Tredje gang er lykkens gang?

Rasmus opfordrede mig til at skrive et indlæg, ”hvis jeg kedede mig” – og da det rent faktisk er tilfældet så…Tredje gang er lykkens gang? Det holder absolut ikke. I går var mit tredje besøg i klubben, og det lykkedes mig ikke at vinde i nogen af de spil jeg deltog i …
Det blev så også kun til 2 forskellige spil, men det har ikke noget med sagen at gøre.Jeg valgte at komme tidligt da jeg havde lært lidt af forrige Tirsdag, hvor lokalet var godt fyldt allerede ved 18 tiden. Så jeg var der ca. 17.30, men udover mig var der kun nogle få andre – og det var folk som har det sjovt med pincet og et utal af små pap-brikker, samt det obligatoriske fyldte ringbind med regler. Jeg hev et medbragt GAFFA blad op af tasken, og bladrede lidt uinteresseret i det. Inden længe kom der flere folk til og efterhånden som folk trådte ind af døren udbrød de noget i stil med ”Det er fan’me koldt i dag”. Meget rart at vide, i tilfælde af at man ikke selv lige skulle have opdaget det.

Diskussionen/forhandlingen om hvilket spil der skulle lægges ud med begyndte. Jeg er forholdsvis nem at overtale, så det var nær lykkedes Rasmus at overbevise os om at vi skulle spille Acquire.
Anders og jeg prøvede i stedet at lokke folk med på noget La Citta eller Powergrid, dog uden at få den helt store opbakning. Vi besluttede derfor for at vente på at flere folk skulle dukke op, og da det skete delte vi os op i 2 grupper. Acquire og La Citta.

Anders skulle efter sigende være ubesejret i La Citta, og jeg havde selv kun prøvet det en enkelt gang. Morten og Søren havde ikke prøvet det før, så efter en del problemer med at få sat spillet op, sorteret brikker o.s.v. kastede jeg mig ud i at forklare regler. Det tog sin tid, men til gengæld var det begrænset med spørgsmål der dukkede op undervejs.Anders og jeg angreb fra start Sørens ene by og fik stjålet en masse af hans indbyggere, og derved også ødelagt en masse af hans bygninger. Der så ikke ud til at være meget håb for den by, men den fik et imponerende comeback senere i spillet.Morten blev også angrebet fra flere sider, og da hans valg af bygninger sjældent passede til ”folkets valg” (som er en af de interessante mekanismer i spillet) havde han lidt af en kamp med at opretholde befolkningstallet i sine byer. Og da de i sidste ende udgør antallet af point man scorer, så blev det ikke ham som løb med sejren. Vinderen blev Anders, så han har stadigvæk en statistik som siger ”100% wins” .

Men jeg er sikker på at hvis flere begynder at spille dette fantastiske spil, så skal vi nok få væltet ham af pinden (og det er hermed en opfordring til at spille mere La Citta)Samtidig havde der som sagt været gang i Acquire ved det andet bord. Mit kendskab til KBK skyldes rent faktisk Acquire, da mit første besøg i klubben bundede i en aftalt byttehandel med Rasmus, hvor han fik Acquire af mig, og jeg fik La Citta (og Kahuna).

Det næste jeg registrerede var, at det tidligere Acquire bord havde gang i St. Petersburg. Dette blev efterfulgt af Nuclear War, og Kasper og Ken satte sig over i et hjørne for at spille endnu mere St. Petersburg, -helt præcis 6 spil i træk, hvor de hver fik 3 sejre.Derudover kan jeg se på spilstatistikken at der blev spillet både Samurai og Ticket to Ride – hvilket jeg dog slet ikke bemærkede.
La Citta-gruppen skulle finde på noget at lave, og Anders forslog El Grande. Det forslag blev accepteret, men da Anders fandt ud af at ”El Grande” ikke er ”Eufrat & Tigris” – og at det altså godt kan være svært at huske navnene på de forskellige spil, ja så meldte han pas, og bekendtgjorde at han egentlig ikke gad at spille mere den aften. Han listede derfor hjemad, alt imens Søren forklarede os (Morten og jeg) reglerne til Medina.

Som med de fleste nye spil jeg prøver, så er det først efter et par runder jeg kan lure hvad der er ”smart at gøre” og hvilke træk der er mindre kloge. Morten og jeg ’claimede’ måske lidt for hurtigt de forskellige paladser, hvilket gav Søren mulighed for at bygge sine paladser lidt større end vores, og derved score bonus point. Morten fik til gengæld en stor bonus på de små folk som vandrede rundt imellem paladserne, og det blev derfor et tæt løb mellem Søren og Morten. Efter omtælling blev de dog enige om at Søren havde flest point (selv om en tredje omtælling kom op til overvejelse) Klokken nærmede sig 23.00, og det var begrænset med folk der var tilbage.

Toke og Morten var derfor gået i gang med Carcasonne: The Castle, og Rasmus lærte Jesper at spille Zertz. Og selv om Jesper lod til at fange spillets finesser rimelig hurtigt, så lykkedes det ham naturligvis at lave nogle af de helt klassiske fejl som nok alle Zertz spillere har lavet. Men det gør det ikke mindre sjovt at se andre lave dem :)Men jeg bestemte mig for at finde vejen hjem, og ja – det var sgu ret koldt udenfor.

2 tanker om "Tredje gang er lykkens gang?"

Skriv et svar