Første spil på programmet denne gang var det nye Alea-spil Augsburg 1520. Spillet er det tredie i Aleas mellemstor-boks serie, og genremæssigt er vi på fast grund: Her er nemlig tale om et reelt abstrakt auktionsspil, med et tyndt historisk tema lagt ovenpå. Og nej, det er faktisk ikke Reiner Knizia der har designet det. 🙂

Temaet er faktisk så tyndt at jeg har svært ved at huske lige hvad det er, men det er noget der involverer Jakob Fugger, som tilsyneladende en gang i gamle dage var så rig, at han kunne låne penge selv til de adelige og kongelige rundt om i Europa. Og i spillet er alle spillerne så Jakob Fugger der skal forsøge sig i lånebranchen, med nogle lukrative embeder, titler og prestigebyggerier som det man forsøger at få ud af det… eller sådan noget. Med andre ord, nok om temaet, for meget mening giver det ikke!
Spillet løber over 7 ture, og i hver tur skal spillerne holde auktion over 5 præmiekort. De “penge” man auktionerer med er kort som kommer i fire farver og med tal på fra 1 til 17 i hver farve. Første auktion hver tur bruger en farve pengekort som betaling, anden auktion bruger en anden farve kort og så fremdeles, lige indtil femte og sidste auktion hver tur, hvor man kan bruge alle fire farver som betaling.

Auktionsformen er lidt mystisk, og er vel en af de centrale “nye” mekanismer som gør dette spil bare nogenlunde interessant. Spillerne skal nemlig, på bedste poker-vis, byde på hvor mange pengekort de er villige til at byde for at få præmiekortet. Efterfølgende skal de andre 1) forhøje budet, 2) se det (dvs. byde det samme) eller 3) passe. Når de tilbageværende har budt det samme, tager alle spillerne så det aktuelle antal pengekort fra deres hånd og lægger dem simultant frem på bordet. Og den spiller der har spillet det ene kort med højest værdi vinder auktionen, og skal aflevere de benyttede pengekort. Alle andre får lov til at beholde de kort de bød, og anden- og trediepladsen i auktionen får desuden en lille pengepræmie som trøst.

Men hvad er det så lige for nogle præmiekort man kan vinde? Jo, hvert præmiekort indeholder tre præmier, ud af hvilke vinderen må vælge to. Man kan også give afkald på en eller flere af de to præmier på præmiekortet, hvorved man får 2 VP pr. opgivet præmie som kompensation. Præmier kan være engangsgevinster, nemlig penge, victory points eller flere pengekort, men præmier kan også (vigtigere) være penge-, victory point- eller kort-teknologifremskridt! Hver spiller har nemlig et lille bræt med tre “teknologi-tracks”, en for penge, en for VP og en for kort. Hver spiller starter på bunden af hvert track, og det betyder at man i slutningen af hver tur får 600 penge, 3 VP og lov til at trække 4 nye pengekort. De nye kort man trækker er dog ikke gratis, men skal købes for penge (oftest dem man lige har fået), så “4 kort” betyder blot at man har 4 kort at vælge imellem, når man skal købe nye pengekort.

Præmierne kan altså levere fremskridt til de tre teknologi-tracks (i form af papbrikker), så man begynder at få flere penge, flere VP eller flere kort at vælge imellem hver tur derefter. Det er desuden sådan, at der er et begrænset antal af hver af de forskellige fremskridts-papbrikker, så hvis man skal rykke frem på et track, men der ikke er flere af de relevante fremskridt, må man stjæle det fra en af de spillere der allerede har det. En “ha-ha, tag den, Rasmus” mekanisme, altså. 🙂

Der er nogle andre fremskridt man kan købe, som reelt ikke hænger lineært sammen med nogle af de tre tracks. De vigtigste af disse er kirker og domkirker. Og de er faktisk smart udtænkt: Det er nemlig sådan at en spiller uden en kirke højst kan have 25 VP, så uden en kirke kommer man altså ikke videre end det. Vil man gerne have over 25 VP må man punge ud, hvorefter man nu har 45 VP som sin max-grænse. Og ja, vil man over 45 VP må man ud og bruge kassen på en domkirke. Som man kan fornemme, var det ikke nemt at være lånehaj i femtenhundredetallet.

Vores spil, hvor jeg havde Ken, Rasmus, Peter og Søren som modstandere vil især blive husket for Rasmus’ store sejr. Samt det faktum at Ken, i en tur hvor han allerede stod på 25 VP, valgte ikke at købe en kirke, hvorved hans sidsteplads var sikret.

