SPILESTIVAL 2008 – Lørdag d.1 marts 2008 fra kl 10 – 20.

Fantask står som arrangerør for Spilfestival sammen med en stribe af frivillige, spilleglade folk og foreninger. Resultatet er en hel dag med masser af spil.
Spilfestival giver dig mulighed for at prøve en række nye og gamle spil.

Spilfestival 2008 foregår i Valby Kulturhus (tidligere: Valby Medborgerhus) ved Toftegårds Plads. Adressen er:

Valby Kulturhus
Valgårdsvej 4
2500 Valby

Der nåede ikke at komme meget støv på Phillips funklende nyerhvervelse – Rails of Europe. De fem mere eller mindre voksne mænd der forsamlede sig om bordet denne tirsdag aften, sad og savlede og den nye udvidelse til Railroad Tycoon.
Udvidelsen bruger alle standardreglerne fra Railroad Tycoon, men har et par små tvists og forbedringer.
Modsat Railraoad Tycoon, hvor man bare får et missonskort, vælger man mellem to Rail Baron Cards i Rails of Europe. En lille ting, men gør at man har lidt nemmere ved at vælge et kort der passer til spilstil og fordelingen af varer på brættet.

Klare definitioner på terræntyper. Ikke flere diskussioner om man følger flodens forløb. Er der vand i feltet koster det ekstra – basta.  For bjerge er det gjort meget simpelt, er det en prik i feltet tæller det som bjerg og man skal betale dobbelt. Modsat Railroad Tycoon er man ofte tvunget til at bygge steder med dyrt terræn. Der er derfor også kommet kort der halverer omkostningerne ved at bygge i bjerge.

Det er færre byer (52 i den oprindelige), men kun 31 i udvidelsen, hvilket er med til at øge konkurrencen om varerne.

Den forbedring som jeg synes er bedst, er at ”Major Lines” ikke længere er kort. Ruterne er nu alle åbne fra starten, og når man som den første spiller laver en, får man de bonuspoint som den giver. Klart en forbedring i forhold til Railroad Tycoon, hvor et major line-kort man får eller ikke får med i spillet kan give store udsving.
Læg dertil at visse af ruterne er nemme at lave, og at det klart virker som om at man skal gå efter Major Lines bonusser og service bounty frem for et mere forkromet transportnetværk som i Railroad Tycoon.

Første spil var meget tæt, og vi skulle ud i en tiebreaker-afgørelse før Alex måtte se sig slået på pengene. Andet spil var meget spændene, om end jeg stadig forfulgte en degenereret Italien-Spanien-strategi som i første spil. Poul manipulerede maksimalt og gjorde Kasper opmærksom på at jeg havde bygget suboptimalt i Italien, og Kaspar sneg sig ind på min rute og stjal en service bounty jeg ellers havde regnet med. Et hotel i Milano og en tidlig bonus for at forbinde Milano-Madrid gjorde dog udslaget, og spillet endte med en komfortabel sejr til mig.
Selv om spillet var nyt – blev noget ved det gamle. Poul brokkede sig i begge spil som sædvanligt over at de andre spillere havde været for passive og ladet mig vinde.

Så selv med et nyt spil kan man høre gammelt brok.

Efter lang tids pause + lungebetændelse mødte jeg stærkt motiveret op denne tirsdag. Min største glæde var at se at der mest var Newbies til stede (hjertelig velkommen, frisk blod). Min største nedtur var at se at alle – nye som gamle – havde tilbedt den hedenske Kaos rune i mit fravær, at klubben derfor igen-igen lignede en grisesti, & at jeg igen-igen på få timer måtte forvandle det hele til en skinnende spansk dublon – hjulpet af mine medspillere der, som alle nye (?!), spillede fortvivlende langsomt, & af at mine utallige forsøg på at synge Gibson Brothers’ ”Cuba – quiero bailar la salsa” i den meget rigelige downtime kun sinkede spillet yderligere. (Hvorfor mon?)
For ja, det spil vi tog fat på ved mit bord var Cuba (M. Rieneck & S. Stadler, 2007), & det var til gengæld god, ren underholdning.

