Første spil denne tirsdag var Perikles. Godt nok er det et Martin Wallace-spil, og godt nok er der langt mellem de af hans spil som jeg kan lide, men jeg skulle selvfølgelig prøve det!
Perikles handler (i hvert fald på papiret) om den Peloponnesiske krig, konflikten mellem bystaterne Athen og Sparta. Den endte efter mange års stridigheder med Athen som den helt store taber, men selvom Sparta nominelt var vinder, var det alligevel så afkræftet at det ikke kunne forsvare sig mod Theben – og nogle år efter var det hele ligemeget, da Philip II af Makedonien erobrede Grækenland.
Vi var fem spillere og Rasmus forklarede regler inden spillets start. Kunne jeg abstrahere fra min Wallace-fobi, bevare et åbent sind, og tage spillet for hvad det var?
Først må man jo spørge, hvad spillet er for en størrelse… Jo, brættet viser et kort over Grækenland, med 6 byer angivet. Spillet løber over 3 ture, og i hver tur vil spillerne først 1) placere indflydelseskuber i byerne med henblik på at bestemme, hvem der kontrollerer hvilke byer denne tur, og 2) bruge militærenhederne fra de byer de kontrollerer til at udkæmpe “slag” med de andre byer.
Den første del af hver tur, indflydelsesdelen, er et rent eurogame. Man vælger en brik (blandt 10 mulige), som giver mulighed for at placere 1-2 kuber i en given by. Visse brikker giver desuden mulighed for at eliminere en fjendtlig kube, eller “nominere” en kube til kandidat i en by (hver by har plads til to kandidater). Når alle spillere har haft fem af disse ture, får spillerne efter tur derefter lov til at nominere evt. manglende kandidater, så alle byer til sidst har netop to kandidater. Kandidaten som har flest af sine egne kuber i byen, afgører nu hvem der kontroller hvilke byer.
De kontrollerende spillere tager nu deres byers militære enheder – kontrollerer en spiller ingen byer (hvilket ikke er ualmindeligt), får han istedet perserne, som han kan bruge til at kæmpe med.
Anden del af hver tur er kamp-fasen: Spillet inkluderer 21 brikker, som repræsenterer enkelte slag i krigen. I starten af hver tur bliver 7 af disse lagt frem på brættet. Hver brik er farvekodet til at angive, hvilken af de græske byer det er som bliver angrebet i dette slag. Spillerne kan nu commit’e deres enheder til de 7 slag – enten som angriber (det må man som udgangspunkt altid) eller som forsvarer (her skal man have den “rigtige” forsvarers tilladelse til at hjælpe). Når alle enheder er commit’et, udkæmpes hvert slag i en række runder med terningkast, og når vinderen er fundet, får han slag-brikken, som giver 3-7 victory points i slutningen af spillet.
Efter tur 3 tælles points: Hver spiller får points for de byer han har kontrolleret (flere points hvis byen ikke har tabt slag som forsvarer), for hvert slag han har vundet som angriber eller forsvarer, og for de indflydelseskuber han har på brættet til sidst. Flest points vinder!
For nu at sige det som det er, var jeg lidt forvirret efter regelforklaringen. Sikkert fordi jeg er vant til at læse regler selv, virkede det enormt svært at tilegne sig dem ved at få dem forklaret, og det prægede allerede fra starten mit syn på spillet. Som spillet skred frem kunne jeg dog se, at det ikke var så skidt endda. Indflydelsesfasen i hver tur var en rimelig god implementering af et abstrakt, tysk, “area influence” spil, og jeg kunne faktisk godt lide det. Kampfasen derimod var jeg noget mere lunken overfor. Spillerne kan jo stort set selv bestemme hvor og hvem de vil angribe, og det hele kom hurtigt til at virke som min personlige hade-genre indenfor brætspil: De arbitrære slå-på-hinanden spil. “Rasmus/Kasper/Jens fører, slå på Rasmus/Kasper/Jens!” og andre former for forhandling på et højt plan. 🙂
Så min konklusion må være, at jeg ikke var så vild med spillet. Indflydelsesfasen var OK, men kampfasen var slet ikke mig. Men faktisk synes jeg nok at det værste er det svage tema: Til trods for de 21 navngivne slag, de forskellige byer med forskellige styrker og svagheder, enkelte “events” (pest og slaveoprør, f.eks.) og flere andre ting, føltes spillets tema stadig ret tyndt – jeg havde i hvert fald slet ikke fornemmelsen af, at vi var ved at spille den Peloponnesiske krig. Endelig tog spillet hvad der føltes som en evighed at spille – omkring 3 timer så vidt jeg husker, og det var alt for meget. Det mest positive var, at jeg til alles overraskelse (inklusive min egen) vandt! 🙂
Sidst på aftenen introducerede Rasmus mig for et lille to-personers spil, Aton. Mit lille spil, endda, men et jeg aldrig har fået spillet før. Det er synd, for min konklusion er at det er et rigtigt godt spil. Hurtigt, med masser af taktik, og med flere forskellige måder at vinde på. Selvfølgelig er temaet (Akhenatons Aton-kult mod Amon-præsterne i det gamle Ægypten) fuldstændigt påklistret, men i et lille let spil som dette synes jeg ikke det gør noget – og komponenterne er rigtigt lækre. Så det er absolut et spil jeg kan anbefale. Rasmus var også pædagogisk og lod mig vinde vores spil. 😉
Som skribent til den mere begejstrede Perikles anmeldelse umiddelbart nedenfor (“Perikles: Da Grækenland begik selvmord”), kan jeg alligevel mest erklære mig enig i Jens’ vurdering. Jeg understregede også selv at den militære del var (som jeg udtrykte det) spillets “fattige kusine”. Den fungerer, men kun som forlængelse af det meget mere interessante area influence del.
