Denne tirsdag skulle vise sig at byde på elvere, huletrolde, Enronagtige bagmænd og meget mere.

Men det hele startede med at det efter lidt palaveren frem og tilbage lykkedes det mig at snige Cave Troll på bordet. I spillet skal man udforske en hule og den spiller der har mest guld når spillet er overstået vinder. Det lyder jo næsten rollespilsagtigt, men skindet bedrager. Dybest set er det et “area control”-spil, hvor man forsøger at opnå kontrol med områder (rum) med forskellig pointværdi (guld).

Hver spiller får forskellige brikker som repræsenterer eventyrere og monstre plus 3 specialbrikker.

De fleste brikker er en “gemen” eventyrer uden specielle evner, der bare tæller som en 1-brik, når man ser hvem der kontrollerer rummet. Kontrol opnås af den med flest eventyrer i et rum, med undtagelse af barbarbrikken.

Derudover har hver spiller en brik af typen:

Barbar: Tæller dobbelt når man ser hvem der kontrollerer et rum.

Tyv: Kan “hoppe” direkte til et vilkårligt rum.

Dværg: Dobler værdien af et rum.

Ridder: Kan slå orker ihjel, og forhindrer andres spillers brikker i at komme ind i rummet den opholder sig i.

Genfærd: Skubber en andens eventyrer ud af et rum (dog ikke barbarer eller riddere)

Ork: Kan slå eventyre ihjel, dog ikke riddere.

Huletrold: Smider alle eventyrere ud af et rum, samt forhindre at man kan træde ind i det pågældende rum resten af spillet.

Skattekiste: Giver 4 ekstra guld til den spiller der kontrollerer rummet.

Scorebrik: Fremtvinger en scoringsrunde.

Artefakt: Giver spilleren lov til at trække et artefakt, som giver specielle evner i spillet.

Selv spillet er meget simpelt. Hver spiller starter med at blande deres brikker, og har så fire aktioner pr. runde.

En aktion kan være:

1) Træk en brik. Hvis det er en monsterbrik eller en eventyrer skal de placeres på henholdsvis skakten eller en af de 4 trapper. Trækker man artefaktbrikken får man et artefakt. Trækker man scoringsbrikken tildeles der point i forhold til de rum som spillerne kontrollerer. Har man været så heldig at trække skattekisten, skal den placeres i et rum og kan ikke flyttes senere i spillet.

2) Flytte en brik. Eventyrer og monstre kan flytte fra et rum til et tilstødende for et aktionspoint. Dog må der max være 5 eventyrere/monstre i et rum. Derudover må man som sagt ikke gå ind i et rum der okkuperes af en huletrold eller en ridder.

3) Spille artefaktbrikken. Den kan give forskellige specielle evner såsom at tage kontrol med et rum eller flytte rundt på modstandernes brikker.

4) Benytte sig af monstrenes evner, såsom at dræbe de andre spilleres eventyrere med den o­nde ork eller skubbe de øvrige spillere ud med hjælp af genfærdet.

Spillet er meget simpelt og hurtigt. Desværre er spillet lidt for kaotisk til min smag. Det er svært at planlægge og trækker man ikke de rigtige brikker er man ilde stedt. Man kunne muligvis “forbedre” spillet ved at give mere kontrol med hvilken type brikker man trak. Måske ligefrem have et par brikker på “hånden” eller give andre mulighed for selv at vælge. Spillet er røget direkte på min bytteliste, og tror ikke jeg gider ikke spille det igen uden en eller anden form for variant. De øvrige spillere var om muligt endnu mere kritiske end jeg, men det hjælper jo altid lidt på velviljen at vinde.

Jorid og Anders von Deden var dukket op, mens vi spillede Cave Troll. Som sædvanligt da vi forsøgte at fordele os på spil, blev der joket med muligheden for at spille Power Grid. Uheldigvis hoppede Jorid i med begge ben og havnede på et bord sammen med Anders og Kenneth, der frydede sig over endeligt at fundet et uskyldigt offer at udsætte for el-handlens genvordigheder.

Det efterlod os øvrige tre med muligheden for at finde noget sjovt at spille. Vi valgte ret hurtigt at kaste os over Sankt Petersborg igen. Ken og jeg har ellers begge passeret de 20 spil Sankt Petersborg i år, men har kastet os over spillet med stor iver igen efter at udvidelsen er kommet.

