Så er årets Viking Con 24 slut. Det blev til en masse timer med både gamle kendinge og helt nye spil.Da programmet, for et godt stykke tid siden, dumpede ind af min brevsprække blev det nærstuderet, og jeg kom frem til, at det var et bedre program end sidste år!
Dog manglede der min egen favorit: Advanced Civilization. Panikken bredte sig dog ikke, der var jo mange andre gode spil!Jeg kom frem til at jeg skulle spille Byer & Riddere, A Game of Thrones, Britannia, Call of Cthulhu og Ricochet Robots. Planerne blev dog ændret en smule, da Game of Thrones og Britannia blev skrottet fordi der kom en poker-turnering i vejen….
Da jeg ankom til årets Viking Con lignede alt sig selv. Butikker, spille-lokaler, ludotek, “kantine” og en masse flinke mennesker man ser år efter år 🙂
Byer & Riddere var første spil. Turneringen var delt ind i en kvart-finale, semi-finale og finale. I kvartfinalen spillede jeg sammen med 2 venner, hvor jeg “desværre” slog Anders Reske ud – 2 gik videre til semi-finalen. I denne gik jeg videre til finalen sammen med Jesper Møller Pedersen.
Finalen var lidt speciel. Turnerings-leder Martin ville prøve noget nyt, og han lagde brættet så de 5 ressourcer lå i 5 klumper. Dermed kunne man højest få 4 forskellige ressourcer fra start af. Det udviklede sig til et utroligt interessant spil hvor det bølgede frem og tilbage. Til sidst løb jeg af med sejren foran Jesper Møller Pedersen og Anette Debel Holm. Sejr i kvart-finalen, semi-finalen og finalen i første turnering kan man ikke klage over. En gul trøje var i hus 🙂
Næste dag stod den på live-poker turnering med 140 deltagere på Charlottenlund travbane. Jeg røg desværre ud da der var ca. 25 tilbage. Om aftenen var jeg tilbage på Viking Con og skulle spille Call of Cthulhu! Da jeg så, at mange af de flinke mennesker jeg er kommet il at kende, var meldt til Battle Cry, besluttede jeg dog at spille dette i stedet. Her blev det ikke til en finaleplads, men spillet var sjovt og skal helt sikkert prøves igen.Om søndagen stod menuen på Connens vigtigste spil: Ricochet Robots!
Da jeg dukkede op kl 11.55 var Turneringsleder Peter ved at forklare regler til en enkelt person, som ikke havde prøvet det før. Derudover var Søren Busch til stede. Ikke det store fremmøde! Da turneringen skulle i gang var vi dog nået op på 6 hvoraf den ene var Battle Cry turneringsleder Uffe.Det blev besluttet at vi skulle spille 3 indledende spil i 2 grupper af 3 personer. Søren og jeg kom i forskellige grupper. To personer fra hver gruppe ville så gå videre til finalen. Vi spillede altså ikke om at gå videre, men om ikke at ryge ud ;)Der blev virkelig tænkt – og tænkt hurtigt!
Ved mit bord viste Uffe sig hurtigt at være en haj til Ricochet Robots, men efterhånden begyndte jeg at følge med, og det endte da også med at vi to gik videre til finalen!Søren gik også videre til finalen, og den blev spillet endnu mere hardcore end de indledende spil. Her blev der vendt to mål-markører hver gang – så man skulle altså have to robotter i mål på en gang. Dette satte hjernen på en ekstra prøvelse, som Uffe viste sig at være den bedste til at klare. Søren og jeg blev nr. 3 og 4…. Men sjovt var det :))Alt i alt var det en god Viking Con 24 – min 9. Viking Con. Jeg fik 5 nye spil med hjem efter at Faraos Cigarer havde nedsat deres spil-udvalg med 50% – jeg fik en gul trøje – og jeg fik mødt mange af de flinke folk man kun møder denne ene gang om året 🙂
Forfatterarkiv: Teis Jacobsen
Robotter til uendeligt antal spillere
Da jeg ankom til KBK havde arbejdsweekenden allerede forputtet sig bag i hovedet. Derfor blev jeg glædeligt overrasket da jeg så hvad der var blevet gjort i klublokalet. Ifølge Bo var det langt fra færdigt, men væggen foran vinduet og pusset på to vægge var fjernet. Det gav et nyt og tiltrængt pust til rummet. Desuden gjorde murstensvæggene at rummet kom til at se lidt “råt” ud. Helt frækt i en brætspilsklub.
Selve spilledelen startede rigtigt godt. Ude foran KBK mødte jeg Kasper, som straks da han så hvem der luskede i skyggerne, kastede et forslag om Struggle of Empires op i luften. Da jeg åbenlyst har erklæret min kærlighed til denne mini-udgave af Civilization, måtte jeg acceptere hans forslag.
Da vi kom ned i klubben var stemningen dog desværre ikke helt til det, og vi gik i gang med en omgang Skt. Petersburg istedet. Et spil der blev vundet af Rasmus, næsten uden brug af manipulation eller regelmisbrug. Rent held var dog helt sikkert den afgørende faktor.Da vi ikke kunne få gang i det omtalte spil SoE gik vi igang med Rasmus´ nye yndlingsspil Pizarro & Co.. Det er et spil som jeg af en eller anden grund bare er regulært dårlig til, men jeg bliver alligevel ved med at spille det…. Dette spil havde Kasper ikke prøvet før og erklærede da også adskillige gange, at han “ikke fattede en skid af det her”. Alligevel fik han dog flere points end mig selv… Rasmus og Steen måtte dele førstepladsen. Så igen fik Rasmus en sejr pga. held.
Søren havde andetsteds i klubben (eller måske det var det samme bord) introduceret folket til Ricochet Robots(RR), et meget specielt “ingeniør-spil” som det blev benævnt. Reglerne skal ikke forklares her, men der opfordres til at folk tager del i glæderne næste tirsdag 🙂 Der kan nemlig være 2 til UENDELIG antal spillere.
Mens Søren, Kenneth, HC og jeg gik i gang med et nyt spil RR blev der spillet diverse klassikere, som Modern Art, Amun-Re og Acquire, og en enkelt nykommer, nemlig Goa. Hvordan det gik der, kan ses i spilstatistikken.Einfach Genial kom også på bordet den aften, og Kenneth fik også introduceret San Marco til Søren og mig selv. Sjovt, men et spil der kræver et par spil før man har styr på hvordan kortbunkerne skal deles!!Næste gang står den muligvis på Dune, Twilight Imperium og Ricochet Robots!