Ken og jeg havde lige bestemt os for at prøve mit nye ruteplanlægnings-spil, On the Underground, da Helle dukkede op og gerne ville være med. Ingen af os tre havde prøvet det før, men vi kom hurtigt efter det.
I On the Underground anlægger spillerne undergrunds-baner i London. Brættet er tegnet i en stil der ligner de officielle kort over The Tube, og spillerne som hver kontrollerer et antal forskelligt farvede træskinne-stykker (a la dem der er i Trans America) placerer disse på brættet, og skaber på den måde de forskellige ruter. Hvor mange farver/ruter en spiller kontrollerer afhænger af antallet af spillere: Med 4-5 spillere har hver spiller 2 farver, med 3 spillere har hver 3 farver, og med 2 spillere kontrollerer begge 4 farver.
I hver tur må en spiller placere op til 4 skinnestykker. Skinner skal normalt placeres i en af enderne på deres rute, men for hver skinneplacering en spiller skipper får han en “branch token”, og to af disse kan indløses i forbindelse med et skinnebyg for at give lov til at forgrene ruten. Der gives points for at forbinde en rute til visse stationer, for at forbinde visse turist-stationer med hinanden, samt for at lave en “ringbane” med en af sine ruter. På brættet huserer også en passager, som i hver spillers tur vil besøge op til to stationer. En sindrigt hierarki af præferencer bestemmer hvilke ruter passageren benytter sig af, og ejerne af disse ruter gives ekstra points.
Vores spil var sjovt og endte med en sejr til mig. Vi syntes alle det havde været udfordrende, og personligt har jeg kun én ting at udsætte på det: Mekanismen hvor man rykker passageren i hver spillers tur er lidt tung at udføre i praksis. Ofte skulle vi sidde og diskutere lidt for at bestemme den optimale rute for passageren, og da det som sagt er noget man skal gøre i hver spillers tur, tager det en del energi. Men indtrykket var altså positivt, og det er afgjort noget jeg gerne vil prøve igen.
Efterfølgende tog vi tre os et spil Amun-Re. Ken og jeg var de mest erfarne, og der blev givet masser af råd og (i Kens tilfælde) formaninger! 🙂 Ken havde også noget at have det i og vandt en stor sejr, mens mit spil var noget af det mest ynkelige jeg længe har set (jeg endte på en suveræn sidsteplads). Jeg må vist lige tage mig sammen næste gang!
Senere på aftenen (nu i andre konstellationer) blev det til et par spil mere: Vi fik prøvet mit (andet) nye spil, Take it to the Limit. Det er lidt af en multiplayer-solitaire brainburner, og nærmest en slags blanding mellem Knizias Kingdoms og Banko! 🙂
En spiller er “caller”, han trækker en tilfældig af sine brikker og råber dens tal op. Alle spillere placerer nu deres eget eksemplar af brikken på deres eget bræt. Brikkerne er sekskanter med farvede striber igennem, og det gælder om at lave ensfarvede baner fra kant til kant på sit eget bræt (hvilket kræver megen omtanke). I vores spil blev Jorid caller (hun brugte senere denne rolle til at undskylde sit moderat dårlige resultat 😉 ). Vi spillede på det nemme og hurtige bræt der følger med spillet, “Orchid-brættet”, og i mine øjne var det rigeligt komplekst. Vi sad i hvert fald alle i dyb koncentration og de eneste lyde var de eder og forbandelser folk ikke kunne holde tilbage, når deres planer gik i vasken.
Som forventet var det også lidt en kamp at finde ud af, hvem der egentlig havde vundet spillet. Vi måtte i hvert fald alle have papir og blyant (og lommeregner!) i brug, inden det stod klart at Rasmus var løbet med sejren med omkring 600 points.
Jeg har ikke nogen geekbuddies der rater Take it to the Limit lavere end 9 (!), men så højt kommer jeg dog slet ikke op. For mens jeg sagtens kan se at det er et snedigt udtænkt og meget dybt spil, er jeg ikke sikker på hvor sjovt jeg egentlig synes det er. Spil kan sagtens blive for tørre for min smag, og jeg vil ikke udelukke at Take it to the Limit er sådant et spil.
Til sidst blev det til et spil Lexio hvor, tro det eller ej, JEG VANDT! 🙂 Hurra, det kan lade sig gøre!