Poul havde ikke prøvet udvidelsen før, og var lidt rusten i første spil, så sejren i første spil gik til mig, under store protester fra Kens side om at Poul havde foræret mig sejren. I spil nummer to lod Ken igen Poul at vide at han spillede dumt. Heldigvis for Poul lyttede han ikke til Ken, og endte med at vinde med et enkelt point over mig. Ken insisterede på et tredje spil, men måtte igen bide i det sure æble og erkender at han ikke mestrer de finere nuancer i Sankt Petersborg, da jeg en komfortabel sejr hjem.

Ken insisterede nu på noget let og med stort heldelement, så han havde mulighed for at vinde. Valget faldt på Ivanhoe, og da Poul og jeg havde aftalt inden at lade Ken vinde, kunne han intetanende og lettere forvirret række armene sejrrigt i vejret.

Derefter gik alle til sit, undtagen Jorid og Kenneth, der meget atypisk havde kastet sig over CCG i form af Lord of the Rings Trading Card Game.

Tobias har begået en lille anmeldelse af Descent. Læs den her.

Første spil på programmet var Ra, med Rasmus, Ken, det nye ansigt Clemens og mig som deltagere. Efter et hurtigt og meget heldpræget spil ( 🙂 ) stod Rasmus som sejrherre, med Ken og mig på en delt sidsteplads.

Aftenens nye spil var Ostia, som Rasmus også havde købt og endda læst reglerne til. Jeg forventede mig ikke det store, for spillet er blevet hårdt kritiseret af mange forskellige på Boardgamegeek. Meeen, nu skal man jo ikke tro på alt hvad man hører, og jeg var faktisk positivt overrasket over Ostia. I princippet er det et simpelt auktions/hemmeligt bud spil, hvor varekort bliver auktioneret mellem spillerne hver tur. Efter dette allokerer hver spiller hemmeligt, hvilke varer der skal gå til forummet (giver indkomst) eller til senatet (victory points). Enkelte kort kan gemmes fra tur til tur hvis man investerer i varehuse. Dette gentages 5 ture, hvorefter man fordeler afsluttende victory points og ser hvem der har vundet.
Nu er jeg jo en stor fan af auktionsspil generelt, så det kan ikke overraske at jeg kunne lide Ostia, som har mange, mange auktioner. Spillet har også nogle elementer af (og føles derfor lidt som) et meget tungere spil; det at der er mange forskellige ressourcetyper (penge, VP, varer) er et eksempel på noget man normalt vil finde i et tungere, større spil. Og det er ikke så ringe for mig, da jeg generelt bedre kan lide tunge spil end letvægtsspil. Ostia har også et interessant feel, lidt ligesom Amun-Re faktisk, hvor der er stor forskel på det at tjene penge og det at få VP: Godt nok er penge naturligvis en forudsætning for at kunne lave VP, men bare fordi man har en høj indkomst betyder det ikke at man scorer mange VP… Man skal vide hvordan man konverterer fra det ene til det andet.

Spillet er ikke uden problemer: Det er lidt langt og repetitivt i forhold til hvad man får ud af det, den hemmelige bud-fase virker meget tilfældig umiddelbart efter den meget analytiske auktionsfase, og spillet som helhed kan godt virke lidt tørt. Jeg var heller ikke vild med “sælger kan selv vælge hvilket bud han vil acceptere” reglen da det virker som om det potentielt kan lede til en del king-making.

Men alt i alt var det en positiv oplevelse. Mens Ostia nok aldrig bliver nogen klassiker, virkede spillet OK, det havde den-der følelse af at være et meget tungere spil end det egentlig er, og det var i det hele taget bare sjovt! Og så vandt jeg en kneben tie-break sejr over Clemens, så det var ikke så dårligt. 🙂

Ovenpå Ostia foreslog Rasmus at vi skulle prøve Einfach Genial, og som sagt så gjort. Det var første gang jeg prøvede det med fire spillere (vi spillede alle-mod-alle), og til trods for en lille sejr til Ken var det faktisk rigtigt sjovt. Fire spillere giver selvfølgelig et lidt mere kaotisk spil end hvis man bare er to, men det ændrer ikke på at det bare er et godt spil – et abstrakt Knizia-spil når det er bedst.