Nu er jeg ikke ubetinget fan af plantage spil – jeg er faktisk blandt det lykkelige mindretal der virkelig – jep, virkelig – mener at Puerto Rico (PR) burde kalde sine slaver ”slaver” & ikke ”kolonister”, & at netop dette spil er en smule overvurderet. Men jeg havde en spillerintuition om at Cuba ville være sjovere & mere farverigt – & den blev ikke gjort til skamme.

Ud over at man også her sidder med hver sit bræt & styrer plantager på en subtropisk ø/koloni, minder Cuba faktisk ikke alarmerende om enten PR eller Goa. Mulighederne er lige mangfoldige, men den spilmekanik der styrer disse er her langt strammere & enklere. Spillet er mere præcist, & samtidig mere funky. Fx kan man bygge golfbaner (jeg hader golf, men det er i det mindste dekadent). Faktisk er det et af de få centrale problemer med spillet: får golfbanens ejer først kontrol med vandet, kan han/hun løbende vande sin golfbane & vinde spillet – grænsende til det der i jargonen kaldes en ”degenereret strategi” (ja, som at erobre & spærre Australien i barndommens Risk). Altså en kurs som, hvis den forfølges ensidigt & målrettet, vinder spillet. Vinderen i aftenens spil var da også… manden med vandet & golfbanerne. Han spillede nu for øvrigt godt, & måtte kæmpe en del mod en dygtig #2 med en anden bomstærk strategi.

Men spiller man for at undgå dette monopol, er det mit indtryk at tingene fungerer. Med ”normal” tænketid er Cuba nok en del kortere end PR, & måske også end Goa (eller samme længde som denne). Råvarerne begrænser sig næsten til rørsukker & tobak, & med dem kan man netop kun producere hvad Cuba for den mindre indviede handler om: Rom & så det der en gang var verdens bedste cigarer. Også vidunderligt dekadent (jeg har selv været storforbruger af disse cigarer, med langvarige følger for privatøkonomi & helbred). Men det virkelig stærke ved spillet er dets hjerte: et livagtigt marked hvor man – ved siden altså af selv at producere varerne – kan købe sig til alle de samme. Hvorpå man strategisk skiber dem af sted & vinde yderligere VP. Det forekom mig at ingen af os (i hvert fald ikke jeg) udnyttede markedet helt tilstrækkeligt, men brugte lidt for megen opmærksomhed på den vante plantage vej, nemlig produktion. Så der er rig mulighed for strategisk fremgang ved yderligere spil.

En anden vigtig feature er at man kan ”præge den politiske proces” – bestikke politikere til at vedtage love til fordel for en selv & ulempe for andre. Forstår man de 3 hovedled – produktion, køb/salg/afskibning, & politik (nogenlunde efter den prioritet), samt deres subtile & præcise samspil, ligger man stærkt. Kan man desuden spille sine roller knivskarpt (plantagearbejder, salgskvinde, arkitekt, formand & politiker – lidt lige som i PR, men med tilstrækkeligt anderledes mekanismer) er man godt på vej til at vinde. Men også ligesom i PR & Goa ser det hele besnærende ligefremt ud, & lige som i disse spil var det alligevel svært & udfordrende at blive den allerbedste til at gøre nogenlunde det samme helt optimalt.

7 & pil op ad indtil videre. Mere, hvis jeg havde lært nørdede historiske facts af spillet. Men mellem PR & Cuba vil jeg nu ved hver lejlighed agitere for Cuba. Mellem Cuba & Goa har jeg indtil videre fortsat svaghed for Goa. Det må dog tilføjes at ikke alle mine medspillere var lige begejstrede for Cuba. Endnu en oplevelse der deler vandene.

Hvem sagde lungebetændelse? Queremos fumar los Puros ! (Lad os ryge cigarerne!)

Q.

Så er årets program for Viking Con kommet online. Der er som sædvanlig rollespil, bræspil og alt muligt andet mystisk.

KBK har som sædvanligt eget lokale, og et par af klubbens medlemmer fungerer (som sædvanligt fristes man til at skrive) som spilledere.

Så støt din klub og tilmeld dig før din nabo. Sidste frist for tilmelding er den 23. september. Den er udvidet i forfold til hvad der står i det trykte program.

