Krig og fred i Mesopotamien

I går var særdeles velbesøgt i KBK – 25 personer (!) – så lokalet var fyldt til bristepunktet. Mange spændende ting blev spillet: After the Flood, Struggle of Empires, Puerto Rico, Goa, Pandemic, Cosmic Encounter, og flere andre spil.

Jeg spillede After the Flood, en af Wallace’s nyheder på sidste Essen-messe. Vi er i Mesopotamien i oldtiden, og over fem runder (som i alt repræsenterer et par tusinde år) følger vi de Sumeriske byers skæbne, samt de mange rigers storhed og fald. Tre spillere, hverken mere eller mindre! Brættet er opdelt i en række områder: Dels områder i Sumer, hvor spillerne kan bygge byer, og dels områder udenom, hvor man dels kan handle ressourcer, og hvor de enkelte riger der dukker op i løbet af spillet starter.

Der er to næsten helt adskilte sider af spillet: Dels et ressourcespil, hvor spillerne i starten af hver tur modtager nogle grundressourcer, som de i løbet af turen kan konvertere til importerede luksusressourcer. Disse kan man bruge til en række ting; forstærke ens riger, sætte arbejdere ind forskellige steder, og ikke mindst til at opgradere ens byer. Den anden side af spillet handler om de enkelte riger: Hver runde dukker tre nye riger op, og hver spiller har mulighed for at få kontrol med et af dem. Riget kommer med en række hære – et fast antal, plus af man har mulighed for at tilkøbe flere, når riget “startes”. Når man først har startet et rige, går der rent History of the World i den: Man kan ekspandere sit rige ved at placere hære, og placerer man i et felt med en fjendtlig hær, skal man slås (med terninger). Har man en hær i et felt med en modstanders by, kan man enten bare vælge at lade den eksistere, eller man kan bruge to af sine hære på at ødelægge den. Muahaha! 😈

I hver runde skiftes spillerne i turrækkefølge til at lave en aktion: Dette kan være at bygge en by i et tomt felt, bruge en ressource på at placere arbejdede, handle ressourcer for andre ressourcer (dette kræver arbejdere – her kaldet “handelsmænd” i områderne uden om Sumer), starte et rige, eller ekspandere et rige. Ekspansions-aktionen er lidt speciel, for her kan man mod ekstra betaling få lov til at udføre flere aktioner i træk, hvis man gerne vil have lidt “blitz” i sin krigsførelse. Aktionsrunden fortsætter indtil alle spillere har passet.

Der er grundlæggende to måder at score points på i løbet af spillet (og en til til slut): Dels kan man til sidst i hver tur forsøge at gøre sine byer specielt fantastiske. Dette kræver en række luksusressourcer, som man kan handle sig til fra Sumers nabolande, og i slutningen af hver tur har man så mulighed for at “opgradere” sine byer ved at bruge disse ressourcer – dette giver points – men en allerede opgraderet by kan ikke opgraderes igen. Den anden måde er ved at indtage territorium med sine hære. I slutningen af hver tur gives nemlig points for hvert felt hvor i man har hære. Endelig, til allersidst i spillet, giver visse områder en majoritetsbonus til den spiller der har flest arbejdere i feltet.

I slutningen af hver tur ryddes brættet for hære, så i hver tur starter man altså på en frisk med det militære spil.

Det var et kort oprids af grundkoncepterne i reglerne, men da After the Flood ikke er noget simpelt spil, er der selvfølgelig en masse små hjørner og undtagelser jeg ikke har nævnt.

Rasmus, Ken og jeg kastede os ud i at genskabe oldtidens vingesus. Første tur var præget af usikkerhed omkring hvad pokker det egentlig var meningen man skulle foretage sig, men fra tur 2 gik det mere smertefrit. Nu er “smertefrit” måske ikke det bedste ord at bruge om tur 2, for mine dejlige modspillere så sig dér sure på hinanden, og opbrugte deres respektive riger i en ødelæggende krig mod hinanden. Mit rige, derimod, lurepassede, og da de andre var færdige, kunne jeg rydde resten op og sætte mig suverænt på hele Sumer. Se, det gav et forspring som de andre resten af spillet halsede for at indhente.

