Jeg mødte op lidt sent i KBK, men havde heldigvis forinden snakket med Rasmus og aftalt, at de skulle vente med at starte aftenens store spil, Struggle of Empires (SOE) til jeg kom. Som sagt, så gjort: Vi var kun syv i klubben den aften, men det betød så at vi alle – Anders, Sune, Rasmus, Ken, Kasper, Teis og mig – kunne være med.
SOE er Warfrog’s seneste spil, designet af Martin Wallace. Warfrog er et firma hvor jeg efterhånden har måtte erkende, at selvom jeg næsten altid synes deres spil ser interessante ud ved første øjekast, bliver jeg næsten altid skuffet. Way Out West og Empires of the Ancient World var faktisk meget sjove de første gange (omend EOTAW var alt for langt), men min interesse for dem faldt markant derefter. Liberté syntes jeg endnu dårligere om, og spillede det kun en gang eller to. Faktisk er Age of Steam det eneste Warfrog spil som jeg stadig synes godt om, de forfærdelige fysiske komponenter til trods. Princes of the Renaissance har jeg endnu ikke prøvet.

Med Martin Wallace som designer har jeg det ikke meget bedre: Ud over at han har designet alle de ovenstående spil, har jeg prøvet et par af hans andre spil. Det ene er Secrets of the Tombs som er rent forfærdeligt som spil, men som i det mindste er hurtigt og ikke tager sig selv for seriøst. Det andet er Tyros, og det er faktisk sammen med Age of Steam det eneste af hans spil som jeg synes godt om.

Så med den baggrund havde jeg masser af grunde til fra starten at være skeptisk over SOE. Men ikke desto mindre var jeg det stik modsatte; jeg har efterhånden læst så mange lovprisninger af spillet på nettet, fra folk hvis meninger jeg respekterer og ofte deler, at jeg var meget opsat og spændt på at prøve det.

Først lidt mere om spillet. Det foregår i 1700-tallet og spillerne repræsenterer europæiske nationer ude på at dominere verden. Brættet – som for en gangs skyld (for Warfrog) er temmeligt flot lavet – viser Europa opdelt i en række områder, samt 6 koloniområder; Nordamerika, Karibien, Sydamerika, Afrika, Indien og Østindien. Områderne i Europa er dels spillernes hjemområder, som faktisk spiller en mindre rolle i spillet (man kan f.eks. ikke angribe hinandens hjemlande), samt en række andre neutrale områder. Det er de neutrale områder i Europa, samt koloniområderne, som spillerne kæmper om.

Kontrol over områderne markeres med kontrolbrikker: Spillerne har nogle få af disse fra starten af, og kan få flere i løbet af spillet ved at angribe neutrale brikker i felterne, ved at kolonisere eller lave slaver (et kontroversielt punkt for visse spillere i USA!), samt – og nu er vi inde i kernen af spillet – ved at angribe de andre spillere og konvertere deres kontrolbrikker. Midlerne til angreb er hære og flåder, mens en tredie type enhed, forter, ikke overraskende kun kan bruges til forsvar.

Spillet løber over 3 ture (kaldet “krige”) og efter hver tur tælles points for kontrol over områderne, på en El Grande-lignende måde: Den (eller dem) der har flest kontrolbrikker i et område får områdets førsteplads-points, den eller dem der har næstflest får andenplads-pointene, og så fremdeles.

En snedig tvist er, at man ikke bare kan angribe hvem som helst. I starten af hver tur fordeles spillerne i to alliancer: Med 7 spillere vil der altid være 4 spillere i den ene og 3 spillere i den anden alliance. Måden man bliver fordelt på er en smart byderunde, hvor spillerne nominerer kandidater til de to alliancer ved at byde penge, og de andre spillere så skal byde over for at kunne nominere nogle andre kandidater. Konsekvensen af alliancerne er vigtig: Man kan ikke angribe nationer man er i alliance med! Heldigvis – eller uheldigvis hvis man står til at få prygl af en modspiller – varer alliancerne kun en tur, og næste tur er det sikkert nogle andre der er allieret med hinanden.

Spillet indeholder også en lang – og jeg mener lang (!) – række tiles, som spillerne kan købe og som repræsenterer alt fra teknologiske fremskridt, militære fordele, alliancer med neutrale stater, økonomiske investeringer, samt meget andet. På bedste Magic-vis virker nogle af brikkerne konstant, mens andre er engangs-brikker, og nogle bliver ‘tappet’ når man bruger dem.

I hver tur er der fem runder, og i hver runde har spillerne efter tur lov til at udføre to aktioner, som kan være alt fra at købe en tile, købe en militærenhed, rykke enheder, angribe, kolonisere og flere andre ting. Efter de fem runder aktioner er turen slut, der gives indkomst og betales for tropperne, victory points fordeles og en række administrative punkter udføres, hvorefter det er videre til næste tur og den næste alliance-fordeling.

