Ved min ankomst til klubben satte seks af os sammen for at prøve Antike (Teis, Anders, Jorid, Sune, Ken og mig), et nyt civilisations-byggespil som udkom på Essen i år, og som er i stil med det gamle Civilization, Vinci, Mare Nostrum og den slags spil. Hver spiller kontrollerer en nation og bygger byer, templer, enheder og teknologiske fremskridt, for på den måde at gøre sin nation mere succesfuld end de andres.
Brættet er to kort; et trykt på hver side af brættet. Den ene side afbilder Middelhavsområdet, fra Spanien og Britannien i vest til Tyrkiet og Mellemøsten i øst. Den anden side af brættet viser det østlige Middelhavsområde (fra Grækenland, cirka), den arabiske halvø, over til Mesopotamien.
Brættet er opdelt i felter, som kan producere en af tre forskellige ressourcer, marmor, jern eller guld, hvis en spiller har en by i feltet. Disse tre ressourcer bruges til hver sin ting: Marmor bruges på at købe templer, jern bruges på nye enheder, og guld bruges på teknologiske fremskridt. Udover de tre typer ressourcer får spillerne i starten af hver af deres ture en “mønt”, som reelt bare er en joker/wildcard ressource.
Fra starten kontrollerer hver spiller en nation, med byer i tre felter (en af hver slags ressource) og ingen enheder. Startende med startspilleren (altid en fast nation), og gående med uret rundt, tager spillerne nu deres ture:
Hver tur består af fire faser:
- Få en mønt
- Lav en aktion (mere om det nedenfor)
- Byg evt. nye byer.
- Tilegn sig historiske personligheder (hvis muligt)
Aktionen man kan lave i fase 2 er bestemt af hvilket af otte felter på “aktionshjulet” (trykt i hjørnet af brættet) man står på. Der er tre produktionsfelter, en for hver type ressource, og vælger man denne aktion, producerer alle ens byer af den relevante type. Normalt producerer en by 1 ressource af sin egen type, men har byen et tempel, producerer den istedet 3 ressourcer.
Udover de tre produktionsfelter, er der også 3 “byggefelter” på hjulet: Et felt hvor aktionen er at købe teknologiske fremskridt (for guld), et felt hvor man kan templer (for 5 marmor hver), og et felt hvor man kan købe enheder (legioner og flåder, som koster 1 jern hver).
De sidste to felter på hjulpet er manøvre-felter, som giver en lov til at rykke og angribe med sine enheder. Som udgangspunkt kan enheder rykke et felt, og kamp i et felt sker hvis mindst en af de involverede parter ønsker det. Man kan også i forbindelse med en manøvre angribe byer, men dette koster et ekstra movement point, så enten skal man allerede stå i feltet med sine enheder, eller også skal man have de teknologiske fremskridt, som giver en lov til at rykke længere med sine enheder.
Meningen med at placere de 8 aktionsfelter i et hjul er, at en spiller i sin tur skal finde sine nye aktion ved at rykke sin brik på hjulet 1-3 felter med uret i forhold til dens gamle position. Man kan rykke brikken længere, men så koster det også 1 ressource pr. felt udover 3 man vil rykke. Ønsker man således at blivende stående på den samme aktion som sidste tur, skal man betale 5 ressourcer, svarende til at rykke 8 felter fremad.
Hjulmekanismen gør, at det ikke er alle aktioner der lige er til at nå i en given tur: Det kan være man desperat ønsker at opruste, men har man lige passeret “købe enheder” feltet, må man enten betale ekstra, eller vente et par ture, før man kan komme derhen.
Efter at have lavet en aktion, kan man bygge nye byer. Hvis man har en enhed i et felt, og der ikke allerede er en by i feltet, kan man ved at betale 1 jern, 1 marmor og 1 guld anlægge en by i feltet.
Sidste fase i en spillers tur er tilegnelsen af historiske personligheder. En “historisk personlighed” er i spillet et synonym for 1 victory point, og kortene er egentlig overflødige. Kortene findes i 5 udgaver:
- Konger – gives til en spiller for hver multiplum af 5 byer, spilleren har
- Lærde – gives til en spiller der som den første opnår et givet teknologisk fremskridt
- Borgere – gives til en spiller for hver multiplum af 3 templer, spilleren har
- Opdagelsesrejsende – gives til en spiller for hver multiplum af 7 felter, spilleren har skibe stående i, og
- Generaler – gives til en spiller hver gang en fjendtlig by med et tempel indtages (hvilket også medfører at templet fjernes)
Fælles for alle de historiske personligheder er, at har en spiller en gang vundet den, kan han ikke miste den igen, uanset om han stadig opfylder kravene for den eller ej. Der er desuden et begrænset antal af hver type personlighed, så hvis f.eks. kongerne på et tidspunkt er væk, kan spillerne ikke længere score points for at grundlægge mange byer.