I tur 3 og 4 gik det mig stadig hæderligt: Jeg var ikke god til at samle ressourcesæt til at opgradere mine byer, men til gengæld havde mine riger masser af hære, og jeg havde stadig rimelig succes med at indtage land hver tur, så jeg gik ind i sidste tur med en betragtelig føring: Ken var nogle-og-tyve points efter mig, mens Rasmus var langt efter os begge. Min føring skulle jeg selvfølgelig fratages i tur 5, og Rasmus gjorde et meget hæderligt forsøg: Jeg fik samlet et fuldt sæt luksusressourcer, hvilket ville lade mig opgradere en af mine byer (20 VP). Men det krævede selvfølgelig at jeg havde nogen byer, når vi kom dertil, og der havde Rasmus andre planer! Som sagt, så gjort: Mine assyrere satte sig på det nordlige Sumer, men Rasmus’ mangfoldige kaldæere stormede nordpå fra den sydlige ende af brættet, overrendte hele Sumer og brændte alle mine byer af! Tur 5 blev derfor min dårligste tur i spillet, men takket være majoritetsbonusserne til sidst, gav det alligevel meget godt. I hvert fald nok til at jeg kunne løbe med sejren.

Puha! Det var en hård omgang, og spillet tog en del over 3 timer, inkl. regelforklaring. Bagefter var vi alle lidt trætte i hovederne, og ingen af os spillede mere den aften.

Men det var faktisk både sjovt og meget intenst. Det var et hårdt spil, så det er ikke noget jeg behøver spille så tit, men spændende var det. Mekanisk fungerede det glimrende, og der var masser at overveje hver tur. Den tematiske værdi er helt i top: Modsat Wallace’s andet nye spil fra sidste Essen, Steel Driver, som er et lidt halvabstrakt, letvægts-eurogame, er After the Flood umiskendeligt temastærkt og et spil om oldtidens Mesopotamien. Genremæssigt ligger vi midt imellem et eurogame (ressource-indsamling) og et old-school, Avalon Hill-style byg-dit-eget-imperium spil.

Det sidste især gør nok at det ikke er et spil for alle og enhver: Man skal slås med sine hære, man skal bruge terninger til det, og man kan i sagens natur være heldig og uheldig. Man kan love sin nabo ikke at angribe, og så gøre det alligevel, så et element af diplomati kommer der også ind i det. Ikke at diplomati-delen kan eller bør tage overhånd; i og med at man er netop tre spillere, vil alle forsøg på alliancer nemlig nemt ende som utilsigtet king-making. Omvendt kan man sagtens finde gode, rationelle grunde til at spille aggressivt, så det er ikke fordi spillet behøver ende som et slå-på-en-tilfældig-nabo spil.

Jeg kunne godt lide spillet, men med forbehold: Det er langt og man bliver tung i hovedet af oplevelsen, så det kræver overskud. Og så er der jo det med at det i høj grad er et slå-på-hinanden spil, en genre som jeg har det lidt svært med. Mit krav for at kunne nyde spillet er derfor at spillerne skal vide hvad de gør, og lade de rationelle grunde råde. Degenererer spillet til tilfældig aggressivitet og personligt vendettaer, knækker filmen. I vores spil i tur 2 rodede mine modstandere sig som sagt ud i netop en vendetta, og det var meget tæt på at ødelægge spillet for os allesammen. Havde den varet bare lidt længere – havde de fortsat den ind i tur 3, for eksempel – havde spillet været totalt broken.

Så, et godt spil, men med forbehold. Et solidt design er det dog, og er man til dette typiske Wallace’ske genre-mix, kan jeg kun anbefale After the Flood. Er man ikke til “min hær dræber din hær” spil, skal man for guds skyld holde sig langt væk! 🙂

4 tanker om "Krig og fred i Mesopotamien"

  1. Jens har lavet en fin gemmengang af “After the Flood”, som jeg i hovedtræk er enig i. Jeg var overrasket over hvor tæt vi kom på at ødelægge spillet. Det er nok et mindre problem når man kender spillet, og ved hvad man kan og ikke mindst ikke kan tillade de andre spillere at gøre. Jeg vil meget gerne spille det igen, da det klart er et spil, hvor erfaring belønnes.

    Om det lige skal være næste tirsdag eller om Ken skal have lov at være med igen er lidt mere usikkert. ;o)

  2. Spillet – observeret udefra ved samme lejlighed – tager sig i hvert fald betagende smukt & ganske originalt ud. Selv bliver jeg glad hvis Wallace igen kan ramme en vinder i klasse med Struggle of Empires & især Brass. Er godt på vej til at blive skeptisk ved hans Treefrog Line. Togspillet Steel Driver er et fladt & lettere sjusket spil & hans kommende Waterloo virker lige lovlig Wallace’sk for hvad der vel må forblive et Grand Tactical krigsspil. Kun Tinner’s Trail fangede min interesse, men den blev åbenbart leveret med for få af de samme afgørende blå vandkuber der er hele spillets originalitet.

