Tobias havde som aftalt taget Kingsburg med, og det var vi fem der satte os til at spille (Tobias, David, Ken, Rasmus P og mig). Jeg var spændt på at se hvordan spillet var, for det var en nyhederne på årets Essen-messe og et spil jeg havde været tæt på at købe selv.

Tematisk er Kingsburg et middelalder/fantasy-spil, og spillerne repræsenterer feudale herremænd eller noget i den stil, som hver især forsøger at opbygge en pointgivende infrastruktur i deres eget domæne, og som også hver især skal hjælpe kongen med at forsvare riget mod eksterne fjender.

Et centralt bræt viser en oversigt over kongens 18 rådgivere (nummereret 1-18), som spillerne i løbet af spillet kan få hjælp af – denne hjælp kommer oftest i form af en eller flere ressourcer. Udover dette har hver spiller et lille bræt med oversigt over en række bygninger som kan bygges. Bygninger giver dels points, og har desuden hver især en speciel “evne” der påvirker spillet.

Spillet kører over fem ture/år, og hvert år er opdelt i fire sæsoner. I de tre første sæsoner hvert år slår spillerne hver tre terninger og resultatet af terningslagene bruges til at bestemme, hvilke af kongens rådgivere spillerne kan få hjælp af i den sæson: Turrækkefølgen bestemmes af summen af hver spillers terningslag, med laveste sum først, dernæst næstlaveste, og så videre. Når det er en spillers tur, må han placere en eller flere af sine tilbageværende terninger på en rådgiver, hvis tal svarer til summen af de terninger der placeres. Da hver rådgiver som udgangspunkt kun kan bookes en gang pr. sæson, er der altså rig mulighed for at blokere de andre spillere (og da rådgiverne bliver bedre og bedre jo højere deres nummer er, er det vigtigt at kunne slå højt med terningerne).

Placeringen af terningerne fortsætter, indtil alle spillere har placeret alle de terninger de kan. Hver spiller får dernæst ressourcer svarende til hvilke rådgivere de har booket denne sæson, og har efter dette mulighed for at bygge én af bygningerne på deres eget bræt.

En af de “ressourcer” som rådgiverne kan give er et bidrag til spillerens hær. Hver tur starter spillerens hærstyrke forfra på “0”, men den kan bygges op til et højere tal ved at vælge de rigtige rådgivere. Mange af en spillers bygninger vil desuden give en permanent bonus til hærstyrken. Endelig kan spillerne hvert år, efter efterårssæsonen, bygge deres hær yderligere op ved at bruge ressourcer på det.

Vintersæsonen adskiller sig fra de tre andre, for det er her at en ekstern fjende invaderer kongeriget. Til hver tur hører en række fjendekort, og et tilfældigt af disse er før spillet blevet udvalgt. Fjenden har en numerisk styrke (man kan på bagsiden af kortet se minimums- og maksimumsstyrken for denne tur – fjenderne bliver stærkere og stærkere for hver tur), og i vintersæsonen vendes fjendekortet så om. Der slås også en terning, som repræsenterer kongens bidrag til rigets forsvar, og værdien af terningslaget lægges til alle spilleres hærstyrker.

Hver spiller besejrer fjenden ved at have en større hær end fjendens styrke. I dette tilfælde får en sejrrig spiller en belønning som er specificeret på fjendekortet. Er spillerens hær ligeså stor som fjendens styrke er krigen endt “uafgjort”, og i dette tilfælde sker ingenting. Endelig kan en spiller tabe krigen (mindre hær end fjendens styrke), og ikke overraskende vil han så blive ramt af alskens ulyksagligheder såsom mistede points eller bygninger!

Flest points efter fem ture vinder spillet.

I vores spil kom Tobias og især jeg lidt langsomt fra start, mens de andre havde mere held i sprøjten. Tobias kom dog lidt efter det senere i spillet, men i femte tur ændrede alting sig: Tobias og jeg var de to eneste der klarede fjenden denne tur, med det resultat at Tobias endte som suveræn vinder, med mig på andenpladsen, og med de tre andre halsende noget bagefter. Moralen her må være, at man skal lade være med at tabe krigen i sidste tur! 🙂

Kingsburg er et meget “let” spil med masser af held. Og det er ikke et Jens-spil (siger han diplomatisk): Terningspil og spil med meget held kan sagtens være OK, men for mig var Kingsburg et for langt og kedeligt et af slagsen. Det havde nogle interessante mekanismer, men jeg må konstatere at jeg allerede halvvejs i spillet sad og tænkte at hvis det stod til mig, måtte spillet godt snart stoppe.

Så mens Kingsburg ikke på nogen måde er et frygteligt spil eller et spil der ikke virker, er det heller ikke et spil der fangede mig.

