Lad mig gå til bekendelse med det samme: jeg spiller gerne et auktionsspil i ny & næ, men bliver næppe nogensinde genrens største fan. Vist må man anerkende de fornyende dynamikker som auktion har bragt ind i spillenes verden, vist kan man undertiden have glæde af et givet parti når først man er blevet lokket ind i det. Men, men. Kombinationen af mekanismer som det dybest set ikke interesserer mig vildt at lære, & så (frem for alt!) de påklistrede temaer der synes at gøre sig særlig ofte gældende for auktionsspil (tænk Augsburg 1520 eller Pizarro) – jeg har svært ved helt at få varmen. 

Men Reiner Knizias Modern Art (Hans im Glück, 1992)… At hype ukendte wannabes op ved taktisk at købe deres smørerier & derefter afhænde dem så fordelagtigt som muligt. Kvantitativt, kompromisløst abstrakt, & så et paste-free tema fra et univers (kunstens verden) der faktisk også i virkeligheden præges af auktioner. Niiijce. 

          Således havde Lars & jeg i månedsvis talt om at Modern Art, dét lød anderledes, dét pirrede vores spillerintuition, dét måtte vi prøve. Og så var det jo en klassiker, hvilket personligt er nok til at tænde mig. Men det var indtil videre blevet ved ordene. Og så, pludseligt, nu skulle det være. Dato blev sat til tirsdag 20.2, & vi skulle være mindst Lars, Steen & jeg, plus dem der evt bed på (spillet tillader mellem 3 & 5 deltagere). 

          Lars & jeg havde hver aftalt at kigge på reglerne (vi havde selvfølgelig for længst købt hvert vores spil), men vi har begge et liv (at spille er nu i dén grad også at leve), så tirsdag aften havde vi kun læst halvdelen af reglerne. Imidlertid, da vi var blevet en anelse desperate & Steen flere gange havde truet ildevarslende med at “gå ud & ryge en smøg, mens I to finder ud af det” – da – 

          Ja, da dukkede Rasmus op. Deus ex machina, & ind fra kulden. 

          Rasmus kastede en drabelig spillerhajs blik over vores forsamling af “Tre Nye”, & tænkte vel: “De spiller Modern Art for første gang. Jeg kender Knizias auktionstrilogi forfra & bagfra fra før mit forrige liv. De stakler aner sikkert ikke en gang der er en trilogi. Jeg har ikke fået aftensmad, men det får jeg nu”. 

          Rasmus skulle blive klogere. 

          Hurtigt & grundigt satte han os ind i reglerne, & så gik vi i lag med første spil. Vi tre spillede uvidende, undertiden sikkert dumt, men så vovet & aggressivt at spillet hurtigt blev mere uforudsigeligt end Rasmus nok forventede. To ting især skabte uklarhed: a) Jeg havde ublu held i kortene (fx mulighed for mange dobbeltauktioner, som jeg udnyttede), & b) efter et stykke tid spillede de fleste af os mod at lukke hver sæson hurtigt & til den lukkende spillers fordel. Det var en strategi der var ganske fræk & ikke helt ineffektiv. I hvert fald blev det Lars der vandt første spil, det første spil Modern Art han nogensinde havde spillet. Ikke dårligt. 

          Vi indledte begejstret et spil til, & jeg husker jeg sagde til alle: “Pas nu på Steen. Han gør sig ikke udmærket første gang han spiller et nyt spil, men han observerer det hele, & allerede anden gang lægger han en målbestemt strategi, som han spiller diskret & disciplineret, & ender med at hente sejren hjem.” 

          Profetiske ord, skulle det vise sig. 

          Dog fik Steen kam til sit hår. Nu havde alle tre nye fået bedre greb om spillets grundbestanddele, Rasmus var blevet opmærksom på at hans modstandere efter flere måneder af hans kærlige oplæring i KBK var begyndt at udvikle egne kløer, & alle spillede deres bedste. Dristigt, skævt & under stor munterhed. Angående grundstrategier kan jeg bedst udtale mig om min egen, der var den samme som før, blot mere bevidst & måske mere effektfuld. Igen havde jeg held i kortene, igen mange dobbeltauktionskort, som jeg benyttede til at banke en kunstner (jeg tror det var Krypto) mere & mere op for hver sæson. Til sidst var hans billeder potentielt nær 100.000 værd stykket, & jeg var rigtig rig både på billeder & cash, men så – i stedet for at følge den strategi & linie der havde været tendens i begge spil, nemlig “Luk sæsonen i samme minut du er på toppen” – lod jeg sæsonen køre videre, & købte et helt unødvendigt billede, effektivt solgt mig for 25.000 af Rasmus, der i det hele taget havde en vis evne til at få solgt sine billeder. Denne “forsvarsfejl” kostede mig sejren, der netop gik til Steen, men mig haltende sølle 8 point bag efter. “First runner-up”. Yeah, right. 

          Men et fantastisk spil, & to lige så underholdende omgange af det. 

          Jeg kan varmt anbefale Modern Art – også til hadere af auktionsspil! Det føles nemlig ikke som auktion, mere som et rigtig veloplagt spil poker eller skak, & så bare sjovere. Jeg havde oprindeligt tænkt at give det 9.0 på BGG, men ender ved eftertanke med 8.0 indtil videre. Et 9.0 spil skal kunne holde mange, mange partier, & selv har jeg jo kun spillet to endnu. Bliver det en dag revurderet kan det kun gå opad.