rock, paper, scissor, sponge, devil… what the?

Neste gang vi skal avgjøre hva vi skal spille skulle vi måske prøve en alternativ form av sten, saks, papir?



ROCK POUNDS OUT FIRE, CRUSHES SCISSORS, SNAKE, HUMAN, WOLF, SPONGE, BLOCKS (GROWTH OF) TREE.

FIRE MELTS SCISSORS, BURNS PAPER, SNAKE, HUMAN, TREE, WOLF & SPONGE.

SCISSORS SWISH THROUGH AIR, CARVE TREE, CUT PAPER, SNAKE, HUMAN, WOLF & SPONGE.

SNAKE BITES HUMAN & WOLF, SWALLOWS SPONGE, NESTS IN TREE & PAPER, BREATHES AIR, DRINKS WATER.

HUMAN PLANTS TREE, TAMES WOLF, CLEANS WITH SPONGE, WRITES PAPER, BREATHES AIR, DRINKS WATER, SLAYS DRAGON.

TREE SHELTERS WOLF & DRAGON, OUTLIVES SPONGE, BECOMES PAPER, PRODUCES AIR, DRINKS WATER, IMPRISONS DEVIL.

WOLF CHEWS UP SPONGE, & PAPER, BREATHES AIR, DRINKS WATER, OUTRUNS DRAGON & LIGHTNING, BITES DEVIL's HEINY.

SPONGE SOAKS PAPER, USES AIR POCKETS, ABSORBS WATER, CLEANSES DEVIL & DRAGON, CLEANS GUN, CONDUCTS LIGHTNING.

PAPER FANS AIR, COVERS ROCK, FLOATS o­n WATER, REBUKES DEVIL & DRAGON, OUTLAWS GUN, DEFINES LIGHTNING.

AIR BLOWS OUT FIRE, ERODES ROCK, EVAPORATES WATER, CHOKES DEVIL, TARNISHES GUN, FREEZES DRAGON, CREATES LIGHTNING.

WATER DROWNS DEVIL & DRAGON, ERODES ROCK, PUTS OUT FIRE, RUSTS SCISSORS & GUN, CONDUCTS LIGHTNING.

DRAGON COMMANDS DEVIL, BREATHES LIGHTNING & FIRE, RESTS o­n ROCK, IMMUNE TO SCISSORS & GUN, SPAWNS SNAKE.

DEVIL HURLS ROCK, BREATHS FIRE, IMMUNE TO SCISSORS & GUN, CASTS LIGHTNING, EATS SNAKES, POSSESSES HUMAN.

LIGHTNING MELTS GUN & SCISSORS, SPLITS ROCK & TREE, STARTS FIRE, STRIKES SNAKE & HUMAN.

GUN TARGETS ROCK & TREE, FIRES, OUTCLASSES SCISSORS, SHOOTS SNAKE, HUMAN & WOLF.

Vi kommer aldri til å finnet ett spill….

Gale videnskabsmænd og metalmænd

Jeg dukkede op som den første i KBK og besluttede at det var en passende lejlighed til at få det nye spil Leonardo de Vinci på bordet. Søren, Poul, Claude og Teis gjorde mig selskab og efter at have løbet reglerne igennem (som er unødig lange) – gik vi i gang.
I spillet er man opfindere der konkurrer om at opfinde (surprise!) opfindelser. Dette gøres fx ved at kombinere lidt reb og lidt tømmer i et værksted. Alt sammen styret af en mester der koster rundt med små lærlinge og evt. mekaniske mænd. Jo flere opfindelser og

Spillet som løber over 7 (+ 2 mindre) runder har fire faser.

1) Værkstedsfase
2) Tildelingsfase
3) Udførelsesfase
4) Udviklingsfase

I værkstedsfasen vælger alle spillere hemmeligt mellem de 25 mulige opfindelser som man kan forsøge at lave. Der er dog fem synlige opfindelser pr. tur – de fem opfindelser som byen har efterspurgt. Man må dog gerne gå i gang med at opfinde noget som byen ikke har efterspurgt (endnu). Det er en strategi der kan være penge i, da der gives flest penge til den spiller der opfinder tingene først. Risikoen, som Søren måtte sande, er at det ikke er sikkert at opfindelsen efterspørges overhovedet.

Får overhovedet at kunne producere skal man have de rigtige ingredienser (jern, glas, træ, mursten eller reb). Jeps, med disse fem superingredienser kan fremstille alt. Jo større opfindelser – jo flere ressourcer skal der bruges til at fremstille den. Til gengæld giver større opfindelser flere penge.

