Pastelkameler og en ASL’er på afveje

Den første dag i november bød både på gamle kendinge og nye spil. Med 14 fremmødte kom der 3 spilleborde i brug i løbet af aftenen. Derudover tæskede Michael Hastrup-Leth på Torben Jørgensen i et spil ASL.

Et par stykker af os havde planlagt at spille die Macher denne aften. Desværre var Søren Busch-Knudsen blevet syg, og to af de øvrige fem deltagere havde ikke fået læst regler som aftalt. Vi droppede derfor Die Macher og kastede os i stedet over Acquire. I starten af spillet var der meget få fusioner, men vi endte alligevel kun med to store kæder. Da jeg havde majoriteten i den største og var minoritetsaktionær i den anden, var sejren en realitet.

Vi valgte derefter at kaste os over pastelkamelerne i Throgh the Desert. Spillet garanterer megen moro over farvevalget på kamelerne. Det må være foretaget af en fuld farveblind mand. Selve spillet var meget tæt, men endte med at jeg løb af med sejren.

På bord nummer to havde Bjørn Hove overtalt to nye og Toke Zandersen til at kaste sig over Age of Steam. Udover lidt regelusikkerhed og en lettere ophedet diskussion om at få lov at lave ting om gik det fint ;o)

På det sidste bord havde de valgt at spille Attika. Det var endda lykkedes at lokke Bo Siemsen med, som åbenbart ikke kunne finde en ASL-ven. Attika har ikke været spillet så meget det sidste halve år, så det lykkedes Ken at snige en sejr hjem.

Efter at Bo var gået, fik Claus Brændgaard lokket Sune Korreman og Ken Andersen til at spille Ra. Claus demonstrerede tydeligt, at han havde lært noget af at spille Ra mere end 400 gange. Efter at Ken var blevet slået to gange i Ra sluttede han sig til os andre, der netop skulle til at begynde et spil Carcassonne (med udvidelser).

Stillingen i spillet var jævnbyrdigt meget længe, men i midten af spillet så det ud som om jeg vil vinde. Da de mente at jeg var stærkt hoverende, synes konsensus at være at slå på mig ved enhver given lejlighed. Så igen lykkedes det Ken at snige en lille sejr hjem.

Efter Carcassonne var der generelt opbrud. Bjørn og Toke tog dog et spil San Juan og jeg valgte at tabe et knebent spil Blue Moon til Morten Stein.

Skriv et svar