Efter Kingsburg var vi fire (Ken, Jorid, Rasmus P og mig) der kastede os over en anden Essen-nyhed, Oregon. Oregon er et rimeligt hurtigt letvægtsspil fra Hans im Glück, hvor spillerne får points ved at placere små træ-cowboys (cowboy meeples?) og bygnings-brikker på et bræt inddelt i kvadratiske felter. Spillepladen er desuden opdelt i fem kolonner og fem rækker (et område afgrænset af én kolonne og én række er 2 x 3 felter stort), og hver kolonne/række er identificeret med et af fem symboler. Spillerne har hver 4 kort på hånden, en blanding af landskabskort og bygningskort. Landskabskortene viser et af de fem symboler der er brugt på brættet, mens bygningskortene afbilder en af de syv forskellige typer bygninger der er i spillet. I en spillers tur spiller han to kort: Spilles to landskabskort, må spilleren placere en cowboy-meeple i et tomt felt som ligger i en kolonne og en række svarende til symbolerne på de spillede kort. Spilles istedet et landskabskort og et byningskort, må spilleren bygge den pågældende bygning i et tomt felt i en række eller en kolonne der svarer til det spillede landskabskort.

Placeringen af cowboys/bygninger giver spillerne points: Når en spiller placerer en cowboy, scorer han et antal points for hver bygning i tilstødende felter (inkl. diagonalt tilstødende), og når en spiller placerer en bygning, scorer alle spillere som har cowboys i tilstødende felter points for hver af deres cowboys. Placerer en spiller desuden en cowboy på en sådan måde at han nu har en ny gruppe på mindst 3 cowboys, scorer han 5 points.

Når en spiller placerer sin sidste cowboy, eller når alle bygninger af N typer (hvor N er lig med antallet af spillere) er bygget, stopper spillet i slutningen af runden, og spilleren med flest points vinder.

I vores spil var det mig der kom bedst ud af det. Mine kort passede generelt fint, så jeg kunne lave konstruktive ting hver tur, og jeg placerede generelt mange cowboys, og ikke ret mange bygninger (spillet sluttede da også fordi jeg fik placeret alle mine cowboys). Så en sikker cowboy-sejr til mig!

Sidst på aftenen lykkedes det mig at overtale tre andre, Rasmus, Nick og Kasper til et spil Brass.

Brass er det første Warfrog-spil i lang tid fra Martin Wallace, som ikke involverer nationer der kæmper mod hinanden. Istedet er Brass et økonomispil, hvor spillerne konkurrerer økonomisk: Vi er i Midtengland (Lancashire) i starten af den industrielle revolution, og spillerne repræsenterer rigmænd som opbygger deres industrielle imperier. Bomuldsfabrikker, havne, kulminer, jernstøberier og skibsværfter er de typer industrier spillerne kan bygge, og spillet simulerer en udvikling hvor spillerne i starten bygger kanaler som forbindelsesveje gennem landskabet, mens dette senere overtages af – ja, hvad ellers? – jernbaner. De enkelte industrier findes også i forskellige teknologiske udgaver, hvilket selvfølgelig repræsenterer den teknologiske udvikling der fandt sted i perioden.

Brættet er opdelt i en række lokationer (byer) og i hver lokation er der plads til at bygge en eller flere industrier. Industrierne har forskellige roller, men supplerer hinanden: Bomuldsfabrikker kræver havne, hvor bomuldet kan sælges, de fleste industrier kræver kul som kulminerne kan levere, mange byggerier kræver desuden jern. Kun skibsværfterne interagerer ikke med de andre industrier, og fungerer i spillet blot som en slags “prestigebyggerier”, som giver mange points.

Tidsmæssigt er spillet opdelt i to perioder, kanalperioden og jernbaneperioden. I den første periode er kanaler de eneste forbindelsesveje, og i anden periode er det kun jernbaner der benyttes. Spillerne får i slutningen af hver periode points for de industrier og forbindelsesveje de har bygget (modsat et spil som f.eks. Age of Steam, er det altså ikke bare indkomstniveauet eller penge på hånden der afgør vinderen), og spilleren med samlet flest points i slutningen af jernbaneperioden, vinder spillet.

Spillernes aktioner er drevet af en hånd af kort, som hver spiller besidder: Kort kan enten være lokationskort (som giver en lov til at bygge en industri i den lokation) eller industrikort (som giver lov til at bygge den pågældende type industri i en lokation der hænger sammen med ens eksisterende netværk). De andre typer af handlinger en spiller kan foretage sig – bygge kanaler/jernbaner, udvikle sin teknologi, sælge bomuld gennem en havn, eller tage et lån – kræver også at man spiller et kort, men i alle disse tilfælde betyder det ikke noget, hvilket kort man spiller.

Nu er Brass jo mildest talt ikke nogen hurtig, lille filler, og efter regelforklaring på engelsk var klokken da også omkring 23 inden vi kom i gang med spillet. Brass er et spil hvor der er meget at tænke over, og når man samtidigt sidder og bliver mere og mere træt, vil det unægteligt gå ud over spilhastigheden. 🙂 Resultatet var da også, at vi først var færdige ved 2-tiden, med Rasmus som sikker vinder.

Så en god – og lang – aften i KBK for mit vedkommende!