På en og samme aften spiller Jens et godt spil og … det værste spil
Da jeg ankom var der allerede gang i et par spil (El Grande og Hunting Party) så jeg satte mig pænt til at vente. El Grande blev først færdigt, og da vi nu var seks personer, blev vi enige om at dele os i to grupper à tre. Og da Sean, midlertidigt hjemvendt fra det vilde Amerika, lige havde spillet Wallenstein derovre, kunne han jo passende forklare reglerne til det for os andre – jeg har nemlig haft det liggende i lang tid uden at have kunnet tage mig sammen til at læse reglerne selv…
Men reglerne var nu rimeligt forståelige da det kom til stykket, og Sean, Rasmus og jeg kastede os straks ud i at udpine den stakkels civilbefolkning i Tyskland, alt imens vi nød et glas kølig champagne. 🙂
Wallenstein er et stort, tungt og komplekst tysk spil, som omhandler de første par år af Trediveårskrigen – sådan er temaet i hvert fald, men man skal nok ikke forvente at lære så meget om de historiske begivenheder fra dette spil. Spillerne repræsenterer hver en af krigens hovedpersonligheder; Wallenstein, Gustav Adolf af Sverige, osv., og spillet gælder kort fortalt om at kontrollere provinser og prestigebygninger (paladser/kirker/handelshuse), da dette giver point to gange i løbet af spillet. Til at passe på sig selv og sine besiddelser har man naturligvis sine hære, og disse kan også i bedste Risk-stil bruges til at invadere både neutralt og fjendtligt kontrolleret territorium.
Hver af spillets to år består af fire sæsoner, og det er i de tre første sæsoner hvert år at spillerne udfører aktioner. Vha. en snedig simultan placering af kort vælger hver spiller hvilke af ens provinser der vil lave hvilken aktion: Bygge bygninger, opkræve skatter, inddrage provinsens korn, forstærke sine hære, og selvfølgelig også angribe med hæren. I slutningen af hvert år gives så points; 1 point pr. provins, 1 point pr. bygning, og derudover 1, 2 eller 3 points for at have majoritet af en hustype i en hel region.
Efter første halvdel af spillet lå Sean klart i spidsen med 29 points mod mine 24 og Rasmus' 23. Men i anden halvdel fik jeg rykket på det (min nordtyske dominans gav mig en stærk power base), og det endte med Sean og mig på 55 og Rasmus på 50. Og jeg vandt sørme tie-breakeren (flest paladser)!
Så det var egentlig på tide at jeg fik prøvet denne tyske klassiker, som besidder en 12. plads på Boardgamegeeks rangliste af spil. Men selvom det er et udmærket spil, er det dog i mine øjne langt fra så godt som en sådan gloværdig placering skulle indikere. Faktisk syntes jeg at den gentagne placering af provinskort-på-aktionssymboler, som man udfører i starten af hver sæson var en lidt omstændig proces, og generelt var spillet nok lidt for langt, tilfældigt, og arbitrært slå-på-hinanden agtigt for min smag.
Men noget dårligt spil er det ikke – det gav bare ikke den stort “wow”-fornemmelse jeg måske havde håbet på.
Det gjorde aftenens næste spil sandelig heller ikke!! Rasmus og Jorid agiterede nemlig, på bedste nyreligiøs-sekt-facon, for at vi liiige kunne bruge 10 minutter på et spil Set, og dum som jeg var sagde jeg ja. Og det var specielt dumt af mig, for jeg har jo prøvet Set før og det spil besidder den tvivlsomme ære af at være min værste spil-oplevelse nogensinde med noget spil!
Det bedste jeg egentlig kan sige om Set er at 1) det er hurtigt (10 minutter), og 2) selv om man er med i spillet behøver man faktisk ikke foretage sig noget – det er helt legitimt bare at sidde stille og vente på at de 10 minutter er overstået. 🙂 Pånær en 3-4 stik som jeg fik tilegnet mig, holdt jeg mig mest til den “passive” spillestil, og jeg fik demonstreret hvor lange 10 minutter kan føles! Et stort fremskridt i forhold til mit første forsøg med spillet var dog, at jeg denne gang ikke endte med en massiv hovedpine, så det var jo dejligt nok.
Resten af aftenen gik mest med snak, og Sean fik bl.a. fortalt lidt om de nye GMT spil han får prøvet i USA. Spændende lyder det, og personligt er jeg mest tændt på Here I Stand, men jeg har svært ved at overbevise mig selv om at jeg nogensinde ville få det spillet. Godt nok er det historisk tema sublimt – reformationsperioden i Europa – og det assymetriske spil (hvor ens aktiviteter meget afhænger af hvilken magt man spiller) lyder rigtigt cool, men det er jo ikke ligefrem et spil man lige tager med i klubben og spiller: Reglerne fylder 40 tætskrevne sider, spillet kræver helst netop 6 spillere, og efter alt at dømme tager det 10-15 timer at spille et helt spil. Hvordan skal man nogensinde få stablet sådan en monsterseance på benene?
Så mens man overvejer det kan man passende tage sig et hurtigt spil Set eller to, hvorefter ikke alene den, men alle andre tanker bør være visket effektivt fra ens hjerne. 🙂