Jeg dukkede op som den første i KBK og besluttede at det var en passende lejlighed til at få det nye spil Leonardo de Vinci på bordet. Søren, Poul, Claude og Teis gjorde mig selskab og efter at have løbet reglerne igennem (som er unødig lange) – gik vi i gang.
I spillet er man opfindere der konkurrer om at opfinde (surprise!) opfindelser. Dette gøres fx ved at kombinere lidt reb og lidt tømmer i et værksted. Alt sammen styret af en mester der koster rundt med små lærlinge og evt. mekaniske mænd. Jo flere opfindelser og

Spillet som løber over 7 (+ 2 mindre) runder har fire faser.

1) Værkstedsfase
2) Tildelingsfase
3) Udførelsesfase
4) Udviklingsfase

I værkstedsfasen vælger alle spillere hemmeligt mellem de 25 mulige opfindelser som man kan forsøge at lave. Der er dog fem synlige opfindelser pr. tur – de fem opfindelser som byen har efterspurgt. Man må dog gerne gå i gang med at opfinde noget som byen ikke har efterspurgt (endnu). Det er en strategi der kan være penge i, da der gives flest penge til den spiller der opfinder tingene først. Risikoen, som Søren måtte sande, er at det ikke er sikkert at opfindelsen efterspørges overhovedet.

Får overhovedet at kunne producere skal man have de rigtige ingredienser (jern, glas, træ, mursten eller reb). Jeps, med disse fem superingredienser kan fremstille alt. Jo større opfindelser – jo flere ressourcer skal der bruges til at fremstille den. Til gengæld giver større opfindelser flere penge.

I tildelingsfasen forsøger man at placere sin mester og små lærlinge på forskellige steder i byen i et forsøg på at skaffe sig selv fordele (mekaniske mænd, større værkstedet etc.) og nye ressourcer.

Den der har mest indflydelse på et givent sted får lov til at tage ressourcen eller fordelen gratis i den næste fase. Efterfølgende kan den med næstmest indflydelse købe ressourcer for 2 floriner, derefter for 3 floriner for til sidst at ende med 4 floriner. Ønsker en spiller ikke at købe til den angivne pris får næste spiller buddet. Står man således alene et sted, kan man således få op til 4 ressourcer. Men da pengene fungerer som point i spillet skal man selvfølgelige passe på ikke at forkøbe sig.

I udviklingsfasen afslører man om man har nået en af de efterspurgte opfindelser, og hvis man er den eneste der har netop den indkasser man en sum penge og opfindelsen. Er der flere der har lavet opfindelsen i samme runde får begge spillere penge, ned de skal hemmeligt byde floriner for at få opfindelsen.

Grunden til at man gerne vil have opfindelsen er at de er opdelt i forskellige typer. Jo flere kategorier man anskaffer, jo flere bonus-floriner får man til sidst. Til gengæld er det nemmere at opfinde opfindelser i kategorier man allerede har. Så der er flere måder at komme til pengene.

Således kører spillet i 7 (+ 2 mindre udviklingsfaser) og spilleren der har puget mest guld kan erklære sig som den mest geniale ved bordet. I tirsdagens spil havde jeg fornøjelsen af at være den mest geniale. De andre var næsten ligeså geniale, men haltede en eller to floriner bagefter.

Efterfølgende stod den på Caylus Magna Carta. Jeg har tidligere kun spillet det to personer, hvor jeg synes det fungerer godt. Med fire personer synes jeg det var alt for langt. Vi var lidt uheldige med hvilke ressourcekort der kom ud, men jeg vil nok hellere spille Caylus-brætspilsudgaven end at bruge så lang tid på kortspilsudgaven.

Vi har uden tvivl alle billeder af, hvordan det ser ud, når et skib går ned … men de færreste billeder inkluderer jublende og grinende tilskuere…

I går var jeg imidlertid i KBK, hvor det på forhånd var aftalt, at der skulle spille “Rette sich wer kann” eller “Lifeboats” … Rasmus, Jorid, Phillip, Claude, Kenneth og undertegnede befandt os på det dybe hav …
I Lifeboats begynder 7 redningsbåde midt ude på havet ved et synkende skib. Hver spiller har placeret sine matroser og sine kaptajner i de 7 både.

