Tirsdag 14/3 var der endnu engang Wellington på bordet. Claus-Alliancen (Westh, Brændsgaard) var stadig stærk (dog Fransk i modsætning til sidste gang) – denne gang fik Bo (Spanish) dog assistance fra Lars Klysner (British).

1812
1812 var præget af aggressive og eventyr-lystne franskmænd. En velforberedt Marmont (fr) sendte en ydmyget Wellington (br) hjem mod Portugal med halen mellem benene med blot sin private livvagt der havde overlevet det blodige slag ved Salamanca. Wellington (br) brugte det meste af resten af året på at samle styrkerne på ny. Mod årets slutning var han i stand til at indtage Salamanca uden modstand.

På Østkysten havde General Blake (sp) fået overtaget i forhold til Suchy (fr) som var blevet jaget hjem til Frankrig. Blake forsøgte ligeledes et dristigt angreb mod det uforsvarede Madrid, men blev afvist af en mindre garnison bestående af 2 franskmænd der delte en enkelt rusten musket. Synet af franskmænd var åbenbart for meget for de irregulære spanske tropper, ligesom en mindre garnison i Zaragoza var i stand til at afvise Blake i flere omgange – det lykkedes heller ikke Blake at genindtage fortet i Valencia som Suchy indtog tidligt på året. Faktisk blødte det meste af den Blake’s hær til døde ved Valencias mure. Triumfen på slagmarken mod Suchy (fr) blev en rigtig pyrrhus-sejr.

Nordpå forsøgte De Espana (sp) dristigt et mindre felttog for at indtage Oviedo og true den franske forsyningslinie til Madrid … han blev dog afvist af Clausel (fr) der havde søgt nordpå for at styre forsvaret af nordkysten.Sydpå stod Marskal Soult (fr) stille for at holde Castagna (sp) og den spanske horde i skak. Status Quo blev bevaret.

1812 sluttede med et klar Fransk føring og god chance for at vinde spillet ved at indtage Spanien. Det skete dog ikke – og ressourcerne var stort set brugt op på dette tidspunkt.

1813
1813 blev et langt felttog mod Nord for englænderne og spanierne. Sydpå prøvede Soult (fr) at vinde et afgørende slag mod de spanske tropper – i stedet blev det dog til en opslidningskrig hvor Castagna (sp) og hans ubegrænsede ressourcer gang på gang angreb Soult og hans isolerede styrker. Det kunne kun ende med Fransk nederlag. Dermed kunne Castagna befri hele syd-spanien.

Østpå kastede Suchy (fr) sig ind i et sidste desperat forsøg på at få overtaget mod Spanierne – han måtte dog hurtigt trække sig tilbage. Blake (sp) kunne dermed indtage både Valencia og Zaragoza uden nævneværdig modstand.

I Centrum opgav Marmont (fr) og nordfranskmændene at forsvare Madrid og trak sig langt nordpå for at kæmpe det afgørende slag mod Wellington (br). Slaget blev tabt og Wellington kunne marchere Spanien rundt og indtage Madrid og Barcelona.

Freden kommer
Efter et voldsomt 1813 lagde freden sig over den iberiske halvø. Resultatet var et klart fransk nederlag og efter fintælling stod det klart at Spanien var den overlegne sejrsherre med 12,5 point mod Englands 12 point. Helt som annonceret efter spillet 7/3 blev det dermed en sikker sejr til Bo i revanchen.

konklusionI konklusion må man sige at Den nordlige Franskmand kunne forsvare alt det man kunne forvente og håbe på og genopbyggede nye styrker i passende fart. Det samme kan man nok ikke sige om den syd-franske hær der med adskillige dristige felttogter stort set var elimineret fra brættet allerede tidligt i 1813.