I tildelingsfasen forsøger man at placere sin mester og små lærlinge på forskellige steder i byen i et forsøg på at skaffe sig selv fordele (mekaniske mænd, større værkstedet etc.) og nye ressourcer.

Den der har mest indflydelse på et givent sted får lov til at tage ressourcen eller fordelen gratis i den næste fase. Efterfølgende kan den med næstmest indflydelse købe ressourcer for 2 floriner, derefter for 3 floriner for til sidst at ende med 4 floriner. Ønsker en spiller ikke at købe til den angivne pris får næste spiller buddet. Står man således alene et sted, kan man således få op til 4 ressourcer. Men da pengene fungerer som point i spillet skal man selvfølgelige passe på ikke at forkøbe sig.

I udviklingsfasen afslører man om man har nået en af de efterspurgte opfindelser, og hvis man er den eneste der har netop den indkasser man en sum penge og opfindelsen. Er der flere der har lavet opfindelsen i samme runde får begge spillere penge, ned de skal hemmeligt byde floriner for at få opfindelsen.

Grunden til at man gerne vil have opfindelsen er at de er opdelt i forskellige typer. Jo flere kategorier man anskaffer, jo flere bonus-floriner får man til sidst. Til gengæld er det nemmere at opfinde opfindelser i kategorier man allerede har. Så der er flere måder at komme til pengene.

Således kører spillet i 7 (+ 2 mindre udviklingsfaser) og spilleren der har puget mest guld kan erklære sig som den mest geniale ved bordet. I tirsdagens spil havde jeg fornøjelsen af at være den mest geniale. De andre var næsten ligeså geniale, men haltede en eller to floriner bagefter.

Efterfølgende stod den på Caylus Magna Carta. Jeg har tidligere kun spillet det to personer, hvor jeg synes det fungerer godt. Med fire personer synes jeg det var alt for langt. Vi var lidt uheldige med hvilke ressourcekort der kom ud, men jeg vil nok hellere spille Caylus-brætspilsudgaven end at bruge så lang tid på kortspilsudgaven.

KBK i august

21. august:

Jeg havde til denne gang fået læst regler til et af mine indkøb fra sidste års Essen-messe: Taluva, et Hans im Glück spil designet af Marcel-André Casasola Merkle, manden bag bl.a. Attika.

Taluva er, hvis man skal sammenligne det med noget, sådan lidt Carcassonne-agtigt: Når en spiller har tur trækker og placerer han en tile som er med til at udvide brættet. Efter dette må han så placere bygninger (hytter, tårne og templer) på brættet, og antallet af disse er med til at bestemme hvem der vinder: Spilleren med flest templer når den sidste tile er placeret vinder (med først ‘flest tårne’ og dernæst ‘flest hytter’ som tie-breaker). Alternativt kan en spiller vinde en “sudden death” sejr, hvis han undervejs i spillet får placeret alle bygninger i to af de tre kategorier (f.eks. alle hytter og alle tårne).

Selvom Carcassonne ikke behøver være noget “flinkt” spil, og sagtens kan spilles meget konkurrence-præget, er det som om Taluva tager et skridt eller to videre i den retning: De tiles man placerer kan nemlig ofte placeres oven på andre tiles – og i visse tilfælde oven på spillernes hytter! Dette repræsenterer vulkanudbrud, og de ramte hytter bliver derfor naturligvis fjernet. 🙂

Spillet kombinerer en lille smule held (hvilken tile trækker man?) med en nærmest skak-lignende grad af ‘brain burn’: Hver eneste placering af tiles og bygninger har vidtrækkende konsekvenser. Kan de andre spillere ødelægge det man lige har placeret? Har man ekspansionsmuligheder nok? Er nogen tæt på at vinde en sudden death sejr, og hvad kan man i givet fald gøre ved det?

Visuelt er der tale om et ekstremt flot spil: Brikkerne er farverige, og navnlig placeringen af de tykke tiles oven på hinanden resulterer i et smukt, kuperet landskab.

Jeg fik spillet mod Helle og Johannes, og efter et nervepirrende spændende spil, endte det med en sudden death sejr til Johannes.

Mit første indtryk var, at Taluva er et spil jeg rigtigt godt kan lide. Det er et hårdt spil, både fordi der er så meget at tænke over og fordi spillerne kan være så destruktive mod hinanden. Er den destruktive del af spillet så hård at det bliver for meget af det gode? Måske, det vil tiden vise, men indtil videre er jeg en imponeret Taluva-fan.