Dér hvor vi er mere uenige, & det er i øvrigt ikke første gang, er omkring temaet. Jeg synes temaet fungerer, men det er også min generelle indstilling over for Eurogames, ikke at håbe på det umulige, den perfekte 1 til 1 korrespondens mellem spillet & den historiske virkelighed, men snarere at se om visse grundlæggende paralleler (måske endda uden designerens vilje) er på plads, så man selv evt kan supplere. Efter den målestok har Perikles stadig ikke vanvittigt meget tema, men dog prisværdigt mere end mange Eurogames. Byerne er repræsenteret med noget der minder om deres “rigtige” styrke & betydning, alliancespillet er ikke uden paralleler til den egentlige krig, slagene har omtrent den betydning de havde i virkeligheden, & som helhed synes jeg, der har beskæftiget mig ret indgående med Grækenlands 5. århundrede fKr, at spillet giver en vis “flavour”.
Men “flavour” betyder jo også “smag”, & her er vi ude i personlige præferencer. Jeg havde således også glæde af Aton, som rent spilmæssigt set nok er et “bedre”, læs strammere, spil end Perikles. Men man får også points for scope eller spændvidde, med eller uden skønhedsfejl, & derfor mit 7-tal til Perikles, som ikke er nogen mega-høj karakter, & som havde været 8 for et bedre udjævnet spil med samme scope.
Med risiko for at overbelaste denne debat, må jeg tilføje at jeg faktisk et stykke tid har forstået Jens’ utålmodighed over for Wallace spil – uden helt at kunne sætte ord på det. Det er ikke blevet lettere af at jeg samtidig har fornøjelse af at spille de pågældende spil.
Sagen er at Wallace – på både godt & ondt – laver “episke” spil. Et stort anlagt tema, ikke sjældent et stort bræt, store begivenheder, store strategier. “Risk for tænkende mennesker”.
Alt dette ville være ideelt, hvis selve spilmekanismerne var mindre lunkne. Man savner en Knizias, en Burms eller en Treshams finurligheder, mærkværdigheder & subtiliteter. Man savner at hver ny spilæske introducerer en “twisted” spilmekanisme, der er mere end blot summen af eksisterende, velkendte mekanismer, & som giver én følelsen af at éns hjerneceller kæmper sig frem ad nye, ukendte veje.
Men scope & kulørt, semi-realistisk tema er heller ikke uvæsentlige. Det ideelle spil ville således både have stor, bred, farverig, tema-rig scope, OG twisted, fornyende spilmekanik. Det er der er vel kun en håndfuld spil der kan leve op til.
Ingen grund til ikke fortsat at lede med lygten, som Diogenes på bytorvet ved højlys dag. (Endnu en gammel græker!)
Hvor tematisk et spil er, er jo heldigvis meget subjektivt – tag f.eks. klassikeren Euphrat & Tigris, hvor meningerne går fra “meget tematisk” til “rent abstrakt”.
Jeg er enig i (som jeg også nævnte), at der er en del ‘flavour’ i Perikles, så det er jo ikke fordi vi har at gøre med et fuldstændigt kønsløst, atematisk eurogame a la NotreHOSTDame. 🙂 For mig er det bare sådan, at til trods for flavour’en synes jeg ikke jeg får nogen historisk fornemmelse af at spille Perikles. Hav her i mente, at jeg selvfølgelig har en for- og nutid i historiske krigsspil, og derfor også har haft fornøjelsen af at spille noget som f.eks. Peloponnesian War, et spil der ikke bare har et tema, men unægteligt handler om om et bestemt emne…
Ja wargames, som også jeg holder meget af, er unægteligt & naturligvis mere historiske end eurogames. Problemet er at de, i sagens natur, fokuserer meget på selve konflikten, på krigen. Der findes andre historiske begivenheder – & processer, der strækker sig længere end selve begivenheden.
Derfor er jeg på jagt efter “bredere” historiske spil – bredere også mht til det publikum de henvender sig til – & er villig til at give disse spil en grad af slack & tolerance som jeg ikke ville give et rent krigsspil.
(Således ville jeg også regne E&T for tematisk, selv om man med præcis lige god ret kan hævde det modsatte.)