Ferie og det gode vejr satte meget tydeligt sit præg denne tirsdag aften med kun seks fremmødte, hvoraf to endda var ASL’er !

Selvom Søren med sit valg af Knizias Res Publica i sidste uge tydeligt havde vist at Knizia har lavet dårlige spil, turde Ken og jeg godt kaste os over et uprøvet Knizia-spil. Dyret i åbenbaringen hed King’s Gate og er et såkaldt ”tile placement”-spil.

Kort fortalt er der ti områder der skal omringes af spillernes brikker. Når et område er omringet med 10 brikker, scores der point i forhold til hvor megen indflydelse ens brikker har på område. Den der har mest indflydelse får flest point og så fremdeles.

Reglerne for placering af brikker er relative simple. Alligevel insisterede Ken på at vil slå efter i de finske regler, da han forsøgte at snyde. Da jeg kun opdagede at han snød en gang, må jeg desværre tilstå at Ken vandt det første spil.

Søren som var dukket op i mellemtiden og kiggede interesseret. Han nærmest tiggede os om at spille det igen. Vi forbarmede os over ham og kastede os ud i et hurtigt spil.

Men ak og ve – halvvejs inde i spillet insisterede Ken på at låne reglerne og lavede derefter et klart ulovligt træk. Efter lidt parlamenteren frem og tilbage, samt bemærkninger om Kens læsefærdigheder, gav Ken sig dog (vel at mærke uden at være overbevist).

At det ingen spilmæssig betydning havde, var en fuldstændig uvedkommende ting ;o)
 
Sune dukkede op lige da vi var færdige – Ken vandt igen og var storskrydende som sædvanligt.

Som nyt spil valgte vi Tower of Babel, da ingen protesterede nævneværdigt. Ken havde en strategi hvor han gik efter at vinde monumenter, mens jeg havde fokuseret på at vinde bonusbrikker. Ken vandt med 1 point, hvilket var en smule irriterende, da jeg var meget uheldig med min sidste tur, på trods af at jeg havde et bonuskort, der tillod mig at bytte 5 kort.

Efter endnu en sejr til Ken, synes hver anden sætning der kom fra Kens mund at være: ”Er det for svært drenge?”.

Efter Kens knebne og meget heldige sejr i Tower of Babel var der ingen anden udvej end at kræve revanche.
Spillet var mere lige denne gang (undtagen undertegnet der i dette spil lå meget langt fra at vinde), men endnu en gang lykkedes det Ken at komme øverst på sejrsskamlen.

Ken var på dette tidspunkt ikke til at styre. Han rejste sig og gik rundt samtidigt med at han frådende råbte: ”Rent bord”.

Vi øvrige spillere var nu stærkt bekymret for Ken og mente ikke han kunne tåle at vinde mere denne aften. Løsningen viste sig nu at være meget simpel. Nu er Ken ikke supermand og Taj Mahal er ikke grøn kryptonit, men det har fuldstændig samme indvirkning på Ken.

Så frem kom Taj Mahal. Det var et forholdsvist jævnbyrdigt spil (de tre forreste lå indenfor fem point af hinanden da spillet stoppede). Søren viste sig dog også at være overfølsom for grøn kryptonit, da han kun fik halvt så mange point som vinderen (mig).

Sune og Søren besluttede at tage hjem efter Taj Mahal. Jeg mente ikke Ken var kommet helt ned på jorden, og udfordrede Ken til et spil King’s Gate mere. Jeg insisterede dog på at vi spillede efter de rigtige regler, hvilket Ken nødtvungent gik med til.

Ken kunne desværre ikke leve op til favoritværdigheden  –  faktisk tabte han stort.

Efter at have spillet det sidste spil King’s Gate og have diskuteret livsens o­ndskab og lykkens finurligheder gik vi hvert til sit.