På opfordringer sneg “Descent: journeys in the dark“, sig ned i KBK for et hurtigt prøvespil.
Og lad det være sagt med det samme… Descent er ikke et dybt spil. Descent er ikke et tysk brætspil og ej heller ikke særlig abstrakt.
Descent egner sig bedst til at blive spillet med nogle venner, en stribe øl og en række splattende lyde eller vilde fagter når sværdene svinges. Kort sagt et “Beer and pretzel” spil.
Spillet spilles af 1-4 spillere som spiller mod “Over Lorden” (OL), der styrer monstre og selve gangsystemet.
I dette tilfælde var det Jens, som tog rollen som en hudløs kriger med hang til lidt magi, Anders den ikke så kløgtige ork med økse og Teis den halvfimset elver med en forkærlighed til at “misse” sine angreb. Undertegnet var OL.
Ud fra nogle tur-regler rykker spillerne gennem gangsystemet sammen, alt imens de trækker et blodigt spor af slagne monstre efter sig.
Undervejs samler de penge, som de køber bedre udstyr for i byen, samler magisk ting og vinder “Conquest” point.
“Conquest” point er de point som afgør om spillet vindes af spillere eller OL. Klarer spillerne sig igennem opgaven de får stillet, uden at miste alle point, vinder spillerne, men mister de dem vinder OL.
I takt med at spillerne aktivere portaler (der kan teleportere dem tilbage til byen), åbner kister og dræber monstre modtager de flere “Conquest” points.
Modsat mister de point, hver gang de bliver slået ihjel (De “respawner” i byen) eller OL arbejder sig gennem bunken af “Over Lord kort.”
“Over Lord kort” er en bunke kort som OL besidder, der er med til at “personlig gøre” gangsystemet. Med disse kort aktiveres fælder, placeres ekstra monstre og ændres “gameplayet” til OL’s fordel.
Kortene aktiveres af “Threat tokens” som OL modtager hver tur eller undervejs når han “discarder” ubrugelige “Over Lord kort”.
Dette er med til at gøre spillet mere brætspilsagtigt og gør at man kan spille de vedlagte 10 missioner, flere gange da ikke 2 spil er ens.
Spillet er blevet kritiseret for at være lidt for nemt for spillerne når man er 3 eller 4 spillere, så derfor havde jeg et par husregler med. Men trods mine nederdrægtigheder strøg Jens, Anders og Teis igennem opgaven i en regn af økser, fireballs og blodudgydelser og vandt spillet med stoltheden i behold.
Spillet vil helt klart være bedst, hvis spillerne skal slide i det og tilrettelægge deres ture, for at holde sig i live. Så et par små justeringer og ondere monstre skal der tilJ
Jeg er tilfreds med spillet selvom det ikke er det spil, der vil komme oftest frem og slet ikke i KBK (medmindre på opfordringJ) men som sagt er det et glimrende ukompliceret spil som sagtens kan konverteres til øl-spil.
Om det var inspirationen fra vores tusinde af plastik figurer og små spildimser eller Jorids regel forklaring på norsk af mammutspillet vides ikke, men det andet hold, der hidtil havde holdt sig på måtten med tyskespil havde nu fundet “StarWars – Epic Duels” frem og sad samstemmigt og nynnede “Darth Vaders indmarch” i takt med at de slog på hinandens figurer (og de kaldte os semi-rollespillere).
Ja, det er lang tid siden at Starwars Epic Duels har været på bordet i KBK. Faktisk har det slet ikke været spillet i 2005, men 26 gange i 2004. Jeg tror man kan tale om en overdosis ;o)
Descent var meget hyggeligt, men min konklusion må nok være at det ikke er et ‘Jens-spil’. Morskaben i det kom for mit vedkommende næsten udelukkende fra det sociale (hvilket selvfølgelig ikke var at foragte), for spillet selv synes jeg altså ikke var til så meget.
Måske var det scenariet vi spillede der ikke var så godt, eller var det måske typisk for alle scenarierne? I hvert fald synes jeg der var for meget monster-bashing – næsten ikke andet, faktisk – og ikke så meget “udforsk den spændende dungeon” fornemmelse. Godt nok var der et par gåder man skulle løse, men de var næsten fornærmende trivielle, så i sidste ende bestod spillet stort set kun af at slagte monstre. Jeg tror heller ikke det er en god ide, at man i Descent kan se hele brættet fra starten af (modsat forgængeren Doom), da det ikke ligefrem bidrager til at højne fornemmelsen af udforskning.
En ting der overraskede mig, var at jeg havde forventet noget mere af spillet betragtet som spil: Det er jo blevet rost til skyerne på nettet, og virkelig lagt ud som ’state of the art’ indenfor genren, men sandt at sige syntes jeg ikke der var meget elegance over spilmekanismerne. De var selvfølgelig ikke specielt uelegante, men der er ikke meget over spillet som ikke kunne have været designet i firserne. Det er også mægtigt langvarigt – og det var da vist endda et af de kortere scenarier vi havde gang i.
Så nogen stor succes kan man ikke kalde det, for mit vedkommende i hvert fald.
Det efterfølgende spil, Fairy Tale, syntes jeg til gengæld var rigtigt godt. Vi spillede godt nok kun med grundregler, og det tror jeg ikke vi skal igen, men med alle reglerne tror jeg det er en rigtig, rigtig god “filler”.
Fairy Tale var sådan set ok, men jeg tror de gamle Magic-drenge morede sig mere end mig. Jeg synes der var for lidt kontrol, men Anders der vandt 3 gange er nok uenig.
Jeg er blevet meget interesseret i at prøve Fairy Tale, så tag det endelig med igen!
Bare da jeg opdagede at man “draftede” kort – følte jeg mig tiltrukket af det spil. Og når Rasmus mener det er noget som egner sig godt til Magic Junkies, så må jeg være den helt rette.