I KBK i går kom et par af mine nye spil på bordet:

Først var det Municipium, Knizias nye romerspil fra Valley Games. Brættet viser en romersk provinsby, som spillerne flytter deres 7 familiemedlemmer rundt på. Formålet er at få indflydelse hos byens borgere (som kommer i fire typer/farver), idet et sæt af 4 forskellige borgere indløses til 1 VP. Spillet stopper i den tur hvor en spiller når 5 VP, og spilleren med flest VP vinder.

Brættet viser 7 institutioner i byen: Seks af institutionerne ligger placeret i en ring langs kanten af brættet (hver af dem er forbundet til de to nærmeste af de andre), og centralt ligger så den syvende institution, templet (dette er forbundet til to af de perifære institutioner). En speciel, hvid "præfekt" meeple kan bevæge sig med uret rundt langs de perifære institutioner.
 

I en spillers tur må han først rykke sine familiemedlemmer: Han har 2 "movement points" at bruge, og kan altså flytte to forskellige familiemedlemmer én institution hver, eller et enkelt familiemedlem 2 institutioner. Efter dette skal spilleren afvikle et hændelseskort: Enten et af sine tre egne (hver spiller starter med identiske sæt af tre kort, men hvert kort kan dog kun bruges én gang i løbet af spillet), eller alternativt skal spilleren trække og eksekvere det øverste kort fra en fælles bunke af hændelseskort.

Kortene giver kort sagt anledning til potentielt tre forskellige typer hændelser: Den første type er en "præfekt-hændelse", hvor præfekten rykker en institution med uret, og dernæst giver anledning til en scoring ved sin nye placering. Scoringen giver spillerne med flest hhv. næstflest familiemedlemmer i institutionen en præmie i form af borgere. Anden type hændelse er en "borger-hændelse", som udløses hver gang en institution indeholder 3 borgere; disse fordeles igen blandt de to mest indflydelsesrige familier i institutionen. Tredie type hændelse er en "power event", hvor der er mulighed for at udløse en eller flere af de enkelte institutioners specielle evne. For ja, hver enkelt af de 7 institutioner har også en speciel evne, som giver spilleren med mest indflydelse dér mulighed for at lave forskellige snedige tricks. 🙂 Lige fra tvangsflytning af andre spilleres familiemedlemmer hen til kroen, og påsætning af nye borgere i de forskellige institutioner, til tyveri af andre spilleres allerede vundne borgere!

Lyder det forvirrende? Måske lidt, men i praksis kører spillet nu let nok, og det tog os (Rasmus, Ken, Jorid og mig) ganske få ture at komme up to speed med spillet. Hele spillet varede omkring en time, og var hele tiden spændende og med meget at tænke over. Og jeg vandt!

Mit umiddelbare indtryk er at Municipium er et solidt nyt mellemvægtsspil fra Knizias hånd. Spillet er lidt mere kaotisk (og dermed mere taktisk snarere end strategisk) end vi måske er vant til fra den gode doktor: Med fire spillere ændrer brættet sig rigtigt meget mellem ens ture, og det er derfor svært at lægge og følge en langsigtet plan. Og i og med at de fleste af de hændelseskort man afvikler er dem der trækkes fra den fælles bunke, er der også et element af held med i spillet: "Trækker jeg et kort der giver mig lov til at aktivere denne institutions specielle evne vinder jeg, men trækker jeg en præfekt-hændelse, scorer min modspiller kassen"!

Men det virkede også som om der var rigtigt meget at tænke over. Hemmeligheden er naturligvis at få stillet sig sådan, at man kan drage nytte af de forskellige institutioners evner, når de aktiveres, og der var rig mulighed for at kombinere et par institutioner for at lave nogle seje combo-effekter.

Et ganske positivt førstehåndsindtryk, altså, for et spil der virker som et solidt Knizia-spil.

Næste spil på programmet var The World Cup Game. Jeg havde prøvet det nede på Essen sidste år, og jeg syntes faktisk det virkede som et godt spil, så for nyligt endte jeg så med at anskaffe mig et eksemplar.

For lige at gøre en ting klart: TWCG er ikke et spil, som går ud på at afvikle en fodboldkamp! Så ingen små fodboldspillerbrikker man kan rykke rundt på en bane, og den slags. I stedet er der tale om et spil, hvor spillerne afvikler en fodboldturnering, og brættet ligner mest af alt en af de turneringsplaner, som fans af den slags har hængende derhjemme på køleskabet mens turneringerne står på. 😉

TWCG grundspillet (for der er en række udvidelser også) indeholder komponenter og regler til at afvikle to verdensmesterskaber: Uruguay 1930 og Korea/Japan 2002. 1930 "scenariet" er det mindste af de to, med kun 13 deltagende hold, og det var også det vi spillede denne gang.

De deltagende hold (som er ratede efter hvor gode de var i den aktuelle turnering) fordeles ligeligt blandt spillerne, og eventuelt overskydende hold gives til de spillere der fik tildelt de svageste hold. Udover turneringsplanen består komponenterne af et deck af kort – "1 goal", "2 goals", "attack", "defense", "penalty", "foul!" og den slags, samt tilsvarende brikker. Hvis spiller starter med en hånd på tre kort.

