Hvordan A Game of Thrones Gør Gode Gerninger

Alt for ofte allerede har jeg berørt den mulighed at udvide klubbens tilbud med en ekstra ugentlig spilleaften, en TemaTorsdag fx, hvor man kunne spille spil “i dybden”, altså det samme spil, eller det samme tema (Gipf, Knizia, klassiske wargames, en given historisk periode, Fantasy &/eller SF, Settlers &/eller Carcassonne, mmm) i mange uger i træk, for at nyde at lære et emne eller et spil til bunds.

Nu er forsøget for så vidt indledt. Endnu ikke med en separat dag, men med et separat bord i klubben, hvor 5-6 af os, for det meste nyindmeldte men stærkt motiverede medlemmer, hver anden tirsdag, og indtil vi bliver trætte af det, spiller gentagne omgange af det samme, faste spil: A Game of Thrones (Fantasy Flight Games (FFG 2003), designet af FFG’s grundlægger, den danskfødte Christian Petersen, på baggrund af en Fantasy romanserie af George R. R. Martin, om hvilken man er tvunget til at bruge den fortærskede betegnelse “kult”.

A Game of Thrones


































Denne Session Report handler om den seneste spilsession i rækken, nemlig tirsdag 31.10.06, men først en smule baggrund:

Spillet er velanskrevet på BoardGameGeek.com (BGG), men helt forbløffende upopulært blandt de eksisterende medlemmer i Københavns Brætspil Klub. I så høj grad at jeg næsten blev skræmt væk da vi for et par måneder siden skulle spille det første spil. Men skønt det her drejede sig om det noget tørre grundspil, altså uden expansions, var oplevelsen god nok til at give de fleste spillere yderligere blod på tanden. Vi blev enige om at mødes to uger senere for at spille med den første, & tilsyneladende mest lovende expansion, A Clash of Kings (FFG 2004).

Først da blev det virkelig spændende. Et rigere spillebræt i spilområdets sydlige del, havne, fæstninger, katapulter, stærke éngangsordrer, & frem for alt langt stærkere & sjovere kampkort (House Cards), gjorde spillet til dét som spil frem for alt andet skal være, nemlig FUN.

Efterfølgende spil, to uger senere igen, droppede vi dog det sydlige spillebræt. & selv om aftenen blev endnu mere vellykket, mest fordi vi var blevet bedre spillere, så savnede vi den sjette spiller som expansion’en muliggør, & som netop retfærdiggør det mere udviklede sydlige spilbræt. Jeg postede derfor et indlæg på denne hjemmesides Forum (“Generelt”, 18.10.2006), efterlysende en sjette spiller. Det blev hurtigt besvaret af ét af klubbens gamle medlemmer, der i mellemtiden med både begejstring & succes havde prøvet spillet ved årets Viking-Con.

Det er dette spil, vores første med 6 spillere, der er forrige tirsdags spil, & det blev nok den hidtil bedste af mange gode aftener.

Først dog det negative: vi spiller for langsomt, hvilket især bliver tydeligt et stykke inde i spillet, når ordrerne & trækkene bliver både svære & vitale. Hvis spillet havde varet de fulde 9 runder, var vi blevet færdige på den anden side af kl 1200, hvilket er for sent for langt de fleste deltagere. Heldigvis dukkede der en vinder op omkring syvende runde – så vidt jeg husker – & det løste problemet denne gang ved at sætte punktum for spillet et tilfredsstillende sted mellem 1030 & 1100 – igen så vidt jeg erindrer.

Men hvori består fornøjelsen ved AGoT? Hvad er det der er så FUN? Helt nøjagtigt: foreningen af det disciplinerede med det sjove, flamboyante & uforudsigelige. Umiddelbart kunne man nemlig tro at katapulter, vanvittigt stærke House Cards, & næsten lige så stærke engangsordrer ville gøre spillet helt uforudsigeligt. Men denne tendens – der absolut kan spores – modsvares skarpt af det høje spillerantal, der introducerer checks & balances, & netop disciplin, på alle områder. Intet er fortsat helt nemt, heller ikke med de stærkere magtredskaber som expansion’en introducerer. (Men om disse checks & balances holder med et lavere spillerantal, fx 4, er fortsat uvist.)

