Essen 2006 – del 2, spil, spil, spil!

Fredag aften kom jeg til Essen, og fik fundet frem til mit hotel, Ambassador, som ligger på den centrale gågade i midten af byen. Et par SMS’er frem og tilbage mellem Steen og mig, med dertil hørende forvirring resulterede til sidst i at jeg mødtes med Steen og Allan. Klokken var efterhånden mange, men de havde udskudt deres aftensmad til jeg kom, så sammen gik vi på restaurant Pfefferkorn, hvor den stod på store bøffer, pommes frites, tyk sovs og dejlig øl. 🙂
Bagefter var det så tilbage til hotellet til et par nye spil. Allan og Steen introducerede mig for Genesis, Knizias nye tile-laying/area majority spil. Det er et simpelt spil (én sides regler!) som ligner Euphrat & Tigris, men som overhovedet ikke fungerer på samme måde. Jeg syntes godt om det, som et let/mellemvægts-spil, og det havde nogle dejlige taktiske nuancer hvor man med nogle snedigt placerede brikker rigtigt kunne blokere for de andres ekspansion.

Aftenens anden nyhed var Space Dealer fra EggertSpiele, et lille rumspil, hvor spiller hver styrer et planetsystem, og hvor det gælder om at producere varer og transportere dem til de andre spilleres hjemsystemer for at score victory points. Det i sig selv lyder jo ikke specielt nyt, men spillets centrale mekanisme er meget original: Det er nemlig et real-time spil uden ture, hvor hver spiller er i besiddelse af to timeglas. Man kan lave aktioner lige så tit man vil, forudsat man har et “udløbet” timeglas til rådighed når man starter aktionen. Timeglasset vendes og placeres på den pågældende aktion, og når det er løbet ud er aktionen udført, og timeglasset kan bruges til noget andet.

Se, det er jo smart, men jeg var alligevel – eller måske netop på grund af timeglassene – ikke vild med spillet, som på mig virkede stressende, forvirrende og irriterende. Afgjort ikke et “Jens-spil”! 🙂

Lørdag var så præget af mit første besøg på messen og af mine indkøb dér. Det første sted jeg gjorde indkøb var hos Czech Board Gamers, som havde tre nye spil med til messen. Af dem købte jeg Grænaland og Legie. Legie er et lille abstrakt to-personers tile-placement spil, mens Grænaland (som da jeg kom næsten var udsolgt) er et multi-player spil om vikingerne på Grønland. Der er ressourceproduktion og handel involveret, og spillet er af andre blevet beskrevet som “Settlers-agtigt”. Spændende ser det i hvert fald ud.

Lørdag købte jeg også et par nye tyske udgivelser fra de store firmaer, Taluva fra Hans im Glück (et meget smukt Java-lignende spil hvor spillerne opbygger en ø ud af tiles og bygger landsbyer på den), samt Kosmos’ nye Die Säulen der Erde. Sidstnævnte er et meget flot familiespil baseret på forfatteren Ken Follett’s murstensroman Pillars of the Earth. Her skal spillerne allokere arbejdere til forskellige lokationer, generere råstoffer, og købe varer, med det mål at bidrage til byggeriet af en katedral. Spillet var et af de helt store hits på messen, og er blevet beskrevet som en slags hurtig og mere lettilgængelig udgave af Caylus. Og det lyder jo ikke så ringe… 🙂

Allan og jeg fik også varmt anbefalet Mr. Jack, et spil designet af Bruno Cathala og Ludovic Maublanc og udgivet af det lille firma Hurrican. Det er et deduktionsspil for to spillere, omhandlende noget så dystert som Jack the Ripper. Otte detektiver vandrer omkring i Whitechapel-distriktet for at fange Jack, men en af detektiverne er i virkeligheden Jack! En af spillerne repræsenterer Jack, og for ham gælder det selvfølgelig om at Jack ikke skal blive afsløret. En snedig mekanisme, hvor Jack-spilleren i slutningen af hver tur skal sige om der er vidner til Jack eller ej (det er der hvis Jack står ved siden af en anden person, eller ved siden af en tændt gadelampe), giver detektiv-spilleren hints om, hvem Jack kan være. Det lyder i hvert fald spændende, og det er flot illustreret. Faktisk sad illustratoren på Hurrican’s stand og tilbød at lave illustrationer i folks eksemplarer af spillet, og det gjorde han også i mit:

Min personlige illustration
Min personlige illustration 🙂

Jeg fik også spillet lidt! Allan og jeg rendte ind i Mik Svellov, og sammen gik vi over til Phalanx’s stand for at prøve deres nye spil Anasazi. Det eneste jeg vidste var temaet; opdagelse og udforskning af en gammel indianerby i det vestlige USA. Det føltes spillet nu ikke meget som: Til at starte placerer man en masse irregulære tiles rundt omkring på bordet, og placerer desuden nogle victory point-trækuber på dem. Dernæst gælder det for spillerne om at ekspandere ekspeditioner, med henblik på at nå hen og score VP’ene. Ekspansionen foregår ved at placere aflange stige-brikker i forlængelse af de eksisterende ekspeditioner, og dette må i princippet gøres frit, sålænge den lagte stige overlapper enden af den foregående lidt. Når en stige hen så den rører det område en VP kube ligger i, må man tage den. Og med konkurrence-mindede spillere vil der garanteret være masser af situationer hvor man ikke kan blive enige om, hvorvidt man “rører” eller ej, så det er nok et spil det er sjovest at spille “for sjov”.

