Vi har uden tvivl alle billeder af, hvordan det ser ud, når et skib går ned … men de færreste billeder inkluderer jublende og grinende tilskuere…
I går var jeg imidlertid i KBK, hvor det på forhånd var aftalt, at der skulle spille “Rette sich wer kann” eller “Lifeboats” … Rasmus, Jorid, Phillip, Claude, Kenneth og undertegnede befandt os på det dybe hav …
I Lifeboats begynder 7 redningsbåde midt ude på havet ved et synkende skib. Hver spiller har placeret sine matroser og sine kaptajner i de 7 både.
Spillet går ganske enkelt ud på at stemme både læk og fremdrift i de enkelte både. I hver tur stemmer man skjult om, hvor der skal placeres en læk, og dernæst hvilken både der skal sejle tættere mod land. Efterfølgende skal hver spiller lade en mand hoppe ud af en båd og ind i en anden. Man får points for, hvor mange af sine mænd, man kan redde i land inden de drukner.
Spillet er atypisk. Startspilleren har en depeche og når runden begynder sidder alle og snakker i munden på hinanden om, hvilken båd, der skal have en læk, startspilleren kan når som helst knalde pinden i bordet og dermed lukke diskussionen. Hvad man så stemmer er op til en selv, uanset om man har lovet noget eller ej, så gør man som man synes. Bølgerne gik højt, men ikke negativt eller vendt mod nogen … i særlig grad … alle fik modspillernes klamme hånd på hovedet at mærke i kampen for overlevelse. Phillip fik desværre meget hurtigt tre matroser i en båd med mange tomme pladser, hvilket svarer lidt til, når hajer lugter blod – Phillips båd fik derfor hurtigt tilføjet et afgørende antal læk, hvilket netop under ledsagende boblelyde og latter fik båden til at synke i dybet …. Det samme skete senere i spillet for Claude, som ikke blev vist meget nåde, da han i øvrigt var den eneste, der havde spillet Lifeboats før.
Der var ingen tvivl om, at det gjaldt overlevelse og det var øje for øje, når man højtlydt havde argumenteret for at Jorids båd skulle have en læk, så måtte man pænt døje med, at der blev regnet på, hvordan grøn (undertegnedes farve) kunne drukne i bølgerne, fordi der ingen båd var at redde sig op i efter den obligatoriske svømmetur …
Rasmus vandt spillet efter på ganske fin vis gennemspillet dels at gøre opmærksom på svage punkter, men bestemt også ved at sørge for at pege på steder, hvor man bestemt burde holde nogle tilbage … så ingen lagde for meget mærke til de røde matroser … der henover det frådende hav og over druknende kammerater kæmpede sig vej mod land.
Men som skrevet – et anderledes særdeles kaotisk spil men bestemt med potentiale.
Resten af aftenen stod på et eviglangt spil Volcano med Phillip, Søren og halvdelen af tiden også med Jorid. Foruden et udmærket spil Sankt Petersburg hvor Sørens rutine klart udgrænsede Phillip og jeg.
Det var en sjov oplevelse, men jeg er ikke sikker på at det vil fungere med alle type spillere. Man skal synes det er sjovt at drukne de andres små matroser, og lyve, manipulere og true. Hmm, what’s not to like. ;o)
Hey hvad er der nu galt i på glimragende vis at demonstrere hvilken taktik der ikke bør benyttes. Med hensyn til diplomati, gik dette vidst grundlæggende ud på at råbe en farve højt og herefter stemme på den farve som man allerede inden “diplomatiet” havde bestemt sig for. Spillet var ganske underholdende på trods af at jeg blev hægtet agterud forholdsvis hurtigt og at jeg ved et par afstemninger blev sat lidt af, jeg sad stadig og drejede mig frem til en farve på mit hjul da de andre afslørede deres farver.