Her er 3 kompakte eksempler fra 6-spiller spillet – det sidste om vinderens strategi.

I to forrige spil havde House Baratheon (gul farve) vundet spillet, i kraft af sin stærke flåde, beskyttede hjemmebase, & frit spil i Syden hvor House Martell (den sjette spiller, orange farve) ikke var introduceret endnu, & hvor House Tyrell (grøn farve, & nok det svageste hus) ikke havde den fornødne tilstedeværelse til at hindre erobringen. Men i spillet sidste tirsdag så House Baratheon alle sine forsøg på erobring & indtrængen blokeret af orange House Martell. Måske havde Baratheon haft bedre held i Norden, hvor flådestyrkerne absolut var til at overskue, men da Baratheon, med rette eller urette, valgte at koncentrere sig om Syden, blev tingene ved med at være besværlige. Mere fleksibilitet havde altså tjent & belønnet Baratheons spiller, & her er vi inde på AGoT’s charme: man ved ikke helt hvad man får – og dog har hver begivenhed sine rationelle, sammenhængende årsager, & der er altid mere at vinde ved at spille, ikke blot frækt, brutalt & Blitzkrieg-agtigt, men også mere smidigt, subtilt og reflekteret.

Andet eksempel: House Greyjoy (sort farve) havde gang i et godt spil, hjulpet af en alliance med House Lannister (rød farve), & en semi-alliance med House Stark (hvid farve, & det tætteste man kommer på “helte” eller “hovedpersoner” i romanserien). Det tillod Greyjoy, hvis flåde også var solid, at koncentrere sig om fjernere erobringer nede sydpå ved House Tyrell, (det svagere, overkonsoliderende hus i romanerne, og hvis kampkort i spillets expansion decideret også er svage – for svage til et jævnbyrdigt spil?) Så langt så godt, men samtidig ville Greyjoy holde mulighederne åbne i Norden, & forhindrede derfor House Stark, systematisk og ved hjælp af Raid-ordrer, at befæste sig på passende vis. Derved underminerede han sin implicitte alliance & goodwill hos det hus, & netop da Greyjoy var blot én by fra at vinde spillet, overfaldt en hævngærrig Stark ham med alle kræfter & midler, & ødelagde Greyjoys vinderchance én gang for alle. En næsten naturlig konsekvens af Greyjoys undervurdering af fjender & allierede, & overvurdering af sin egen betydelige slagkraft.

Og så var der vinderen, det tredje eksempel. Det blev House Lannister, spillet af Lars, der for et par måneder siden var helt ny i brætspillets verden, men som lærer hurtigt, spiller koncentreret og præcist, og var tjent ved spillets stærkeste sæt af House Cards, som han evnede at udnytte til det alleryderste. House Lannister forholdt sig diskret det meste af spillet, erobrede stilfærdigt den midte der – fejlagtigt – ikke syntes at interessere andre, men spillede derudover hverken Blitzkrieg eller med flagrende, fægtende arme. I stedet hamstrede han langsomt & målrettet penge, de såkaldte power tokens, & da et af hans House Cards (Tywin Lannister) gav lige så mange kamppoint som han var villig til at spendere i power tokens (fx kunne 13 power tokens give 13 kamppoint, et enormt & uovervindeligt pointtal), udnyttede han denne ressource, samt et andet stærkt House Card, til med et hug at erobre de byer han manglede for at blive erklæret vinder.

Moralen? Det er fint med expansions & nye kampgimmicks – faktisk kan vi slet ikke undvære dem længere – men finesse & en robust strategi bør stadig vinde dagen, & det er & bliver min bedste vurdering at det kan de i AGoT. Spillet er farverigt & FUN, javist – men det er også snedigt & strategisk.

Man må derfor opfordre alle de der har holdt sig væk fra A Game of Thrones til at give spillet – med expansion – en ny chance. Med denne første expansion når spillet op over 8 på BGG, & de fleste brætspillere ved hvilket håndplukket, eksklusivt selskab man da er oppe i. Tigris & Eufrates, Ra, Yinsh(7.9), Power Grid, Puerto Rico, El Grande, War of the Ring, med få flere. Selv hvis man antager at romanernes mange fans har været forudindtagede da de bedømte AGoT, giver det stadig råderum til en karakter langt over gennemsnittet.

