Der skal mere end et kommunalvalg til at holde folk væk fra en spilleaften. Om det var fordi der ingen spænding var om udfaldet i København eller visheden om at der dukkede en fotograf op fra Jyllandsposten skal være usagt.
Efterhånden som folk havde gjort deres demokratiske pligt, fandt de vej til KBK’s ydmyge lokaler på Nørrebro. Om end så sent, at de første stort set kun lige var kommet indad døren før fotografen meldte sin ankomst.
Mens vi i huj og hast fik vi stablet lidt spil på benene, så det var muligt at fange nørder ”in action”, blev der taget billeder af vores spilskab til den store guldmedalje. Faktisk blev der taget så mange billeder af vores skab, at man nemt kunne komme i tvivl om fotografen havde forvekslet det med en af overborgmesterkandidaterne i København.
Jeg shanghajede Jorid og Tobias til et hurtigt kamelspil, da det er sjovt og hurtigt. Den lumske bagtanke at der måske kunne komme et par gode billeder ud af det spillede overhovedet ikke ind. Det viste sig at ingen af de andre havde prøvet det før, så selvom jeg gav et par fif undervejs til de andre, var der ikke den store tvivl om udfaldet.
Umiddelbart må fotografen have troet at de pastelfarvede kameler var byrådskandidater, thi de blev fotograferet fra en hver tænkelig vinkel.
Efter den stod den på Goa på mit bord, mens det andet bord kastede sig over Puerto Rico. Jeg løb med sejren, men jeg er ved at blive mere og mere overbevist om at held spiller en større rolle end vi tiltror. Derudover viste spillet også med al tydelighed betydningen af turrækkefølgen og nødvendigheden af at holde tungen lige i munden.
De to borde afsluttede samtidigt og efter lidt bytten rundt på bordene, kom Torres og Alhambra (+ den første udvidelse) på bordet. Der er fire miniudvidelser i udvidelsen til Alhambra. Udvidelserne er kort fortalt:
Den første er en ekstra brik, som når man bruger den, giver mulighed for at købe en brik, hvis man kan betale lige på. Nummer to er vekslekort, der giver mulighed for at købe brikker ved at kombinere to valutaer. Nummer tre er gratis boosterbygninger, der som navnet antyder booster de andre bygninger i byen. Hver matchende bygning man har op ad en boosterbygning tæller dobbelt, når man gør op hvem der har flest af de forskellige bygningstyper. Den fjerde er bonuskort som hver spiller får 2 af. Hvis man i løbet af spillet køber den eksakte bygning, som er på kortet, tæller det som en ekstra bygning, når man gør op hvem der har flest af de forskellige bygningstyper. Modsat de andre steder må man godt vente med at spille det til der scores, og man har på den lumske og overraskende måde, en mulighed for at snige en bonus hjem.
Reglerne for udvidelserne er meget simple, men giver spillet et mere taktisk præg. Så dommen er klar – for fremtiden skal vi spille med udvidelserne. Det hjælper selvfølgelig også på dommen at jeg vandt stort ;o)
Efter det kastede vi os over Money sammen med Torres-tosserne. Money er et lille kortspil hvor man forsøger at samle så mange af den samme valutatype som muligt. Der er så bonus for at have sæt mv.
Spillet består af 5 valutaserier. Kortene har en værdi og en valutatype. I hver valutaserie er der 3 20’er, 3 30’er, 1 40’er, 1 50’er og 1 60’er)
Når spillet starter får hver spiller 6 kort, derudover bliver der vendt 2 x fire kort. Spillerne vælger så hemmeligt hvilke af deres egne kort, som de vil byde og vender dem derefter samtidigt. Den spiller som har budt højest, kortværdierne lagt sammen uanset valutatype, vælger først.
Han kan vælge at tage en af de 2 x fire kort eller en af de andres spillers bud på hånden. Derefter vælger den spiller, der har budt næstmest og så fremdeles. Når alle har valgt vil der være, medmindre folk har snydt, to bunker tilbage med typisk 1 eller 2 kort i hver. De to bunker bliver suppleret op til 4 kort hver og man starter en ny byderund. Den procedure forsætter indtil bunken løber tør og der gives point.
Da dette er et Knizia-spil er der selvfølgelig en lidt anderledes pointscoring end øhm, hvad siger man – normalt. Hver valutatype tælles op separat. Hver kort giver dens værdi. Har man 3 ens værdier eller de 3 højeste værdier i serien får man yderligere 100. Har man under 100 i den pågældende type giver den ingenting. Har man over 100, men under 200 af typen får man den samlede sum – 100. Har man over 200 får man den fulde værdi.
Når spillet er slut må den der har flest point lave en lille sejrsdans og råbe hurra. Det gjorde Jorid to gange, hvilket nok indikerer at det er et spil med et stort element af held. ;o)
Da spil nummer to var overstået strøg folk hjem for at se hvilke af kommunalvalgets giraffer, der var blevet valgt, samt hvilke dinosaurer, der havde trukket sig.
Man kan så undrer sig over at i vælger at spille Through The Desert når der er en fotograf tilstede. Bevares, det er et glimrende spil – men et TTD billede i en avis virker nok mere som en reklame for det nye plastik-legetøj i kinder-æg, end det er god reklame for brætspil 🙂
Om Ken og jeg så gjorde sagen bedre ved at tage et par hurtige spil Zertz skal jeg ikke kunne sige, men vi følte os da helt sikkert mægtig sofistikerede 🙂
Hvor er Søren og hans Polarity når man har mest brug for ham ?
Nu var kriterierne at det skulle være sjovt, hurtigt, fotogent og nemt at gå til. Det mener jeg faktisk at Through The Desert er. Polarity er måske nok et sjovt spil, men det er efter min mening ikke et typisk ”KBK-spil”.
“Polarity er måske nok et sjovt spil, men det er efter min mening ikke et typisk ”KBK-spil”.”
Der burde have stået: “Men det er ikke et typisk Rasmus spil.”
Næ, det burde der ikke. Polarity er et glimrende spil, men særligt repræsentativt for hvad vi typisk spiller, er det altså ikke.
Det må der laves om på 😉
Stem på mig. Mit parti går ind for “flere dexterity spil i KBK”.
Københavns Dexterity-spil Klub
humf, hell?? Det kalles evner! Leste forresten artiklen og nordmenn spiller mer brettspill en dansker, jeg lar det tale for seg selv.
Det kan godt være at nordmænd spiller mere brætspil end danskere, men de vinder sjældent ;o)
Pas på vi ikke tvinger dig til at spille Elchfest en hel aften! 🙂 (det burde kurere dig).