Spillet går ganske enkelt ud på at stemme både læk og fremdrift i de enkelte både. I hver tur stemmer man skjult om, hvor der skal placeres en læk, og dernæst hvilken både der skal sejle tættere mod land. Efterfølgende skal hver spiller lade en mand hoppe ud af en båd og ind i en anden. Man får points for, hvor mange af sine mænd, man kan redde i land inden de drukner.

Spillet er atypisk. Startspilleren har en depeche og når runden begynder sidder alle og snakker i munden på hinanden om, hvilken båd, der skal have en læk, startspilleren kan når som helst knalde pinden i bordet og dermed lukke diskussionen. Hvad man så stemmer er op til en selv, uanset om man har lovet noget eller ej, så gør man som man synes. Bølgerne gik højt, men ikke negativt eller vendt mod nogen … i særlig grad … alle fik modspillernes klamme hånd på hovedet at mærke i kampen for overlevelse. Phillip fik desværre meget hurtigt tre matroser i en båd med mange tomme pladser, hvilket svarer lidt til, når hajer lugter blod – Phillips båd fik derfor hurtigt tilføjet et afgørende antal læk, hvilket netop under ledsagende boblelyde og latter fik båden til at synke i dybet …. Det samme skete senere i spillet for Claude, som ikke blev vist meget nåde, da han i øvrigt var den eneste, der havde spillet Lifeboats før.

Der var ingen tvivl om, at det gjaldt overlevelse og det var øje for øje, når man højtlydt havde argumenteret for at Jorids båd skulle have en læk, så måtte man pænt døje med, at der blev regnet på, hvordan grøn (undertegnedes farve) kunne drukne i bølgerne, fordi der ingen båd var at redde sig op i efter den obligatoriske svømmetur …

Rasmus vandt spillet efter på ganske fin vis gennemspillet dels at gøre opmærksom på svage punkter, men bestemt også ved at sørge for at pege på steder, hvor man bestemt burde holde nogle tilbage … så ingen lagde for meget mærke til de røde matroser … der henover det frådende hav og over druknende kammerater kæmpede sig vej mod land.

Men som skrevet – et anderledes særdeles kaotisk spil men bestemt med potentiale.

Resten af aftenen stod på et eviglangt spil Volcano med Phillip, Søren og halvdelen af tiden også med Jorid. Foruden et udmærket spil Sankt Petersburg hvor Sørens rutine klart udgrænsede Phillip og jeg.

Revolution (F. Tresham, 2004) skiller sig dramatisk ud fra det middelmådige, & er en oplevelse der nok bør prøves, selv af de der ikke som udgangspunkt brænder for lange, tunge grand strategy spil.

Det betyder ikke at der ikke var omkostninger ved vor fælles premiere i KBK i går. Reglerne – som jeg stadig mener er ret enkle i det lange løb – var i første omgang yderst krævende at fordøje. I går brugte vi 3 timer blot på dem, fra 1300 til 1600, inkl et tvingende nødvendigt prøvespil. Det “rigtige” spil begyndte kl c1600, & sluttede kl c2230 – altså 6 fulde timer, når regelforklaring & aftenmåltid er regnet fra.
Imidlertid gik turene hurtigere & hurtigere, & vi regnede ud at et efterflg spil, også med 5 ud af 5 spillere, kunne koges ned til 4 timer. Meget kortere bliver det næppe.

Så det skal man altså være forberedt på.

Om selve spillet vil jeg kun sige at der er tale om et på en gang raffineret & råt area control spil, men nogen militær & økonomisk indflydelse. Det simulerer, abstrakt men tematisk fuldt troværdigt, det fremtidige Hollands & Belgiens 80-årige kamp for uafhængighed gennem renæssancen & 30-års-krigen. Det involverer således op til 5 politiske faktioner (spillet af 2-5 spillere) med varierende mål & strategier.

