Sne, slud, brok og dårlige undskyldninger kostede dyrt i fremmødet i KBK denne mørke kolde vinterdag. Ken og jeg var som sædvanligt de første fremmødte, hvis man undertager Claus der var i fuld sving med at sætte Europe Engulfed op. Uden stor palaver beslutte Ken og jeg at kaste os over Sankt Petersborg, som har fået en lille renæssance efter den nye udvidelse.
Efter at jeg havde tabt til Ken var Teis, Esben og Poul dukket op. De vil alle meget gerne spille Caylus, men Ken og jeg havde meget lidt lyst til et 5-personers Caylus, så vi valgte at forsætte med at spille Sankt Petersborg.
Endnu to spil tabte jeg stort til Ken, hvilket jo bare viser at ligegyldigt hvor godt man spiller, er det ligegyldigt, hvis modstanderen er en lille heldig julegris. Derefter kom skeen heldigvis i den anden hånd og jeg fik hevet en storsejr hjem.
Samtidig havde Caylusfolkene afsluttet deres meget tætte spil (Teis vandt med et enkelt point.). Poul gik hjem og vi øvrige kastede os så over Puerto Rico. Spillet endte med en kneben sejr til Ken. Det var dog et meget jævnbyrdigt spil, da scorerne lå på 55 (Ken), 54 (Rasmus), 52 (Teis) og 50 (Esben).
Som sidste hurtige spil faldt valget på Money!, hvor jeg klart demonstrerede størst overblik over valutamarkedet, med de andre halsende bagefter.
Derefter gik alle hjem undtagen de 2 x Claus, der stadig hang fast i vinterkrigen i Rusland.