Bagefter stod den så på Taj Mahal, et af mine yndlings-Knizia-spil, som jeg dog ikke havde spillet i lang tid. Det forhindrede mig dog ikke i at have et blændende spil, hvor jeg i sidste runde fik afskåret Poul fra at vinde noget som helst, og dermed kunne sikre mig selv sejren. Nice… 🙂

Jeg fik også introduceret Helle for Aton, det hurtige og spændende to-personers spil, hvor man kæmper om indflydelse i fire ægyptiske templer. Med fire måder at vinde på er der nok at holde øje med, og da det var Helles første spil, fik jeg sneget en hurtig sejr hjem.

Endelig fik vi også spillet lidt fillers, og denne gang var det For Sale. Det er et ultra-hurtigt og simpelt auktionsspil, der i tid og kompleksitet nærmest virker som en mellemting mellem Geschenkt og Modern Art. Og som altid var det en positiv oplevelse: Der er ingen tvivl om at For Sale er et “let” spil – en filler – og en hel aften med kun For Sale-spil ville være en tynd omgang, men som en hurtig afslutter på aftenen egner det sig glimrende.

28. august:

Jeg startede aftenen med at udfordre Ken til et spil Aton: Med sidste uges sejr over Helle frisk i erindringen, og med Jorids forsikring om at Ken var en padde til Aton, regnede jeg ikke med de store problemer – men ak! Min stærke start-offensiv gik i stå, og til sidst var det Ken der kunne sætte et angreb ind som knækkede mig. Så et ydmygende nederlag, men nej, hvor er det dog et godt spil! 🙂

Aftenens “store” spil var mit helt nye Phoenicia. Her er der tale om et auktionsspil (designet af Thomas Lehmann, udgivet af JKLM Games), hvor man tilegner sig udviklingskort som giver penge og/eller victory points. Pengene bruges til at tilegne sig yderligere kort, osv., så der er tale om et eskalerende spil hvor spillerne langsomt opbygger en stadig større og mere kompleks økonomi. Spilleren med flest VP i den runde hvor en given VP tærskel nås, vinder.

Temaet har jeg ikke nævnt i den ovenstående, og det er selvfølgelig fordi der ikke ligefrem er tale om noget dybt og integreret tema. Spillet handler om at opbygge by-infrastrukturer i oldtiden en gang, så kortene man kæmper om er af typer som “kornsiloer”, “bymure”, “havne”, og den slags. At temaet ikke er essentielt for spillet illustreres også af at Phoenicia er et remake, nemlig en ny, streamlinet udgave af Lookout Games’ Das Zepter von Zavandor. Og spillets historie ender ikke her, for Zavandor var nemlig igen en streamlined genudgivelse af det gamle science fiction-spil Outpost.

Jeg ejer, og har for mange år siden spillet Outpost, men husker det nu ikke som nogen speciel fantastisk oplevelse. Zavandor har jeg derimod aldrig fået prøvet. Og selvom Phoenicia måske nok er en videreudvikling af Zepter, er det gået tilbage med komponent-kvaliteten: Zepter var rimeligt farvestrålende og flot, men komponenterne til Phoenicia er ærlig talt ikke særligt flotte. Med kedelige kort med små bitte ikoner, “wooden cubes” lavet af plastik (!), og mere i samme dur, er det ikke komponenterne man skal bruge som argument for at slippe de 450,- som spillet koster.

Det er heller ikke de skrevne regler som vil give spillet nogen priser. Debatten på Boardgamegeek er lidt delt om hvorvidt reglerne er nogle af de værste spilregler i mange år, eller om de ikke er så slemme. Jeg hælder til det første, for selv med 25 års regellæsning i bagagen, var jeg efter en grundig gennemgang totalt forvirret om selv helt grundlæggende ting i spillet. Heldigvis er der stillet, og besvaret, en lang række spørgsmål på Boardgamegeek, og med dem og en lang FAQ i hånden, fik jeg til sidst styr på reglerne.

Så med dårlige komponenter og med dårligt skrevne regler må man håbe at spillet kan tilbyde noget positivt i sit gameplay. Og det ser det heldigvis ud til: Vi spillede et fem-personers spil (mig, Ken, Philip, Claude og Tobias), og det var faktisk ret sjovt. Sjovt på sådan en lidt tør måde, bevares, for meget action kommer der ikke over et spil hvor hver enkelt spiller blot skal sidde og opbygge sit eget produktionssystem, men stadig god underholdning. I vores spil kom Tobias stærkt fra start, men opdagede senere at Phoenicia ikke er et spil hvor man kan tillade sig at lave nogen store fejl! Omkring halvvejs gik det op for ham – og os andre – at han manglede noget essentielt i sit produktionsapparat (i hans tilfælde storehouses, der kunne øge antallet af produktionskort han kunne have på hånden), og som forventet gik det hastigt ned ad bakke for Tobias derefter. Vi opdagede også, at spillet i høj grad er et “de rige bliver rigere” spil, for Kens føring i produktion bare steg og steg. Ikke overraskende endte vores spil da også med en kæmpesejr til Ken.

