KBK – maj måned

6. maj:

Mik var dukket op denne gang, med poserne fulde af nye spil. 🙂 (og det er jo dejligt at det ikke altid er Rasmus eller mig der har den rolle). Først fik jeg mulighed for at prøve det nyeste skud i Entdecker-spilserien, Im Reich der Wüstensöhne. Denne gang skal man opdage oaser i ørkenen, og gør man en oase “færdig”, har man mulighed for at få varer der giver points, eller vand der giver mulighed for dobbeltture og andet godt. Reglerne er rimeligt simple – vi er med andre ord i solidt familiespil-territorium – og held-elementet er ikke uvæsentligt. Endelig var spillet sådan lige langt og repetitivt nok til min smag, i forhold til spillets dybde og interesse generelt. Så, er “OK” spil (så har jeg vist ikke sagt for meget).

Dernæst blev det til et gensyn med Tribune, som jeg før har spillet på en af GermanGames-spildagene i Valby. Første gang var jeg vild med spillet, og spillet denne tirsdag ændrede ikke på det. Worker placement mekanismen bliver godt nok brugt til døde i øjeblikket, men i Tribune er den en del af et vældigt interessant og dybt, tænksomt spil. Absolut et spil jeg skal have selv en dag.

Til sidst introducerede Mik os så for Jamaica, et i øjeblikket meget omtalt spil på Boardgamegeek. Vi har at gøre med et pirat-væddeløbsspil (hvem kan sejle hurtigst rundt om Jamaica!), og mens spillet selv højst er middelmådigt til “ret godt”, er det nu også mest blevet berømt på sin grafik, som er fantastisk flot. Alle komponenter i spillet, både brættet, brikkerne, kortene (i særdeleshed), og sågar reglerne og æsken, er urimeligt flot designet. Hvis bare alle spil var så smukke som Jamaica… 🙂

Hvad angår selve spillet skal man forestille sig en slags “avanceret Ave Caesar”. Man har tre kort på hånden, og spiller hver tur et af disse (og trækker op til tre kort igen i slutningen af turen). I Jamaica kombineres ens kort dog med nogle terningslag, der viser hvor effektiv aktionerne på kortet er. I Jamaica er der også indført ressourcer (guld, mad og krudt), som man dels (for guld og mads vedkommende) skal bruge som “betaling” for at ende i de fleste felter, og (for krudts vedkommende) kan bruge når man slås med de andre spillere. Yes, den lette sørøver-stemning har det fint i Jamaica: “Arrr, jeg overfalder dit skib og stjæler dit guld!”.

I mine øjne var spillet sjovt nok – sådan da. Hvis det bare kunne være hurtigere, ville jeg sikkert bedre kunne acceptere det lette gameplay og den manglende dybde. 😉

20. maj:

Denne tirsdag stod den på nogle interessante spil: Først blev det til et gensyn med Princes of Florence, som jeg ikke havde spillet i flere år. Jep, det er et sjovt spil, og jeg er stadig en haj. 😉 Det skal dog siges at Kasper ville have vundet overbevisende hvis han ikke liiige havde regnet lidt forkert: Det ene af de to works han ville spille sidste tur viste sig kun at have værdi 16 (17 er minimum), så der røg 8 points (og jeg vandt med en 4-5 points eller deromkring).

Som filler blev det til et hurtigt Ave Caesar (ny udgave). Hvad kan jeg sige, det er en filler, og vi kørte tre gange rundt på banen. 🙂

Dernæst fik Rasmus og jeg mulighed for at få en af mine nyanskaffelser, Beowulf: The Legend (aka Knizia merges Taj Mahal and LOTR) på bordet, og meget modstræbende lykkedes det at få Tobias med til spillet (“Jamen, ellers er vi ikke nok…!” <store hundehvalpeøjne/>). Jeg syntes det var sjovt, men både Rasmus og Tobias var vist lidt mere tvivlende. Personligt tror jeg at vi har at gøre med et spil som er bedre med flere spillere, for mens det i mange tyske spil bare betyder mere kaos og nedetid i spillet, tror jeg at det her vil gøre de enkelte major episodes mere spændende og dynamiske.

Og så er der selvfølgelig den kontroversielle risk-mekanisme, som jeg er lidt ambivalent over for. Jo, den gør spillet til et risikostyrings-spil og det er i princippet OK, men mand hvor den introducerer meget held. Jeg vandt vores spil uden de store problemer, og en stærkt medvirkende årsag til dette var nogle helt urimeligt heldige risk-træk. Tja, bom… Jeg tror Beowulf skal prøves igen et par gange, men jeg tror også at risk-mekanismen er en man ikke kan være neutral over for på lang sigt: Enten vil man synes den er god og spændende, eller også vil man hade de tilfældigheder den introducerer. I hvilken lejr jeg ender, har jeg ingen anelse om…

Aftenen var, om ikke ung, så heller ikke helt oldgammel endnu, så Rasmus, Kenneth og jeg tog et slag Mykerinos. Jeg foreslog (eller var det “insisterede”?) på at vi skulle spille med The Nile-udvidelsen, som vi ikke havde prøvet endnu. Den viste sig at fungere udmærket, men som med så mange af den slags små udvidelser gør den ikke spillet bedre som så – bare anderledes. Endelig må jeg konkludere at jeg er en padde til Mykerinos, selv om jeg synes det er sjovt. 🙂

Skriv et svar