Anden tirsdag i træk i et kælderlokale på Jagtvej. Jeg fornemmer allerede en ny vane under opsejling.
I dagens anledning havde jeg så også taget lillebror Søren med på slæb. Det bedste ved en eller anden (spille-) last, er naturligvis at dele den med andre.
Denne gang stod den for undertegnedes vedkommende på Knizia's Samurai. Et spil der var ligeså enkelt som det var underholdende. Rasmus satte os hurtigt ind i reglerne, og gav os efterfølgende stryg. Man begynder at fornemme hvordan han bærer sig ad med at have så høje sejrs-procenter i de forskellige spil. 😉
Bagefter sluttede Kenneth sig til bordet, og vi tog en revanche. Om det var Rasmus' uendelige gæstfrihed eller hans uheld der gjorde udslaget vides ikke, men han vandt i hvert fald ikke anden omgang.
Det blev derimod et (næsten) dødt løb mellem Søren og mig. I aller sidste runde tog jeg de afgørende point, og vi kunne bagefter se at Søren kunne have fået uafgjort ved at sætte en brik der hvor jeg lukkede. Derved havde han taget en af de brikker jeg vandt til sidst. Men nærved-og-næsten…
Rasmus nåede slet ikke at få sin Ronin, og om det var nok til at give spillet et helt andet udfald skal være usagt.
Der var dog oprejsning for Rasmus, som hev en komfortabel sejr hjem i St. Petersburg, hvor der var små 10 point ned til de to næste på delt andenplads.
Herefter måtte brormand vende næsen hjemad, og jeg sluttede mig til en fem-spiller Puerto Rico. Jeg påråbte mig straks rollen som under-dog, da jeg kun har spillet Puerto Rico to gange før. 🙂 Det hjalp nu ikke stort. Der var ingen medlidenhed at hente fra Jesper, som sad til højre for mig, og konsekvent satte sig på de samme ressourcer som jeg selv. Jeg peb nu ikke, for jeg havde gjort det samme ved Jørgen, som jeg havde til venstre.
Med Ken ved bordet, blev der som sædvanlig delt hån ud med rund hånd. 😉
Hvis en garvet spiller analyserede mit spil, ramte jeg nok ikke rigtig nogen af de “anerkendte” strategier, som folk ofte refererer til. Helt skævt gik det nu ikke. Jeg sluttede på 48 point, hvilket vistnok gav en placering lige i midten.
Det var da ikke så ringe endda?
Spillet sluttede med noget så ejendommeligt som en uafgjort mellem Ken og Jesper.
Så var jeg nødt til at trække teltpløkkerne op, og vende næsen hjemad, mens de resterende satte sig til rette for liiiiige at nå et spil til.