Not so Funny Friends

Session rapport fra klubaften d. 18/3, hvor vi var en flok personer som atter prøvede livet som teenager, og opdagede at sjove venner ikke altid er helt så sjove..


Da jeg ankom i KBK var Jorid igang med at klargøre spillet “Funny Friends”.
Jeg sluttede mig til bordet, og inden længe var vi 6 personer som var klar til at prøve spillet.
Desværre var der ingen som havde prøvet spillet før, eller for den sags skyld læst reglerne. Derfor foregik regelforklaringen ved at Rasmus læste højt.
Spillet er lavet af Friedemann Friese, og strukturen af reglerne er af samme standard som hans øvrige spil. D.v.s ufattelig bøvlede og forvirrende.
Vi sad da også alle med et fraværende blik i øjnene og håbede på at der bare var nogen af de andre deltagere som havde forstået reglerne, nu når man selv var på helt bar bund.

Da vi kom igang med spillet blev de første mange runder dog alligevel brugt på at tjekke regler, før tingene så småt begyndte at give mening.
…Men hvad er det så lige spillet går ud på?

Hver spiller er en teenager som kæmper om først at opfylde 5 Life Goals (som er 5 kort man trækker fra spillets start). Et Life Goal kan f.eks være at blive “professional athlete”.

For at spille disse Life Goals er der visse kriterier der skal være opfyldt.
For at blive professional athlete kræver det at man ikke er syg, ikke er fed, men at man har penge.
Disse kriterier opnår man ved at “købe” sig til kort som én selv eller andre spillere udbyder i en auktionsrunde. Vinder man f.eks kortet “Sell my own body” i en auktion, så får man sex og penge. De kriterier man opfylder ved at købe nogen kort, går dog hurtig hen og bliver en ulempe når man skal spille andre af sine Life Goal kort.

Jeg må indrømme at jeg ikke var særlig begejstret for spillet. En stor grund til det er måske de dårlige regler, og den tid der blev brugt på at slå regler op. I hvert fald gik der ikke mange runder før jeg tænkte, at spillet da egentlig gerne snart måtte slutte. Og ved et af de nærmeste borde sad Ken og Niels Peter Q og spillede et af mine yndlings 2-personers spil – “Lord of the Rings: The Confrontation”, og for mig var det mere interessant at holde øje med deres spil for at se hvem der ville vinde i de godes kamp (Niels Peter Q) mod det o­nde (Ken).

Heldigvis kom både Rasmus og Maja ind i en god stime, og havde et lille race om hvem der ville vinde. Rasmus vandt, og selv om jeg kom på en delt sidsteplads var det en sejr i sig selv, at få lov til at spille noget andet.

Men for at sige noget godt om spillet, så synes jeg rigtig godt om spillets humor og artwork. Og det er da også dette, samt min overbevisning om at næste spil vil forløbe mere flydende, som gør at jeg nok godt kan lokkes til at lege teenager i Funny Friends igen en anden dag.

Aftenens sidste spil blev for mit vedkommende “Mexica”, og som en rigtig gentleman “valgte” jeg naturligvis at slutte spillet på en flot sidsteplads, nu da jeg jo var den eneste af os 4 (Brit, Thomas, Vivien og mig) der havde prøvet spillet før.
Brit vandt spillet med et enkelt point mere end Vivien.

En tanke om "Not so Funny Friends"

  1. Funny Friends skal nok komme på bordet igen. Jeg havde faktisk tænkt mig at skrive et hjælpeark ud i tirsdags, men Boardgamegeek var nede hele dagen. Jeg har læst reglerne igen efterfølgende og kigget på hjælpearket og det gør tingene lidt nemmere.

Skriv et svar