Den seneste tid i KBK er en gammel kending blevet flittigt spillet: Louis XIV, af Rüdiger Dorn (2005). Gammel kending? I hvert fald internationalt, hvor spillet har en Deutscher Spiele Preis i ryggen, & i skrivende stund er bedømt på BoardGameGeek (BGG) af lidt under 3000 medlemmer. Pænt mange, på niveau med Wallaces Age of Steam eller Dorns eget Traders of Genoa, & ikke så langt endda fra en virkelig favorit, nemlig Goa, også af Rüdiger Dorn, med hidtil godt 4000 BGG ratings.
Men i Danmark havde Louis XIV hidtil ikke gjort lykke.
I hvert fald ikke hvor jeg har været eller forhørt mig. Indtil en anden interesseret spiller – Kenneth – & jeg aftalte at forsøge at få spillet på bordet, gerne i selskab med uforbeholdne spillere. Forsøget er allerede nu en succes. Mens klubbens old-timers fortsat rynker på næsen, har de 6-8 nyere klubmedlemmer vi har introduceret til Louis XIV alle udtalt sig begejstret.
Nu er jeg dog fortsat nok den eneste blandt disse spillere der også interesser sig for spillets historiske tema: Solkongen Ludvig den 14. & intrigerne ved hans hof. Men da dette tema – den stærke konge – også er centralt i spillets mekanik, følger her et par afsnit om spillets historiske baggrund før vi vender tilbage til hvordan det rent faktisk er at spille det.
De fleste har hørt om ”Solkongen” som udtryk. ”Selvoptaget &/eller autoritær som en Solkonge” kan man eksempelvis sige. Mange ved desuden at der er tale om en fransk monark: *Le Roi Soleil*. Nogle tror desværre også at det var ham der blev halshugget under den franske revolution. Men havde Solkongen, Ludvig den 14., virkelig regeret under revolutionens år, havde det snarere været ham der var bøddelen. Man kan med stor sikkerhed gå ud fra at han aldrig – aldrig nogensinde – havde tålt at oprøret nåede så vidt, at han om muligt havde hindret det ved fremsynet politik, & om nødvendigt knust det i krudtrøg & blod. (Den halshuggede konge var en mildere men uduelig efterkommer, kendt som Ludvig den 16.)
Men hvem var så Solkongen? Et autokratisk geni der, nærmest den dag han blev myndig, erobrede den absolutte autoritet fra diverse stærke ministre, spærrede sin egen, magtfulde mor adgang fra rigsrådet, & gik i gang med at samle hele landets splittede, stridende magt umiddelbart omkring sin fysiske skikkelse. Landets stærkeste mænd blev gradvis men hastigt reduceret til lammede, beundrende hoffolk, hvis stækkede politiske & økonomiske fremtid afhang af det mindste, modstræbende vink fra monarkens hånd.
Dette stærke & strålende personlige hof, hvis prestige selv adelen ikke kunne ignorere, blev dog først helt fuldkommengjort med Versailles. Ludvig havde længe været utryg ved at residere i selve Paris, hvorfra hans forfædre havde regeret i århundreder, men som var en stærk, gammel by hvis folkerigdom & selvtillid anfægtede selv kongens sikkerhed. Derfor lod Ludvig, i Versailles c17 km borte fra Paris, opføre et nyt palads hvis storslåede glans skulle overstråle alle europæiske monarkers bygningsværker, & vel enhver konge eller kejser der nogensinde havde regeret. Ikke at Ludvig selv var synderlig optaget af komfort. Men han vidste at de der truede statens enhed var besatte af pragt & symboler. I Versailles forvandlede han derfor sit dagligliv, fra morgentoilette til sengetid, til et minutiøst & fascinerende skuespil, som det direkte & indirekte blev pålagt landets mægtige at bevidne. Sin egentlige arbejdsindsats – der var kolossal – udførte han mindre teatralsk, ved lange, tilbundsgående & intime samtaler med de mænd han personligt havde valgt til at lede landet – mænd der, uden storgods eller arvede titler, aldeles afhang af hans egen vedvarende velvilje. Her var belønningen ikke forbeholdne vink med håndkanten, kun helhjertet interesse & gensidig tillid, ikke sjældent bevaret gennem årtier.