Når en spiller har tur, spiller og eksekverer han et af sine kort, og trækker derpå et nyt. Og når spillerne er nået igennem bunken af kort, er den indledende runde i turneringen slut. De fleste kort giver lov til at placere en af de tilsvarende brikker på et af holdene i turneringen. Spiller man et "1 goal" kort, kan man placere en "1 goal" brik, f.eks. på Argentina i deres kamp mod Mexico, og betydningen af det er, at det indtil videre står 1-0 til Argentina i den kamp. Nogle af kortene giver dog i stedet mulighed for at vende (og dermed neutralisere) allerede spillede brikker, så intet resultat er sikkert før til sidst.

Hvert hold har i hver kamp kun en begrænset antal pladser, hvorpå der kan placeres brikker, og da alle kan placere brikker på alle hold – også de andres – er der rig mulighed for at fylde modstanderholdenes pladser op med, øh, mindre interessante brikker: "Sikke defensivt Argentina spiller i deres kamp mod Frankrig, hva’, gnækgnæk?" 😉

Efter den indledende runde finder man ud af, hvilke hold der går videre, og afvikler semifinaler og finaler. Turneringsformen for hvert VM er realistisk repræsenteret i spillet. I 1930, f.eks., hvor man åbenbart endnu ikke var så sofistikeret rent turneringsmæssigt, gjaldt det f.eks. at hvis der var pointlighed mellem flere hold i en pulje, skulle alle hold der var lige spille deres kampe om! Og da det foregik sådan i den rigtige turnering, skal det naturligvis også repæsenteres i spillet.

For at spillet ikke skal være alt for analytisk/tørt, er der også terninger med. Disse bruges dels til at afgøre om man scorer når man får straffespark (spiller et "penalty" kort), og dels (og meget væsentligt) til at give et element af tilfældighed til kampenes slutscorer. Efter runden er slut slås terningerne nemlig for hver gruppe, og slagene kan i visse tilfælde modificere resultaterne af de enkelte kampe.

Men hvad gælder det så om?! Om at vinde VM med et af sine hold, selvfølgelig… 😉

Vi fik spillet Uruguay 1930 to gange, begge gange med tre spillere (Ken, Rasmus og mig). I begge spil blev jeg desværre tildelt en ret svag blanding af middelmådige hold (hvis nogen skulle være i tvivl, kan jeg nævne at værtsnationen Uruguay, samt Argentina var favorithold i 1930 ;)). I første spil lykkedes det mig dog at få spillet USA i finalen mod netop Uruguay, men den kamp vandt Uruguay (under Rasmus’ ledelse) overbevisende.

I andet spil fik jeg derimod andenrangsholdet Brasilien i finalen (mod storebror Argentina, igen styret af Rasmus)), og denne gang endte det faktisk med en overraskende 1-0 sejr til Brasilien! Goooooooooooooooooooooooooooooolllllllllllllllllllll!!!

Hvad er der så at sige om TWCG? Jeg kan godt lide det. Det er "good, clean fun", uden på nogen måde at være det på en fordummende måde. Der er masser at overveje, og samtidig rig mulighed for interaktion (alliancer, sammensværgelser, mv.) spillerne imellem. Det er på mange måder meget eurogame-agtigt rent mekanisk, men det er det samtidig på en overraskende tematisk måde. For fodboldfans er det selvfølgelig guf, men jeg vil hævde at det også er underholdende for almindelige dødelige.

Egentlig har jeg svært ved at sige særligt meget negativt om Uruguay 1930 med tre spillere: Hele spillet tager kun omkring 45 minutter, og der er en passende balance mellem kontrol og kaos. Nedetiden er desuden negligibel med kun tre spillere. Ja, der er en del held og potentiale for sammensværgelse med, men den korte spilletid gør at man kan tage det lidt afslappet.

Mellem linierne er her også sagt, at jeg ikke er sikker på hvor godt spillet skalerer. De nye VM-turneringer er store, med mange hold, og vil tage meget længere tid at spille end lille, uskyldige Uruguay. Spillet understøtter også mange spillere (i de store turneringer), men sandt at sige ved jeg ikke hvor sjovt spillet ville være, hvis man kun var 1 af de 16 spillere man i princippet kan være…

Men indtil videre – efter tre spil – er det sjovt nok: Super fornemmelse for tema, og underholdende og spændende gameplay.

(Jeg er i øvrigt ikke den eneste der kan lide spillet: Her er f.eks. Michael Barnes’ mening om det). 😉

Efter at Brasilien på så fornem vis havde vundet VM i fodbold, blev jeg sidst på aftenen hevet ned på jorden igen. Jeg indvilligede nemlig (meget storsindet, syntes jeg) i at prøve Set Cubed. Spillerne udstyres med en række oversized terninger med Set-symboler på, og skal forsøge at placere disse i sæt på en Scrabble-lignende spilleplade. Det positive først: Der er ikke noget real-time spillerneskalfindesættetsåhurtigtsommuligt element som i det rigtige Set, så Set Cubed er langt mindre migræneinducerende frygteligt end Set. Mens Set for mig stadig bedst kan betragtes som en variant af moderat fysisk pres, arbejder Set Cubed sig altså uden besvær op til at have en status af yderst uinteressant spil. Det negative? 😉 Jo, mens Set i det mindste fungerer på sine egne præmisser, virker Set Cubed som om det ikke helt hænger sammen. Der er nogle balanceissues og nogle mærkelige designvalg (spillerne trækker f.eks. nye terninger simultant, men det er altid, gennem hele spillet, den samme spiller der får mulighed for at spille sine terninger først derefter…)

Nogen favorit behøver man i hvert fald ikke frygte at spillet bliver for mig…