Battlestar Galactica (2008): Den dag menneskeheden vandt.

Tirsdag 9 december i KBKs lokaler lykkedes det 3 mennesker – mod 1 chanceløs Cylon – at redde menneskeheden fra udslettelse. Læs videre hvordan.

Indrømmet: jeg er skeptisk over for kooperative (coop) spil. Uden en klar potentiel vinder, kun omgivet af spillere der samarbejder om at afværge en fælles katastrofe, læner jeg mig lige mageligt nok tilbage, & bliver en betragter. Jeg, der ellers ikke er mindre ondskabsfuld eller ussel end enhver anden brætspiller, bliver pludselig the good guy, den flinke holdspiller, der altid er villig til at yde sine medspillere den hjælp de beder om, uden at gide tage alt for ihærdigt stilling, hverken til reglernes mere subtile muligheder eller til spillets egentlige gang. Jeg småkeder mig.

Det gjaldt også i begrænset omfang – men kun i begrænset omfang – min første oplevelse med Battlestar Galactica (2008) i KBK i går. Jeg havde været ivrig efter at prøve det. Dels forekom spillets tema nøjagtig lige så spændende & iøjnefaldende som TV-serien af samme navn. Dels syntes de hemmelige Cyloner at bringe en uprøvet variant ind i coop-oplevelsen: i hvert spil Galactica er 1-2 spillere hemmelige forrædere der saboterer den fælles indsats & som bør opspores.

Brættet er også tiltalende. I sit forsøg på at beskytte den sidste overlevende menneskehed fra de erobrende androider Cylonerne, oplever det mægtige rumkrigsskib Galactica en løbende strøm af trusler – logistiske, politiske, sikkerhedsmæssige – reguleret ved træk af spillekort. Rumskibet & dets afdelinger er afbildet på brættets midte, foroven vises et dashboard med diverse ressource markører, & der er rigelig plads til miniaturerne af de fjendtlige rumskibe der løbende angriber Galactica, & af de jagere (”Vipers”) der kan beskytte det. En dynamisk & intuitiv grafisk brugerflade, der lige så vel kunne have stået midt i Galacticas kommandorum. Den fortæller skibschefen & de øvrige vagthavende officer nøjagtig hvad de har brug for at vide, hvorfra truslerne kommer, & hvilke er de mest presserende.

Skibschefen, Admiral Adama, blev mig. De øvrige personroller, som med visse begrænsninger kan vælges blandt alle seriens hovedpersoner (fx Roslin, Apollo, Baltar, Starbuck, Tigh, mfl) blev Tom Zarek (som Præsident), Starbuck, & Boomer. Zarek var fra begyndelsen så energisk at han enten måtte være meget god ven af holdet, eller en meget twisted Cylon. Han var & forblev det første. Som admiral havde også jeg autoritet, men mit ukendskab til spillet (samt ovennævnte magelighed) hindrede mig fra fuldt at bruge min styrke. Så jeg var den rare bessefar. Gjorde hvad jeg blev bedt om, hjalp med kort & aktioner hvor det var nødvendigt. Så rar at jeg indtil sent i spillet var langt den mindst mistænkte for at være Cylon. Jeg var det heller ikke, & blev det aldrig.

Spillet udviklede sig overraskende heldigt. Så godt at vi snart konkluderede at ingen af os var Cyloner i spillets første halvdel. Ved midten af spillet, derimod, uddeles nye kort, & da kan man ikke undgå at mindst én spiller bliver Cylon. Meget passende blev det Boomer, men uheld forhindrede ham/hende i at gøre reel skade – & “vi” vandt! Menneskeheden overlevede. En lidt tom følelse i forhold til at vinde et traditionelt spil.

Da det siges at være forholdsvis svært at vinde, ville jeg gerne sætte fingeren på hvorfor det her lykkedes for os. Men det var vist mere held end forstand. Ingen Cyloner til at sabotere spillets første halvdel, tåleligt held med kortene, en hæmmet forræder i slutspillet. Det skal dog gentages at Præsident Zarek spillede stærkt. Han akkumulerede en kolossal magt, & uden at være direkte enerådig i forhold til andre spilleres handlinger, spillede han dog, hver gang det var hans tur, meget stærke & effektive træk. Omvendt blev hans beføjelser med tiden så omfattende at vi spillere ikke længere var en alliance af samarbejdende jævnbyrdige, men rettere én potentielt stærk spiller (Cylonen), mod en anden stærk spiller (Præsidenten, assisteret af to lydige undersåtter).

Her er vi ved hvad der virkelig imponerer ved Battlestar Galactica. Som rent spil oplevede jeg det som OK, hverken mere eller mindre. Men som tematisk gengivelse af præcis de dele & dynamikker der optræder i TV-serien – der fra sin side er en “simulation” af den magtdynamik der kunne opstå hvis alt der blev tilbage af menneskeheden var ét mægtigt krigsskib med 50.000 sjæle under sin beskyttelse – da er spillet forbløffende. Præsidenten har nøjagtig den magt & de muligheder han/hun har i serien. Flådechefen & præsidenten har lige så rig lejlighed til at mundhugges om denne magt. Starbuck (der i gårsdagens spil fuldt udnyttede sine muligheder som elitepilot) er virkelig en “Ace”, næsten så meget værd alene som de øvrige jagerpiloter tilsammen. Cylonerne er uigenkendelige fra mennesker, & paranoiaen samt de dårlige vittigheder fra serien (Yeah right, I’m a Cylon) opstår med foruroligende naturlighed. Fænglset på skibet fungerer nøjagtig lige så *delvis* begrænsende som enhver arrest. Patruljer af Viper jagere skal, som i serien, helst være ude af skibet & i luften for at fange uventede Cylon angribere & deres missiler.

Spillet er, kort sagt, selv om ordet lyder absurd i en SF sammenhæng, “virkelighedstro”.

Så som simulation af Galacticas verden, var oplevelsen i går en næsten uhyggeligt vellykket gengivelse, der gav mod på fornyet bekendtskab med den visuelle fortælling. Som coop spil, ubetinget blandt de bedre – men jeg vænner mig næppe til direkte at elske den type spil.

nielspeterqm
http://nielspeterqmarstrand.spaces.live.com

Skriv et svar