Et nyt spil på de hjemlige hylder er det Richard Berg-designede spil fra GMT, The Conquerors: Alexander the Great. Det er et strategisk spil om den store Alex og hans erobring af Perserriget. Og ja, jeg mener Perserriget helt bogstaveligt, for Alex’s efterfølgende kampagner længere østpå i Afghanistan og Indien er ikke med i spillet.
Kortet er et point-to-point kort, i stil med de klassiske card-driven games (CDG). Det dækker Det østlige Middelhavsområde (inkl. Grækenland og Ægypten), og selvfølgelig hele det persiske riges kerneområde, fra Anatolien til det nuværende Arabien, Irak og Iran.
Faktisk er der i bedste CDG-stil også kort med i Alexander, men et CDG kan man ikke kalde det da kortene ikke bruges til at aktivere tropper og den slags med: Der er tale om rene event-kort, som spillerne kan spille.
Spillet virker ikke særligt komplekst, og i hvert fald er det ret minimalistisk hvad brikker angår: Hver spiller har tre hære, hver repæsenteret af én brik (dens styrke markeres med markører off-board). Deusuden er der brikker for ledere, garnisioner og flåder, samt et hav af forskellige markører. Der er i spillet et tydeligt fokus på logistik, og det er faktisk en interessant indfaldsvinkel i et spil om Alexander den Store. I spillet er visse byer udnævnt til “treasure cities”; makedonerne starter kun med deres hovedstad Pella, mens perserne selvfølgelig har en masse. Og disse treasure cities fungerer som en slags forsyningspunkter: Opererer en hær udenfor radius af et forsyningspunkt, er den noget begrænset i sine evner.
Og det er ikke den eneste spændende, lidt “skæve” indfaldsvinkel i spillet. Tag bare victory conditions, for eksempel: Sejr i spillet er noget Alex skal forsøge at opnå, og kan han ikke nå det, har perserne vundet. Alex har ikke mindre end 9 separate sejrsbetingelser han skal opfylde, inkl. at blive udnævnt som persisk overkonge, blive erklæret en gud, og meget mere. Spillet har ikke noget fast antal ture – faktisk har det ikke nogen ture overhovedet, idet det bare består af en lang række på hinanden følgende aktiveringsfaser! Tidsmæssigt er Alex begrænset af to ting; dels bliver hans helbred ikke ligefrem bedre med tiden (det holdes der styr på vha. en track på brættet), og dels er der grænser for hvor mange års føjten rundt i Asien hans hær vil finde sig i: Historisk gjorde hans hær jo oprør mod ham to gange, og tvang ham på den måde til at droppe de mest højtflyvende planer.
Så Alex skal erobre Perserriget og alt det andet – inden han enten dør af alt bøvlet, og inden hans hær taber tålmodigheden. Og det er efter sigende lettere sagt end gjort!
Spændende ser spillet i hvert fald ud. Personligt er jeg meget spændt på om Richard Berg har lavet en “vinder”, eller om det er (endnu et) skuffende spil fra hans hånd. Det vil tiden vise…!