I spillet Louis XIV er sådanne ”nye” mænd repræsenteret ved den geniale industri- & handelsminister Colbert, samt den mægtige krigsminister Louvois. De dygtigste blandt adelens hofmænd – der var fortsat mange af højeste kaliber, der nu blev afgrænset til deres mest traditionelle ekspertise, militæret – er i spillet repræsenteret ved de succesrige generaler Condé & Turenne. Læg hertil kongens 3 mægtigste, på hinanden følgende elskerinder, den oprindelige premierminister Mazarin, samt 4 fra kongens nærmeste familie – & man har spillets 12 ”brikker”, alle indbyrdes positionerede omkring kong Ludvigs afgørende gunst.
Det må understreges at spillet er en *meget* abstraheret udgave af de politiske forhold – så abstrakt at man kan spørge om det overhovedet giver mening at anmelde det fra et historisk synspunkt. Alligevel er der mindst 2 elementer der rammer virkeligheden tankevækkende centralt.
Det første & mindst centrale element består af de 12 ”brikker”. Der er i virkeligheden tale om 12 store kartonflader, hver med sit hofmenneske, lagt som et skakfelt efter forudbestemt rækkefølge. De flytter sig altså ikke, men deres virkning ændres når de vendes om. Alle 2-4 spillere kan således ”bruge” de 12 hofmennesker; det gælder om at være den der påvirker dem bedst eller mest, hvilket afgøres ved klassiske area control/area influence mekanismer, & udløser mulighed for at købe kort der på samme tid giver Victory Points (VP), & styrker ens muligheder i det fortsatte spil. Disse muligheders natur afhænger meget af det enkelte hofmenneskes rolle & position. De 2 generaler giver således særlige symboler hvorved man ved politisk & militær magt kan vinde spillet ad bagvejen; de 4 familiemedlemmer udløser hverken de største eller bedste fordele, men deres fysiske nærhed til kongen er, som vi vil se forneden, afgørende; finansministeren Colbert udløser guldmønter, osv. Alle kan lige effektivt hjælpe en spiller til at vinde, eller som reglerne udtrykker: ”Every plan is right – if it works”.
Det andet & mest centrale simulationselement er spillets enlige kongebrik.
Nu er kongebrikken ikke forbeholdt spillet Louis XIV. Gode skakspillere ved at man ikke skal lade sig narre af kongens rent mekaniske svaghed i forhold til dronningen eller tårnet. På mange måder organiserer kongen & hans behov spillet, & den mægtige dronning er kun hans lydige værktøj – hans vizir, helt som i de oprindelige orientalske udgaver. I spillet El Grande tårner kongen, stadig på størrelse med en turnerings skakkonge, rent fysisk over landets Grandes, eller storadelige, der her, trods deres egen kolossale magt, er lavere end skakbønder. Også her er kongens beføjelser i høj grad negative, indirekte eller passive – fx fastfrysning af intrigerne – men ingen spiller kan benægte at El Grande uden kongen ikke ville have megen berettigelse. Endelig kunne man nævne nyligere spil med sigende navne som King of Siam eller To Court the King, hvor kongen blot er en flad brik eller et kort, men hvor man i fornyet form genfinder hans særlige indflydelse: sjældent direkte altafgørende, men altid effektiv på subtil, underspillet vis.
Det sidste kan man også sige om kongefiguren i Louis XIV. Hans magt er måske nok indirekte & afgrænset. Men ignorerer en spiller kongen helt, mens andre inddrager ham, er det ganske urealistisk for denne spiller at vinde.
Den ydmyge kartonbrik, lodret anbragt på en plastikfod, bevæger sig ellers ikke meget. Den cirkulerer, royalt & behersket, på spillets 4 indre felter, der forestiller hans nærmeste familie. Moder, hustru, broder, & tronarving. Men derfra kan den ikke alene, potentielt & indirekte, påvirke alle øvrige felter & hvordan spillerne udnytter dem. Den kan også belønne, med meget stærke & eklatante gaver & symboler, de der direkte søger dens gunst på det felt den befinder sig. Endelig kan den provokere en ”skyggestrategi”, hvor man intrigerer i skyggen af kongen & den ressourcekrævende kamp om hans gunst. Men selv dette er jo at tage stilling til kongen, for hvor han befinder sig, bør man måske nu ligefrem holde sig helt væk.