Trods meget enkle byggeblokke – for det meste counters der er politiske på den ene side & økonomiske på den anden, men som tjener et utal af forskellige formål – udtømte ingen af os blot halvdelen af spillets muligheder. Vi spillede så godt vi kunne med lav indsigt & information. Jeg var så heldig at få storbyer (Cities) hurtigt, & bruge dem på at producere så mange penge som muligt, med hvilke jeg købte hære som jeg brugte, først meget offensivt, & efter visse centrale erobringer, defensivt, konsoliderende, & kun gradvist udvidende. Jeg lagde megen vægt på at samle én forbundet territoriemasse, & ikke have et mylder af ulevedygtige ”kolonier” i øst & vest. Antageligt af denne sidste grund vandt jeg spillet, nært efterfulgt af Rasmus. En sejr der kostede mig en dundrende hovedpine, & følelsen af at have været i nærkontakt med en kolos.

Som konsekvens mente jeg i går at have “cracked” spillets hemmeliged, men efter at have sovet på det, er jeg kommet alvorligt i tvivl. Mest pga af de mange i går uprøvede muligheder, bla de voldsomt avancerede mekanismer for støtte fra fremmede magter (franskmænd, jesuitter, østrigere, engelske handelsmænd, osv), som vi kun lige berørte, & nok uden den helt store finesse.

Alt i alt et spil & en session der igen bekræftede at “you get what you give”. En krævende investering af tid & omhu, der avler en højere oplevelse – måske med langvarige muligheder.

8/10 på BGG indtil videre.

Mens vi ventede på at der dukkede folk op i KBK, kastede Søren, Kaspar, Poul og jeg os ud i min lille nyerhvervelse Don. Det er et lille auktionskortspil af Michael Schacht, hvor man forsøger at samle forskellige farveserier af kort. Der er seks farver (med fem kort i hver serie) i spillet, og jo flere kort man har i samme farve til slut, desto flere point er de værd. Kortene har udover en farve en værdi fra 0-9.

Spillerne erhverver sig kortene som skiftevis bliver solgt i “pakker” med 1,2 eller 3 kort. Hver spiller har fra starten 12 chips, som de kan købe kort med. Spilleren som byder flest chips i en runde, får de pågældende kort, der er udbudt. De øvrige spillere deler den mængde chips som vinderen har budt. Dvs. byder vinderen 7 chips i et 4-personersspil, får de øvrige 3 spillere 2 chips hver, og den overskydende chip, der ikke kunne fordeles, bliver fordelt i næste runde.

Hvis det bare var spillet, vil det sikkert ikke være sjovt. Heldigvis er der er par smarte mekanismer indbygget. Efterhånden som spillerne erhverver sig kort i spillet, kommer det til at påvirke spillet. Kortene har som sagt værdierne 0-9, og hvis der bliver afgivet et bud, hvor der bliver budt et tal som en eller flere spillere besidder, indkasserer “talejerne” chipsene for buddet frem for de øvrige spillere. Som en lille hage, må man ikke byde tal man selv besidder. Det giver taktiske udfordringer og muligheder, idet man ofte byder et tal som frister ens modstandere til at acceptere buddet, da de så vil få en del chips. Alternativt byde et tal som gør, at han er nødt til at bruge et af dine tal, såfremt han ønsker at overbyde dit bud. Der er mange små taktiske overvejelser man kan gøre sig.

Spillet er hurtigt, sjovt og begavet, så jeg forudser at det skal komme på bordet i KBK igen. I hvert fald synes folk at det var sjovt nok til at vi gad spille det 3 gange i træk.

Efter de tre spil Don, delte vi os i to grupper. Kasper, Poul og jeg kastede os over Railroad Tyccon. Det var sjovt, men jeg må nok erkende at 3 personer er lige i underkanten for at det fungerer tilfredsstillende. Jeg formåede trods det faktum, at jeg kun udstedte en aktie, at tabe stort (måske var det netop derfor jeg tabte). Poul vandt stort på forbindelsesbonusser, og desto mindre sagt om det spil desto bedre.

Efterfølgende tog jeg revanche ved at introducere dem til Aleas nye spil Notre Dame. Jeg synes stadig der er et godt spil, selvom interaktionen næsten er lig nul. Poul og Kasper var begge positive, selvom jeg vandt ganske overlegent.

På bord to fiflede Søren, Jorid og Peter med kolonister, krydderier og små skibe i Goa. Jorid vandt, og slog efterfølgende Peter i Aton, som hun introducerede ham til. Hun har også spillet Aton intensivt på det sidste, så det var næsten snyd.