Spillet slutter efter en spillers tur, hvis denne spiller har det antal VP der minimalt kræves. Dette afhænger af antallet af spillere (3 spillere; 12 VP, 4 spillere; 9 VP, osv).
I vores spil spillede vi på det vestlige bræt, og trak lod om nationerne, og jeg endte med at blive germaner – ligesom i mandagens spil i min eks-rollespilsgruppe. Teis var Persien, Jorid var Fønikien, Anders var Grækenland, Sune var Karthago, og Ken var min nabo mod syd, Rom.
Det var hurtigt tydeligt at de tre østlige nationer havde mindre plads end os andre, og de kom da også hurtigt i kamp med hinanden. Jorid placerede sin base i det sydøstlige hjørne og kom hurtigt foran på points, men lidt henne i spillet blev hun overhalet af Ken. Ken beholdt faktisk sin føring resten af spillet, og endte som sejrherre, skarpt forfulgt af Sune og mig, med de tre østlige kamphaner længere tilbage. Der var bred enighed blandt alle om at det var et rigtigt sjovt spil (altså en lidt mere positiv reaktion end efter mandagens spil) som skulle spilles igen snarest.
Jeg synes Antike er et godt, snedigt udtænkt og hurtigt civilisations-byggespil, og det er det tætteste vi endnu er kommet på en hurtig/spilbar Civilization-klon.
Til trods for det er det ikke nogen erstatning for den gamle klassiker: Alle de aspekter der gjorde Civilization til den succes det var, mangler i Antike: Der er ingen befolkningstilvækst (istedet har man bare det sædvanlige byg-hære-og-flåder), ingen handel, ingen fornemmelse af civilisationernes storhed og fald, ingen naturkatastrofer, og et meget svagere teknologiudviklings-system. Byer er også håndteret meget mere abstrakt i Antike, hvor de i princippet bare er kontrolmarkører for et felt, istedet for i Civilization, hvor byer behandles helt specielt og interagerer med befolkningen omkring dem på en række spændende måder.
Istedet for et “Civilization light” har vi et hurtigt spil hvor hver nation hele tiden ekspanderer (i territorium, teknologier, templer, etc.) indtil en af dem når den vindende VP grænse. Mekanismen for at vælge aktioner vha. hjulet er overraskende velfungerende, og fører til mange svære valg. Slå-på-lederen problemet, som normalt er udtalt i denne type spil er stort set løst her, da spillerne jo scorer VP i løbet af spillet, og ikke senere kan miste dem igen.
Med hensyn til balancen af VP grænserne (altså om man spiller til for mange eller for få VP, afhængigt af antallet af spillere), har det virket OK for mig i begge spil har prøvet. Især i 6-spillers spillet, hvor det føltes om om spillet endte på netop det rigtige tidspunkt. I mit 4-spillers spil følte vi alle at der var potentiale for et langt, sejt slutspil (hvor folk prøver at angribe hinandens templer, bare for at score det sidste VP), men heldigvis undgik vi det. Jeg kan se at der kan være problemer med tre spillere, hvor man spiller til 12 VP, men løsningen er heldigvis simpel, nemlig at spille til færre (10) VP istedet.
Jeg synes at spillet fungerer bedre med mange spillere. Med færre spillere føles brættet for åbent, og der er ikke nok konkurrence om VP kortene. Hvorfor disse elementer ikke er skaleret ned med færre spillere, ved jeg ikke: Det virker som en oplagt løsning (f.eks. at spille på halvdelen af brættet og med ca. halvdelen af VP kortene, når man kun er tre spillere), istedet for at ændre VP grænsen for sejr.
I det store hele kan jeg gode lide spillet. Det er ikke – for mig, i det mindste – den klassiker Civilization er, men Antike er sjovt (nu, spørg mig igen om et år), og det er hurtigt nok til at man faktisk kan få det spillet.
Efter Antike stod den på et af mine yndlingsspil, Amun-Re. Deltagere var Rasmus, Jorid, Anders, Jacob og mig. Som altid var det guddommeligt sjovt, og det endte med en fortjent sejr til det nye medlem, Jacob, med Rasmus og mig få points bagefter, og med de to sidste længere bagud.