Og personligt vil jeg huske spillet lidt halvdårligt, for ærlig talt var jeg ikke vild med det. Jo, mange af mekanismerne var faktisk ret seje, og på papiret er det noget Jens absolut burde kunne lide, men i praksis var det altså ikke lige mig. At jeg ikke var i stand til at trække et eneste 17-kort i nogen af de fire farver i løbet af hele spillet, og derfor måtte se mig selv spille mere end en tur uden at være i stand til at vinde nogen auktioner overhovedet, har sikkert en del med det at gøre… Så personligt, selv om det er et Alea-spil og det havde mange gode aspekter, er det ikke noget jeg styrter ud og køber selv.

Aftenens andet spil – nu var vi fire tilbage, da Søren havde forladt os – havde jeg til gengæld allerede købt (tidligere samme dag), for det var det af mig længe ventede Blue Moon City, Reiner Knizias nye store brætspil fra Kosmos (Fantasy Flight Games i den engelske udgave). Og endda, som navnet antyder, et spil der tematisk er sat i Blue Moon-verdenen, kendte fra Reiners fremragende kortspil af samme navn. Det er også et spil som min “guru”, Chris Farrell har ratet “10” på Boardgamegeek, så jeg var spændt på hvor fantastisk det kunne være.

Den tematiske baggrund er at racerne i Blue Moon, som så længe har ligget i krig, nu endelig har sluttet fred (høje “buh” råb fra de andre omkring bordet). Og da landets hovedstad forståeligt nok er smadret, gælder det i dette spil for hver spiller om hjælpe med at genopbygge hovedstaden (de andre kigger nervøst på hinanden).

“Spillepladen” består af 21 brikker / tiles, de 20 af hvilke repræsenterer bygninger der skal genopbygges. Derudover bruges et sæt kort i 8 farver (en for hver af de otte racer i verdenen) med værdier fra 1 – 3. Hver spiller har en lille figur som man rykker rundt op til to felter hver tur, og den bygning man ender sit ryk på kan man derefter hjælpe med at til genopbygge. Hver bygning har nemlig fra 1 til 4 påtrykte bokse/felter, hver af dem i en af race-farverne og med et tal i. For at hjælpe med at genopbygge en bygning skal man aflevere (discarde) kort i den pågældende farve med en sum som er mindst lige så høj som tallet i et af felterne. Gør man det, får man lov til at sætte en af sine træklodser i feltet. Når alle felter i en bygning er fyldt ud, vendes bygningen til sin færdige side, og alle der bidrog med mindst en klods, får en præmie. Den der bidrog med flest klodser får desuden en ekstrapræmie, men for mange af bygningerne er det ikke meget ekstra man får i forhold til de andre.

Præmierne kan være af tre typer: Krystaller (den centrale møntfod i spillet, da det er krystaller man bruger til at købe victory points for), drageskæl (der er nemlig også drager med, og deres skæl giver krystaller ved nogle optællinger, hvis man har nok), og flere racekort. I et snedigt twist får man ekstrapræmier for hver allerede færdiggjort bygning der støder op til den bygning der netop blev færdig. Det er med til at gøre bræt-situationen meget dynamisk, da bygninger pludseligt kan blive mere attraktive når en tilstødende bygning gøres færdig.

For at købe victory points skal ens spillerfigur besøge den centrale, 21. tile – obelisken. Her kan man aflevere krystaller for til gengæld at sætte en træklods på obelisken. Første spiller med N antal træklodser (afhænger af antallet af spillere) på obelisken vinder! Og da de første victory points på obelisken er billigst (prisen starter på 7 krystaller og stiger til 12), og man desuden kun kan købe et VP pr. tur, er det derfor ikke en god idé bare at gemme alle sine krystaller indtil man har nok til at vinde.

Faktisk er Blue Moon City også lidt et card-driven game. For jeg har endnu ikke nævnt den mest coole feature i spillet: Racekortene (dem i de otte farver med værdi fra 1 – 3) har i visse tilfælde (dem med værdi 1 – 2) en speciel evne man kan udnytte ved at aflevere kortet. Det kan være muligheden for at teleportere sin figur til et andet felt, tilkalde en af de tre drager, skifte farve på et andet kort i forbindelse med en genopbygning, bruge det som wildcard, tillade at man køber et ekstra VP i samme tur, og meget andet. Og det giver ikke bare nogle, men rigtigt, rigtigt mange muligheder hver gang det er ens tur.

Første spiller til 4 VP var Rasmus – vi lod ham vinde en del fordi det var op til hans fødselsdag – og konklusionen var at Blue Moon City var et godt spil. Personligt syntes jeg det var mere end godt, jeg syntes det var et fremragende spil, et af de umiddelbart bedste nye Knizia-spil i flere år. Om det kan holde den placering for mig vil tiden selvfølgelig vise, men lige nu kan jeg ikke vente med at komme til at prøve det igen.