Tirsdag aften 12. september spillede vi, ved klubbens ene bord, Struggle of Empires med 5 ud af 7 mulige spillere. Beretningen her handler om kun dette ene bord.
For at begynde med lidt designernørden (ikke interesserede kan springe et par afsnit frem): Struggle of Empires er skabt i 2004 af Martin Wallace, Warfrogs maskotdesigner, som også, med assistance, står bag spil som Age of Steam serien (2002-2006), Railroad Tycoon (2005, en delvis klon af Age of Steam, men med et dejligt stort bræt – se referat fra 1.9.2006), & så et meget spændende spil jeg ikke selv har spillet, men som står helt øverst på min ønskeliste: Princes of the Renaissance (2003) – et renæssancespil der virkelig synes at handle om renæssancen. Han er således blandt håndfulden af virkelig succesrige, interessante, semi-mainstream designere, & enkelte hævder endda at han kun står tilbage for selve Reiner Knizia (Ra, Lord of the Rings serien, Tigris & Eufrat, Ingenious/Einfach Genial, Modern Art, mmm.)
Det er at sammenligne æbler med pærer. Knizia laver “geniale”, læs intellektuelt skæve & udfordrende spil, & selv hans mere succesrige mainstream spil har en meget skæv, stærkt innoverende indfaldsvinkel. Wallace er også fornyende, men hans spil er & bliver mere klassiske i udseende, struktur, feel & gameplay. Wallace laver noget der heller ikke er nemt: gode semi-mainstream spil – men de forbliver noget klassiske.
Et sådant spil er Struggle of Empires. Man kan beskrive det – & det er her ment i allerbedste forstand – som en slags Risk for tænkende mennesker. Dog her solidt historisk forankret i oplysningstidens (c1700-c1800) intense strid om kolonialmagt. Reglerne er korte, brættet er smukt & enkelt, men ved første indtryk også en anelse tomt & tamt. Det indtryk bliver korrigeret efterhånden som brikkerne kommer på.
Brættet fungerer næsten som brættet på et auktionsspil. Brikkerne “bevæger sig” ikke meget, de bliver “placeret”, & kun en sjælden gang flyttet, ofte til den anden del af verden i én omgang. Taktiske kort er erstattet af mindre, c 2 x 4 cm markører i tykt karton, men fungerer stort set som mange spils kort. Det lyder som form mere end indhold, men det ændrer faktisk tænkemåden til det bedre: mere strategisk & abstrakt, mindre operationel. Dog handler det stadig om det samme som i andre avancerede erobringsspil: at erobre det meste af verden (her tilstrækkeligt med Victory Points (VP)), ved hjælp af politiske, økonomiske, & især militære mekanismer. Flere spillere kan dog stå fredeligt på samme felt, da det kun handler om at være førende eller næstførende (samt i sjældnere grad tredjeførende) på et territorium.
Spillet begynder med en auktionsbestemt alliance der deler spillerne omtrent lige op, en alliance der kun kan ændres to efterfølgende gange i løbet af spillet. Det er en af spillets styrker, da det delvis hæmmer slå-på-den-stærke eller slå-på-den-svage tendenser.
Jeg husker ikke de to første alliancer i vores spil, men England & Nederlandene opnåede hurtigt førerskab ved stærke positioner både på det europæiske fastland & i kolonierne i Afrika, Asien og Amerika, som det også handler om at erobre.
Selv førte jeg, som den eneste & med Prøjssen som udgangspunkt, en flådestrategi a la historiens Britiske Imperium. Dels fordi flådemagt er lidt af en hobby, dels fordi en pæn del taktiske kort her faktisk understøtter en sådan strategi, hvis man følger den konsekvent. Markører som “Blockade” (ekstra støtte fra flåde til landjordskamp), “Naval Training” (fordel i søslag), “Pressgangs” (en gratis flåde i ny & næ), & “Navigation” (sikrere flådetransport) giver en lille fornemmelse, både af mulighederne som flådespiller, & af hvilke slags fordele de taktiske markører kan bringe. Ikke mindst når man er i pengenød, hvilket her synes regel mere end undtagelse
(Min flådestrategi var ganske uden succes, men det kan snarere antyde at jeg var en uerfaren førstegangsspiller, snarere end at strategien ikke med held kan følges af en erfaren spiller.)
Storbritannien & Nederlandene – der netop var styret af erfarne spillere – fastholdt & styrkede deres føring gennem spillet, men i løbet af tredje & sidste alliance blev det for alvor interessant, da de øvrige tre spillere – Spanien, Frankrig & Prøjsen – fandt sig forenede mod de to stærke. Her fungerede de militære alliancer både smidigt og stærkt, for første gang den aften. Efter den stimulerende oplevelse føler jeg at vi slet ikke udtømte spillets muligheder for effektiv alliance & diplomati.
Nederlandene – Anders – blev den store vinder, fulgt af Storbritannien, i et underholdende, lærerigt, & endda en smule episk spil, afsluttet på under tre timer. Struggle of Empires fås for tiden hos German Games i Hellerup for omkring DKK 270,- (ex. evt. fragt), & er man til gode erobringsspil der kan spilles af næsten alle, er det sund valuta for pengene.