Phoenicia er absolut ikke noget dårligt spil, og jeg glæder mig til at spille det igen. Om det omvendt er et rigtigt godt spil ved jeg ikke endnu, men jeg tillader mig lidt skepsis. Den stærke grad af “rig-bliver-rigere, fattig-bliver-fattigere” i spillet er ikke en feature jeg generelt er vild med, så spørgsmålet er om spillets styrker kan opveje dette. Det kan absolut ikke udelukkes…

Til sidst fik vi spillet et par spil af årets Spiel des Jahres vinder, Zooloretto. Alex viste sig i begge spil at være en uovertruffen zoologisk have-direktør, og selv min über-park med både leopard- og panda-unger kunne ikke slå hans. Rasmus’ strategi i første spil, hvor han nøjedes med at vise publikum en enkelt flamingo, og låste resten af dyrene ind i stalden, var heller ikke optimal. 🙂

Zooloretto er sjovt: Som en slags tematiseret Coloretto med et par ekstra dimensioner lagt på er der ikke tale om noget dybt “gamer’s game”, men som familiespil eller “hyggespil for gamers” er det ganske fint.

wuptidu!

Dagens spille aften startet med at Kasper og Poul klarte å overtale enda en newbie til å spille railroad tycoon… det er snart ikke flere lam til offer benken. Rasmus ble lokket av en nem seier, hvor mye kamp det var i Claude vet jeg ikke, men dette bordet ble som sedvanlig ved i lang tid under høylytte diskusjoner om tog og varer. Med tog nerderen av veien var jeg, Alex og Philip fri til å spille noe sjovt 🙂
Vi startet med ett spill Ark, etter en klar seier til Alex fulgte ett spill Pueblo. Ken hadde i mellom tiden kommet og gikk med til å forklare reglene. Han hadde tydeligvis brukt mye av sin energi på regelforklaringen for han klarte ikke å gjemme serlig mange av sine tetrislignende brikker og spillet ble atter en gang vunnet av Alex.

Siden regelforklaringen gikk så godt for Ken fortsatte vi med Fyrste, dette spillet finnes både som den engelske og den tyske utgave i KBK, men Ken insisterte på å spille den tyske utgave. Måske var det en medvirkende årsak til at han vant, dog på tie-breaker.

Aften ble sluttet av med ett spill Aton med Alex. Dette geniale to-personers spillet kan vinnes på 4 forskellige måter og selv om jeg hadde gjentatt dem flere ganger så vant jeg ved å fylle opp ett tempel med mine brikker. Dette skjer sikkert ikke neste gang vi spiller Aton 🙂

Kæmp for alt, hvad du har kært ….

Vi har uden tvivl alle billeder af, hvordan det ser ud, når et skib går ned … men de færreste billeder inkluderer jublende og grinende tilskuere…

I går var jeg imidlertid i KBK, hvor det på forhånd var aftalt, at der skulle spille “Rette sich wer kann” eller “Lifeboats” … Rasmus, Jorid, Phillip, Claude, Kenneth og undertegnede befandt os på det dybe hav …
I Lifeboats begynder 7 redningsbåde midt ude på havet ved et synkende skib. Hver spiller har placeret sine matroser og sine kaptajner i de 7 både.

Spillet går ganske enkelt ud på at stemme både læk og fremdrift i de enkelte både. I hver tur stemmer man skjult om, hvor der skal placeres en læk, og dernæst hvilken både der skal sejle tættere mod land. Efterfølgende skal hver spiller lade en mand hoppe ud af en båd og ind i en anden. Man får points for, hvor mange af sine mænd, man kan redde i land inden de drukner.

Spillet er atypisk. Startspilleren har en depeche og når runden begynder sidder alle og snakker i munden på hinanden om, hvilken båd, der skal have en læk, startspilleren kan når som helst knalde pinden i bordet og dermed lukke diskussionen. Hvad man så stemmer er op til en selv, uanset om man har lovet noget eller ej, så gør man som man synes. Bølgerne gik højt, men ikke negativt eller vendt mod nogen … i særlig grad … alle fik modspillernes klamme hånd på hovedet at mærke i kampen for overlevelse. Phillip fik desværre meget hurtigt tre matroser i en båd med mange tomme pladser, hvilket svarer lidt til, når hajer lugter blod – Phillips båd fik derfor hurtigt tilføjet et afgørende antal læk, hvilket netop under ledsagende boblelyde og latter fik båden til at synke i dybet …. Det samme skete senere i spillet for Claude, som ikke blev vist meget nåde, da han i øvrigt var den eneste, der havde spillet Lifeboats før.