Sidste spil på aftenens program blev et to-personers Kingdoms mellem Rasmus og mig. Rasmus forklarede regler – de er meget simple – og spillet var faktisk også meget sjovt. Godt nok er det en letvægts-Knizia titel som jeg generelt ikke er så meget til (i forhold til hans tunge spil, i hvert fald!), men med to spillere var Kingdoms faktisk meget OK (men ikke noget jeg har behov for at spille meget tit). Hvad angår resultatet vil jeg nøjes med at sige, at Rasmus lidt inde i spillet begyndte at brokke over at jeg var meget heldig, og at spillet generelt var et heldspil – så kan man selv gætte hvordan det endte. 🙂

Da jeg ankom, havde Rasmus allerede taget Quo Vadis? frem og sat op til et hurtigt spil, mens vi ventede på flere spillere.
Rasmus satte hurtigt Teis, Jorid, Ken og jeg ind i reglerne, hvor det gælder om at lave aftaler om støtte før man kan rykke, hvilket var en ny kærkommen spillemekanisme frem for at bydeJ
I spillet rykker man sine brikker (Senatorer) på skift fra rum til rum, hvor hver rum har et antal stole. Målet er at komme i senatet (det sidste rum) med højest antal point. Man kan kun rykke videre til næste rum, hvis man har flertal af stole eller bliver støttet af andre spillere i samme rum. For at få støtte kan man love point væk, love genstøtte eller hvad man ellers kan finde på.
Da senatet var fyldt op talte vi point sammen.
Da jeg vandt måtte jeg igennem den sædvanlige jammerdal fra Rasmus om, at spillet var heldbaseret, Ken forærede mig sejren og diverse andre klynkerier men man vænner sig til det.

Derefter gik Jesper; Teis, Anders, Rasmus og Poul i gang med Struggle of Empires og Ken og Jorid kastede sig over Battle Line. Jeg ventede på Jens der havde lovet at medbringe Commands & Colors: Ancients, som jeg netop selv har købt. En længere seance med 642 klistermærker der skulle på træklodserne havde fået mig forhindret i at læse reglerne men Jens havde spillet det før og gik hurtigt i gang med forklare.
Reglerne er meget lige til og logiske, hvilket gør at man hurtig kan komme i gang med spillet støttet af et overskueligt player aid.
Til det første spil valgte vi et scenario der hedder: “The battle of Akragas – 406 BC”, hvor jeg spillede Kartago.
Hærene stilles op som angivet af scenarioet og derefter trækker man et antal commando kort. Disse kort er dem man rykker sine units med, og trækker et nyt, hver gang man har afgivet en ordre.
Brættet er delt op i 3 afsnit (højre, midte og venstre) og ved hjælp af kommando kort rykker man bestemte enheder i højre, midte eller venstre side alt afhængigt hvad kortene siger.
Kampene bliver klaret med specielle terninger der viser om man rammer modstanderen og om de flygter.
Spillet er som sagt super enkelt og der er ingen tvivl om at det er et “Beer & Pretzel” spil…men et rigtigt godt et!
Spillet har utroligt atmosfære og med det rette musik (f.eks Gladiator soundtrack) lever man sig hurtigt ind i slaget, hvor man levende kan forstille sig, hvordan manglende commando kort afspejler ordre der ikke når ud til enhederne (indlevelse i spillet, hører måske sammen med antallet af ølliader der er gledet nedJ)
De første spil jeg spillede var præget af lidt tilfældig fremrykken men i de næste par spil skal der helt sikkert lægges en strategi ud fra de kort man sidder med på hånden så man kan lave et sammenhængende angreb.
Jeg var vældig tilfreds med spillet (til trods for to nederlag) og skal helt sikkert spille det igen. Det er et af de spil, hvor man kan ikke lade være med at tænke, hvad man gjorde galt og gå og lægge en lille strategi til næste gang.

