Efter venlig opfordring fra Rasmus har jeg besluttet mig for a skrive lidt om Piecepack og min deltagelse i den seneste Piecepack designkonkurrence.
PIECEPACK BESKREVET
Så tænker de fleste nu “hvad er den der piecepack for noget?”. Ideen med Piecepack er at skabe brætspillenes analog til et sæt spillekort. Med et sæt normale spillekort kan man spille mange forskellige spil og det står frit for alle at opfinde deres regler og udgive dem. Det samme kan man gøre med en Piecepack
Grundlæggende består en Piecepack af:
24 tiles fordelt på de 4 farver Suns/rød, Moons/sort, Crowns/grøn, Arms/blå. Inden for hver farve finde en tile med værdierne blank,es,2,3,4 og 5. På bagsiden af hver tile er trykt 2×2 tern.
24 “mønter” i samme fordeling som tiles. Her er symbolet trykt på én side og værdien på den anden side.
4 6-sidede terninger matchende farverne og værdierne blank,es,2,3,4 og 5
4 ludo brikker i de samme farver
Da der netop ikke er nogen form for copyright på designet kan man fra www.piecepack.org downloade en printbar udgave og ved hjælp af en saks og noget lim fremstille ens egen Piecepack for ingen penge. Man kan naturligvis også købe en over nettet fra de to firmaer i USA som fremstiller nogen pæne udgaver i træ.
Med en fremstillet Peicepack kan man så gå igang med at downloade nogen af de dusinvis af forskellige spil fra hjemmesiden. I princippet skulle man så have gratis brætspil resten af livet, hvis ikke det var fordi at de udviklede spil er af meget svingende kvalitet. En lille del er rigtigt gode og kan konkurrere med den gennemsnitlige standard på købe spil, en del er acceptable og lidt over halvdelen bærer det tydelige præg af at være amatørarbejde.
DESIGN SELV
Ud over bare at spille med en Piecepack er det naturligt også at lade fantasien komme i sving og prøve at designe ens eget spil. Der er jo grænser for hvilke typer af spil man kan designe med den mængde brikker som er i en Piecepack, men de passer faktisk ret godt til den type af svagt abstrakte “Knizia” spil der er så populære i KBK. Faktisk er det her lidt af en fordel at man sidder med et fast afgrænset mængde af brikker. Det hjælper på én eller anden måde til at holde fokus på den mekanik man vil bygge ind i spillet og forhindrer at spillets omfang vokser ud over alle grænser.
Hjælp til ens spil og feedback fra andre entusiaster kan man få gennem diskussionsgruppen.
Jeg har selv arbejdet lidt med at designe nogen Piecepack-spil og kan anbefale det hvis man vil prøve at lege spildesigner og også prøve at nå frem til et resultat og eventuelt også at have nogen at dele det med.
DESIGN KONKURRENCER
Der afholdes også et par gange hvert år en design konkurrence. Her bestemmer vinderen af sidste konkurrence hvilket tema eller typen af spil mekanismer som skal indarbejdes i de indsendte forslag. Det er også vinderen af sidste konkurrence, som er dommer, og alle spillene bedømmes anonymt. Typisk kommer der også feedback til alle spil som er med i konkurrencen, selvom det kan være lidt svingende med kvaliteten af feedback.
Jeg var med i den sidste konkurrence og synes selv det var ret sjovt at prøve og komme på en god ide til noget, som jeg troede ville gøre sig godt i konkurrencen og så at se hvordan mit spil ville klare sig. For mig endte det ganske pænt med en 3. plads ud af de 15 deltagende spil.