Der var ingen tvivl om, at det gjaldt overlevelse og det var øje for øje, når man højtlydt havde argumenteret for at Jorids båd skulle have en læk, så måtte man pænt døje med, at der blev regnet på, hvordan grøn (undertegnedes farve) kunne drukne i bølgerne, fordi der ingen båd var at redde sig op i efter den obligatoriske svømmetur …

Rasmus vandt spillet efter på ganske fin vis gennemspillet dels at gøre opmærksom på svage punkter, men bestemt også ved at sørge for at pege på steder, hvor man bestemt burde holde nogle tilbage … så ingen lagde for meget mærke til de røde matroser … der henover det frådende hav og over druknende kammerater kæmpede sig vej mod land.

Men som skrevet – et anderledes særdeles kaotisk spil men bestemt med potentiale.

Resten af aftenen stod på et eviglangt spil Volcano med Phillip, Søren og halvdelen af tiden også med Jorid. Foruden et udmærket spil Sankt Petersburg hvor Sørens rutine klart udgrænsede Phillip og jeg.

Blitzkrieg i Elasund

Denne gang blev det for mit vedkommende til tre spil; Elasund, Jenseits von Theben og Gang of Four.

Til Elasund var vi tre spillere (Rasmus, Alex og mig). Spillet er jo en gammel kending (for Rasmus og mig, Alex havde ikke prøvet det før), og det blev da også til en nem sejr til mig. Jeg fik ret uhindret lov til at bygge bygninger på de forskellige vindmøllesymboler, og da det endelig gik op for mine modstandere at jeg var hastigt på vej mod 10 points, var det for sent at stoppe mig. Et uhørt hurtigt spil Elasund, altså. Rasmus insisterede på at følge “bymurs-strategien”, til trods for at der endnu aldrig er nogen der har vundet med den. 🙂

Jenseits von Theben blev dernæst ønsket af de to andre, og jeg indvilligede i at introducere det. Som sædvanligt synes de andre – som nye spillere – at spillet var rigtigt godt, men personligt er mine følelser for det ved at køle en del af. Jeg tror at når man er kommet over de første par spil, hvor hele spilsystemet er friskt og sjovt, begynder heldfaktoren og den noget lange spilletid (i forhold til spillets dybde) at sætte sine spor. For mig er det et OK hyggespil, men absolut ikke noget jeg behøver at spille ofte. Rasmus vandt iøvrigt en kneben sejr over Alex, og med mig halsende langt bagefter, men det har ikke noget med det at gøre, siger jeg bare! 🙂

Gang of Four er et helt nyt spil på de Jens’iske hylder. Jeg har jo spillet en del Lexio på det sidste og synes det er rigtigt godt, og Gang of Four er et lignende kinesisk “climbing game” med nogle ekstra kort og specialregler tilføjet. Så det skulle jo prøves! Imidlertid var jeg slet ikke så vild med Gang of Four som med Lexio. Der er et par ting jeg foretrækker i Gang of Four, nemlig reglen med at man kan trumfe med en Gang of Four/Five/Six/Seven kombination, og de fire specialkort (flerfarvet etter, 2x føniks, rød drage) er også cool, men bortset fra det vinder Lexio på alle områder:

Lexios spilletid, som jo er begrænset til fem runder, er meget mere rimelig (til sammenligning spillede vi Gang of Four i over en time, og stoppede først da vi havde brugt en hel side på points-arket…). Jeg kan også bedre lide betalingssystemet i Lexio, hvor man betaler til vinderen istedet for Gang of Four’s system hvor taberne bare akkumulerer points. Brikkerne i Lexio er også et stort fortrin over kortene i Gang of Four. Og så har Gang of Four nogle rigtigt fjollede specialregler, som vi vist alle syntes var for dumme: Dels “last card” reglen, hvor en spiller skal huske at sige at han har ét kort tilbage (ellers kan han ikke vinde – husk det nu, Rasmus!) og hvor spilleren før en spiller med ét kort tilbage bliver tvunget til at foretage specielle udspil. Og dels reglen med at spilleretningen skifter fra runde til runde. Pjat, siger jeg!

Så for at opsummere; Gang of Four var hyggeligt nok, men med Lexio tilgængeligt kan jeg ikke se mig selv spille Gang of Four særligt meget.