 

Jeg havde endnu en gang Elasund med i tasken, og fik ved ankomsten lokket Jorid, Rasmus og Poul med til at prøve det. Vores startspil var præget af at Rasmus kom rigtigt godt i gang, mens resten af os stagnerede noget. Kaldet, nej, mantraet “slå på Rasmus!” blev dog derfor snart det mest hørte omkring bordet, og selvom det i første omgang virkede svært at sætte en stopper for hans indkomstmaskine, lykkedes det lige pludselig. Rasmus fik bygget et par af sine bygninger over, og fra det ene øjeblik til det næste gik han fra indkomst næsten hver tur til stort set ingen indkomst.
Så kunne han lære det, nemlig, og midtspillet blev da også karakteriseret af at både jeg, Poul og (faktisk også) Rasmus avancerede side om side, mens kun Jorid sakkede lidt bagud. I slutspillet stod Poul stærkest, men i en afgørende tur fik Rasmus sat en stopper for Pouls potentielle næste-tur sejr, hvilket dog blot åbnede muligheden for at jeg et par ture senere kunne vinde. Hurra, sikket et godt spil! 🙂

Sjovt var det, og jeg morede mig rigtigt godt – og det ville jeg også, selv hvis jeg ikke havde vundet. Men jeg må erkende, at dette spil havde noget mere slå-på-lederen end mit første spil, og jeg er ikke sikker på om det ikke er for meget. Vi var i stand til at banke Rasmus tilbage fra en klar tidlig førsteplads til en bundplads, og i slutspillet var det Rasmus’ slå-på-Poul træk som gav mig mulighed for at vinde. Men på den anden side avancerer jo spillet jo tilsyneladende frem mod sin slutning uanset hvad, så slå-på-lederen mekanismen er om ikke andet ikke stærk nok til helt at stoppe spillets udvikling.

Egentlig tror jeg blot at Elasund er lidt mere konfrontationelt end vi er vant til fra vores sædvanlige repertoire af tyske spil. Jeg tror at hvis man er forberedt på det, vil de fleste kunne lide spillet, da spilmekanismerne iøvrigt er fantastiske.

Efter Elasund blev det på min opfordring til et spil Medici. Nu er Reiner’s abstrakte auktionsspil jo ikke lige min stærke side; både Ra, Medici, og i særdeleshed Modern Art har jeg virkelig svært ved at finde ud af. Det gik heller ikke så godt denne gang, hvor jeg endte på en sikker sidsteplads, med Ken som vinder og med Rasmus og Poul i midten af feltet.

Og Ken, Rasmus, Poul og jeg var ikke færdige endnu: Geschenkt kom på bordet og blev spillet, ikke én men tre gange: Det blev til en sejr hver til henholdsvis Ken, mig og Poul, mens Rasmus overhovedet ikk<this post has been edited by an administrator at 2006-04-03 10:49:34 CET>get.

Så en hyggelig aften – som sædvanligt, fristes jeg næsten til at sige. 🙂

Tirsdag 14/3 var der endnu engang Wellington på bordet. Claus-Alliancen (Westh, Brændsgaard) var stadig stærk (dog Fransk i modsætning til sidste gang) – denne gang fik Bo (Spanish) dog assistance fra Lars Klysner (British).

1812
1812 var præget af aggressive og eventyr-lystne franskmænd. En velforberedt Marmont (fr) sendte en ydmyget Wellington (br) hjem mod Portugal med halen mellem benene med blot sin private livvagt der havde overlevet det blodige slag ved Salamanca. Wellington (br) brugte det meste af resten af året på at samle styrkerne på ny. Mod årets slutning var han i stand til at indtage Salamanca uden modstand.

På Østkysten havde General Blake (sp) fået overtaget i forhold til Suchy (fr) som var blevet jaget hjem til Frankrig. Blake forsøgte ligeledes et dristigt angreb mod det uforsvarede Madrid, men blev afvist af en mindre garnison bestående af 2 franskmænd der delte en enkelt rusten musket. Synet af franskmænd var åbenbart for meget for de irregulære spanske tropper, ligesom en mindre garnison i Zaragoza var i stand til at afvise Blake i flere omgange – det lykkedes heller ikke Blake at genindtage fortet i Valencia som Suchy indtog tidligt på året. Faktisk blødte det meste af den Blake’s hær til døde ved Valencias mure. Triumfen på slagmarken mod Suchy (fr) blev en rigtig pyrrhus-sejr.