Der er mere til spillet end det forklarede, men det ovenstående er den centrale mekanisme som spillet bygger på. Og det var ikke særligt spændende… I hvert fald var jeg efterfølgende klar over, at dette var et spil jeg ikke skulle have.

Jeg kom også forbi Mayfair’s stand, og der opdagede jeg en ældre, gråhåret mand som stod ved siden af en stor bunke 1829 Mainline og 1825 spil. Hmm, tænkte jeg, han ser bekendt ud. Det skulle vel aldrig være manden bag Civilization og hele 18xx konceptet? Lidt pinligt at spørge, selvfølgelig, men hvis jeg ikke gjorde det ville jeg aldrig vide det, så det gjorde jeg.

Det viste sig at det ikke var Francis Tresham. 🙂 Til gengæld var jeg ikke helt ved siden af, for det var hans bror Tom, som var der istedet for Francis (han var blevet forhindret i at komme, da han havde slået hånden eller foden eller noget). Tom var vant til at blive forvekslet med Francis, så jeg var ikke den første. Vi havde i hvert fald en hyggelig snak, og jeg fik overbevist mig selv om, at jeg nok også skulle have noget 18xx med hjem…

Et af de spil der sent før messen var blevet opmærksomhed om, var Khronos fra det lille franske firma Matagot. Et “bygge bygninger på et bræt af firkantede felter”-spil, men med et interessant twist: Spillet involverer nemlig tidsrejser (!), og derfor findes brættet i tre udgaver, svarende til de tre perioder man kan bygge i. Idéen er så, at visse bygninger bygget i de første perioder også vil ‘komme til syne’ (om man vil) i de senere perioder, med mulighed for tidsparadokser som resultat (hvis der f.eks. allerede var bygget noget på det sted i den senere periode). Ser man bort fra tids-faktoren, er spillet et tungt og sejt økonomispil: Man tjener penge når man bygger bygninger, samt ved på et par tidspunkter at kontrollere små “riger” af bygninger, og den rigeste spiller i slutningen af spillet vinder.

Så det var et spil, jeg vidste jeg skulle have, men æsken til spillet var enorm, og jeg gad ikke slæbe på den hele dagen. Og da jeg kunne se at der var masser af eksemplarer af spillet, udskød jeg mit indkøb til sidst på dagen. Men ak, ak, selvom jeg var gået forbi Matagot’s stand adskillige gange i løbet af lørdagen, og hver gang havde konstateret at der var bunker af eksemplarer af spillet, viste det sig alligevel at være udsolgt da jeg til sidst dukkede op for at købe det…

Heldigvis havde Steen tidligere købt et eksemplar, og lørdag aften (efter endnu en tur på Pfefferkorn!) fik vi det prøvet. Nu kunne man håbe at det så var et rigtigt dårligt spil, men faktisk må jeg sige at det virkede ret godt, som et solidt, tungt tysk spil. Afgjort et spil jeg må forsøge at få, hvis det overhovedet kan lade sig gøre.

Søndag morgen vandrede Allan og jeg over til Rio Grandes stand – de havde et kæmpe område med borde – for at se om der var gang i noget. Der fandt vi et ledigt bord med RGG’s nye Medici vs. Strozzi stillet frem. Allan havde prøvet det før, og indvilligede i at lære mig det. Medici vs. Strozzi er et nyt, lille Reiner Knizia-spil, og som titlen antyder er det beslægtet med klassikeren Medici. Her er dog tale om et to-personers spil, som kommer i en lille flad æske af samme slags som Kosmos’ små to-personers spil. Spillerne “auktionerer” sæt af en til tre varer, og udbyderen siger en pris som den anden spiller så kan acceptere eller ej. Gør han ikke det, skal udbyderen selv tage varerne til den nævnte pris. Varer placeres på et af spillerens tre skibe (med plads til henholdsvis tre, fire og fem varer), og når et skib er fyldt op sejles det til en af de tre kajpladser. Når en af spillerne har fyldt alle sine skibe, slutter runden og der gives indkomst baseret på hvilke varer hver spiller har sejlet til hver kajplads. Rigeste spiller efter tre runder vinder.

Medici vs. Strozzi fungerer faktisk rigtigt godt som et lille intenst to-personers spil, og selvom reglerne kun overlapper det rigtige Medici en lille smule, føles resultatet alligevel meget som en slags “to-personers Medici”. Efter at have prøvet det, var det et spil jeg straks købte.

