Jernbanespil handler om at bygge jernbaner

Tirsdag 29. august, et fremragende Railroad Tycoon spil på kæmpebræt med 6 spillere.(Da jeg er ny, både i klubben og mht de seneste mange års brætspil, bliver dette ikke en helt traditionel spilberetning – jeg kan fx -desværre!- ikke huske et par af navnene på dem jeg spillede med. Så det flg er snarere delvis beretning, delvis anmeldelse, og delvis forsøg på at være reflekterende.)Men altså:
For vores bords vedkommende blev det en festlig & meget interaktiv aften. Railroad Tycoon (Martin Wallace & Glenn Drover, 2005) er et bræt version af det populære computerspil af samme navn. Men brætspillet har tydeligvis sin egen personlighed, og er faktisk fremragende.

Spillets største asset, & vel hvad der gør spillet så relativt dyrt i indkøb (DKK c550-600 i Fantask), er det kæmpemæssige, fornemt designede bræt – 2 til 3 gange større end et “almindeligt” strategisk spilbræt. Brættet viser den østlige del af USA, som var den første del af Amerika til at blive koloniseret af jernbanerne, tilbage i første halvdel af 1800-tallet.

Spillet er mærkbart bedre end fx Knizias Stephenson's Rocket fra 1999, hvor brættet er mikroskopisk, landkortet yderst idealiseret (det forestiller oplysningstidens England, men ligner det ikke), og – vigtigst – mange af spillets mulige strategier & redskab kan tilsidesættes til fordel for mere “brute force”, læs ensidige strategier.Det kan man ikke så let i Railroad Tycoon, hvor spillet har mere balance.

Den vigtigste erkendelse fra sådanne spil – at jernbanespil handler om at bygge jernbaner – gælder naturligt nok også her. Hvis man koncentrerer sig om at bygge så meget & så hensigtsmæssig skinnebane som muligt har man et godt, og nok også helt fundamentalt, udganspunkt. Men der er meget andet man kan & skal. Penge har man reelt ikke mange af, man køber udstyr ved at “låne” sig til det, gennem at udstede aktier. Det reducerer ens Victory Points ved spillets sidste optælling, så man kan ikke bare låne sig til ekspansion. Det mærkede Poul – jeg håber ikke han har noget imod at det bliver draget frem – der hvis jeg husker rigtigt førte i VP, men endte med at blive degraderet med omkring 35-40 points, fordi han havde udstedt for mange aktier.Men nok detaljer.

Som jeg læser det handler spillet – udover altså at bygge godt med baner – om tre ting:

1) Et indgående kendskab til de strategiske kort, & sans for at anvende dem rigtigt. Kortene er så gode & gennemtænkte, at de faktisk gør spillet til card-driven version light (noget jeg nu har set i en del strategispil, & som fungerer godt). Theis, der havde forklaret os reglerne, var den der kendte spillet bedst, & det er mit indtryk af hans kortstrategi var ham til stor nytte.

2) Lokomotiverne kan opgraderes løbende, & selv om det koster er det nok en fordel at opgradere tidligere snarere end senere. Så kan varerne transporteres op til 8 gange hurtigere – & tilsvarende give op til 8 gange flere VP per runde.

3) Og så varerne selv (de evige farvede træbrikker…). Disse er fordelt tilfældigt, & forskelligt for hvert spil, & det gælder om hurtigt at identificere de by klynger hvor der er mange varer af hensigtsmæssig farve, & så følge de ovenfor nævnte succesopskrifter for at gøre dette til en stærk hjemmebase for yderligere radial (& radikal) ekspansion.Men når alt kommer til alt: så handler jernbanespil jo om at bygge baner.Aftenens andet bord fulgte jeg ikke tæt, men de spillede først Amazonas (af Stefan Dorra, 2005), derefter Sankt Petersburg (Tummelhofer et al, 2004). Begge vækkede klart min nysgerrighed, men her var brættene pludselig meget små…

Som jeg har skrevet på BGG: More big boards! De rykker.

Skriv et svar