Nordpå forsøgte De Espana (sp) dristigt et mindre felttog for at indtage Oviedo og true den franske forsyningslinie til Madrid … han blev dog afvist af Clausel (fr) der havde søgt nordpå for at styre forsvaret af nordkysten.Sydpå stod Marskal Soult (fr) stille for at holde Castagna (sp) og den spanske horde i skak. Status Quo blev bevaret.

1812 sluttede med et klar Fransk føring og god chance for at vinde spillet ved at indtage Spanien. Det skete dog ikke – og ressourcerne var stort set brugt op på dette tidspunkt.

1813
1813 blev et langt felttog mod Nord for englænderne og spanierne. Sydpå prøvede Soult (fr) at vinde et afgørende slag mod de spanske tropper – i stedet blev det dog til en opslidningskrig hvor Castagna (sp) og hans ubegrænsede ressourcer gang på gang angreb Soult og hans isolerede styrker. Det kunne kun ende med Fransk nederlag. Dermed kunne Castagna befri hele syd-spanien.

Østpå kastede Suchy (fr) sig ind i et sidste desperat forsøg på at få overtaget mod Spanierne – han måtte dog hurtigt trække sig tilbage. Blake (sp) kunne dermed indtage både Valencia og Zaragoza uden nævneværdig modstand.

I Centrum opgav Marmont (fr) og nordfranskmændene at forsvare Madrid og trak sig langt nordpå for at kæmpe det afgørende slag mod Wellington (br). Slaget blev tabt og Wellington kunne marchere Spanien rundt og indtage Madrid og Barcelona.

Freden kommer
Efter et voldsomt 1813 lagde freden sig over den iberiske halvø. Resultatet var et klart fransk nederlag og efter fintælling stod det klart at Spanien var den overlegne sejrsherre med 12,5 point mod Englands 12 point. Helt som annonceret efter spillet 7/3 blev det dermed en sikker sejr til Bo i revanchen.

konklusionI konklusion må man sige at Den nordlige Franskmand kunne forsvare alt det man kunne forvente og håbe på og genopbyggede nye styrker i passende fart. Det samme kan man nok ikke sige om den syd-franske hær der med adskillige dristige felttogter stort set var elimineret fra brættet allerede tidligt i 1813.

Tirsdag d. 7.3.2006 kom der for en gang skyld et ordentligt brætspil på bordet i KBKs lokaler – nemlig GMT-Games’ Wellington, som lader op til 4 personer gennemspille den del af Napoleons-krigene som foregik på den Iberiske halvø i 1812-1814.
Vi var dog kun 3 spillere: Bo, Claus Westh og undertegnede. Vi trak lod om de 4 spillende nationer: Bo trak ”Nord-Franking”, Claus W. trak ”Syd-Frankrig” og jeg spillede således både England og Spanien. Spillets mekanismer læner sig tæt op af et andet GMT-spil: Napoleonic Wars, men indeholder ikke de samme spegede diplomati-mekanismer. Det betyder at alliancerne ikke ændres i løbet af spillet, om end man stadig spiller med individuel vinder. Spillet udviklede sig dramatisk: England og Spanien lavede en kollektiv synkebevægelse, men klumpen i halsen sad fast: Frankrig (Claus W.) startede med at indtage et spansk fort, hvor de tillige udryddede en spansk hær. Ud fra Bud Spencer-devisen ”angreb er det bedste forsvar”, kastede både englændere og spaniere sig ud i dramatiske modangreb, og de slog de franske hære tilbage i en række mindeværdige slag. Begge franske lejre valgte at fokusere på oprustning – kun afbrudt af Bos dristige kampagne ad nordvejen til Porto, som han faktisk indtog, for dog kun at se hele hæren gå til grunde runden efter, da Wellington resolut angreb over floden ind i Porto. I Wellington spiller terninger en stor rolle, når der skal udkæmpes et slag. Som designerne skriver – store slag i denne historiske periode var ofte uforudsigelige, og resulterede ofte i totale routs selvom hærene der mødtes var omtrent lige store. Dette oplevede vi i sandhed i dette spil Wellington – hele 1812 turen var en lang deroute for de franske tropper, og ved årets afslutning valgte de at kaste håndklædet i ringen. Der er revanche næste tirsdag. Nåja, ved det andet bord blev der spillet bl.a. et Knizia-spil og andet godt 🙂

Bevæbnet med mit spritnyeste spil, Elasund, drog jeg ned i klubben i håb om at finde nogle modspillere. Og nyheder er jo altid populære, så det var ikke svært at finde frivillige. Fire af os; Sune, Ken, Daniel og jeg, satte os derfor til at bygge Catans første by.