Søndag var om noget den store indkøbsdag, og jeg fik samlet en del andre spil op: Hermagor er et fantasy-tematificeret økonomispil, hvor spillerne handler med forskellige varer, anlægger nye ruter, opretter nye markeder, og den slags. Det blev generelt godt modtaget af dem der prøvede det, så jeg snuppede også et eksemplar.

På vej fordi Phalanx’s stand opdagede Allan og jeg et tomt bord med Hey, That’s My Fish! på. Det havde Allan ikke prøvet før, og jeg ville gerne lære ham det. Jeg synes det er et super spil, nemt og hurtigt (men stadig uhyggeligt strategisk), og selv slemme stryg i vores spil kunne ikke få Allan til at være meget negativt indstillet.

Ur er et lille strategispil for 3-4 spillere fra firmaet What’s Your Game? Temaet er det gamle Mesopotamien, og brættet er opbygget af nogle farverige tiles, og det gælder om at have indflydelse de rigtige steder. Mere end det ved jeg ikke, men Steen og Allan havde prøvet det om lørdagen og syntes godt om det, så til 15 euro var det noget jeg ville have.

Det blev også til Tara, Seat of Kings fra Surprised Stare Games, et area influence spil om de fire irske kongedømmer. Spillet skulle være ret abstrakt, men fik et ret god modtagelse på messen, og det snuppede jeg selvfølgelig også.

Jeg havde jo mere eller mindre lovet (om ikke andet mig selv) at jeg ville have noget 18xx-futtog med hjem, så efter et besøg til på Mayfair’s stand stod jeg med et 1825 Unit 3 i hånden. Unit 1 har jeg jo været ret imponeret af (og mere vigtigt, det har Ken og de andre toghoveder i KBK også!), så Unit 3 – et topersoners-spil der foregår i Nordengland og Skotland – var et oplagt valg.

Det blev også til et par små gratis-ting (eller næsten gratis-ting); møntspillet Bliss o’ still til 1 euro (omend jeg ikke er sikker på det var pengene værd!), det lille abstrakte Bruno Faidutti-spil Babylone, samt gratis-udvidelserne El Grande: Grandissimo og Die Siedler von Catan – Die große Karawane. En lille pose vingummi-meeples til Carcassonne fik jeg også skrabet til mig.

Kort før vi forlod messen om søndagen købte jeg så Queen’s Revolte in Rom (aka “Roma”), som de solgte til 8 euro.

Før messen havde jeg købt en bog af Allan, nemlig Andrew Looney’s “The Empty City”. Før jeg læste den bog var jeg ikke synderligt interesseret i de mange forskellige spil der benytter Ice House-pyramider. Jeg havde spillet IceTowers et par gange, og var imponeret af originaliteten i spillet, men ikke nok til at jeg var gået videre med det.

Men det skulle ændre sig, for The Empty City er en fremragende lille bog om en gruppe unge i en mærkelig alternativ udgave af en amerikansk by. De seje hænger ud på trendy natklubber, hvor de spiller Ice House, deres opfinderven har måske lavet både atombomber og tidsmaskiner, måske er der marsboere iblandt os, og meget meget mere. Da bogen samtidig handler om nogle mere jordnære emner (f.eks. parforhold og ensomhed) er det en rigtig god lille fortælling, og da jeg var færdig med bogen, var jeg på en lidt kultisk og hjernevasket måde blevet interesseret i at prøve nye Ice House-spil!

Og så er det jo godt at være på Essen, for så kunne jeg jo bare købe IceTowers æsken (som indeholder endnu et eksemplar af The Empty City!) og Andrew Looney’s spillebog “Playing with Pyramids”. Nu er jeg klar! 🙂

Og ved 13-tiden forlod vi så messehallerne, og begyndte at sætte kursen hjemad mod Danmark. Det var en lang tur; godt 500 km til færgen i Puttgarten, og over 150 km i Danmark bagefter. På færgeturen introducerede Steen os for et lille terningspil han havde prøvet aftenen før med nogle tyskere på hotellet, og efterfølgende selv havde købt. Heckmeck am Bratwurmeck hedder det, bedre kendt udenfor Tyskland som Pickomino. Det er et Knizia-spil, og det minder om en hurtig og simpel variation over Yatzy og Can’t Stop. Yatzy, fordi man hver tur slår nogle terninger, og lægger nogle til side. Can’t Stop, fordi man kan vælge at stoppe eller fortsætte, men fortsætter man risikerer man at miste alt det opnåede. I hvert fald er Pickomino et rigtigt godt lille spil, meget hurtigere og sjovere end f.eks. Um Krone und Kragen, og det overrasker mig ikke at netop Knizia skulle kunne finde ud af at lave et “push your luck”-spil rigtigt.

Ved 22-tiden stod jeg igen foran min hoveddør på Frederiksberg, en del spil rigere:

Mine indkøb
Mine indkøb

Skriv et svar