Tyske Spil

Tyske spil er faktisk kendt under
mange navne; strategispil, eurogames, designerspil, og flere andre. Denne type
af spil stammer egentlig fra Tyskland (deraf navnet), og det er også stadig det
land de fleste produceres i, men en del udgives efterhånden i andre lande, og af
ikke-tyske designere. En del tyske spil oversættes efterhånden også til andre
sprog før udgivelsen.

Spillene varierer meget i størrelse, sværhedsgrad
og længde, men fælles for dem alle er at de er spil der egner sig til at blive
spillet af familier. Så mens nogle af dem kun kan spilles af to spillere, kan de
fleste spilles af op til 4-5 personer. De fleste af dem er brætspil, men der
findes også en del kortspil, og enkelte spil der hverken benytter sig af bræt
eller kort. Der findes i dag mange, mange forskellige tyske spil, så selvom de
færreste bliver ved med at være sjove i længden, er der nok af nye at vælge
mellem.

Spillene vil sjældent være så trivielt simple som de familiespil
man oftest finder på hylderne i legetøjsforretningerne herhjemme. Der vil næsten
aldrig være tale om spil, hvor man skal slå-terningen-og-rykke-sin-figur.
Istedet er andre mekanismer, f.eks. auktioner, ofte at finde i tyske
spil.

Spillene vil omvendt heller ikke være så komplicerede og lange som
de strategispil (“krigsspil”) der gerne udgives i USA for den lille gruppe af
hobbyister der dyrker historiske simulationsspil. Af hensyn til
familievenligheden vil de heller ikke handle om for kontroversielle emner, så
som krig, og de vil sjældent være så direkte konfronterende som f.eks.
krigsspil: Det er f.eks. sjældent af finde tyske spil, hvor spillerne direkte
kan angribe hinanden brikker på brættet. Ofte vil konkurrenceelementet i stedet
være f.eks. en kamp om at komme først til fælles, begrænsede ressourcer, eller
kamp om først at nå sine egne mål for sejr.

I den lette ende af skalaen
finder man små, hurtige og meget nemme spil, som selv mindre børn og normalt
ikke-spillende familiemedlemmer kan være med til: Det kan være små kortspil (som
dog oftest vil benytte en hel unik type kort, og derfor ikke bare kan spilles
med et almindeligt spil kort), samt nemmere brætspil. Spilletiden vil være kort,
ofte en halv time eller mindre.

I den anden ende af skalaen finder man
spil (oftest brætspil) der varer længere tid (men dog stadig sjældent over
to-tre timer), har mere komplekse regler, og som ikke mindst ofte kræver at
spillerne har en stor grad af forståelse for strategierne i spillet for at kunne
spille godt. De er med andre ord, ligesom klassiske seriøse brætspil så som skak
eller go, “dybe”, dvs. spillere kan blive gode til dem. Som konsekvens af dette
vil ‘held-faktoren’ i disse spil aldrig være så høj at det er tilfældigt hvem
der vinder. Denne type spil kan stadig spilles af familier, men måske ikke af
mindre børn, og ikke af folk der kun har en overfladisk interesse for spil (for
hvem denne type spil nok vil føles som en for stor mundfuld).

Uanset
sværhedsgraden vil tyske spil være flotte at se på, med farverige, imponerende
komponenter. Reglerne vil aldrig være sværere, end at folk der har lyst til at
spille dem vil være i stand til at lære reglerne. Af hensyn til det sociale
samvær vil folk heller ikke kunne blive slået helt ud af spillet inden det er
ovre.

En vigtig betragtning i en diskussion af tyske spil er at de (stort
set) alle har et ‘tema’, dvs. noget spillet ‘handler om’. Og dette kan være alt
lige fra et racerløb mellem pindsvin til opbygning af politisk magt i
middelalderens Spanien. Tyske spil er dog kun bundet til deres tema i det omfang
det ikke går ud over spillet betragtet ’som spil’, og der er ingen illusioner om
at spillerne ved at spille nødvendigvis skal blive klogere på det spillet
‘handler om’. Dette er stik modsat de (primært) amerikanske
krigs-simulationsspil, som – i og med at de prøver at være simulationer – sætter
en ære i at repræsentere noget virkeligt med en høj grad af
nøjagtighed.

Tyske spil er “designerspil”, og det vil altid fremgå af et
spil, hvem der har designet det. Og som med filminstruktører vil visse designere
være mere berømte end andre. For mange spillere er designeren af et spil et
vigtigt (for ikke at sige det vigtigste) kriterie for, om et spil bliver købt
eller ej!

Spil er en stor nok industri i Tyskland, til at der gives
årlige priser til de bedste spil. Den mest kendte og vigtigste af disse priser
er Spiel des Jahres. Vinder et spil denne pris vil dets salgstal oftest
mangedobles efterfølgende, så det er en pris spilproducenterne gerne vil vinde!
Bare det at komme på nomineringslisten for denne pris kan være vigtigt for
spillets salgstal.

Så i stikord kan tyske spil karakteriseres som;
familievenlige, nemt tilgængelige, hurtige, flotte, sociale,
strategiske.