Viking Con set fra øjnene af en Neandertaler

Viking Con er overstået og det blev til en herlig masse brætspil. Således kom Race for the Galaxy, Acquire og Stone Age på bordet, samt et smukt gensyn med E&T. Men weekendens hovedbegivenhed var uden tvivl Origins: How we became Human.
2 fra KBK, en af mine venner og jeg kastede os således ud i 40 minutters regel forklaring efterfulgt af 2 timers spil, før vi blev enige om, at starte forfra. 5 timer senere havde vi fundet en vinder. Hobbitterne fra Ny Guinea havde væltet Neandertaler manden, Peking manden og andre håbefulde arter af pinden og etableret en ny dominant art. Origins er uden tvivl det bedste Civ spil jeg har prøvet men det har taget lang tid før jeg kom så langt. Det er et spil som skal læres. Hvor man ikke bare kan gennemskue spillets mekanismer og derpå optimere spillet for flest Victory Points. Mange gange i spillet må man kaste sig ud i beslutninger, som ved første øjekast virker direkte modstridende men som er nødvendige for at styrke ens population. Sygdomme kan f.eks være en katastrofe men på lang sigt være med til at styrke populationens immunforsvar. Andre gange vil man gerne ekspandere og opnå dominans i verden, hvilket er en rigtig dårlig ide da det vil udhule hele ens infrastruktur og slynge én ud i kaos. Det er et levende spil, hvor man næsten fornemmer historien udfolde sig for øjnene af én. Hvor man kæmper for at tage de rigtige beslutninger, så man kan føre sin art videre. Pludselig bliver det at vinde ikke så vigtigt, som bare at være med og skrive sig ind i den evolutionære historie. Ærgerligt at det kræver så stor en investering, før spillet viser sin rette ånd og begynder at skinne, da mange nok kaster håndklædet i ringen for aldrig at prøve det igen. Jeg glæder mig i hver fald til selv at prøve det igen, og denne gang skal Neandertalerne nok vise deres værd!

Skriv et svar