Efter at have ”Parthenon: Rise of the Aegean” liggende på hylden i lang tid kom spillet endeligt med i KBK, hvor Jens, Poul og Søren var med på at prøve det af.
Spillet har fået meget blandet modtagelse på BGG og der tegner sig et billede af, at enten elsker eller hader det. Derfor var jeg spændt på at høre hvad de andre ville syndes om det og ikke mindst, om det skulle ryge ind under fejlkøb for mit eget vedkomne.
Spillet forgår i det græske øhav, hvor hver spiller administrere en ø, der producere visse vare, der er forskellige fra ø til ø.Målet med spillet er at bygge 12 bygninger, eller så mange som muligt efter 3 år, for sine ressourcer. Mange af bygningerne kræver ressourcer man ikke har eller sjældne ressourcer fra fremmede lande.Derfor er man nødt til at bytte indbyrdes med de andre ø’er eller laste sit skib med vare og sejle til andre byer/lande og handle.Undervejs trækker man kort, der beskriver hvordan rejsen forløber. Jo længere væk man rejser (delt op mellem nabo og fremmede lande) jo større er chancen for at man bliver udsat for pirater, storme og andre fare, og derved mister sin last. Til gengæld er handlen mere favorable i fremmede lande og derved er fortjenesten også større.Bygningerne man bygger undersvejs giver mulighed for at beskytte sig mod de hændelser man udsættes for eller andre fordelagtige mekanismer i form af livsanskuelser, markeder og hære.Der er en vis ”random” faktor i spillet da man trækker kort gennem hele spillet vedr. rejser og globale ændringer men det kommer ikke rigtigt til at virke balance ødelæggende og til trods for at man mister sine handler en gang imellem, er der ikke nogen der bliver sejlet agterud fra start.Spillet løber over tre år, hvor hvert år er delt op i 4 sæsoner. Hver sæson består af en række faser, som alle spillere tager del i samtidigt, hvorved der ikke opstår døde perioder, hvor man venter på at det bliver ens tur igen. Det varede godt og vel 3 timer, hvor man konstant måtte tage stilling til ens handler mod risikoen og nøje planlægge handlerne så man kunne få mest ud af det.Spillet sluttede inden tidsgræsen udløb da jeg byggede min tolvte bygning og derved vandt.Jeg var meget tilfreds med spillet og skal helt sikkert spille det igen.Jeg tror det har en høj ”replay” faktor selvom det ikke er et spil jeg vil tage frem hver weekend pga den lange spille tid, som nok ville kunne bringes ned på 2 timer når man er lidt mere rutineret.
For de komplette regler og andre anmeldelser:http://www.boardgamegeek.com/game/18243
Jeg nød også at spille Parthenon. De seneste “civilisations spil” som har været fremme i klubben havde efter min smag for lidt vægt på opbygning af civilisationen og handel. Random faktoren var faktisk også okay da den stopper spillet fra at blive ren matematisk analyse og i stedet giver nogen fordele til spillere som forstår at tage kontrollerede chancer.
Der hvor spillet måske har en svaghed er at interaktionen mellem spillerne begrænser sig til handel med resourcer. Det virker lidt for overfladisk.
På bord 2 stod den på et klassisk KBK-spil Die Fürsten von Florenz. Mystisk nok var det newbies der vandt begge spil. Om det skyldtes at de fik megen hjælp undervejs eller om Ken og jeg bare ikke kunne forholde os til at spille den engelske udgave af spillet – skal stå hen i det uvisse. ;o)
Efterfølgende stod den på to hurtige spil Blokus – hvor temaet syntes at være ”slå på Rasmus”. I hvert fald har jeg aldrig tabt Blokusspil med så meget før.
Som det vil være en del bekendt allerede, var jeg ikke vild med Parthenon – mildest talt. Her er et uddrag fra teksten på min blog:
“Spillet virker som et sjovt misk-mask af spilmekanismer man har set før: Idéen med at få ressourcekort som man bytter med hinanden (og bruger) virker både Civilization- og Settlers-inspireret. At det gælder om at bygge alle sine bygninger minder en del om mekanismen fra Attika. Ressourcerne kommer desuden i to niveauer; basisressourcer og avancerede ressourcer, og spilmekanismen er indrettet således at basisressourcerne ikke er særligt meget værd når først folk får en produktion af avancerede ressourcer sat i gang. Og det minder en del om ressourcekonceptet i Knizia’s Res Publica.
Kun mekanismen med at laste varer på sine skibe og dernæst sejle ud i verden for at bytte med fremmede lokaliteter virker original. Her trækker spillerne nogle hændelseskort for at se hvad der sker med deres handelsskibe. Ikke overraskende er “der sker intet!” det mest positive man kan komme ud for, mens der til gengæld er en myriade af forskellige måder – pirater, storme, osv. – man kan miste en eller flere af sine varer på. Man kan prøve at gardere sig mod disse farer, men faktum er at tilfældigheder spiller en stor rolle i denne del af spillet.
. . .
For nu at sige det som det er, brød jeg mig ikke om Parthenon. Det var OK lige i starten, men efterhånden som spillet trak ud begyndte spilmekanismerne at virke mere og mere langtrukne og repetitive. Det store heldelement i forbindelse med rejser irriterede mig ikke så meget som forventet, omend store tilfældigheder generelt er en dårlig kombination med lange, repetitive spil. Det hjalp ikke at jeg havde misset køb af et ekstra skib lige så tidligt som de andre, hvilket reelt satte mig ud af spillet omkring 2/3 igennem det. Så den sidste time – i hvert fald – var ren spildtid for mig, hvor jeg egentlig bare sad og prøvede at lade som om jeg ikke kedede mig…
Ikke overraskende tror jeg at jeg ville synes bedre om spillet, hvis det havde været et mediumvægt Knizia-spil: En spilletid på max. 1 time, væk med de vilde tilfældigheder i forbindelse med rejser, og en bedre balance mellem alle de andre elementer i spillet. Så ville vi kunne snakke om det, men som det er, er Parthenon ikke noget jeg regner med at skulle spille igen.”
Jeg ved godt jeg generelt er mere kritisk end de fleste i klubben, men minder om at jeg også spiller masser af spil jeg godt kan lide, senest f.eks. Railroad Tycoon, Fairy Tale, Caylus og Commands & Colors: Ancients. 😉