Spillet, som er udgivet af Mayfair (Kosmos er den oprindelige tyske udgiver) kommer i den sædvanlige kvadratiske “Kosmos-æske”. Kompleksitetsmæssigt er der kød på det; det er ikke så tungt som de helt store tyske spil (Goa, Puerto Rico, Caylus, you name it), men det virker en anelse tungere end det oprindelige Settlers-spil. Samtidig har det sine rødder i orden (om jeg så må sige) for dele af spillet virker meget Settlers-agtigt: Man slår to terninger i starten af hver tur, og alle har mulighed for at få nye ressorcer på det tidspunkt (med mindre man slår 7), man skal have 10 victory points for at vinde, og man bygger ting med sine ressourcer. Elementer der tilsammen giver et karakteristisk Catan-feel over spillet.
Spillepladen er et rektangulært grid, som repræsenterer byen og hvorpå spillerne vil bygge deres bygninger. Der er plads til at spillerne kan bygge en mur rundt om byen, på tre af dens sider (den fjerde vender ud mod havet). Hver spiller starter med to bygninger på brættet, en som giver guld og en som giver indflydelseskort (de to typer ressourcer der findes, omend indflydelseskort findes i tre farver).

Den spiller hvis tur det er, starter med at slå to terninger. Summen indikerer hvilken række i byen der er aktiv: En aktiv række betyder at alle bygninger der helt eller delvist ligger på denne række i byen, giver udbytte denne tur. Et lille handelsskib bruges til at markere, hvilken række der er slået.

Slår man “7” bliver handelsskibet til et piratskib! Den spiller hvis tur det er, bestemmer hvilken række det skal stå på, og alle spillere der har victory point bygninger i den berørte række, mister et ressourcekort fra hånden for hvert VP. Spilleren der slog “7” har i visse tilfælde endda mulighed for at få nogle af de mistede kort.

Efter dette har spilleren mulighed for at købe op til 2 bygninger/mur-segmenter/dele af kirken, mulighed for at placere en byggetilladelse (hvilket er en forudsætning for at kunne bygge bygninger) eller få lidt ekstra penge, og til sidst kan han ved at aflevere nogle indflydelseskort få lov at lave en special aktion, som igen kan være at placere en byggetilladelse, få penge, eller endda flytte eller opgradere en byggetilladelse.

Bygninger er rektangulære og kommer i størrelse fra 1 til 6 felter. De fleste bygninger giver mulighed for at tjene ressourcer, men de tre store 6-felters bygninger (samt nogle af 1 og 2-felters bygningerne) giver kun VP.

Udover bygninger kan man som sagt bygge bymure og dele af byens kirke. Hver spiller er i besiddelse af 9 bymurs-brikker, og ved at betale 2 eller 4 guld kan en sådan placeres i forlængelse af den eksisterende bymur. Tredie, sjette og niende brik giver spilleren et VP, mens de andre giver indflydelseskort i det øjeblik de bliver købt. Kirken består af 9 brikker, som fra starten blandes og lægges med bagsiden opad. Køber en spiller en brik (koster 7 guld, giver 1 VP), må han tage den øverste af brikkerne og placere på dens rette felt, hvor den automatisk fjerner alt der måtte ligge på feltet i forvejen.

Et af de centrale aspekter i spillet er nemlig, at bygninger kan bygges “oven i” andre mindre, eller lige så store bygninger. Gør man det med bygninger der giver VP, mister de berørte spillere deres VP for den bygning! Konsekvensen er at kun VP for kirke- og murbyggeri er permanente (man må nemlig ikke bygge oven i kirken!), og at spillet får et ikke uvæsentligt element af ‘hit the leader’.

