På disse sider vil du finde alt hvad der har med ASL at gøre i KBK. ASL har, i modsætning til de mange andre spil der spilles i KBK, fået sin egen side. Det skyldes at en relativt stor del af klubbens medlemmer (1/4) spiller ASL, og at denne gruppe er meget aktiv – mest på grund af turneringsaktivitet som du kan læse om nedenfor.
Hvad er ASL?
Kort fortalt er ASL (Advanced Squad Leader) et meget avanceret krigsspil, hvor man kan udkæmpe slag fra 2. Verdenskrig. Spillet spilles med enheder i kompagnistørrelse (hver brik er en gruppe) på spilleplader opdelt i sekskanter. De fleste terræntyper der blev kæmpet i under krigen er repræsenteret i spillet. Det samme gør sig gældende for alle landstyrker.
Hvis du er interesseret i at høre mere om ASL kan du komme ned til os på en klubaften, så kan vi fortælle meget mere om det. Skulle du være interesseret i at lære ASL – sandsynligvis verdens mest komplicerede og mest detaljerede spil – lærer vi gerne fra os. Det er faktisk ikke så slemt at gå til, hvis man kan lære det af en som kender spillet i forvejen.
Ranglisten
I KBK har vi en ASL-rangliste, på samme måde som man kender det fra skak. Hvis man starter som ny spiller får man en rating på 1000 points. Når man spiller en kamp mod et andet klubmedlem og aftaler at det er en ranglistekamp, påvirker udfaldet ens rating. Hvis man taber en kamp mister man points og hvis man vinder får man flere points.
ASL-turneringer
I KBK-regi afholdes der hvert år en mesterskabsturnering. Den afvikles efter swiss-draw princippet. Kort fortalt, går swiss-draw ud på at man får et antal point når man vinder en kamp, og ingen hvis man taber. I hver runde møder man så en modstander der har ca. lige så mange point som en selv. Man kan dog ikke møde den samme modstander to gange. I mesterskabsturneringen har man typist en måneds tid til at få afviklet sin kamp. Man sørger selv for at aftale tid og sted, men mange vælger at spille deres turneringskampe på klub-tirsdage. Vinderen af turneringen får sit navn på mesterskabstrofæet – en pokal der står i klublokalet.
Der er også en anden pokal, som den person der ved årsskiftet har den højeste placering på ranglisten, får æren af at blive skrevet på.
Sidst men ikke mindst afholder KBK hvert år ASO (ASL Scandinavian Open) – en stor international ASL-turnering i københavn. Denne turnering afvikles typisk over tre dage, efter samme swiss-draw princip, som beskrevet ovenfor.
ASO har i øvrigt sin egen hjemmeside, som af hensyn til vores udenlandske deltagere er på engelsk.