Da jeg ankom, havde Rasmus allerede taget Quo Vadis? frem og sat op til et hurtigt spil, mens vi ventede på flere spillere.
Rasmus satte hurtigt Teis, Jorid, Ken og jeg ind i reglerne, hvor det gælder om at lave aftaler om støtte før man kan rykke, hvilket var en ny kærkommen spillemekanisme frem for at bydeJ
I spillet rykker man sine brikker (Senatorer) på skift fra rum til rum, hvor hver rum har et antal stole. Målet er at komme i senatet (det sidste rum) med højest antal point. Man kan kun rykke videre til næste rum, hvis man har flertal af stole eller bliver støttet af andre spillere i samme rum. For at få støtte kan man love point væk, love genstøtte eller hvad man ellers kan finde på.
Da senatet var fyldt op talte vi point sammen.
Da jeg vandt måtte jeg igennem den sædvanlige jammerdal fra Rasmus om, at spillet var heldbaseret, Ken forærede mig sejren og diverse andre klynkerier men man vænner sig til det.

Derefter gik Jesper; Teis, Anders, Rasmus og Poul i gang med Struggle of Empires og Ken og Jorid kastede sig over Battle Line. Jeg ventede på Jens der havde lovet at medbringe Commands & Colors: Ancients, som jeg netop selv har købt. En længere seance med 642 klistermærker der skulle på træklodserne havde fået mig forhindret i at læse reglerne men Jens havde spillet det før og gik hurtigt i gang med forklare.
Reglerne er meget lige til og logiske, hvilket gør at man hurtig kan komme i gang med spillet støttet af et overskueligt player aid.
Til det første spil valgte vi et scenario der hedder: “The battle of Akragas – 406 BC”, hvor jeg spillede Kartago.
Hærene stilles op som angivet af scenarioet og derefter trækker man et antal commando kort. Disse kort er dem man rykker sine units med, og trækker et nyt, hver gang man har afgivet en ordre.
Brættet er delt op i 3 afsnit (højre, midte og venstre) og ved hjælp af kommando kort rykker man bestemte enheder i højre, midte eller venstre side alt afhængigt hvad kortene siger.
Kampene bliver klaret med specielle terninger der viser om man rammer modstanderen og om de flygter.
Spillet er som sagt super enkelt og der er ingen tvivl om at det er et “Beer & Pretzel” spil…men et rigtigt godt et!
Spillet har utroligt atmosfære og med det rette musik (f.eks Gladiator soundtrack) lever man sig hurtigt ind i slaget, hvor man levende kan forstille sig, hvordan manglende commando kort afspejler ordre der ikke når ud til enhederne (indlevelse i spillet, hører måske sammen med antallet af ølliader der er gledet nedJ)
De første spil jeg spillede var præget af lidt tilfældig fremrykken men i de næste par spil skal der helt sikkert lægges en strategi ud fra de kort man sidder med på hånden så man kan lave et sammenhængende angreb.
Jeg var vældig tilfreds med spillet (til trods for to nederlag) og skal helt sikkert spille det igen. Det er et af de spil, hvor man kan ikke lade være med at tænke, hvad man gjorde galt og gå og lægge en lille strategi til næste gang.