Essen 2006 – del 1, generelle betragtninger

Essen 2006 er overstået for denne gang. Mit første besøg, og kun to dage (lørdag og søndag), men det var supersjovt. Jeg brugte selvfølgelig det meste af tiden på at udforske hallerne og på at få købt de ting jeg ville have, så meget spilleri blev det ikke til. Lidt, dog…

For det første; messen er stor. Ja, det siger alle der har været der, og det er virkelig et enormt arrangement. Alt er relativt, selvfølgelig, og hvis det ikke var for menneskemasserne (se nedenfor) kunne man sikkert med lidt hurtig vandring komme fra indgangen ved hal 12 ned til den fjerneste ende af hal 7 på få minutter. Men antallet af stande i de enkelte haller, og de mange måder man kan traversere hallerne på, får hver hal til at minde om en kæmpemæssig labyrint. Et tip: Man kan skyde genvej gennem den centrale parkeringsgård, hvis man skal fra en hal på den ene side af gården til en på den anden, og man kan spare en masse tid på den måde.
For det andet: Der var super-mange mennesker på messen i weekenden. “Pakket-som-sild-i-en-tønde-gående-med-småbitte-skridt-fremad”-mange mennesker, faktisk. Da jeg mødtes med Allan og Steen fredag aften, kunne de fortælle at mylderet ikke havde været spor slemt torsdag og fredag, men sådan skulle det ikke være lørdag! Jeg fik snakket med Mik Svellov derude og han kunne fortælle at mylderet normalt var lidt mere fordelt over alle dage på messen, da denne normalt ligger i de tyske skolers efterårsferie. Men det gjorde den ikke i år, hvilket forklarer de relativt få mennesker derude de første dage, og det tilsvarende mylder i weekenden. Stadig, da vi ankom til messecenteret lørdag morgen kl. 10 var det til synet af en enorm menneskemængde udenfor centeret, men da billetsalget åbnede, tog det mig faktisk kun en 5-10 minutter både at komme igennem køerne, få købt en billet og komme ind på messen. Tysk effektivitet i aktion!

Der var selvfølgelig mange som ankom senere end kl. 10, og efterhånden som dagen gik blev mylderet kraftigere og kraftigere inde i hallerne. Det gjorde det dels bøvlet at komme omkring, og dels meget svært at finde et sted at sidde og prøve spil. Jeg brugte det meste af lørdag på at vandre rundt, og da Allan og jeg forlod messen sidst på eftermiddagen, var jeg helt ødelagt. Klarede (lige) et spil Khronos om aftenen, dog. 🙂

For det tredie: Tyskerne har åbenbart stadig et afslappet forhold til rygning. Det er ikke noget jeg er hysterisk over, og så længe tågen ikke bliver for tæt, gør det mig ikke meget. Men rygeriet i messehallerne var nok til at irritere mig. Tilsyneladende er der rygeområder i alle passager der forbinder hallerne, og cafeteriaet og de forskellige caféer og snacksteder rundt omkring er alle rygeområder også. Det var ikke rart at vandre omkring i, og jeg endte med en dundrende hovedpine lørdag aften…

For det fjerde: Til trods for de ovenstående par punkter er Essen-messen et storartet arrangement. At se både så mange spil på et sted, men også så mange andre entusiastiske spillere samlet, er helt fantastisk. Tyske familier spiller familie- og børnespil overalt, og alle ser ud til at more sig i en sådan grad, at de mere kyniske elementer sikkert ville mistænke det hele for at være et nøje arrangeret skuespil.

Der er stande for alle de kendte, samt for hundreder af mindre kendte firmaer. Man kan se, prøve og købe spil man kun har hørt om før. Brugtspils-forhandlere er overalt med bunker af spil – nye som gamle – på hylderne. Hal 6 er enhver rollespillers drøm, med tusinder af latexvåben, rustninger, falske elver-ører, millioner af terninger i alle former og farver og meget, meget mere. Mange rollespillere dukker op på messen fuldt udklædt i kutter og rustninger, og man kan endda med lidt held spotte en eksotisk udklædt ‘booth babe’ eller to.

Og så er der lige cafeteriaet, som blandt andet solgte nogle pita-lignende brød med shawarma og salat… Med sauerkraut i! 🙂

Næste del: Spil, spil, spil…!

Skriv et svar