttet dukkede der lidt flere mennesker op. Age of Steam og Twilight Imperium 3. Edition var de 2 spil der var stemning for, og da jeg var den eneste ved AoS-bordet som ikke havde prøvet det før, måtte Kasper Borup igang med at forklare mig reglerne.

På trods af at jeg fik god hjælp fra hele bordet, så var især de første 3 runder et rent mysterium for mig. Det synes urimeligt hårdt at få økonomien til at køre rundt. Alt imens resten af bordet fik indtægter, måtte jeg runde efter runde af med penge.. Og det kan aldrig være en god ting. Så det føltes lidt som en sejr da der endelig kom en runde hvor jeg fik et par mønter i indtægt. Da spillet sluttede fik at vide at jeg havde klaret mig anstændigt, taget i betragtning af at det var første gang jeg prøvede detl. Jo tak, men nu fik jeg somsagt også en fin hjælp i de helt kritiske runder, og det er samtidig en kendsgerning at jeg næsten ikke fik bygget noget.Det kommer nok ikke som en overraskelse at jeg endte på sidstepladsen – men selv om den ovenstående tekst måske ikke giver udtryk for det, så synes jeg rent faktisk det var et godt spil. Det ER et meget ubarmhjertigt spil, og det gælder om at holde tungen lige i munden for at få tingene til at køre rundt. Men jeg er da frisk på at prøve det igen en anden gang, for der var nu et eller andet facinerende ved det.

Kasper Borup og Anders Larsen valgte at vende næsen hjemad, så Morten blev sat by stand-by så jeg kunne nå et spil Tamsk imod Rasmus. Tamsk er et spil i Gipf-serien, og efter min mening slet ikke på samme niveau som de andre i serien. Hverken underholdningsmæssigt eller rent strategisk. Grunden til at jeg så i det hele taget havde det med, var at Rasmus insiterede på at jeg skulle. Tamsk er nemlig det eneste spil han mangler i den ellers fremragende Gipf-serie, og vi havde snakket om en eventuel byttehandel. Spillet formåede dog forståeligt nok heller ikke at imponere Rasmus, så byttehandel blev der ikke noget af.

Twilight Imperium bordet var stadigvæk igang med deres spil, så Morten, Rasmus og jeg gik igang med at spille China. Også her måtte jeg lige få forklaret reglerne, men de var tilgengæld en del nemmere at gå til. Vi nåede da også at spille 4 hurtige spil, før jeg besluttede mig for at kalde det en aften, og fandt hen til busstoppestedet.

Jeg kan se i spilstatistikken at Twilight Imperium spillet rent faktisk blev afsluttet. Da jeg forlod klubben var bordet ellers godt fyldt med alverdens brikker, og gav ikke udtryk på at det var ved at være ved vejs ende – men hvad ved jeg.

Jeg kan også se at Rasmus og Morten fik afprøvet Hive. Et spil som jeg ved Rasmus fornylig har erhvervet sig. Det er et spil jeg selv i længere tid har overvejet at skulle invistere i, men når jeg bestiller spil plejer der altid lige at være et par andre titler jeg hellere vil købe. Rasmus vandt 2 af de 3 spil mod Morten, så jeg kan forestille mig at Rasmus synes det er et udemærket spil. Men hvor godt er det i bund og grund.. Du får Tamsk + X antal kroner*, og jeg får Hive? Hvad kan vi finde ud af 🙂

*dette skal ikke opfattes som at Rasmus har ret til at indsætte et vilkårligt beløb, men ment som en hentydning til at vi burde kunne finde en løsning.

Rasmus opfordrede mig til at skrive et indlæg, ”hvis jeg kedede mig” – og da det rent faktisk er tilfældet så…Tredje gang er lykkens gang? Det holder absolut ikke. I går var mit tredje besøg i klubben, og det lykkedes mig ikke at vinde i nogen af de spil jeg deltog i …
Det blev så også kun til 2 forskellige spil, men det har ikke noget med sagen at gøre.Jeg valgte at komme tidligt da jeg havde lært lidt af forrige Tirsdag, hvor lokalet var godt fyldt allerede ved 18 tiden. Så jeg var der ca. 17.30, men udover mig var der kun nogle få andre – og det var folk som har det sjovt med pincet og et utal af små pap-brikker, samt det obligatoriske fyldte ringbind med regler. Jeg hev et medbragt GAFFA blad op af tasken, og bladrede lidt uinteresseret i det. Inden længe kom der flere folk til og efterhånden som folk trådte ind af døren udbrød de noget i stil med ”Det er fan’me koldt i dag”. Meget rart at vide, i tilfælde af at man ikke selv lige skulle have opdaget det.