    På vej i kommende tid er dog bla et spil om USA’s bilindustri i Henry Fords & Alfred P. Sloans tid. Spændende & anderledes tema. Please don’t mess it up! Så et om den polske adels storhedstid omkring renæssancen & barokken. Så endnu et togspil (??), samt et endnu et Grand Tactical, denne gang om noget så ladet som Gettysburg. Ud over at være den amerikanske borgerkrigs mest legendariske slag var Gettysburg også det første moderne krigsspil, skabt af Charles Roberts, & grundlæggende for hvad der skulle blive Avalon Hill.

    Som sagt, don’t mess this up. Hvis de fleste af disse spil virkelig lykkes vil Wallace været trådt ind i de store spilskaberes inderste elite, i selskab med en Knizia, Tresham, eller Garfield, men han har jo taget munden meget fuld ved at ville lave så mange, så ambitiøse spil, på så kort tid (i princippet mindst 3 af de ovennævnte pr år.)

    Jeg krydser naturligvis fortsat fingre. Men please, ikke flere Steel Drivers eller skødesløs spilproduktion… Vi kan altid hive Brass frem igen (& burde)!

  3. Som gammel krigsspiller er jeg nok lidt skeptisk med hensyn til idéen med krigsspil i Treefrog-serien, da jeg har en mistanke om at det nemt vil kunne blive for meget “cube pushing” og for lidt “rigtigt” krigsspil for min smag. Men vi får se…

    Men nogle af hans nye spil har da i hvert fald virkeligt originale temaer: God’s Playground er hans næste tre-spiller spil, denne gang om Polens historie fra ca. 1400-1700!

    Og selv Wallace’s næste togspil, Last Train to Wensleydale, lyder anderledes: “The aim of the game is to move stone, cheese, and various passengers, from the hills of the Dales to the major trunk routes run by the North Eastern Railway and the Midland Steam. Valleys play a large part in dictating where you can build track. Once you have built a line you must acquire second hand engines and rolling stock to move the goods and passengers that you connect to. Such a line quickly becomes unprofitable and it pays to have one of the two major companies take it over from you.”

    Kompleksiteten skulle svare til Tinners’ Trail, så vi skal nok ikke forvente at det er det næste Brass…

  4. Som Jens allerede har nevnt var klubben fullstendig overrent av både nye og gamle spillere. Jeg lærte to nye offre Goa, men jeg var nok litt for god til å forklare regler fordi Frank vant en klar seier. Etter en omgang tesk i Goa fikk jeg og Aniek (enda en nykommer) forklart reglene til Nefretiti av Nick. I utseende minner det mye om Aton (og de fleste andre egyptisk inspirerte spill?) og selve spille minder faktisk også en del om Aton, man plasserersine menn inn på forskellige markeder som blir scoret på ulike måter (3 menn på rekke, samlet sum av 17 osv osv. Disse markedene selger gaver som man skal forære Nefretiti til hennes fødselsdag, spillet har også ekstra kort som gjør at man kan score gavene underveis i spillet. Da jeg hadde en serdelig langsigtid plan i spillet lå jeg ca 50 poeng bak de andre helt til den siste scoringsrunde, og selv omdet lyktes meg å få riktig mange poeng til sist gikk Nic av med seieren, en fornæyelig om en støyende aften i kbk.

  5. Jeg er stærkt uenig med dig i at Steel Driver er et fladt & lettere sjusket spil. Det er efter min mening et super elegant spil. Det er et atypisk Wallace-spil netop fordi det er ultramsimpelt. Det er ganske rigtigt super simpelt hvad man foretage sig i de forskellige ture, men det er absolut ikke ligegyldigt hvad man gør. At det så kan spilles på en times tid gør det ikke dårligere.

    Det er sikkert ikke alles kop the, men man bør prøve det mere end en gang før man kaster det på møddingen. Personligt synes jeg så ikke det fungerer særligt godt med 6 spillere, som der var i det ene spil, som du har prøvet

    Mekanisk og spilmæssigt fungerer det væsentligt bedre end Tinner’s Trail, som hurtigt er gået i glemmebogen igen.

Skriv et svar