Lord Lemon finder mystisk grav i den ægyptiske ørken!

Jeg kom lidt sent ned i klubben og måtte pænt sidde og vente på at folk fik hygget et spil Puerto Rico færdigt, henholdsvis kæmpet sig vej gennem et spil Ys (ja, jeg kan bedre lide det første spil end det andet!). Og derefter fik jeg mulighed for at få det nye Mykerinos på bordet. Spillet er, ligesom Ys, udgivet af firmaet Ystari, som desuden har produceret det hyper-populære Caylus. Og temaet i Mykerinos er vist så cool som det kan blive for mig, idet spillerne repræsenterer ægyptologer der skal arrangere udgravninger i Ægypten, for til sidst i spillet at udstille fundene på museet, og få points for det.
Men det er selvfølgelig bare temaet, og reelt er spillet et ‘area influence’ spil, hvor spillerne placerer små træklodser (herefter kaldet “mænd”) i nogle felter på et bræt, i et forsøg på at opnå majoriteter i hvert enkelt område. I hver af spillets fire ture opbygges et bræt tilfældigt af 8 papplader, som sættes sammen to og to, hvorved man ender med fire ‘areas’ (i sidste tur af spillet bruges dog 12 papplader, som sættes sammen til seks areas). Hver papplade er opdelt i 6 felter. Spillerne får i starten af hver tur nogle mænd, som de efterfølgende skiftes til at placere på de enkelte felter på brættet, og her gælder forskellige begrænsninger for hver aktion:

  1. man kan placere én mand på et vilkårligt tomt felt på brættet
  2. man kan placere to mænd i en kæde i tomme felter i forlængelse af en mand man tidligere har placeret
  3. endelig kan man passe, hvorved man er ude af placeringsrunden den tur

Nogle felter har påtrykt en pyramide, og på disse felter kan man ikke placere mænd. Når alle pånær en spiller har passet, har den sidste spiller én sidste aktion, hvorefter placeringsrunden er slut. Herefter bestemmes majoriteter for hver af de fire areas: Første- og andenpladsen får mulighed for hver at få en af de to papplader som area’et er opbygget af. I stedet for at tage en papplade kan de spillere vælge som belønning at placere en mand i museet, og på den måde kan det være at tredie-, og måske endda fjerdepladsen i et area får mulighed for at erhverve sig en papplade.

Nogle papplader giver points når man erhverver dem, men alle (pånær en) er desuden associeret med en af fem forskellige personligheder, som sponsorerer udgravningerne. Når man erhverver en papplade, vender man den om hvormed den bliver til et personlighedskort, som man beholder på bordet foran sig resten af spillet. Personlighedskort er gode af to årsager: Dels giver de i efterfølgende ture mulighed for at lave specielle aktioner i placeringsfaserne, og dels giver de victory points i slutningen af spillet.

Hvert personlighedskort man har erhvervet kan bruges en gang pr. tur derefter til at lave en special aktion. Afhængigt af hvilken personlighed der er tale om, er dette enten

  1. at starte en ny ekspedition med to mænd i stedet for en
  2. at udvide en eksisterende ekspedition med tre mænd i stedet for to
  3. at placere mænd som normalt, men en af de placerede mænd må stå på en pyramide
  4. at få en ekstra mand fra bunken og derefter at placere mænd som normalt
  5. at placere en mand i et rum i museet i stedet for at placere mænd på udgravningerne

Den anden, og sikkert vigtigere egenskab ved personlighedskort er at de giver points i slutningen af spillet. Som udgangspunkt giver hvert kort 1 point, men har man placeret sine mænd klogt i museet, kan hvert kort komme til at give op til 5 points.

Museet er opbygget af nogle rum, fordelt på fem fløje – en fløj for hver personlighed. Hver fløj består af et 5’er-rum og et 3’er-rum, og derudover er der mellem alle tilstødende fløje et 2’er-rum, som tilhører begge de fløje det forbinder. Når man placerer mænd i museet, må man placere i et vilkårligt tomt 2’er-rum eller 3’er-rum, eller i et tomt 5’er-rum, hvis man allerede har en mand i et tilstødende rum. Tallet i rummet er det antal points som ens personlighedskort for den pågældende personlighed er værd i slutningen af spillet. Har en spiller mænd i mere end et af de rum der tilhører en personlighed, er kortene kun points værd svarende til det højst nummererede af rummene.

