– “Hør nu efter, Saruman, enterne er en stor trussel for dig!”
– “Visse-vasse, Sauron, jeg er rigeligt forsvaAARGH!!”

Til denne gang havde fire af os, Anders, Ken, Sune og jeg aftalt at spille War of the Ring. Sune og jeg havde prøvet tre-personers varianten et par gange (og konstateret at den rykkede balancen markant til de godes side), hvorimod Anders kun havde spillet det som to-personers spil (udenfor KBK regi). Ken var, med kun et tidligere spil, den mest urutinerede af os. Og meget stod på spil denne gang! Sune havde vundet den seneste håndfuld spil, oftest som de gode, og Anders pralede også højlydt med at være ubesejret i sine spil. Jeg, derimod, plejer at tabe spillet stort (oftest som de onde, omend jeg også kan sætte de gode over styr), så spørgsmålet var, hvilke af disse trends der ville blive brudt.
Vi trak lod om placeringerne, og det viste sig at Sune og jeg skulle spille de gode, mens Ken og Anders tog Sauron & co. Sune og jeg var fra starten fortrøstningsfulde, for det virkede som om fire-personers udgaven af spillet nødvendigvis måtte være skævt balanceret til de godes fordel ligesom tre-personers spillet. Men måske Anders havde nogle onde tricks med hjemmefra, som vi slet ikke kendte til?

Det havde han nu ikke, skulle tiden vise. Han lagde hårdt ud med 3-4 terninger i hunt pool’en, hvilket resulterede i at Ringens broderskab blot satte farten ned til et felt pr. tur. Samtidig havde de gode i flere ture flere terninger at bruge end de onde (!), så Saurons og Sarumans militære maskineri kom kun langsomt afsted. Broderskabet havde det nemt nok, og valgte bl.a. andet at gå rundt om Lorien, da der ikke var nogen grund til at tage derhen. Faktisk gik det broderskabet så godt, at det udenfor Mordor valgte at skille tre companions fra, da de ville være mere nyttige andetsteds.

Militært fik Sauron ret hurtigt indtaget Pelargir og Minas Tirith, mens Saruman efter noget mimren fik taget Helm’s Deep. Dog havde Saruman ikke beskyttet Isengard godt nok, så et par velspillede ente-kort satte ham ud af spillet (Ken, som kontrollerede Saruman, holdt til det sidste hårdt på, at der ikke behøvedes flere forsvarere). Saurons orker indtog Edoras (6 VP totalt), men en modoffensiv fra Rohan tog hurtigt Edoras tilbage. Og mere krudt var der faktisk ikke lige i de ondes hære: Dol Amroth var under belejring af Sønderlændinge og Lorien blev belejret af Sauron, men ingen af belejringerne kunne med de givne styrker gøre sig håb om at storme fæstningerne.

Og selv efter en lidt blandet tur gennem Mordor var det ikke nogen sag for Frodo at smide Ringen i ilden: Så med de onde på 5 VP og med Frodo på 4 corruption var det en sikker sejr til Sune og mig. Og den største sejr jeg endnu har set i WOTR, tror jeg. “Sune vinder som de gode”-faktoren var tydeligvis meget stærkere end både “Jens taber altid” og “Anders vinder altid”-faktorerne. 🙂

Nu er WOTR et spil jeg spiller primært for oplevelsen, dvs. jeg spiller det fordi det er morsomt, og hvem der så vinder er for mig mindre væsentligt. (eller måske er det bare noget jeg bilder mig ind, fordi jeg altid taber?) I modsætning til de fleste tyske spil, bør jeg bemærke, hvor det selvfølgelig også er det vigtigste at man har det sjovt, men hvor konkurrence-elementet er meget stærkere. Anders derimod var tydeligt indstillet på at skulle vinde, og det førte til en del heftige (og sjove!) skænderier mellem ham og Ken, når de ikke lige kunne blive enige om den overordnede strategi. Sune og jeg morede os i hvert fald glimrende, alt imens vi på bedste good-guy facon var uudholdeligt rørende enige om alle vores planer i spillet. Bræt/rollespil når det er bedst! 🙂

Strategi-mæssigt fik Anders dikteret en dårlig plan: Mange terninger i hunt pool’en er ikke et modsvar på at Broderskabet rykker for hurtigt, for det rykker minimum ét felt uanset hvad, og det eneste der ellers sker er at de onde har for få terninger til at lave en intens militærkampagne. Og sådan en har de brug for, for de skal sætte de gode under pres og tvinge Broderskabet til at rykke hurtigere end det egentlig har lyst til og godt af.

Men det er svært i fire-personers War of the Ring: De onde har brug for at kunne koncentrere deres indsats, men reglerne tvinger dem til at bruge ture på både Sauron og Saruman/Sønderlændingene. De godes fordeling af nationer betyder mindre, for hvornår vil de gode bruge alle deres terninger på én nation?? De kan begge aktivere Broderskabet, og det er det centrale for dem. Var broderskabet blevet fordelt så kun en spiller kunne aktivere det hver tur, ville man muligvis få et bedre balanceret spil…

Men sjovt havde vi det, omend Sune og jeg nok kunne prale af de største smil efterfølgende. 😉