Modern Art: et snedigt, snedigt spil

Lad mig gå til bekendelse med det samme: jeg spiller gerne et auktionsspil i ny & næ, men bliver næppe nogensinde genrens største fan. Vist må man anerkende de fornyende dynamikker som auktion har bragt ind i spillenes verden, vist kan man undertiden have glæde af et givet parti når først man er blevet lokket ind i det. Men, men. Kombinationen af mekanismer som det dybest set ikke interesserer mig vildt at lære, & så (frem for alt!) de påklistrede temaer der synes at gøre sig særlig ofte gældende for auktionsspil (tænk Augsburg 1520 eller Pizarro) – jeg har svært ved helt at få varmen. 


Men Reiner Knizias Modern Art (Hans im Glück, 1992)… At hype ukendte wannabes op ved taktisk at købe deres smørerier & derefter afhænde dem så fordelagtigt som muligt. Kvantitativt, kompromisløst abstrakt, & så et paste-free tema fra et univers (kunstens verden) der faktisk også i virkeligheden præges af auktioner. Niiijce. 

          Således havde Lars & jeg i månedsvis talt om at Modern Art, dét lød anderledes, dét pirrede vores spillerintuition, dét måtte vi prøve. Og så var det jo en klassiker, hvilket personligt er nok til at tænde mig. Men det var indtil videre blevet ved ordene. Og så, pludseligt, nu skulle det være. Dato blev sat til tirsdag 20.2, & vi skulle være mindst Lars, Steen & jeg, plus dem der evt bed på (spillet tillader mellem 3 & 5 deltagere). 

          Lars & jeg havde hver aftalt at kigge på reglerne (vi havde selvfølgelig for længst købt hvert vores spil), men vi har begge et liv (at spille er nu i dén grad også at leve), så tirsdag aften havde vi kun læst halvdelen af reglerne. Imidlertid, da vi var blevet en anelse desperate & Steen flere gange havde truet ildevarslende med at “gå ud & ryge en smøg, mens I to finder ud af det” – da – 

          Ja, da dukkede Rasmus op. Deus ex machina, & ind fra kulden. 

          Rasmus kastede en drabelig spillerhajs blik over vores forsamling af “Tre Nye”, & tænkte vel: “De spiller Modern Art for første gang. Jeg kender Knizias auktionstrilogi forfra & bagfra fra før mit forrige liv. De stakler aner sikkert ikke en gang der er en trilogi. Jeg har ikke fået aftensmad, men det får jeg nu”. 

          Rasmus skulle blive klogere. 

          Hurtigt & grundigt satte han os ind i reglerne, & så gik vi i lag med første spil. Vi tre spillede uvidende, undertiden sikkert dumt, men så vovet & aggressivt at spillet hurtigt blev mere uforudsigeligt end Rasmus nok forventede. To ting især skabte uklarhed: a) Jeg havde ublu held i kortene (fx mulighed for mange dobbeltauktioner, som jeg udnyttede), & b) efter et stykke tid spillede de fleste af os mod at lukke hver sæson hurtigt & til den lukkende spillers fordel. Det var en strategi der var ganske fræk & ikke helt ineffektiv. I hvert fald blev det Lars der vandt første spil, det første spil Modern Art han nogensinde havde spillet. Ikke dårligt. 

          Vi indledte begejstret et spil til, & jeg husker jeg sagde til alle: “Pas nu på Steen. Han gør sig ikke udmærket første gang han spiller et nyt spil, men han observerer det hele, & allerede anden gang lægger han en målbestemt strategi, som han spiller diskret & disciplineret, & ender med at hente sejren hjem.” 

          Profetiske ord, skulle det vise sig. 

