Under en tæt besøgt KBK aften med masser af nye medlemmer, havde jeg sat Nick, Søren og Frank i stævne for at få afprøvet to nye lovende spil.

Således kom Roll Through the Ages på bordet først, som en lille opvarmer.

Spillet er et civilisationsspil, som udmærker sig ved at der bruges terninger, og at det kun tager 10 minutter per person.

Spillerne skal administrere mad, ressourcer og arbejdere med terningerne, der i stedet for tal har ikoner. Hver terning udgør en by, hvilket betyder, at jo flere byer du får opført, jo flere terninger har du til at opnå de bedste ikoner, som passer til din strategi.
Men hver terning (by) skal også brødfødes, hvilket kræver en større mad beholdning.
For at opbygge sit voksende imperium kan man også opføre monumenter eller udvikle nye teknologier, der alle giver en form for bonus eller beskyttelse mod naturkatastrofer.
Når spillet er slut udregnes der point for ens udviklinger og monumenter, hvorfra der fratrækkes point for de gange man har udsultet sine folk.

Et glimrende spil, der trods sin enkelhed byder på nogle fornuftige valg undervejs, så længe man ikke forventer et tungt civilisationsspil.Det, kombineret med varigheden af spillet og kompleksiteten, gør Roll Through the Ages til et glimrende hyggeligt spil, som kan spilles af garvede såvel som begyndere.

Dernæst var det tid til at få Ghost Stories frem, som var en uprøvet ”nyhed” i min samling. Til trods for min skepsis ved spil hvor der sammenarbejdes, så som Lord of the Rings og Pandemic, var jeg alligevel blevet nysgerrig på grund af tema og grafik, som jeg fandt meget lokkende.

Spillet går i al enkelthed ud på at være et par forhistoriske Ghost Busters, der skal forhindre spøgelser i at indtage en lille asiatisk landsby og derved genoplive deres onde herrer, hvis aske opbevares her.

Ved hver spillers tur indsættes et nyt spøgelse, som enten begiver sig på vej mod landsbyen eller gør livet surt for vores hårdt prøvede deltagere. Derefter har den aktive spiller mulighed for at bevæge sig rundt i landsbyen for enten at bandlyse et spøgelse eller få hjælp af indbyggerne i landsbyen.
Hjælpen i byen kan være ting, som letter livet for spillerne, giver dem bonuser eller genopliver døde spillere. Men hver gang man bruger hjælp har man ikke mulighed for at bandlyse spøgelser, hvilket betyder at spøgelser langsomt ophober sig rundt om byen mens spillerne langsomt bliver nedbrudt af spøgelsernes egenskaber.
Når alle spøgelser (ved et 4 mandsspil) har været i spil ankommer The Big Boss, hvor spillerne må lave deres ”Last Stand”, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at vinde.

I vores spil invaderede spøgelserne byen og derved vandt de, kort før The Big Boss. Så med skammen drivende ned ad ryggen måtte vores Ghost Busters munke vende tilbage til civilisationen… Undtagen min munk, der måtte lade livet, som et heroisk offer!

Jeg kunne rigtig godt lide spillet, hvor der hver runde blev diskuteret, hvordan vi skulle gribe situationen ad. Mit eneste men skulle være at jeg gerne så en måde at vinde spillet på uden at skulle gå alle spøgelserne igennem. En Sudden Death.
Til gengæld er der i spillet vedlagt en high score liste, så man hele tiden kan prøve at slå sin egen rekord.
Spillet er også grafisk rigtigt lækkert og for en gammel tegneseriefreak som mig er den meget påfaldende Tome og Janry streg (90’ernes Splint og Co) lige i øjet.

Glæder mig til at få prøvet spillet igen.

Tirsdag d. 16. december byder KBK på lidt gløgg, gavelege og julesalmer.
Så tilmeld dig gavelegen og medbring et pænt indpakket spil, så vi kan få de værste materialistiske og konkurrerende følelser frem i folk.
Tilmeld dig her:

Viking Con er overstået og det blev til en herlig masse brætspil. Således kom Race for the Galaxy, Acquire og Stone Age på bordet, samt et smukt gensyn med E&T. Men weekendens hovedbegivenhed var uden tvivl Origins: How we became Human.
2 fra KBK, en af mine venner og jeg kastede os således ud i 40 minutters regel forklaring efterfulgt af 2 timers spil, før vi blev enige om, at starte forfra. 5 timer senere havde vi fundet en vinder. Hobbitterne fra Ny Guinea havde væltet Neandertaler manden, Peking manden og andre håbefulde arter af pinden og etableret en ny dominant art. Origins er uden tvivl det bedste Civ spil jeg har prøvet men det har taget lang tid før jeg kom så langt. Det er et spil som skal læres. Hvor man ikke bare kan gennemskue spillets mekanismer og derpå optimere spillet for flest Victory Points. Mange gange i spillet må man kaste sig ud i beslutninger, som ved første øjekast virker direkte modstridende men som er nødvendige for at styrke ens population. Sygdomme kan f.eks være en katastrofe men på lang sigt være med til at styrke populationens immunforsvar. Andre gange vil man gerne ekspandere og opnå dominans i verden, hvilket er en rigtig dårlig ide da det vil udhule hele ens infrastruktur og slynge én ud i kaos. Det er et levende spil, hvor man næsten fornemmer historien udfolde sig for øjnene af én. Hvor man kæmper for at tage de rigtige beslutninger, så man kan føre sin art videre. Pludselig bliver det at vinde ikke så vigtigt, som bare at være med og skrive sig ind i den evolutionære historie. Ærgerligt at det kræver så stor en investering, før spillet viser sin rette ånd og begynder at skinne, da mange nok kaster håndklædet i ringen for aldrig at prøve det igen. Jeg glæder mig i hver fald til selv at prøve det igen, og denne gang skal Neandertalerne nok vise deres værd!

Husk, at der er Viking-Con denne kommende weekend.
Københavns Brætspil Klub vil være repræsenteret med eget lokale, hvor vi vil spille sammen med andre medlemmer og ikke-medlemmer.
Vi vil have en bred række af spil til rådighed, så alle kan være med.
Lokalet vil blive åbnet ved 18-tiden om fredagen og det meste af lørdag og søndag.
Så kom og vær med, hvad enten du er kendt i KBK eller bare vil hilse på og spille.

Adressen er:
Tårnby Gymnasium
Tejn Allé 5
2770 Kastrup

Da jeg ankom til KBK’s ydmyg lokaler var regelforklaringen gået i gang til Goldland ved det ene bord, og Don lå ud pakket på det andet.
Således havde Taus, Kasper, Ulrik og Alex spændt rygsækken på ryggen for, at lede efter El Dorado i Goldland af Wolfgang Kramer mens Rasmus, Anders og Michael fumlede på Don ved det andet bord.
Det blev hurtigt lagt væk da jeg havde Risk – Express med til Rasmus.
Jeg tror aldrig, at jeg har set Risk blive spillet i KBK men dette lille hurtige spil var ikke dårligt og et glimrende ”mens-vi-venter-på-andre” –spil eller et spil til ens ikke-spillene venner og en halv snes knaster.

Med en ”heldig” sejr til undertegnet gik vi videre til, at lede efter det næste spil, som skulle på bordet.
Rasmus Paulsen var dukket op og efter lidt forslag frem og tilbage blev vi enige om Attila, som Rasmus anbefalede.
Det var som sådan et glimrende spil, men med et par ”seriøse” spillere (hvilket vi heldigvis ikke var) kunne spillet nemt komme til, at trække meget ud på grund af en gang analysis paralysis, hvilket spillet ikke ville kunne bære.
Desværre var spillet også gjort unødigt forvirrende på grund af nogle farve/symbol issues, som godt kunne være gjort bedre.
Efter endnu en sejr var selvtilliden helt i top, hvilket Rasmus som sædvanligt prøvede at ødelægge med en gang newbie/held/kaos konspirationsteori.

Til sidst kom Don endeligt på bordet (Ingen spille aften uden et auktionspil).
Et spil, som jeg bedst kan betegne som stressende og kaotisk. Her skal man hele tiden passe på ikke, at byde visse tal, der i så fald, ville give andre penge.
Anders løb med sejren og jeg fik bund lave point.
Med aftens nederlag var det på tide, at kravle hjem med lidt af selvrespekten i behold mens de andre medlemmer muntrede sig med Ursuppe, Stoneage og Oregon.