Som så ofte i en simulation er det hele et spørgsmål om ”flavour” – om flygtigt at gengive en atmosfære, en følelse. Selv i det tungeste grognard spil bliver man ikke fysisk teleporteret til vinteren ved Stalingrad, med hele dens bidende kulde, forfrosne lemmer, nød, modløshed & sygdom. Man betragter derimod slaget, abstrakt, nøgternt & derfor aldeles urealistisk, fra en olympisk guds synspunkt, & om man vinder eller taber, skinner forårssolen udenfor, & man får middagen serveret i aften.
Alligevel føler mange garvede & engagerede spillere at en god simulation, selv meget abstraheret, kan videregive noget centralt. I et Stalingrad krigsspil er det måske selve belejringen, & de psykologiske mekanismer & mentale mønstre det kræver at bekæmpe den. I et økonomisk spil kan det være akkumulationens logik – hvordan tidlig rigdom skaber tidlige & mangfoldige muligheder, men også dysfunktioner, som senere tilkomne kan udnytte. I Louis XIV er det den konstante bevidsthed om at selv i et spil med så stærke aktører – & korrekt udnyttet er felter som Mazarin eller Madame de Maintenon enormt kraftfulde – så afhænger det hele i sidste ende af ét individ, én aldrig helt forudsigelig faktor. Også hvis man skulle vælge at leve i denne faktors skygge, & delvis gå bag hans ryg.
Til slut et par ord om hvad der fulgte efter denne så dominerende monark, der døde i 1715. Først 74 år senere, i 1789, kom den franske revolution. Alligevel bærer Ludvig den 14. sin store del af ansvaret for denne. Han opfandt en magtmaskine der var i hans egen gigantiske skala, & i fald han selv misbrugte den gjorde han det for det meste kvalificeret & energisk. I hans tid var Frankrig Europas folkerigeste nation, dens hjerne & hjerte, dens strålende, brændende sol.
Men for efterfølgerne blev byrden for stor. En rigid maskine som Versailles kræver netop en fleksibel hersker. Ludvig den 14. lignede ikke selv nogen smidig mand, men det var han mere intimt, i de lange samtaler med de flittige mænd han stolede på. Hans efterfølger Ludvig den 15. var intet dårligt menneske, han var vel bare – mere som alle os andre. Versailles’ maskine, der uheldigvis stadig kørte som smurt, blev den lette udvej for denne almindelige mands helt menneskelige luner – både de inspirerede & de mindre inspirerede, som den katastrofale Syvårskrig mod Prøjsen & England (1756-1763), hvor Frankrig mistede store dele af sin udenrigshandel & samtidig forgældede sig håbløst. Eller som kongens sidste elskerinde, den gyselige Mme du Barry, nærmest en gadeprostitueret, der fik enhver menig franskmand til at miste troen på at en konge var noget helligt & netop ikke almindeligt.
Efterfølgeren Ludvig den 16. er en velkendt tragedie. Meget kunne man byde den robuste Versailles maskine, men da hver af dens dele var bygget omkring kongen, var der én ting den ikke kunne overleve – at kongen slet ikke var der. Hvor forgængeren trods alt bevarede en vis sans for regeringsmagt, var Ludvig den 16.’s største passion at reparere låse! Den slags sysler fik han timer & dage til at gå med, mens administrationen blev overladt uduelige rådgivere. Hastigt mistede monarkiet sin sidste autoritet & glans, & da begivenhederne før & efter 1789 tog fart, var det til dels en formalisering af det allerede skete: kongedømmet havde givet op.
Den 21. januar 1793 da Ludvig den 16., med påfaldende personligt mod & værdighed, steg op på skafottet, opgav Versailles ånden for evigt. Måske var det alligevel, når alt kommer til alt, Solkongen der blev slagtet den dag
*
Min karakter til Louis XIV: 8/10
http://nielspeterqmarstrand.wordpress.com