KBK, 14/12, fortsat:

Jeg havde aftalt med Sune, at vi skulle prøve War of the Ring, når jeg nu havde talt og ikke mindst skrevet så meget om det. Vi fandt et lille – næsten for lille! – bord ovre i hjørnet, og jeg gik igang med regelforklaringen. Der er jo som bekendt en del regler til spillet (selvom det kører glat nok, når man først er i gang), og det tog en del tid at forklare dem. Efterfølgende nåede vi da også at spille en 3-4 ture, før Sune skulle gå ved 22-tiden.

Jeg var de gode, mens Sune var ond (i spillet, altså). Han indledte med at sende Mordor og Isengard i krig, få Saruman på brættet, og angribe Rohan med en hær fra Isengard. Heldigvis (for mig) havde mine tropper ved Fords of Isen deres spejdere med, så jeg nåede at trække min styrke tilbage til Helm’s Deep, hvilket gjorde forsvaret dér lidt mere holdbart. Sune gik i gang med belejringen af fæstningen, men da vi sluttede var den endnu ikke faldet, omend det kun var et spørgsmål om tid. En stor Mordor-styrke var rykket ud fra Dol Guldur, og bevægede sig også mod Rohan.

I mellemtiden var Ringens Broderskab kommet en 4-5 felter ud fra Rivendell, uden at være blevet set eller på nogen måde forulempet. Ikke dårligt!

Men det var så stort set hvad vi nåede at spille, så det hele var åbent endnu. Endnu engang var War of the Ring god underholdning. De malede figurer så også seje ud!

Sune drog hjem, og jeg satte mig til at spille St. Petersburg med Jørgen og Ken. Den i klubben meget omdiskuterede “Jørgen-effekt” (den der sidder efter Jørgen, vinder!) burde have gjort Ken til vinder, men tilsyneladende blev den trumfet af den relativt ukendte (men similære) “Jens-effekt”, som istedet gjorde Jørgen til vinder. Godt nok fik jeg en tur 1 Mistress of Ceremonies, men Jørgen fik et tur 1 Observatorie. Ken fik ikke noget, og endte da også sidst. 🙂

Ken og Jørgen skulle også hjem nu, så det endte med bare at være Rasmus og mig der sad ved et bord. Han indvilligede i at lære mig Einfach Genial, som er et abstrakt tile-placement spil designet af Reiner Knizia. Og det var faktisk sjovt! Man placerer domino-lignende brikker på et bræt, og scorer points i seks forskellige farver. Til slut er ens score (E&T-like) det antal points man har i sin dårligste farve. Som to-personers spil var der tydeligvis en masse taktik i spillet og Rasmus’ overlegne erfaring gav ham da også sejren. Men godt var det. Selvom der er noget at tænke over, virkede spillet dog ikke som et rigtigt abstrakt “haj-spil”, da der trods alt var en væsentlig tilfældighedsfaktor i, hvilke brikker man trak.

Efter dette spil, og den sædvanlige efterfølgende snak om alt muligt var klokken blevet over midnat, og vi bevægede os også hjemad.