Denne Tirsdag medbragte jeg Hermagor, som jeg netop havde erhvervet mig til en billig penge i Fantask. Ikke just et nyt spil men et, fra 2006, som jeg var faldet over ved en tilfældighed.
Da jeg Ankom sad Rasmus og skumlede over reglerne til sin spilleaftale, som indebar El capitain og da der ikke var andre (end de invasive arter ASL’er) skyndte jeg, at pakke mit spil ud, studere reglerne og begynde min hverve kampagne.
Kenneth, Vivien, Alex og jeg satte os om bordet og da en (måske) kommende ny KBK’er, lystrende navnet Michael, kom på besøg, kom han også med.

Hermagor er et forretningsspil, hvor man indkøber vare i hovedbyen Hermagor og derefter rejser rundt i landet, for at sælge i provinsbyerne.Spillet spilles i 4 ture, hvor hver tur er delt op i faser.Således starter man med, at sende sine købere på markedet, hvor de konkurrerer mod de andre deltager om, at tilegne sig de udbudte vare ved at placere ens købere taktisk rundt om boderne. Varen går til dem, som er stærkest repræsenteret rundt om hver vare.Herefter får man indkomst afhængigt af, hvordan ens købere står i henhold til hinanden (Der er ingen, der har sagt at tyske spil, skal være logiske ).Nu er det tid til, at sende sin sælger rundt i landet og sælge. Desværre skal alle betale vejskat og bompenge, så man skal begrænse sin færden mest muligt.Spillerne har kun et givent antal aktionsture, til at udrette deres gøren og det er derfor også om, at optimere hver tur.Hvor man sælger sine vare kan man ikke vende tilbage til (ved ikke, hvad det er de sælger?) så igen skal man planlægge for, at finde den rigtige pris.Når spillet er slut, efter 1-2 timer, gives bonus point ud fra en række kriterier, så som længste handelsvej, mest dominans i en region osv.

Jeg var meget positiv over spillet, som virkede utroligt balanceret (hvad man end gjorde havde det en effekt på noget andet), havde nogle mekanismer, som jeg ikke havde set før og med en tilpas længde.Spillet blev vel modtaget af mine medspillere (måske med undtagelse af Kenneth, som troede, at det galt om, at komme af med sine penge) og det er helt sikkert, at det skal prøves igen.Samtidigt var El Capitain bordet, som husede Rasmus, Simon (ny), Jens og Peter, stadig i gang og vi valgte at kaste os over et hurtigt spil Pizarro.Aftens sejr herre blev Vivien, som vandt 2 point over mig i Hermagor (stadig ikke helt sikker på, at jeg vil acceptere det) og tørrede os andre godt og grundigt af i Pizarro.

Så fik jeg endelig lagt mine klamme hænder på Through the Ages (2. edition) og fik endda også prøvet det, med det same.
Det har været et meget hyped spil på BGG, hvilket jeg også er faldet for.
Det skal siges, at jeg har spillet Sid Meiers Civilization til mine øjne blødte og elsker det spil. Derfor skal min bedømmelse ses i lyset af, at jeg er skør med civilisations spil.
Dette gjorde også, at forventningerne til spillet var skyhøje, hvilket øger chancen for, at spillet ville skuffe….Det gjorde det ikke!

Vi spillede det som 2 personers spil og kastede os over de simple regler (Der er tre kategorier: Beginner, simple og advanced), hvor player interaktionen er begrænset men en glimrende måde, at lære spillet på.
Jeg vil ikke gøre så meget ud af reglerne ud over, at sige, at de er simple og man er hurtigt i gang med spillet. Specielt hvis man har spillet (Sid Meiers) Civilization vil man kunne genkende de fleste mekaniker og kender farerne ved korruption, happieness og famine. Derved er der ingen jordisk tvivl om, at spillet er lavet af nogen, som også har spillet Sid Meiers.