En anden smart mekanisme i spillet er begrebet “unrest”: Hver gang man taber en militærenhed får man en unrest-brik. Hver gang man desuden skal bruge flere penge end man har, får man penge fra banken, men skal tage 1 unrest for hver 2 penge man tager. Unrest har kun indflydelse i slutningen af spillet, men kan dér til gengæld være altafgørende: Alle spillere med 20 eller mere unrest taber automatisk, uanset hvor mange victory points de har. Af de resterende spillere får den med mest unrest -7 points, mens den med næstmest får -4! Dernæst er det spilleren med flest points der vinder.

Rasmus fik forklaret regler – lidt forvirrende for os, som ikke havde prøvet det før, men der trods alt også tale om et ret komplekst spil. Men det lød spændende, og jeg glædede mig til at komme i gang! Jeg var Frankrig, men det tilfældige setup gjorde at det meste af min indflydelse fra starten lå i Syd- og Mellemamerika.

Rasmus havde tur før mig, og startede med at udradere mig fra Mellemamerika, før jeg overhovedet havde haft min første tur. Ooookay, tænkte jeg, det er sådan et slags spil! Jeg begyndte at blive en lille smule skeptisk…

Spillets forløb er egentlig hurtigt fortalt: Folk kæmpede om de forskelige områder, de kæmpede videre, og videre. Og videre. Præcist hvor der blev kæmpet varierede selvfølgelig med spillerne, men mønstret var i princippet altid det samme: Køb flere enheder, ryk dem til kampområdet og slå en masse terninger. For mig nåede spillet aldrig rigtigt ud af Sydamerika, hvor jeg blev ved med at blive udfordret. Og for at sige det som det er, var det dødssygt at vente 10 minutter på sin tur, for derefter bare at bruge den på at købe en enhed eller to og sejle den til Sydamerika. Mit indtryk af spillet faldt støt for hver time der gik.

For det er nemlig ikke noget hurtigt spil! Vores spil tog over 4 timer, og det meste af den tid sad man bare og ventede på at det blev ens tur. Ikke spor godt.

I tur 2 var Rasmus og jeg på mystisk vis blevet allieret. På et tidspunkt havde han brug for militær hjælp da han blev angrebet i Karibien, og jeg indvilligede i at hjælpe ham i hans forsvar, uden at kræve noget igen. Lidt senere i samme tur var det min tur til at blive angrebet i Baltikum (hvor Rasmus også stod stærkt), og vores dialog forløb nogenlunde således:

Jens: ‘Rasmus, jeg hjalp dig før uden at kræve noget for det. Vil du ikke hjælpe mig nu, hvor jeg har brug for det?’

Rasmus: ‘Nej.’

Yuck. En sikkert sund reminder for mig om hvorfor jeg bare afskyr diplomati- og backstabbingspil, og ikke har spillet den slags spil i årevis. Efter den episode mistede jeg al lyst til spillet, og satte mig til at vente på at det skulle få en ende. Det tog dog en del tid, da i hvert fald en del af de andre morede sig lystigt med at kæmpe om kontrol over forskellige europæiske områder. Så tur 3 varede laaang tid, men i det mindste opretholdt jeg kontrollen over Sydamerika. 🙂 Endelig var det ovre, og det viste sig at Sune var en sikker vinder.

Konklusion: Struggle of Empires var absolut ikke nogen succes hos mig. Selv mit kendskab til Warfrog og Martin Wallace kunne ikke have forberedt mig på, hvor skuffet jeg ville være over dette spil, og jeg må konkludere at en kombination af faktorer gør det til det dårligste Warfrog spil jeg nogensinde har spillet.

Så hvad var det egentlig jeg ikke kunne lide ved det? Flere ting, faktisk:

1. De enkelte ‘tyske’ mekanismer til trods, er det er et rendyrket byg enheder/slås med de andre/diplomati/backstabbing spil, og det er en genre jeg personligt efterhånden har det rigtigt skidt med. Hvis man har det anderledes med den slags spil, vil man sikkert synes rigtigt godt om SOE.
2. Det varer mega-lang tid. Al for lang tid, faktisk…
3. I hvert fald med 7 spillere er der rigtigt meget ventetid mellem ens ture. Og det er ikke noget jeg gider, når jeg kommer fra en verden af tyske spil, hvor man er med hele tiden.

I hvert fald de to sidste punkter ville sikkert blive bedre, hvis man var færre spillere, og jeg burde måske egentlig prøve det igen med færre. Måske. En dag…

Ærgerligt, ærgerligt, men man kan selvfølgelig ikke forventes at kunne lide alle spil man spiller. Nu må jeg bare håbe det ikke bliver en fast klassiker i klubben. 🙂

Efter spillet satte Ken og Rasmus sig til at spille – du gættede det (!) – St. Petersburg, mens Sune og jeg kørte hjemad.