Endelig får spillerne også 5 points i slutningen af spillet for hvert sæt af fem forskellige personlighedskort de har. Flest points vinder!

Mykerinos er altså et rendyrket area influence spil, men med mange små detaljer vi ikke har set før: Dels gælder det om at placere sine mænd klogt både på brættet og i museet, og begge steder er man hæmmet af en række snedige begrænsninger. Spillet lægger også op til at man kan spille på mange forskellige måder, da man både kan satse på at få points i løbet af spillet (ved at tage de papplader der giver points) eller i slutningen (ved at placere mænd klogt i museet og prøve at skaffe de personlighedskort, der passer godt ind i ens museums-strategi). De forskellige personligheders specielle evner gør at hver spiller har meget forskellige muligheder i løbet af en tur, og da man efterhånden får så mange personlighedskort at stort set alle ens aktioner er ’specielle’, giver det en følelse af at spillet eskalerer efterhånden som det skrider frem.

Jeg var ret imponeret over Mykerinos, og synes faktisk at det virkede som om det havde en rigtig god dybde, taget i betragtning at det er et ret ‘let’ og hurtigt spil. Det er måske ikke så tungt som Caylus (som jeg jo ikke er nogen specielt stor fan af), men jeg synes faktisk at Mykerinos – ikke mindst taget i betragtning af hvor hurtigt det var at spille – var både sjovere og mere elegant end Caylus. Det er med andre ord en bedre mellemvægter end Caylus er en sværvægter, synes jeg! Og jeg vandt ikke engang nogen af de to spil! 🙂

Om Mykerinos kan stå distancen, ved jeg naturligvis ikke endnu, men mit umiddelbare indtryk var altså ret godt.

Sidst på aftenen blev det til et enkelt spil Invers mod Rasmus. Spillet er et lille abstrakt spil lavet af Kris Burm, manden hvis ‘claim to fame’ er at han har designet Gipf-serien. Invers er dog ikke på højde med de Gipf-serie spil jeg har prøvet, og mangler i særdeleshed den æstetiske kvalitet som de spil har. Selve spillet virker også lidt mere statisk end spillene i Gipf-serien. Men når det er sagt var det da OK – spillet “virker”, det er bare tørt som jeg ved ikke hvad, selv sammenlignet med andre abstrakte spil!

2 tanker om "Lord Lemon finder mystisk grav i den ægyptiske ørken!"

  1. På det andet bord fortsatte vi efter Puerto Rico med et spil Volcano. På trods af konklusionen sidste uge om at det nok var for langstrakt med seks spillere endte vi netop med det antal spillere igen.

    Efter Volcano var kun Kenneth, Ole, Jorid og Søren tilbage. Med fire spillere var der mulighed for at spille Martin Chess – endnu et spil som bruge IceHouse brikker. I Martin Chess, der spilles på et helt almindeligt skakbræt, er der tre forskellige slags brikker: bønder der kan gå ét felt diagonalt, drones som bevæger sig et eller to felter lige ud og dronningerne der kan bevæge sig så langt det skal være lige ud og diagonalt. Ideen er at tage flest muligt af modstandernes brikker.

    Det som gør spillet meget specielt er at det er brikkernes placering på spillepladen som bestemmer hvem der kontrollerne dem, i det hver spiller kontrollerer en 1/4 af spillepladen. For at tage en af modstandernes brikker skal man ofre egne brikker for at flytte dem ind på modstandernes territorie og tage deres brikker.

  2. Mykerinos var faktisk ganske sjovt, omend jeg er ikke så sikker på at det er så afbalanceret. Alligevel var det så fornøjeligt at jeg regner med at skulle have et eksemplar med når Tobias bestiller fra Tyskland nu her. ;o)

Skriv et svar