Kan så mange Geeks tage fejl?

Næste session medbringer jeg i hvert fald en nyindkøbt udgave af anden AGoT expansion: A Storm of Swords (FFG 2006). Så må vi se om endnu flere kulørte gimmicks gør spillet endnu bedre, eller om vi er ved at nå en naturlig grænse.

4 tanker om "Hvordan A Game of Thrones Gør Gode Gerninger"

  1. Lige en tilføjelse angående det meget flotte billede (taget af Rasmus Hviid) af AGoT brættet, som giver et glimrende indtryk af spillet i aktion:

    Bemærk at billedet er taget ved en af vores tidligste spilaftener, med grundudgaven uden expansion. Det var den aften der var kamera på.

    PM 

  2. >Kan så mange Geeks tage fejl?

    Hæ, det var givetvis sagt lidt “tongue in cheek”, men lad os for argumentets skyld lige antage at det ikke var. 🙂

    1. Generelt får expansions et højere gennemsnit på BGG end de tilsvarende grundspil. Dette betyder ikke nødvendigvis at spillet er “bedre” (hvis vi bruger det ord som objektivt som overhovedet muligt), men ofte blot at spillerbasen er ‘biased’. Forstået på den måde, at det stort set kun er folk der har spillet grundspillet, og som har kunne LIDE grundspillet, som spiller og rater udvidelserne, mens alle dem der har spillet og ratet grundspillet, og IKKE har kunnet lide det, aldrig når til at spille og rate udvidelsen.

    2. Det er jo ikke et spørgsmål om at “tage fejl”, da folks mening om et spil i sagens natur er fuldstændig subjektiv. Og med det mener jeg, at selvom en million geeks elsker et spil, er der ingen der siger at jeg vil (eller skal) elske det. Det ville jo også være synd for dig, hvis det var BGGs top 10, du skulle tage udgangspunkt i, når du skulle vælge spil (for det er jo spil som geeks’ene i ENDNU højere grad synes er godt).

    Bortset fra det lyder det på folk som om den anden udvidelse, A Storm of Swords, er blevet endnu bedre modtaget end den første, så håber I synes om den. 😉

  3. Angående Jens' punkt 1 er der næppe den store uenighed. Jeg lagde i hovedteksten selv op til at BGG ratingen her kunne være skævvredet (dog ikke nok til at ratingen ikke, under alle omstændigheder, fortsat ville havne i den gode ende).

    Angående punkt 2: Sætningen “da folks mening om et spil i sagens natur er fuldstændig subjektiv” er lidt af en conversation stopper! Lige som frasen “smag & behag…”, eller på latin “de gustibus non disputandum.” På ét plan er det naturligvis fuldstændig rigtigt – det manglede bare. Men på et andet plan er det ikke her sporten ligger. Døde hvide mænd som Platon, Dante, Shakespeare, Racine, Kant og JS Mill blev netop store ved – temmelig samvittighedsløst – at fortælle folk hvad de mente folk skulle mene om, & gøre, ved både det ene, det andet & det tredje. Og først siden pakke det ind i poesi eller pseudo-rationel retorik. At forsøge, uden at være nogen Shakespeare, at sælge andre sine værdier, sine begejstringer, sit syn på livet – det er noget af essensen i menneskelig interaktion. Vi gør det alle, ikke mindst hver gang vi skriver mere end nogle få ord på en hjemmeside.

    I et sådant udveksling udnytter man enhver ammunition til rådighed, & hvis der er par Geek statistikker der som i dette tilfælde understøtter pointen, så bedre endnu.

  4. Tal lige om en conversation stopper! Mit argument gik bare på, at fordi en masse andre geeks godt kan lide A Game of Thrones, siger det *intet* om hvorvidt jeg vil kunne lide det – men det betyder ikke at de har ret og jeg ikke har, eller omvendt. Men med så mange litterære hoveder på din banehalvdel, kan jeg nu godt se at jeg må have taget fejl…

    Så hvad med at spille Power Grid – ratet 4 på BGG med et gennemsnit på 8.24 – ratet af ikke mindre end 3456 geeks(!) – næste gang? SÅ mange geeks kan vel slet ikke tage fejl, eller hvad?

Skriv et svar