Vores spil var ellers domineret af at jeg styrede suverænt, og der skulle mange runder til før jeg præsterede at få mere end 1 points på en runde. Da vi endelig sluttede var jeg vist nået op omkring 14 points, mens de andre alle lå i 30’erne.

Så alt i alt endnu en udbytterig aften i KBK regi. 🙂

Med undergrundsbanen i London

Ken og jeg havde lige bestemt os for at prøve mit nye ruteplanlægnings-spil, On the Underground, da Helle dukkede op og gerne ville være med. Ingen af os tre havde prøvet det før, men vi kom hurtigt efter det.

I On the Underground anlægger spillerne undergrunds-baner i London. Brættet er tegnet i en stil der ligner de officielle kort over The Tube, og spillerne som hver kontrollerer et antal forskelligt farvede træskinne-stykker (a la dem der er i Trans America) placerer disse på brættet, og skaber på den måde de forskellige ruter. Hvor mange farver/ruter en spiller kontrollerer afhænger af antallet af spillere: Med 4-5 spillere har hver spiller 2 farver, med 3 spillere har hver 3 farver, og med 2 spillere kontrollerer begge 4 farver.

I hver tur må en spiller placere op til 4 skinnestykker. Skinner skal normalt placeres i en af enderne på deres rute, men for hver skinneplacering en spiller skipper får han en “branch token”, og to af disse kan indløses i forbindelse med et skinnebyg for at give lov til at forgrene ruten. Der gives points for at forbinde en rute til visse stationer, for at forbinde visse turist-stationer med hinanden, samt for at lave en “ringbane” med en af sine ruter. På brættet huserer også en passager, som i hver spillers tur vil besøge op til to stationer. En sindrigt hierarki af præferencer bestemmer hvilke ruter passageren benytter sig af, og ejerne af disse ruter gives ekstra points.

Vores spil var sjovt og endte med en sejr til mig. Vi syntes alle det havde været udfordrende, og personligt har jeg kun én ting at udsætte på det: Mekanismen hvor man rykker passageren i hver spillers tur er lidt tung at udføre i praksis. Ofte skulle vi sidde og diskutere lidt for at bestemme den optimale rute for passageren, og da det som sagt er noget man skal gøre i hver spillers tur, tager det en del energi. Men indtrykket var altså positivt, og det er afgjort noget jeg gerne vil prøve igen.

Efterfølgende tog vi tre os et spil Amun-Re. Ken og jeg var de mest erfarne, og der blev givet masser af råd og (i Kens tilfælde) formaninger! 🙂 Ken havde også noget at have det i og vandt en stor sejr, mens mit spil var noget af det mest ynkelige jeg længe har set (jeg endte på en suveræn sidsteplads). Jeg må vist lige tage mig sammen næste gang!

Senere på aftenen (nu i andre konstellationer) blev det til et par spil mere: Vi fik prøvet mit (andet) nye spil, Take it to the Limit. Det er lidt af en multiplayer-solitaire brainburner, og nærmest en slags blanding mellem Knizias Kingdoms og Banko! 🙂

En spiller er “caller”, han trækker en tilfældig af sine brikker og råber dens tal op. Alle spillere placerer nu deres eget eksemplar af brikken på deres eget bræt. Brikkerne er sekskanter med farvede striber igennem, og det gælder om at lave ensfarvede baner fra kant til kant på sit eget bræt (hvilket kræver megen omtanke). I vores spil blev Jorid caller (hun brugte senere denne rolle til at undskylde sit moderat dårlige resultat 😉 ). Vi spillede på det nemme og hurtige bræt der følger med spillet, “Orchid-brættet”, og i mine øjne var det rigeligt komplekst. Vi sad i hvert fald alle i dyb koncentration og de eneste lyde var de eder og forbandelser folk ikke kunne holde tilbage, når deres planer gik i vasken.

Som forventet var det også lidt en kamp at finde ud af, hvem der egentlig havde vundet spillet. Vi måtte i hvert fald alle have papir og blyant (og lommeregner!) i brug, inden det stod klart at Rasmus var løbet med sejren med omkring 600 points.

Jeg har ikke nogen geekbuddies der rater Take it to the Limit lavere end 9 (!), men så højt kommer jeg dog slet ikke op. For mens jeg sagtens kan se at det er et snedigt udtænkt og meget dybt spil, er jeg ikke sikker på hvor sjovt jeg egentlig synes det er. Spil kan sagtens blive for tørre for min smag, og jeg vil ikke udelukke at Take it to the Limit er sådant et spil.

Til sidst blev det til et spil Lexio hvor, tro det eller ej, JEG VANDT! 🙂 Hurra, det kan lade sig gøre!