I vores spil kom jeg rigtigt skidt fra start. Rigtigt skidt, siger jeg! Min guld-bygning lå på 5/6 rækken, men ingen spillere kunne slå 5 eller 6 i de første mange ture, hvorimod 8 og 9 (der hvor Sunes og Daniels guld-bygninger lå) selvfølgelig blev slået hele tiden. Lige i den rette Settlers-ånd, som man kan forstå! 🙂

I midtspillet kom jeg dog stærkt igen, og begyndte at følge en lovende “få VP fra bygninger” strategi. Ken fulgte nærmest en “få VP fra bymure” strategi, mens de andre to var lidt mere alsidige. Sunes alsidighed var dog af den “gode” slags, modsat Daniel som begyndte at falde bagud i forhold til os andre. Slutspillet blev også et knivskarpt opgør mellem Sune og mig: I min tur skulle jeg (igen!) slå 5 eller 6, hvilket ville give mig ressourcer nok til at købe sejren. Det lykkedes dog ikke, og i Sunes tur var han i en lignende situation: Hvis han kunne slå 5, ville han vinde. Og det ku’ han… 🙂

Men er det så et godt spil? Jeg kan, til min store glæde efter at have spillet en masse virkeligt skuffende ting de sidste par måneder sige, at jeg synes Elasund er rigtigt, rigtigt godt. Det har de bedste aspekter af Settlers og har med succes kombineret det med et involverende byggespil. Godt nok kan en spiller komme foran, men de andre spillere har masser af muligheder for at forsøge at sænke den førende spiller – dog ikke så meget at spillet bliver en evigheds-historie. Spillet skrider hurtigt derudad, der er masser af taktiske og strategiske overvejelser, et passende element af held og et spændende slutspil. Hvad mere kan man ønske sig? 🙂

Elasund er noget af det bedste jeg har prøvet det sidste halve års tid. Jeg ved ikke om det er det bedste, for det er i skarp konkurrence med de andre virkeligt gode spil jeg har prøvet, Railroad Tycoon, Das Ende des Triumvirats, samt måske Caylus. Men det er godt nok til at jeg varmt kan anbefale det.

Fantask afholder spilfestival lørdag den 4. marts 2006 kl. 10. Traditionen tro vil KBK naturligvis være at finde på spillefestivalen.  Så mød op og reklamerer lidt for klubben. Der plejer at være rig lejlighed til selv at komme til at spille.

Jeg blev kontaktet af en “journalist/programtilrettelægger” fra Nordisk film som – ukendt af hvilke årsager – mente at KBK ville være et godt sted at finde et par nørder til deres føljeton om FC Zulu. Der er deadline om ganske få dage (Torsdag 2/3). Invitationen er hermed viderebragt. (læs videre …)

Så er det sidste chance, hvis du drømmer om at blive fodboldspiller, for…:

FC ZULU SØGER NYE PROFILER

FC Zulu bliver snart sendt på nye, store udfordringer – derfor leder TV 2 Zulu efter forstærkninger til holdet.

Hvem leder vi efter?
Vi leder efter supersøde, sjove, humoristiske, selvironiske, intelligente NØRDER, der hver især er parate til at blive en del af Danmarks dårligste fodboldhold.

Du skal være mand mellem 22 og 27 år. Det er et must, at du ikke har spillet fodbold i klub, efter du er fyldt 10 år – faktisk er du ikke specielt interesseret i sport. Til gengæld har du måske en glødende passion for andre emner. Det kunne være rollespil, programmering, sommerfugle, frimærker, biokemi, litteratur etc. Du er nørdet på den fede, selvironiske måde- Og du skal have lyst til at lære at spille fodbold.

Du skal helst bo i hovedstadsområdet, da der er fodboldtræning flere gange om ugen nær København.

Lyder det som dig eller én, du kender?

Optagelserne samt fodboldtræningen vil kræve en god del af din tid. Derfor vil det være en fordel, at du er studerende og ikke har fuldtidsjob. Du skal nemlig have tid og lyst til at træne fodbold to gange om ugen.

Hvad får du ud af det?
Du får muligheden for at blive en del af Zulus kultfænomen. Komme i hidtil ukendt kampform og få en masse unikke oplevelser sammen med Zulus fodboldhold. 

Send en mail til fczulu@tv2.dk og fortæl lidt om dig selv. Husk at skrive adresse og et telefonnummer, hvor vi kan træffe dig ved. Du kan også ringe på telefon 23 33 05 14, hvis du har yderligere spørgsmål.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Deadline: torsdag den 2/3-2006 kl. 12.00!