Rasmus og jeg havde aftalt at spille War of the Ring denne gang, og da Poul og Søren også gerne ville prøve det, blev det til et fire-personers spil. Rasmus og jeg som de onde (Rasmus var Sauron og jeg var Saurons sidekick!), mens Poul og Søren var de gode. Min regelforklaring blev grundig (og lang!), men endelig var vi klar til at starte…
Spillet blev præget af at Ringens Broderskab generelt havde en ret hurtig og uproblematisk rejse mod Mordor, så der var pres på os onde for at få erobret verden lidt tjept. Erobringen blev det mest Rasmus der stod for: Hæren i Dol Guldur vandrede ud af Dunkelskov og indtog uden de store problemer Lorien (under store klageråb fra Poul), og samtidig blev Gondor angrebet, og Minas Tirith kom under belejring. Vi blev katastrofalt hæmmet af manglende Muster-terninger i starten af spillet, så det tog lang tid inden mine nationer, Saruman og Øst/Sønderlændingene, kunne tage sig sammen til at komme med i krigen. Faktisk nåede Saruman aldrig at invadere noget som helst, men mine sønder-drenge blev endelig mobiliseret, vandrede nordpå, fik indtaget Pelargir og lagt Dol Amroth under belejring.
Så langt så godt, men vi var stadig langt fra 10 points, og Broderskabet var allerede i Mordor, hvor til de var ankommet med 3 corruption og en 4-5 companions intakte.
Men heldigvis er Mordor indrettet så snedigt, at selv et stærkt Broderskab kan kommme i uføre, og det skete også her: Companions’ene faldt til højre og venstre, og corruption’en steg støt. Ikke desto mindre kunne Poul (Søren var blevet nødt til at tage hjem) til sidst se Broderskabet kun et felt fra Dommedagsspalterne, nu uden companions og med 8 corruption. Poul tog chancen og avancerede et felt mere, og … Vi trak en øje-brik, hvilket i dette tilfælde netop var nok til at få Frodo op på 12 corruption. Vi onde kunne ånde lettet op – det havde nemlig været noget mere sandsynligt at Frodo havde overlevet forsøget, men sådan skulle det altså ikke være for den lille fyr denne gang. 🙂
Vores 4-personers spil var et af de længste spil War of the Ring jeg har prøvet. Konklusionen må være at det tager længere tid med flere spillere, både fordi der skal snakkes og koordineres, men ikke mindst fordi de ondes offensiv nu ikke kan blive så effektiv og “blitzagtig” som i et 2-personers spil. Det hjælper selvfølgelig heller ikke at 3 ud af 4 spillere aldrig har prøvet spillet før.
Så vi var lidt sent færdige, men som altid med War of the Ring var det en super oplevelse. Hvem skulle nogen sinde have troet at jeg skulle blive så glad for et byg-plastikhære-og-angreb-de-andre spil, men sådan er det altså – heldigvis!
Efter vi var startet på vores spil var der kommet andre folk til, og på det andet bord blev der spillet masser af Jens-spil: Først et spil Amun-Re, og efterfølgende så jeg også Lexio blive spillet. Øv, det ville jeg også have spillet! Næste gang… 🙂