Age of Empires III

Jeg havde medbragt det nye Age of Empires III af Glenn Drover i håb om jeg kunne finde et par spillere, som ville prøve kræfter med det.
Det var i forvejen blevet rigtigt godt modtaget på Boardgamegeek, hvor man kunne høre sætninger som: ”Det nye Puerto Rico, en klar første plads og bedste 2007 spil.”

Jeg var spændt på, at se om der var noget snak om al den hype og havde af samme grund ikke sat mine forventninger for højt, for ikke at blive skuffet.
Vi fik hurtigt samlet til et 4-personer spil (man kan spille op til 5 (6 hvis man har købt af Eagle Games)), som bestod af Peter, Søren, Rasmus og undertegnet.
Vi gennem gik reglerne, som falder hurtigt på plads når man kan overskue spillet, og var i gang efter 20 minutter.

Spillet handler om koloniseringen af Amerika, hvor de ledende opdagelse magter (Holland, England, Frankrig, Portugal og Spanien), kæmper om først, at være de dominerende når det drejer sig om besættelse og handel.
Spillets mekanik kan minde lidt om Pillars of the Earth og Caylus, på den måde, at hver spiller placere deres mænd i forskellige event bokse og når alle er placeret, eksekveres de i en fastlagt rækkefølge.
Dette resulterer i et multiscorings system, hvor det er muligt hive point hjem på flere forskellige måder eller kombinere dem.
Nedenstående er en kort gennemgang af hver eventboks for at give en fornemmelse af spillets stil.
Det er disse felter, hver spiller på tur placere en mand i og derved konkurrerer om, at opnå den mest favorable plads når feltet eksekveres.

Initiative:
Den rækkefølge, som spillernes kolonister placeres i, giver tur rækkefølgen i næste runde. Fordelen ved at være først til at placere giver sig selv men yderligere giver det penge i nuværende tur.
Jo længere man venter med ens tur jo flere penge får man ud af det.

Colonist Dock:
De mænd, som placeres i dette felt må på tur ankomme til et nyt opdaget land i den nye verden. Ud over, at der er begrænset plads på skibet, så er rækkefølgen også yderst vigtig. Den person, som først har 3 mænd i landet får en handelsvare og muligheden for victory point.

Trade goods:
I dette felt må man i rækkefølge vælge en af de tilbudte handelsvarer. Kombinationer af handelsvarer giver penge.
Her genser vi Indigo i bedste Puerto Rico stil 🙂

Merchant Shipping:
Et af de felter, som man skal passe på, ikke at kvaje sig på. Her er det kun den spiller, som har flest mænd, som får en fordel. Resten af spillernes mænd er brugt forgæves.
Til gengæld modtager vinderen et handelsskib, som fungere, som en ”joker” når man skal lave kombinationer af ens handelsvarer.

Capital buildings:
Spillere som har placeret en mand her må på skift købe en bygning, som giver en øjeblikkelig eller længere varende fordel.

Discovery:
(Her ryger den politiske korrekthed, dog kamufleret i en noget forenklet mekanisme)
Dette er den eneste boks, som man selv bestemmer, hvornår skal afvikles.
De mænd man placere her kan (når man har nået et passende antal) prøve at opdage en ny region i det nye land.
Har man flere mænd med sig end der er indfødte, overtager man landet og plyndre deres skatte.

Specialists:
Ud over, at der er basisenheden af mænd (kolonister) kan man også genererer specialenheder, som giver visse fordele.
Ved at placere ens mænd bliver de lavet om til specialenheder, til brug i næste runde.
Specialenhederne er:
-Missionary: Konvertere en indfødt til en alm. Kolonist.
-Merchant: Giver penge når han ankommer til det nye land.
-Soldier: Kan fører krig mod de andre spillere (mere herom om lidt)
-Captain: Tæller som to enheder når man afvikler Merchant Shipping og Discovery.

Warfare:
Denne boks giver mulighed for, at fører krig mod en anden spiller i det nye land. Således kan man ændre på antallet af kolonister i en region og opnå domination, som igen giver victory point under scoringen.

Spillet kører i 8 runder, hvor der er scoring 2 gange undervejs og en tredje efter 8. runde.
Der er mange måder, at på point på, hvilket godt kan virke lidt famlende i de første par runder men derefter var det klart, hvad der skulle gøres…Slå på Rasmus!
Rasmus vandt spillet, efterfulgt af Søren, og Peter & jeg på en delt sidsteplads.