Så hvem vil kunne lide dette spil? Ingen tvivl om, at Civilizations fan vil elske det. Dog skal der lyde en advarsel til folk, som ikke kan lide micro-management…Der er meget og spillet må siges at være meget fiddly når ressourcer og korn flyttes frem og tilbage.
Ligeledes er spillet langt og der må kunne forventes en del downtime da der ikke er simultane træk.
I den simple version er det også begrænset med muligheder for, at slå på hinanden men med flere spillere åbner man op for alliancer, handel og boykots, hvilket igen åbner op for en langt større spiller interaktion.
Det er et spil, som man bliver bedre til efter et par spil, hvor man kender farerne og ved, hvilke forholdsregler man må tage for ikke, at dumpe i en fælde (Min egen civilisation i går var et lysende eksempel på det. Som et andet Sodoma blev der ædt, røget og horet så alle var glade. Langsomt steg korruption i baggrunden samtidig med, at produktionen faldt. Men damn…alle var glade :-))
Hvis man kan leve med det meget fiddly spil, længden af spillet og eventuel downtime belønnes man også med det bedste civilisation spil til dato (Dukker mig for alle de indkommende sten fra AH Civilization fans. Ah’s version er i en helt anden kategori, som er langt mere abstrakt).
Det er en kæmpe fryd, at spille spillet og møde diverse kunstnere, videnskabsmænd og generaler fra vores historie. Opføre wonders, så som Taj Mahal, Hangning Gardens og Eiffeltårnet. Kæmpe for at ens civilisation opretholdes stabil og prøve, at imødese problemer så som Hunger, Korruption og Happiness.
Jeg anbefaler spillet på det højeste men da spillet ligger i den dyre ende (500 ->) vil jeg dog forslå et prøvespil inden en investering.
Thumbs up fra mig og jeg glæder mig allerede til næste spil.

Ankom til KBK med min ny erhvervelse, som jeg havde ventet længe på: ”Conquest of Paradise”. Her håbede på, at kunne samle nogle sjæle, som ville give det en chance, så min nysgerrighed endelig kunne blive stillet.
Spillet er lavet af Kevin McPartland og sat til, at vare 1½ – 2 timer og har i skrivende stund en karakter på 7,2 (ud af 10) på BGG.
Således satte Poul, Kasper, Claude og undertegnet sig rundt om bordet for at prøve kræfter med Conquest of Paradise.

Spillet forgår i Stillehavet i 500 AD, hvor polynesiere langsomt koloniserer øhavet i deres kanoer mens de muntre sig med Tatoveringer, Huladans og surfing.
Spillerne starter på hver sin ø og skal gennem spillet styrke deres produktivitet gennem øget befolkning og udbredelse.
Samtidig skal man sørge for at bygge krigere og krigskanoer til forsvar (og angreb), kolonister til at bosætte på nye øer, og udvikle nye kulturelle egenskaber så som Kahuna healing, Powhiri og sågar kannibalisme.
Derved kan man sige, at spillet er et civ-light med en fornuftig spilletid og forholdsvise enkle regler.

Spillet starter med en explorer fase, hvor hver spiller på skift sejler ud med deres explorer og udforsker Stillethavet, som er delt op i hex. Når man når en uudforsket hex trækker man tilfældig tiles, som kan resultere i, at man opdager en ny øgruppe, åbent hav eller, at man kommer ud af kurs og udforsker et andet sted end beregnet.
Derefter kommer en movement fase, hvor spillerne sejler kolonister ud til nyopdaget øgrupper, rokerer sine enheder og kaster sig i krig med nabostammer.
Næste fasen er build fasen. Her optjener man build point alt afhængigt af, hvor mange
Landsbyer man har. Point bruges på nye enheder, opdyrke landet til fremtidige landsbyer, opfører landsbyer og købe techs.
Til sidst er det en victory point fase, hvor nyerhvervet point lægges til ens eksisterende point for, at se om en spiller opfylder vinder betingelserne.

Spillet startede lidt famlende, hvor Poul fik den bedste start, som var en placering han holdt i et stykke tid, til gengæld lå han i midten af vores placeringer på spillepladen så han skulle beskytte sig bedre.
Det meste af spillet bestod af udforskning af Stillehavet men i takt med at grænserne begyndte at gnide mod hinanden blev krigskanoerne sat i vandet.
Claude var den første som måtte flygte fra sin øgruppe da en flok vilde tatoverede krigere, ført af Kasper, kastede sig over en lille ubetydelig ø i verdens afkrog.
Dette startede en regulær krig mellem de 2, hvor Paul og jeg mest truede/forsikrede hinanden uden at det udløste et angreb.
Spillet sluttede da Kasper erobrede Claude hovedø, som derved sikrede ham point nok, til at afslutte spillet. I midlertidig havde Poul techs victory point nok til at overhale Kasper og derved vinde.

Jeg er en smule splittet over spillet og det skal helt sikkert spilles igen før jeg beslutter mig, om det er et spil for mig.
Min bekymring ligger i, hvorvidt spillet har en stor nok variation i den modulære spilleplade og de techs, som man køber, til at sikre et højt replay niveau.
Jeg tror at det vil vinde meget ved andet spil, hvor man kender reglerne så spillet kører mere smidigt og der kan planlægges lidt bedre.