Imens alskens abstrakte, ahistoriske og almindeligvis amorfe bræt-’spil’ gik for sig i de skumlere kroge af klubben, kastede Teis, Kasper og jeg os ud i et virkelig værdigt, vaskeægte vræt…øh, brætspil, nemlig Struggle of Empires.
Her gælder det om at dominere verden som en af stormagterne i det 18. århundrede – tilfældighederne ville, at Kasper styrede frøerne…øh franskmændende, Teis tronede over østershattene…øh østrigerne, og jeg fik De-Glorværdige-og-Historiske-Vindere-af-Syvårskrigen, Prøjsen.

For at gøre en lang historie uforståelig, så lykkedes det mig at komme foran i første krig (et spil består af 3 krige med 5-6 runder i hver), mest fordi den prøjsiske hær støvlede den rimeligt grundigt over de tyske stater. I kolonierne gik det mindre godt – det viste sig, at de prøjsiske ’søfolk’ (hastigt omskolet fra fodtusser, formodentligt) ikke kunne kende forskel på styrbord og stort set hvilket som helst andet maritimt udtryk, med en masse våde og umiddelbart derefter døde prøjsiske fodtusser (ikke omskolede) til følge.

Frankrig sendte sine tentakler ud over meget af den nye verden og scorede kassen ved denne strategi, mens Østrig fulgte en mere balanceret plan med tilstedeværelse i både Europa og kolonierne.

Da den 3. og sidste krig var godt i gang stod det klart, at de respektive befolkningers begejstring for de stigende tabstal var stærkt overvurderet af især Østrig og Prøjsen (hver mistet hær, samt opkrævning af skat, giver ‘unrest’ – har man 20 eller flere af disse ved spillets slutning, betyder det revolution, og man får automatisk 0 point!). Det hele gik op i en ubehagelig spids i Nord-Amerika, hvor overlegne prøjsiske styrker havde 2 (to!) forsøg til at slå en håndfuld bue-bevæbnede indianere på flugt. Prøjserne havde endda satset kronjuvelerne på successen af denne konflikt (jeg havde valgt ‘industrialisering’ for at få et ekstra sejrspoint, og var dermed på 19 unrest), men hvad – tilfældighederne var stadig på den forkerte side, og endnu 2 prøjsiske arméer mådte bide i det saftige, nord-amerikanske græs (ja, de smagte det nok ikke, eftersom de var døde det pågældende tidspunkt, og forresten bider døde mennesker normalt ikke (heldigvis), med mindre de er u-døde, men det er et helt andet spil….) – og dermed var al magt overgået fra mig til den Prøjsiske Folkefront (eller var det Folkets Front i Prøjsen?).

Overraskende viste det sig, at Østrig ligeledes havde formået at stable 20 unrest sammen (man går måske ikke så højt op i at tælle på de kanter?), så dermed stod Frankrig som vinder med sine latterlige, kongetro 83 point – hvad blev der egl. af ‘Liberté, fraternité, egalité’ (bare fordi man er et kvart århundrede for tidligt på den…)

Da vi kun var 3, forløb spillet hurtigt, ca. 3 timer inklusive setup og lidt forklaring. Det er nok ikke tilrådeligt at spille med 6 eller 7 spillere, med mindre man er meget tålmodigt anlagt, men 5 spillere er efter sigende godt.

Struggle of Empires er sjovt og rigt på muligheder og udfordringer – kort sagt fedt! Alle der siger noget andet er revolutionært pak (eller franske)!