Jeg var meget tilfreds over spillet og det skal helt sikkert prøves igen.
Alle spillere er hele tiden involveret i spillet, hvilket giver et pænt flow og der er mange beslutninger at tage hver runde, så både strategi og taktik er nødvendigt.
Jeg fornemmede at alle syntes, at det var et godt spil, som de havde lyst til at prøve igen, hvilket jo altid er et godt tegn.
Jeg skal dog lige advarer mod begrebet ”analysis paralysis” som måske godt kan komme til, at forkomme (Rasmus!!!)

Viking-Con 26 – Turneringsledere søges

Viking-Con 26 afholdes den 12.-14. oktober 2007. I den forbindelse er der brug for turneringsledere til de mange brætspilsturneringer, det kunne være dig!
Udbuddet af brætspilsturneringer på Viking-Con baserer sig på hvilke spil turneringslederne ønsker at holde turneringer i. Det kræver ikke særlig meget at holde en turnering, blot viljen og naturligvis kendskabet til reglerne i det spil man ønsker at afholde turnering i.Som turneringsleder får man muligheden for at promovere et spil man selv synes godt om, man får tiltrukket nye potentielle medspillere (modspillere) og man får en særlig første prioritet i lodtrækningen omkring turneringspladserne på Viking-Con.Hvis du kunne have lyst til at arrangere en turnering, eller bare gerne vil høre hvad det kræver, så skriv til os på strategi@viking-con.dk.Hvis du gerne vil vide mere om Viking-Con er du også velkommen til at skrive eller kigge på www.viking-con.dk.Mvh Uffe Gram Christensen og Martin Bernth Johannesson, Strategispilsudvalget for Viking-Con 26

På randen af Dommedagsspalterne

Rasmus og jeg havde aftalt at spille War of the Ring denne gang, og da Poul og Søren også gerne ville prøve det, blev det til et fire-personers spil. Rasmus og jeg som de onde (Rasmus var Sauron og jeg var Saurons sidekick!), mens Poul og Søren var de gode. Min regelforklaring blev grundig (og lang!), men endelig var vi klar til at starte…

Spillet blev præget af at Ringens Broderskab generelt havde en ret hurtig og uproblematisk rejse mod Mordor, så der var pres på os onde for at få erobret verden lidt tjept. Erobringen blev det mest Rasmus der stod for: Hæren i Dol Guldur vandrede ud af Dunkelskov og indtog uden de store problemer Lorien (under store klageråb fra Poul), og samtidig blev Gondor angrebet, og Minas Tirith kom under belejring. Vi blev katastrofalt hæmmet af manglende Muster-terninger i starten af spillet, så det tog lang tid inden mine nationer, Saruman og Øst/Sønderlændingene, kunne tage sig sammen til at komme med i krigen. Faktisk nåede Saruman aldrig at invadere noget som helst, men mine sønder-drenge blev endelig mobiliseret, vandrede nordpå, fik indtaget Pelargir og lagt Dol Amroth under belejring.

Så langt så godt, men vi var stadig langt fra 10 points, og Broderskabet var allerede i Mordor, hvor til de var ankommet med 3 corruption og en 4-5 companions intakte.

Men heldigvis er Mordor indrettet så snedigt, at selv et stærkt Broderskab kan kommme i uføre, og det skete også her: Companions’ene faldt til højre og venstre, og corruption’en steg støt. Ikke desto mindre kunne Poul (Søren var blevet nødt til at tage hjem) til sidst se Broderskabet kun et felt fra Dommedagsspalterne, nu uden companions og med 8 corruption. Poul tog chancen og avancerede et felt mere, og … Vi trak en øje-brik, hvilket i dette tilfælde netop var nok til at få Frodo op på 12 corruption. Vi onde kunne ånde lettet op – det havde nemlig været noget mere sandsynligt at Frodo havde overlevet forsøget, men sådan skulle det altså ikke være for den lille fyr denne gang. 🙂

Vores 4-personers spil var et af de længste spil War of the Ring jeg har prøvet. Konklusionen må være at det tager længere tid med flere spillere, både fordi der skal snakkes og koordineres, men ikke mindst fordi de ondes offensiv nu ikke kan blive så effektiv og “blitzagtig” som i et 2-personers spil. Det hjælper selvfølgelig heller ikke at 3 ud af 4 spillere aldrig har prøvet spillet før.

Så vi var lidt sent færdige, men som altid med War of the Ring var det en super oplevelse. Hvem skulle nogen sinde have troet at jeg skulle blive så glad for et byg-plastikhære-og-angreb-de-andre spil, men sådan er det altså – heldigvis!

Efter vi var startet på vores spil var der kommet andre folk til, og på det andet bord blev der spillet masser af Jens-spil: Først et spil Amun-Re, og efterfølgende så jeg også Lexio blive spillet. Øv, det ville jeg også have spillet! Næste gang… 🙂