KBK, 14/12, fortsat endnu engang:
Jeg kom tidligt i tirsdags, men dog ikke tidligere end at Rasmus og Søren allerede var i lokalet. Kort efter dukkede Jørgen op, og vi gav os til at spille “I skyggen af kejseren”, en af Rasmus nyerhvervelser.
Dette spil gik ud på at placere brikker i forskellige dele af det tyske rige og derved blive den mest indflydelsesrige ved spillets slutning. I spillet indgik elementer som aldring og død, familieforøgelse, kejservalg, bygning af borge, placering af adelsfolk og riddere. Man kunne opnå fordele og udføre aktioner gennem udvælgelse af kort, som man skulle betale for. I de første par runder var Jørgen kejser, men efter et par runder, hvor Jørgen så ud til at føre, blev han væltet, da jeg udfordrede ham og Søren og Rasmus støttede mig. Da vi skulle spille pakkespil kl. 19.00, blev vi nødt til at afbryde spillet et par runder for tidligt. Jeg var da selv blevet væltet, men vandt alligevel knebent, selvom eller måske netop fordi jeg hele spillet igennem havde været konfliktsky og helst bare ville passe min egen lille have.
.
Efter pakkespillet gik jeg, Søren, Rasmus og ? igang med Medina. Efter et spil, hvor der var blevet spillet også lidt destruktivt, endte det med at jeg gik af som sejrherre, selvom jeg på vejen havde bygget ud på to paladser, der endte med at tilhøre Søren og Rasmus. Jeg scorede dog meget på det dyreste tårn og det største orange palads samt på handelsfolkene, der pænt endte ovre mellem tre af mine paladser.
.
Derefter tog jeg, Rasmus og Søren en omgang Hansa, der endte meget tæt, men hvor Rasmus løb af med sejren med sølle 1 point mere end jeg havde.