Sidst på aftenen satte Rasmus og jeg os til at spille Pyramiden des Jaguar, et lille bitte kortspil i Kosmos’ to-spiller serie. Jeg skal ikke sige så meget om det her, bortset fra at nævne at det gælder om at lave en pyramide af 10 kort (med 4-3-2-1 pladser i de fire lag), og alle kortene skal ligge i stigende rækkefølge. Til dette benytter spillet et snedigt system, hvor spillerne skiftes til at tilbyde to kort, hvoraf modstanderen tager et og spilleren beholder det andet. Der er en masse andre, små regler rundt omkring i spillet, men humlen af det er at vi har at gøre med en lillebitte, fuldstændig abstrakt hjernebryder.
Det kan lige nu fås til 1 euro (!) hos Adam Spielt, men om det er det værd er jeg lidt usikker på. Min konklusion er i hvert fald, at det ikke er specielt sjovt, og jeg har ikke den store interesse i at spille det igen. Forhåbentlig er mit andet, nye Kosmos-spil, Druidenwalzer, sjovere!
Mht. Pyramiden des Jaguar synes jeg det var ok, og snildt værd den 1 euro det koster. Det er dog meget abstrakt og ikke alles kop te. Det hjalp sikkert også på min opfattelse at jeg vandt begge spil ;o)
Fair nok, og jeg har i oplysningens interesse tilføjet en lille beskrivelse af spillet til artiklen ovenover.
Men jeg synes det er et af de svageste spil fra serien, jeg endnu har prøvet (omend en del af de nyeste spil heller ikke har fået mange gode ord med på vejen). Jeg tror der er en grund til at alle de tyske forretninger har stakke af dem liggende tilbage. 🙂
Antike kom også frem i går og jeg så med stor spænding frem til at prøve det. Jeg var dog ikke imponeret da spillet var overstået, for godt nok et mekanikken i spillet ganske god men det fremstod for mig som alt for klinisk. Den største skuffelse var nok at imperierne man spiller er fuldstændigt ens. Selvom de måske kommer til at adskille en lille smule mht teknologi er det kun midlertidigt indtil de næsten alle sammen har den samme teknologi. Så min dom er endt med at være en tommerfinger op for mekanikken og en ned pga. manglende dybde og tema.
Jeg er for så vidt enig med dig i, at Antike føles ret abstrakt/klinisk sammenlignet med mere farverige, men måske ikke så mekanisk velfungerende civ-spil. Jeg synes dog ikke det er så slemt som i jeres andet civ-spil i går, Vinci, hvor enhver forbindelse til virkelige rigers storhed og fald er “purely coincidental”.
Ja, der kunne godt have været lidt mere skelnen mellem nationerne, i det mindste i stil med Civilization’s måde at gøre det på: Her er nationerne stort set ens fra starten, men geografien og de forskellige krav på AST’en driver alligevel nationerne i forskellige retninger.
I Antike er der selvfølgelig forskellige startåbninger: Start med at ekspandere, start med templer, osv., Min erfaring er dog at uanset hvilken åbning man starter med, ligner alle riger alligevel stort set hinanden efter 10 ture eller deromkring. Om det kan lade sig gøre at udvikle sin nation “degenereret” (f.eks. kun køre marmor -> templer i stedet for at ekspandere), eller om alle tvinges til at udvikle sig på den samme balancerede måde, ved jeg ikke.
En løsning på forskelligheds-problemet kunne have været ikke at fordele alle ressource-typerne ligeligt over hele brættet, men det ville på den anden side nok have været et potentielt spilbalance-mareridt.
I det store hele er jeg dog positiv, men jeg vægter også elegancen af spilmekanismerne højt. 🙂 Men som jeg skrev, nogen erstatning for Civilization er det ikke.
Selvom rigerne i Vinci er taget fuldstændigt ud af det blå virker de stadig sjovere at spille og dynamikken mellem dem er langt mere interessant. Når der i Antike kun ser ud til at være en strategi for alle imperierne er det ret åbentlyst hvordan de kommer til at konkurrere mens to imperier i Vinci sagtens kan være naboer uden at konkurrere fordi de kan have komplementære mål.
Jeg kunne godt ønske mig et spil som lå et sted mellem Vinci abstrakte tilgang og så det hyperrealistiske man oplever i 7 Ages. Det var måske et godt bud på et Civ agtigt spil, som kan afvikles på en aften. Faktisk er der rygter om at der skulle komme et 7 Ages “light” en gang.