Diskussionen/forhandlingen om hvilket spil der skulle lægges ud med begyndte. Jeg er forholdsvis nem at overtale, så det var nær lykkedes Rasmus at overbevise os om at vi skulle spille Acquire.
Anders og jeg prøvede i stedet at lokke folk med på noget La Citta eller Powergrid, dog uden at få den helt store opbakning. Vi besluttede derfor for at vente på at flere folk skulle dukke op, og da det skete delte vi os op i 2 grupper. Acquire og La Citta.

Anders skulle efter sigende være ubesejret i La Citta, og jeg havde selv kun prøvet det en enkelt gang. Morten og Søren havde ikke prøvet det før, så efter en del problemer med at få sat spillet op, sorteret brikker o.s.v. kastede jeg mig ud i at forklare regler. Det tog sin tid, men til gengæld var det begrænset med spørgsmål der dukkede op undervejs.Anders og jeg angreb fra start Sørens ene by og fik stjålet en masse af hans indbyggere, og derved også ødelagt en masse af hans bygninger. Der så ikke ud til at være meget håb for den by, men den fik et imponerende comeback senere i spillet.Morten blev også angrebet fra flere sider, og da hans valg af bygninger sjældent passede til ”folkets valg” (som er en af de interessante mekanismer i spillet) havde han lidt af en kamp med at opretholde befolkningstallet i sine byer. Og da de i sidste ende udgør antallet af point man scorer, så blev det ikke ham som løb med sejren. Vinderen blev Anders, så han har stadigvæk en statistik som siger ”100% wins” .

Men jeg er sikker på at hvis flere begynder at spille dette fantastiske spil, så skal vi nok få væltet ham af pinden (og det er hermed en opfordring til at spille mere La Citta)Samtidig havde der som sagt været gang i Acquire ved det andet bord. Mit kendskab til KBK skyldes rent faktisk Acquire, da mit første besøg i klubben bundede i en aftalt byttehandel med Rasmus, hvor han fik Acquire af mig, og jeg fik La Citta (og Kahuna).

Det næste jeg registrerede var, at det tidligere Acquire bord havde gang i St. Petersburg. Dette blev efterfulgt af Nuclear War, og Kasper og Ken satte sig over i et hjørne for at spille endnu mere St. Petersburg, -helt præcis 6 spil i træk, hvor de hver fik 3 sejre.Derudover kan jeg se på spilstatistikken at der blev spillet både Samurai og Ticket to Ride – hvilket jeg dog slet ikke bemærkede.
La Citta-gruppen skulle finde på noget at lave, og Anders forslog El Grande. Det forslag blev accepteret, men da Anders fandt ud af at ”El Grande” ikke er ”Eufrat & Tigris” – og at det altså godt kan være svært at huske navnene på de forskellige spil, ja så meldte han pas, og bekendtgjorde at han egentlig ikke gad at spille mere den aften. Han listede derfor hjemad, alt imens Søren forklarede os (Morten og jeg) reglerne til Medina.

Som med de fleste nye spil jeg prøver, så er det først efter et par runder jeg kan lure hvad der er ”smart at gøre” og hvilke træk der er mindre kloge. Morten og jeg ’claimede’ måske lidt for hurtigt de forskellige paladser, hvilket gav Søren mulighed for at bygge sine paladser lidt større end vores, og derved score bonus point. Morten fik til gengæld en stor bonus på de små folk som vandrede rundt imellem paladserne, og det blev derfor et tæt løb mellem Søren og Morten. Efter omtælling blev de dog enige om at Søren havde flest point (selv om en tredje omtælling kom op til overvejelse) Klokken nærmede sig 23.00, og det var begrænset med folk der var tilbage.

Toke og Morten var derfor gået i gang med Carcasonne: The Castle, og Rasmus lærte Jesper at spille Zertz. Og selv om Jesper lod til at fange spillets finesser rimelig hurtigt, så lykkedes det ham naturligvis at lave nogle af de helt klassiske fejl som nok alle Zertz spillere har lavet. Men det gør det ikke mindre sjovt at se andre lave dem :)Men jeg bestemte mig for at finde vejen hjem, og ja – det var sgu ret koldt udenfor.