          Dog fik Steen kam til sit hår. Nu havde alle tre nye fået bedre greb om spillets grundbestanddele, Rasmus var blevet opmærksom på at hans modstandere efter flere måneder af hans kærlige oplæring i KBK var begyndt at udvikle egne kløer, & alle spillede deres bedste. Dristigt, skævt & under stor munterhed. Angående grundstrategier kan jeg bedst udtale mig om min egen, der var den samme som før, blot mere bevidst & måske mere effektfuld. Igen havde jeg held i kortene, igen mange dobbeltauktionskort, som jeg benyttede til at banke en kunstner (jeg tror det var Krypto) mere & mere op for hver sæson. Til sidst var hans billeder potentielt nær 100.000 værd stykket, & jeg var rigtig rig både på billeder & cash, men så – i stedet for at følge den strategi & linie der havde været tendens i begge spil, nemlig “Luk sæsonen i samme minut du er på toppen” – lod jeg sæsonen køre videre, & købte et helt unødvendigt billede, effektivt solgt mig for 25.000 af Rasmus, der i det hele taget havde en vis evne til at få solgt sine billeder. Denne “forsvarsfejl” kostede mig sejren, der netop gik til Steen, men mig haltende sølle 8 point bag efter. “First runner-up”. Yeah, right. 

          Men et fantastisk spil, & to lige så underholdende omgange af det. 

          Jeg kan varmt anbefale Modern Art – også til hadere af auktionsspil! Det føles nemlig ikke som auktion, mere som et rigtig veloplagt spil poker eller skak, & så bare sjovere. Jeg havde oprindeligt tænkt at give det 9.0 på BGG, men ender ved eftertanke med 8.0 indtil videre. Et 9.0 spil skal kunne holde mange, mange partier, & selv har jeg jo kun spillet to endnu. Bliver det en dag revurderet kan det kun gå opad.

14 tanker om "Modern Art: et snedigt, snedigt spil"

  1. Det er blevet antydet fra et medlem af KBKs omfattende kvindelige minoritet (se forumindlæg “Spil Modern Art med de 3 nye”), at Modern Art skulle være et spil for autister (tragiske, men sjældent ubegavede skæbner, der bla frygter de automatiske glasdøre der er ved indgangen af et supermarked). Og her må man trække en linie i det Ægyptiske sand (for nu at blande metaforerne lidt):

    Modern Art er ikke et spil for autister.

    Modern Art er et spil for hustlere & wannabes. Nuance, please.

  2. Jeg står ved at modern art er ett spill for en mindre og spesiell del av befolkningen, jeg tar derimot tilbake at det “er for autister”. Da det ville ære å fornærme autistene!

  3. Jeg vil nødig være politisk ukorrekt (“nogle af mine bedste venner er autister”), men helt subjektivt & personligt foretrækker jeg at blive kaldt “tjekket & begavet” (som Jens så harmonisk udtrykker det), eller endog “hustler & wannabe”, end at skulle frygte en automatisk glasdør hver gang jeg går i Fakta for at købe en pakke choko-müsli.

    Så hellere gøre knæfald for Dr. Knizia. (Er han i øvrigt ikke også lidt autist – eller i hvert fald diagnosticerbart ét-eller-andet?)

  4. > Kvantitativt, kompromisløst abstrakt, & så et paste-free tema fra et
    > univers (kunstens verden) der faktisk også i virkeligheden præges af auktioner.

    I den forbindelse er det lidt ironisk, at Modern Art tilsyneladende er et spil, som er blevet om-tematiseret af udgiveren, og oprindeligt af Reiner var tænkt som et spil om greyhound-racing. Se evt. denne geeklist;

    http://www.boardgamegeek.com/geeklist/16285

    (spil nr. 24).

    Men kunstauktion-temaet virker også rigtigt godt, må jeg sige.

  5. Hvad jeg mener med “paste-free”: For min skyld kan der være nok så meget påklistret tema på et spil – *bare* man ikke mærker, fornemmer eller oplever klisteret.

  6. Ja, jeg er enig. Jeg synes bare det er sjovt, at når vi nu her for en gangs skyld har et simpelt tysk auktionsspil hvor temaet *virker* utroligt ægte, kan vi alligevel ikke regne med det. Et greyhound-spil med samme mekanismer ville meget mere have virket som et påklistret tema synes jeg, og det er da skægt at det tema der virker ægte, i virkeligheden er det “påklistrede”… 🙂

  7. Til Jens: Ja, ironien i situationen er ganske bidende.

    Til Jorid: Den ene papbrik er aldrig den anden papbrik. En kan være en troldmand fra underverdenen, en anden en vandelemental, en tredje en platinmine, en fjerde en regnbue, en femte Frederik den Store, en sjette et pund muskat eller safran, en syvende den ene Victory Point der afgør sejren, en ottende…

    You get the drift. Theme isn’t everything. It’s the only thing.

Skriv et svar