En nyhed og to sandwicher på bordet

Efter sidste tirsdags lidt akavede spil Louis XIV var jeg forhippet på at få prøvet det i en 4-mandskonstallation. Desværre var kun Anders Larsen og et par ASL-spillere dukket op, da jeg arriverede i KBK. Fast besluttet på at ville spille Louis XIV satte jeg det op og ventede på at shanghaje to spillere til.


Kort tid dukke Søren op med en kæmpe sandwich og drømme om egen import af italienske stenovne. Mens Søren udbredte sig vidt og bredt om prisforskellen på pizzaer i Danmark og Italien samt fordelen ved brug af bøgetræ ved pizzalavning, dukkede Poul op med en mindre sandwich.

Poul blev shanghajet som fjerdemand og jeg fortalte efter bedste evner de hungrende personer reglerne til Louis XIV. Reglerne kan virke lidt bøvlet, men er egentligt meget ligetil når man først har prøvet spillet. Som de fleste tyske spil er det ganske procedurelt , så efter den første runde havde alle fanget reglerne, men havde ikke helt styr på taktikken. (Jens har givet en glimrende gennemgang af spillet i sidste uge, hvis man vil have flere detaljer)

Men efter et meget tæt spil endte jeg som vinderen. Jeg havde fået blod på tanden og vil gerne spille det igen. Anders og Søren ville hellere spille noget andet, så vi overtalte Ken som var dukker op i mellemtiden til at spille med i en menage à troi a la Louis.

Ken havde fulgt det første spil og fik lidt uddybninger før vi startede. Ken viste sig at være lærenem (eller heldig), da han vandt stort. Det på trods af Poul i hele spillet insisterede på at jeg førte stort. Jeg blev sidst (med et pænt spring til nummer 1 og 2), så jeg konkluderede at Pouls logiske evner åbenbart ikke var helt på toppen denne dag. Som spil nummer tre af Louis XIV viste, var denne teori ikke grebet af luften.

I første runde af spillet lykkedes det Poul (helt ved egen hjælp) at komme i en position, hvor han ikke kunne spille noget missionskort, hvilket er meget skidt.

Resten af spillet kunne man med jævne mellemrum høre Poul sige: “Slå på Rasmus – han fører”. Pouls logiske sans var åbenbart blevet bedre i løbet af spillet, da han rent faktisk i dette spil forudså at jeg vandt.

Efter spillet kom der er par ytringer fra Poul om at spillet var bedre med 4 personer, og der er en der har det for nemt når der kun er 3 personer. Jeg er sådan set enig i at det er bedre med 4 personer, men det fungerer fint kun med 3 personer.

Efter min mening indeholder spillet en passende mængde bluff, strategi og held til at der er ganske fornøjeligt at spille. Jeg forudser at det vil blive det nye hit i klubben.

Efter det stod den på et par spil Geschenkt, et hurtigt tysk kortspil, før folk gik hvert til sit.

Umiddelbart var der ikke så meget mix af spillerne, men “bord 2” lod til at have haft en aften der stod i de lidt lettere spils tegn med spil som Kingdoms, High Society, Villa Paleti , Zendo og Geschenkt.

Skriv et svar